hvis man har mistet et menneske, man elsker, er det så ikke naturligt, at det menneske bliver ved med at følge én - også efter den 'acceptable' sørgetid?
når sorgen tager lang tid
Mindet.dk Kristeligt Dagblad CVR 17725114 Vimmelskaftet 47 1161 København K Telefon: 33 48 05 00 Send mail
DEN AFDØDE FØLGER MED
jO, DEN MAN HAR MISTET FØLGER EN RESTEN AF LIVET. MEN BÅDE DEN AFDØDE OG SELVE SORGEN ÆNDRER FORM EFTERHÅNDEN. FOR NOGLE MENNESKER ER DET DESVÆRRE SÅDAN, AT DE HAR SVÆRT VED AT KOMME VIDERE I LIVET UDEN DEN AFDØDE.
JEG ER SIKKER PÅ, AT VORES AFDØDE HELLERE END GERNE VIL HAVE, AT VI LEVENDE KOMMER VIDERE I VORES LIV, FINDER EN NY KÆRLIGHED O.S.V. hVIS MAN BLIVER VED MED AT GÅ MED SORGEN ALENE, KAN MAN RISICERE IKKE AT FÅ MULIGHED FOR AT FÅ ÆNDRET FORM PÅ SORGEN OG DEN AFDØDE. mAN SIGER, AT TIDEN LÆGER ALLE SÅR, MEN JEG TROR IKKE, DET ER NOK, AT TIDEN GÅR.
jEG HAR MISTET BÅDE MIN FAR OG MOR OG JEG HAR BÅRET PÅ EN MASSE, FORDI JEG ER ENEBARN OG IKKE HAR HAFT NOGEN AT DELE BÅDE SORGEN OG ALLE DE ANDRE TING MED. PLUDSELIG BLEV JEG RET SYG, MINE BLODLEGEMER GIK HELT I BUND OG JEG BLEV INDLAGT.
jEG SKIFTEDE LÆGE, SOM VED HVAD DET HANDLER OM. jEG BLEV HENVIST TIL EN MEGET DYGTIG PSYKOLOG, SOM ARBEJDER MED MENNESKER I SORG OG KRISE.
eFTER TRE GANGE, KAN JEG MÆRKE EN BETYDELIG ÆNDRING. mAN SLIPPER IKKE SORGEN LIGE MED DET SAMME, MEN MIN VREDE OG MIN BITTERHED ER VED AT TAGE EN ANDEN FORM, OG DERVED ER JEG SNART I STAND TIL AT KOMME VIDERE.
HAR MAN IKKE VENNER ELLER FAMILIE AT LÆSSE AF PÅ OG DELE SIN SORG MED, TROR JEG DET ER VIGTIGT AT FINDE ET ALTERNATIV.
MANGE HJERTELIGE HILSNER
tANNE
en sorg for livet
Jeg har været herinde før, men idag, hvor Thomas kunne have fejret sin 24-års fødselsdag, så har jeg følt savnet og sorgen stor, i modsætning til f.eks. sidste år, hvor det ikke gjorde så ondt. Jeg har haft fri idag, og det er som om, at så får tankerne frit spil og jeg har ekstra meget tid til at føle det savn, som en mærkedag er. Hvis man ikke har været igennem et sådant tab, som vi (og andre) har haft, ja så tror jeg ikke man kan forstå, hvor ondt det gør, og at det vil vare for resten af livet. Udenforstående vil tænke, at det jo er så længe tid siden, at det må de da være kommet over.
Kære Anne-Marie
Tillykke med Thomas´ 24 års fødselsdag, selvom I ikke får lov at fejre dagen sammen, er det dog denne dag Thomas kom ind i jeres liv.
Det er en dag der byder på mange minder, jeg forstår til fulde hvordan du føler, det
er ikke noget man kommer over/igennem som andre siger, savnet vil følge os til vi
igen mødes med vore børn. Vi kan kalde det en slags følgesvend der vil være med
dig i alt hvad du foretager dig, det som vi har oplevet i forbindelse med at miste et
barn vil ændre vores liv, vi vil ændre os - ingenting bliver mere som før. Nogen ting
bliver nemmere med tiden men aldrig sorgen og savnet uanset hvor lang tid der går.
Du elsker jo ikke Thomas mindre idag end mens han var hos jer.
Som du selv skriver, kan andre ikke sætte sig ind i vores vilkår med mindre de selv
har været der.
Varme tanker til Thomas og hans familie på denne triste mærkedag.
