Hej , jeg kondulere mange gange ..
Jeg vidste faktisk ikke der var sådan en hjemme side her, jeg mistede min mor den 23/12-12 ikke så lang tid siden, hun blev 49.. Jeg er 19 år og boede med hende og passede hende til det sidste .. Min mor døde a kræft i hjernen , var sikker på vi nok skulle klare den , til hun ikke vågnede igen ..
Det sjovt , man tror og føler man er den eneste person der sker for , men det sker jo for alle og en selv os .. Jeg kan huske min mor en dag sad og græd , jeg spurgte hvad der var galt , og at vi nok skulle komme igennen det sammen , hun sagde hun vidste hun skulle dø snart , men hun var ked af hun ikke nåede at blive mormor til mine børn , jeg sagde at det skulle hun nok nå ingen tvivl, jeg prøvede at blive gravid med en kæreste , men det lykkeds ikke , jeg kunne helle rikke ha nået det , men tanken om at hun var så bange for ikke at opleve at blive mormor , den skær så dybt i mit hjerte .. Jeg ville ha gjort hvad som helst for at hun kunne ha oplevet mine børn ..

Jeg kan nok ikke sige , jeg ved hvordan du har det , da jeg blot er 19 år , men smerten er nok den samme , den værste i verden , kunne jeg så byttede jeg plads med hende , som hvilke anden person også ville gøre , for deres forældre eller børn ..

Ved ikke hvor lang tid det er siden du mistede din mor , og om det er blevet bedre , om du kan smile igen , men håber der kommer en dag hvor jeg kan ..

Tusind kærlige tanker Amalie

Kære Lise,
jeg kan se at det er nogle år siden du skrev dette indlæg, men jeg skriver til dig alligevel med håbet om at du er kommet videre, også fordi det er hvad jeg håber kommer til at ske for mig.
Jeg kunne selv have skrevet dit indlæg... Min mor døde i november, også 57 år gammel, også til kræft, jeg troede også at hun ville blive rask, min mor var heller aldrig syg, spiste sundt, dyrkede motion og røg heller ikke. Vi havde også planlagt at vi skulle ud og rejse allerede til jul, men nåede det heller ikke. Min mor døde også 3 måneder efter at hun fik sin egentlige diagnose...
Jeg er 29 år og jeg har ligesom dig også set en stor del af min identitet forsvinde, lige pludselig finder man sig selv på et gyngende fundament og uden spor af den barnlige naivitet, man forbandt med at være barn af sin mor.
Jeg bor sammen med min kæreste og vi havde planlagt at skulle have børn indenfor det næste års tid. Det gør så forbandet ondt at ens mor ikke får lov at se dem vokse op, men mest af alt at man ikke nåede at opfylde hendes højeste ønske nemlig at blive mormor...
Håber på alt det bedste for dig

hej lise det er meget sørvligt det du har skrevet om dit tab om din mor . det er så sørvligt og trist . for jeg har også mistet min mor d 19 september hun døde af en dårlige lever hun kun hverken går eller står eller snakke til sidst . men jeg ved hvordan du har det . jeg snakket med min mor hver dag i telefonen . men nu er der ingen der ringer det bliver aldrig det samme mere . hilsen charlotte glædlige jul til alle

Hej Lise. Jeg føler med dig. Min mor døde for 1 år siden i en alder af 62 år. Hun var lige gået på efterløn og skulle til at nyde sin alderdom sammen med min far. Min datter blev døbt samme uge som hun døde så jeg nåede desværre at komme i kirke 2 gange med samme præst. Min mor kommer aldrig til at opleve hvor fantastisk min datter er, og især det gør ufattelig ondt at tænke på.
Hvis jeg skal glæde mig over noget er det at min mor nåede at deltage i både mit bryllup og min datteers dåb. Men som du også selv skriver er der SÅ meget jeg ikke nåede sammen med hende, her tænker jeg især på min datter.

Triste tanker fra Jesper

Kære Irene.

