For snart et år siden kørte min bedste venindes lille bror galt og overlevede desværre ikke. Selvom vi ikke så hinanden så tit, holdte jeg uendelig meget af ham og når vi endelig så hinanden, var det som at være sammen med min egen bror.
Da han kørte galt var jeg i chok, jeg gik ikke i sort, men lukkede alle føelser ude og tog mig at nogle praktiske ting omkring begravelsen. Jeg tænkte at så kunne jeg græde og give slip bagefter, men nu er det somom at jeg bare går med sorgen dybt ind og den æder sig mere og mere ind i mig.
Jeg tænker på ham hver dag og når jeg skal sove tænker jeg på ham hele tiden.
Jeg syntes ikke at jeg kan tillade mig at græde ud ved min veninde, for hun har det stadig meget svært og min egen familie, kendte ham ikke og forstår ikke hvorfor jeg er så optaget af det endnu.
Jeg har lyst til at skrige, men når jeg prøver kommer der ikke nogle ord, det hele er bare tavst.
Jeg savner ham bare så uendelig meget!!!!
Hvorfor er det så forbandet svært at savne, en så smuk engel???
Det gør stadig så ondt..
KÆre Kirsten - det er bare så rammende og smukt det du skriver. Rigtig godt.
Kære G.... pas på dig selv og brug den tid det tager at komme "over" sorgen. For det er hårdt. Tal med egen læge som Kirsten skriver.....
Mange tanker
Charlotte - søster til den smukkeste engel.
Det gør stadig så ondt..
Kære G
Jeg føler med dig. Du har lidt et stort tab og fået et stort chok. Jeg kender så udmærket de følelser du beskriver.
Det er, som om du ikke synes, du kan tillade dig at sørge, fordi du ikke er hans biologiske søster. Men det er den relation du havde til ham, som betyder noget i forhold til hvor meget du sørger. Og det betyder også noget hvad vi har med i bagagen af tidligere erfaringer - både gode og dårlige -, hvordan vi reagerer på tab, og hvordan vi efterfølgende tackler det. Der er ingen der har mere ret til sorg end andre. Det er i al fald min opfattelse. Både som menneske og som sygeplejerske. Den enkeltes oplevelse er altid gyldig.
Det er nok meget sigende, at du skriver under overskriften "Pårørende til sørgende". Det er du , men du er også selv sørgende. Nu kender jeg dig ikke, men du beskriver, hvordan du fik et chok, hvilket er meget naturligt, når noget sådant sker. Så du kan udover sorgen måske også være i traumatisk krise. Jeg kender ikke din alder og baggrund, men som du beskriver, hvordan du har det, vil jeg sige du har meget brug for at tale med nogen om dette og få dine følelser forløst. Det må være svært, når din familie ikke rigtig kan forstå det og så holder du jo nok op med at tale med dem om det.
Hvad angår din veninde, så kommer det jo an på jeres forhold, som jeg jo heller ikke kender. Men ved hun hvordan du har det? Ellers synes jeg da du skulle prøve at fortælle hende det, for at finde ud af om du kan dele det mere med hende. Det er rigtigt, at hun har rigtig meget selv, så selvfølgelig skal hun ikke som sådan tage sig af dig. Men I kan have glæde af at dele disse ting med hinanden. Jeg har mistet min bror og hans familie ved en ulykke, og jeg har det bestemt ikke svært ved at andre græder over ham. Det er fordi de elskede ham lige så højt som jeg gjorde. Jeg ved jo lige hvordan de har det, og ved at jeg ikke kan trøste. At det er ok at græde. I det hele taget er det for mig rart at være sammen med andre, som har det lidt på samme måde. Man kan grine og have det sjovt, men samtidig ved vi godt at nedenunder gør det stadig ondt. Det er også godt at være i en selvhjælpsgruppe, hvor man kan fortælle sin oplevelser og følelser igen og igen. Dele dem med andre som lige ved hvordan det er kan være en stor lettelse og man føler umiddelbart fællesskab og anerkendelse af det man føler, som er noget af det vigtigste for at komme fremad. Så kan man med tiden give slip.
Men det er ikke sikkert din veninde har det sådan. Men så må du prøve om du ikke kan finde en selvhjælps sorggruppe, der hvor du bor. Eller gå op og tal med din læge om det. For det er noget der kan plage dig i årevis, hvis du ikke tager det alvorligt. Men det er garanteret også derfor du skriver her. Du er klar over at du ikke kan klare det alene. Og det er rigtig godt.
Sorg er meget tungt at bære. Der er kun en selv der kan gennemleve smerten. Men det betyder så meget at ens netværk lader en sørge.
Mange hilsner og tanker