Kirsten
Når sorgen bliver ved
Har lige læste en artikel fra Kristeligt Dagblad den 28.01.2011 om en far der har mistet sin 10 årige søn for 6 år siden. Han skriver at han ikke kan finde glæden, har let til vrede og tårer, og at han savner det at føle sig lykkelig.
Nu tror jeg det er svært at sætte tid på hvor lang tid sorg tar, og at vi sørger forskelligt - den en måde ikke mere rigtigt end den anden.
Jeg håber og tror på der er en vej omend den er anderledes end den vi havde regnet med, når tiden er - og du er klar tror jeg, at der med tiden vil komme små lysglimt der langsomt vil blive flere og flere.
Det værste er sket - det kan ikke blive være du har mistet dit barn, ingen kan sætte sig ind i hvordan det føles med mindre de selv har været det igennem.
Annette og Jørgen Due Madsen svarer på læserbrevet, det er på mange punkter et udmærket svar; men de skriver at hvis sorgen stadig påvirker dagligdagen efter et halvt år, betragtes det som forlænget sorg. Det første halve år efter jeg havde mistet min søn var jeg nærmest i en chokfase, min forstand sagde mig han var død; men mine følelser svingede mellem håb og at det måtte være et mareridt som jeg ville vågne af og opdage der var sket en fejl , ville nærmest ikke hjemmefra hvis han nu skulle komme o.s.v.
Den hjælp Annette og Jørgen foreslår er din læge, nu er det sådan at deres tider er enten på 10 eller 20 min. det kan det her altså ikke nåes på.
Rigtig mange af dem jeg kender der har mistet vil rigtig gerne tale om det på rette tid og sted - problemet er bare, at nu er det selvfølgelig ikke alle, men mange kan ikke rumme os og vores sorg, tør ikke være til stede i afmagten, ved ikke hvad de skal sige eller hvad de skal gøre.
Desværre er vi ikke selv stærke nok, så døden bliver let et tabu. Vi tager masken på
for overhovedet at kunne holde ud til at være sammen med mange, bliver meget nærtagende og sårbare. Efter før omtalte halve år er alle andre videre blot er vi ikke
kommet ret meget videre; men føler en vis utålmodighed fra omverdenes side Tag dig dog sammen nu må du videre for den og dens skyld (ikke for din egen skyld)
Psykologer koster penge, nogle er udmærkede; men man skal ha´ i mente at det ikke
er alt man kan læse sig til, dermed ikke være sagt at nogle kan have god gavn af dem.
Præsten kan jeg anbefale, han har som regel den tid du behøver.
Derudover kan jeg varmt anbefale sorggrupper går selv i 2 den ene anbefalet af vores præst, det er en gruppe for alle slags mist.
Den anden gruppe er en gruppe i Forældreforeningen Vi har mistet et barn.
Disse to grupper betyder for mig, at jeg får talt om min sorg med andre ligestillede og
knytter venskaber der.
Derudover har jeg jo oprettet et minde her på Mindet.dk som jeg bruger som en slags dagbog, osse herigennem fået nogle gode kontakter.
Det handler også om at kunne overskue tingene for mit eget vedkommende bruger jeg næsten al energi på, at komme på jobbet det tapper én for al energi at være sorgfuld.
Det sidste vi ønsker er at være til besvær - derfor er det svært selv at ta´initiativ for
vi kan næsten ikke bære et afslag.
Og om vi nogensinde bliver lykkelige helt igennem tror det næppe - det er vores vilkår
som vi så må leve med.
Manglende accept
Jeg kander godt problemstillingen. For 3 år siden mistede min mand og jeg vores bedste kammerat i en arbejdsulykke som min mand overværede. På årsdagen var i så på kirkegården med min svigermor ( det var min mands barndomsven og dermed også en meget nær ven af min svigermor) og jeg bryder helt sammen da det stadig var meget svært for mig at acceptere/forstå at et menneske som man holder så meget af skal herfra så tidligt. Hun siger så pludseligt til mig:"nu må i også til at komme videre det er jo et helt år siden" hvor jeg egentlig i raseri vendt mig og og nærmest skreg tilbage i hovedet på hende at det var vi også. Men der er ingen acceptabel sørgetid, vi er nu efter så lang tid stadig sørgende i perioder, men til andre tider er det mest et stort savn. Han følger os i alt hvad vi laver, vi snakker tid om hvad han ville have gjort i den situation eller dette stykke musik ville lige være ham. Så jo de følger en og bliver ved med at gøre det, det er det der gør at vi husker det og for os til at acceptere tingene som de, når vi ikke kan ændre dem.
føltes som igår..
jeg har mistet min lille pige (2 år gammel)..min lille evigglad. Hun døde i 1998. Men tiden læger ikke alle sår.