Først vil jeg sige, at det gør mig ondt for dig og dine drenge, at I har mistet din mor. Jeg mistede min mor for 7 mdr. siden, 66 år blev hun og døde totalt uventet af et hjertestop. Nu står mine børn og jeg i samme situation som I gør.
Men jeg blev så glad for at læse dit indlæg her !! Det lyder vel skørt og skal ikke misforståes, men grunden er, at I sørger på helt samme måde som vi gør. Ser billeder, film, snakker om mormor og "tager hende med " i det vi foretager os. Desværre kan jeg mærke en vis negativ holdning fra nogle af dem, som skulle forestille at være mine nærmeste, over vores måde at lade min mor leve videre i os på. Men jeg gør hvad jeg finder bedst og mest naturligt for mig selv, og hvad jeg tror er bedst for mine børn. ( de er 7 og knap 6 ) De savner deres mormor forfærdenligt, og de plejede at være sammen med hende et par gange om ugen, så hvorfor skulle vi holde op med at tale om hende. Og det er min klare oplevelse, at de får det bedre, af at sige " sådan gjorde mormor", " hos mormor fik vi altså chips til flæskestegen" osv. Så derfor Irene, blev jeg glad for at læse dit indlæg. Jeg var nogle gange ved at tro, at jeg handlede forkert, så det var befriende at læse, at I gør helt som os.
Og sorgen - ja den gnaver i mig dagligt. Min mor som også var min bedste veninde, er her ikke mere til at tage del i vores liv. Og min mand som ofte lige smuttede fordi svigermor til en kop kaffe, ved ikke rigtig hvem han nu skal gæste når han har en ledig stund. Det ramte hårdt, men vi er jo kommet videre, selv om jeg ikke troede det ville være muligt.
Jeg håber at I har det godt og ønsker det bedste for Jer.
Mange hilsner Pia M.

Jeg mistede min elskede Mor for ca. 4 måneder siden - hun døde 6 dage før sin 70 års fødselsdag. Hun betød SÅ meget for mig og min familie. Nu hvor hun er væk er "hullet" bare SÅ stort. Jeg har meget svært ved hvad jeg skal fylde hullet op med igen, men måske skal det bare have lov til at stå åben lidt endnu????
Det gik for stærkt - hun blev indlagt i Århus tirsdag efter påske, fordi hun havde en knude i spiserøret - og den skulle "bare" fjernes. Onsdag bliver hun undersøgt, men noget går tydeligvis galt! Hun ender på intensiv - og torsdag kl. 10.15 får vi dommen! Kræften har bredt sig til leveren. 7 knuder - der er INTET at gøre. Fra det sekund gir´ Mor op! Hun dør den efterfølgende tirsdag nat. Men jeg sad hos hende fra torsdag. Jeg var der til at børste hendes tænder, lægge en kold klud på panden mm. Jeg husker endnu hendes sidste åndedræt. Hun sov stille ind - hun gjorde det "nemt" for os. Hun var et PRAGTFULD menneske.
Min måde at komme videre i min sorg er at se billeder af hende - masser af billeder. Vi har lavet ene dvd med alle billeder fra bl.a begravelsen og nogle dejlige billeder fra "som vi huskede hende". Det har i hvert fald hjulpet mig og min lille familie. Og SNAK om hende - snak om fortiden, hvordan hun gjorde dit og dat. Snak om hende i nuet - hvordan ville hun havde gjort dit og dat, og hvad ville hun havde sagt, hvis.... Snak om hende i fremtiden. Lad hende blive en "naturlig" del af hverdagen - også selv om hun ikke er her mere - men hun er i vore hjerter. Sørg også for at lave nye "traditioner". Sørg for at de ting hun var en del af, stadig bliver en tradition, men måske bare med nogle andre mennesker... Det kunne være mine "råd", som på denne forholdsvis korte tid har hjulpet mig og mine drenge, som savner deres Bedstemor MEGET.

Kærlige tanker fra en som den dag i dag kan smile ved tanken om min kære Mor - for hun var en ener.....

Jeg mistede min far for knap en måned siden. pludseligt. (jeg har skrevet indlægget "Far!")
Godtnok havde jeg ingen planer om børn, men min far og jeg var også lige kommet tættere på hinanden, og nu er han død og borte. der var så mange ting man skulle have sagt og gjort og talt om og nået sammen.

Jeg forstår dig og du har min dybeste medfølelse.

Mail mig anytime, hvis du vil snakke (Kan godt snakke selv og jeg er yngre end dig) Merkur@sol.dk

Hej Lise, jeg føler virkelg med dig, jeg ved, hvor hårdt det er, min mor døde af lungekræft den 6.december 2005 efter at have været syg i næsten halvandet år, de sidste 3 måneder sad hun i kørestol i sin lejlighed, fordi kræften havde ædt en lårbensknogle over. Efter min fars død i 1990 sage hun, at hun altid havde drømt om at få børnebørn. Jeg og min mand fik 2 piger i 1995 og 1997, som var utroligt glade for deres mormor og havde svært ved at forstå at mormors lejlighed skulle tømmes og der skulle flytte andre ind. Vi savner hende utrolig meget, men ved også, at hun havde det rædselsfuldt med at sidde i kørestol og prøvede at træne sit ben og håbede til det sidste, at hun blev rask og kunne gå igen. Vores børn bliver stadig lidt kede af det, når klassekammerater snakker om at skulle på ferie hos deres mormor. Selvom det er utrolig hårdt, og vi savner hende meget, prøver vi at tænke på at hun ikke ville have været glad for at leve bundet til en kørestol, selvom hun fik mange besøg. Det er først nu, vi kan tænke på hende og snakke om hende uden at være lige ved at græde. Vores børn har utrolig svært ved at forstå at deres mormor´s mor stadig lever og har det godt i en alder af 92, det er de rigtig glade for, men kan ikke forstå, at deres mormor så dør i en alder af 69. Tiden læger ike alle sår, men med tiden bliver savnet lettere at bære (det håber jeg da i hvert fald) det gjorde det nemlig med min far. Men til fødselsdage, jul, konfirmationer og andre højtidelige lejligheder vil det nok altid blive svært, og savnet vil altid være der, jeg tænker da også stadig på min far og fortæller børnene om ham og viser billeder. De har også en masse billeder af mormor og snakker tit om hende. Det gør det på en måde lidt lettere. Jeg håber du må få et godt liv, og at savnet efterhånden bliver lettere at bære, det håber jeg selv med min mor, for det skete med min far.

Til Lise,
Jeg selv ikke nogen børn. Men det du har skrevet her, rammer mig så meget.
Min mor havde også brystkræft, men døde for 2 år siden af lungekræft.
Jeg overvejer stadig, om jeg ska' ha' børn, eller om det ikke bare er lige meget nu, da nu min mor ikke kan opleve den glæde, jeg ville få.
Men når jeg tænker mig om, så vil jeg ikke ha' trøstebørn. Det ville være synd for begge parter.

Men jeg savner min mor utrolig meget, at ringe til hende og få råd og trøst, eller ringe til hende når man er glad og har oplevet noget godt og dejligt. Men det kan man ikke nu.
Nu har man kun de ord hun har sagt, i løbet ens liv. Og jeg tænker, hva' ville min mor ha' sagt nu, eller gjordt da jeg nu har mistet min bror.

Min mor døde 16.maj 2004 og jeg er ikke kommet over det endnu, og det kommer jeg ikke til, har jeg fundet ud af. For der vil altid være et tidspunkt hvor jeg ellers har brug for min mor.
Nu tænker jeg, at jeg vil gøre min mor stolt, selv hun ikke er der. Ved at nyde livet og være mig selv og opleve verden omkring mig. Vores forældre vil jo ikke have, at vi gå i stå, fordi vi ikke kan være sammen med dem fysisk. De vil ha', at vi har det godt.
Min mor blev ked af det, når hun så at folk græd på grund af hende, dengang da hun lå på sygehuset. Så vi prøvet at tænke på de positive oplevelser istedet for de negative. Selvfølgelig var der nogle tidspunkter, hvor vi græd sammen.
Men ja, det er uretfærdigt. Der er så meget man ville tale om med ens mor.
Jeg forstår hvad du føler, selv om jeg ikke har det danske sprog som modersmål.
Man vil altid få opbakning lige meget hvor henne man er, bare man griber det hånd som er rakt ud.
Ligesom her. Vi skal lære at gå alene. Man skal bare huske, at der er folk omkring én.
Der er gået 2 år siden min mor døde, og jeg græder stadig.
En forståelse fra et andet land.
Hilsen Kathe.