I starten var der mange omkring mig. men efter få måneder, forsvandt folk. Når jeg mødte folk på gaden gik folk nogen gange uden om. Det føltes som om min verden var gået i stå og alle andre bare gik videre.
idag har jeg kun nogle få veninder og venner fra den gang. til gengæld tør de også snakke om min lille engel. Vi kan dele minder. Jeg deler også mærkedagene med min moster, og ønsker tit at jeg havde fået kontakt med min moster mens min lille engel var i live.. trods det at min moster ikke kendte hende, er hun der for mig.
Jeg er blevet alene. har ellers haft en mand i 7 år, men han kan ikke "dele" min sorg. og han trækker sig væk. i år brød jeg helt sammen. Men desværre er hans holdning at jeg bør se på dem der er levende og ikke stå ude ved "de døde"..
Jeg oplever at der er mange der lukker af når jeg snakker om michelle. Når folk spørger mig hvor mang børn jeg har svare jeg 3 drenge og en pige oppe i himlen. folk tør dårlig spørge mere. Jeg må ofte forklare at det er ok, at jeg savner hende, men at jeg godt kan tale om hende. Men ofte snakker folk hurtigt om noget andet..
jeg føler det er et tabu at miste... at det gælder om at livet skal gå videre... jeg er ikke i tvivl om at man skal have prøvet at miste for at forså den smerte mange af os sidder med.. jeg er heller ikke i tivl om at vi alle takler sorg forskelligt..
jeg går med en drøm om at skrive en bog til pårørende. Da jeg føler at det kan opleves som endnu en smerte, når folk "går uden om sorgen".
mange tanker til jer alle..
smerte for livet
Jeg kan sagtens genkende dine tanker og følelser. Vi mistede Thomas i 2003 og jeg tror, at når man har mistet noget af det bedste man havde, så har man en smerte i sig som vil vare for resten af livet. Det gør stadig så forbistret ondt og har man ikke været det igennem som vi har, så vil man simpelthen ikke kunne forstå det. Jeg har en kollega, der er utrolig god til at spørge ind til ting omkring Thomas, også når der er flere tilstede, som måske ikke engang ved, at vi har mistet. Jeg har sagt til hende, at jeg synes det er dejligt og helt i orden at hun gør det. Jeg siger også altid, at vi har 2 børn, når nogle spørger og nogle gange siger jeg, at vi desværre ikke har Thomas mere, men jeg skynder mig så at sige, at det ikke gør noget at de har spurgt om det. Jeg kan anbefale dig at læse en bog skrevet af Lise Trap, der hedder "Sorg, den dybeste ære glæden kan få"
Kærlig hilsen til dig
Kære Stjernenat. Som du nok
Kære Stjernenat. Som du nok kan se har jeg tilladt mig at skrive et langt brev til dig. Du er meget velkommen til at skrive tilbage til mig. Jeg har en føelse af at vores "stjerner" minder om hinandens. Både i tiden som var, fulgte og er. Har jeg ret ? Knus Sus stjernemorgen.
Kære Stjernenat
Først, Ære være din lille datters smukke minde. Jeg føler sådan med dig. Det værste i verden er dog at miste et barn. Du har også mistet en stor del af dig selv, den del som en moder altid vil have i sig. Jeg tror at din opfattelse af folks manglende tilstædeværelse i din store sorg er meget berettiget. Men egentlig kan man nok ikke fortænke nogen i at være bange for at "lukke op" og frit tale, fordi ikke alle syntes det er i orden. Jeg har heldigvis ikke selv mistet et barn, men tanken om hvis jeg var i dit sted, som er så forfærdelig og næsten total ubeskrivelig, for mig alligevel til at overveje om jeg ville bryde mig om at folk henvendte sig til mig og omtalte mit mistede et og alt. De skulle i hvertfald lægge ansigtet i de rigtige folder for jeg kan slet ikke forestille mig stå midt på Kongens Nyhavn og snakke om vind og vejr og hvad vi skal have til aften, heller ikke 10 år efter jeg havde mistet. Men de måtte godt holde mig fast, meget fast.... og snakke om blomster, lys, ideer til pynt i den lille have, for hele mit liv ville kun handle om den lille have som jeg havde på kirkegården, Sommer, forår,efterår, vinter m.m. Og jeg ville helt automatisk droppe familiefester, jul, pinse, påske MEN ikke fødselsdage og mindedage. Disse 2 datoer ville lige pludselig være byttet ud og skulle