kaere Lise, Jeg savner ogsà min mor, jeg mistede hende pludseligt sidste àr, hun var syg men vidste det ikke,hun dòde pà mors dag, jeg ville ringe til hende men hun svarede ikke, jeg kunne ikke tage hjem til hende da jeg bor i udlandet, jeg ringede igen og telefonen blev taget, men det var min sòster der svarede, hun sagde kun,jeg kan ikke vaekke mor, jeg tror hun er dòd, idet braste alt omkring mig, der var gàet ca. 5 màneder siden jeg sidst sà hende,jeg ville bare hjem til hende, men var desvaerre 1500 km vaek...jeg har 2 bòrn, min dreng har hun set vokse op han blir i àr 10, men min lille datter pà 2 vil hun aldrig se vokse op, det er svaert, min sòn var meget glad for min mor, og der kommer svaere ture med ham, hvorfor skulle hun dò hun var sà ung, hun var lige blevet 54 àr jeg har stadigvaek hendes kort jeg ikke havde sendt, jeg snakkede med hende om lòrdagen, hun grinte og sagde ta det med pà tirsdag, jeg glaeder mig til at se lille maja og Mattias, Jeg havde flybillet til tirsdag, men dagen efter var hun her ikke.billetten blev brugt pà at komme hjem til hendes begravelse, jeg sà hende en sidste gang ligge der helt kold. Det gòr ondt.Min lillesòster har ikke bòrn og hun taenker som dig, jeg har bòrn men de er smà, og det gòr ogsà ondt at taenke pà at min mor aldrig ville kunne se dem vokse op.jeg kan godt forstà dig, det er en tanke som summer i hovedet hele tiden den vil ikke gà vaek, hvis den gòr er der altid situationer som vaekker den igen.........jeg fòler med dig, det er en fòelse som kun de som har mistet kender til den er ubeskrivelig, en fòelse af afmagt og hvorfor.. min mor var helt ubeskrivelig. Med hende har jeg mistet alt, vi havde kun hende, mit barndomshjem er, vaek hendes beroligende ràd er vaek, min ro er vaek, alt blev vaek med hende, nu har jeg min sòster, min mand og mine bòrn...tit taenker jeg at hun kun er rejst vaek og at hun kommer tilbage en dag...jeg taenker pà dig og dit tab, jeg ville ònske at jeg kunne sige at tiden laeger alle sàr men det er desvaerre ikke sandt...et kaempe knus til dig fra en anden som savner sin mor.

Hej Lise
Først vil jeg sige at jeg er ked af det på dine vegne og at dit indlæg ramte dybt. Jeg mistede min far for 5 mdr. siden til nyrekræft som havde siddet og lurepasset i 10-15 år - han blev 52 år gammel. Sygdomsforløbet lignede meget din mors - han levede rimelig sundt og havde ingen sygedage men så væltede korthuset fra den ene dag til den anden. Han nåede at være syg i 4 mdr. hvor de faktisk ikke anede hvad han fejlede andet end at han havde vand i lungerne. Vi fik beskeden: uhelbredelig kræft om onsdagen og han sov stille ind lørdag formiddag.
Jeg har haft det meget svært med smilende mennesker da jeg ikke har kunne finde noget at smile eller grine af. Jeg har følt mig snydt af de højere magter for hvorfor skulle min far ikke nå at føre mig op af kirkegulvet til mit bryllup, nå at se det første barnebarn, at min lillebror bliver student m.v.
Til tider har jeg også følt mig i et tomrum hvor jeg står bomstille mens verden farer forbi derude men på en måde er jeg alligevel altid kommet videre. Selv om der gået 5 mdr. kan jeg stadig blive ked af det - det kommer meget i bølger og så er jeg blevet utrolig bange for at miste (det være sig min kæreste, lillebror, papmor, anden familie eller en god veninde) - meget synonym med at du synes verden er blevet et utrygt sted.
Afslutningsvis vil jeg gerne sige at det kan godt være at tilværelsen virker meget trist og håbløs lige nu men der er lys forude og selv om du måske ikke tror på det lige nu skal du nok klare dig igennem.
Hvis du har lyst til det eller behov for det kan du skrive til mig på: adjp@mail.dk
Opmuntrende tanker fra Anne-Dorthe

Hej Lise

Det er trist at læse din mor lige er død og jeg kan genkende flere af de ting du skriver fra hvad jeg selv har oplevet. Det må have været nogle forfærdelig hårde tre måneder mens hun var syg. Min far døde i november meget pludseligt af en lungebetændelse og blodprop. Den ene dag var han rask og to dage efter væk. To måneder inden havde min kæreste og jeg besluttet at prøve at få børn, så jo, det er rigtig, rigtig trist at tænke på at ens far/mor aldrig skal være en del af ens børns liv andet end gennem en selv. Jeg har nu haft seks måneder til at prøve at lære at leve med at han ikke er her længere og det er stadig rigtig svært. Jeg har nok ikke givet mig selv nok tid til bare at være ked af det, men prøvet at nå det hele - med det resultat, at jeg ikke har nået særlig meget.
Så pas godt på dig selv og tag dig tid til at græde - jeg kender rigtig godt det du skriver med, at du troede din mor ville blive rask igen. Det er rigtig hårdt, når der så bare ikke er noget at gøre.

Mange tanker
Christina