fremover fungerer som de vigtigeste dage i resten af mit liv. Hvis jeg så, som du havde en mand som ikke kunne forholde sig til denne proces, om den så tager livet ud, ja så ville jeg også bytte ham ud, for den slags er der ganske enkelt ikke plads til. Men andre børn, dem tror jeg, da de også er et produkt af mig, helt ville deltage på lige for med mig. Støtte, hjælpe,savne og sørge.... Der er ganske enkelt ikke grund til at gøre andet. Jeg har en lille oplevelse, som selvfølgelig ikke er den samme som din, men alligevel minder de rent følelsesmæssig lidt om hinanden. Jeg er mor til 2 børn som i dag er voksne. Da den yngste var 8 mdr. blev jeg gravid igen. Min mand var under udd. og kunne ikke overskue flere børn (der var heller ikke plads til mig) Han lovede at en abort ville klare vores familie sammenhold og jeg bed smerten i mig.Da jeg kom hjem fra hospitalet var min mand flyttet og ville ikke vide af os mere. Jeg gik total i chok. For mig var det som døden selv, jeg havde virkelig mistet. Først følte jeg at jeg havde slået ihjel, som jo egentlig var rigtig nok, ved at få en abort, lige i denne situation jeg ikke selv ønskede. i tiden som fulgte, kom daglig en noget belastende veninde og ville have mig med i Bilka, grillbar,slikmutter og sådan rigtig hyggesørge, som hun kaldte det. Og ved du hvad kære stjernenat, jeg kom sådan til at hade hende og hendes misforstået omsorg. Jeg følte i mange år at hun ikke ville trøste og hjælpe mig, men kun var der for spændingen og egen vinding skyld. Jeg havde absolut ikke brug for fest og farver eller kulørte lamper. Men i hele 11 år var mit liv styret af sorg og savn. Nu vil nogen nok sige... Guf for en psykiater. Sikkert ja, men han sagde også... Vi er ikke alle ens og reagerer forskelligt. For nogen er tiden den bedste læge, for andre, er det bare om at komme videre i en fart. Jeg tror meget på et langt liv, så jeg har masser af tid, ingen i hele verden skal hundse med mine følelser. Kære Stjernenat, brug din tid fuldt ud.Tal og skriv til din lille datter, fortæl hende om livet. Hun vil knuselske dig fra sin stjernehimmel. Kæmpe kram. Sus Morgenstjerne.
Kære Stjernenat.
Hvor gør det mig ondt, du har mistet din datter.
Men hvor er jeg enig med dig, i alt hvad du skriver. Såret bliver aldrig lægt. Mange af ens venner tør ikke tale med os om vores sorg, skønt det er det man trænger allermest til. Alle ønsker selvfølgelig, man hurtigt bliver den samme igen, men det bliver man aldrig mere, det er jo ikke mindst svært for os selv oven i sorgen.
Jeg synes det er en rigtig god ide, du vil skrive en bog til pårørende, der kan ikke komme nok information om hvordan man virkelig har det, når man mister et elsket menneske.
Jeg kunne godt ønske, at præsten til begravelser, ville fortælle lidt om bearbejdning af sorg, at man man som pårørende ikke kan gøre meget, men bare være der, høre på en - det eneste der hjælper og varmer lidt. Ellers er det kun tiden, der hjælper en til at leve med savnet resten af livet.
Jeg er meget taknemmelig over Mindet, her har jeg fået talt ud om min sorg, og er blevet forstået, fået omsorg og medfølelse, ellers ved jeg ikke, hvor jeg var endt.
Kærlig hilsen Bente.
Jo
Helt naturligt, men ikke alle forstår.
Knus Karen, Børges kone
"farlig" emne
Hej til jer,
Imorgen den 8. juli er det 6 år siden, at vi mistede vores søn Thomas. Der er (næsten)ingen af vores familie, der husker dagen, uden at vi nævner det. Kan man forvente/forlange, at de skulle kunne huske datoen af sig selv eller hvad siger I, som også har mistet???
Når vi er sammen med fjerne bekendtskaber til fødselsdage eller andet (som vi iøvrigt ikke taler særligt meget med), ja, det gør lidt ondt, at ingen spørger, hvordan det egentlig går. De har heller ikke kommenteret vores tab overhovedet, når vi har været sammen med dem. Tværtimod har jeg, efter en pludselig indskydelse, selv måttet fortælle om, hvordan det er at være sammen med dem uden Thomas.
Jeg glemmer ALDRIG den første gang vi var til familiefødselsdag uden Thomas (det var måske 3-4 måneder efter begravelsen). INGEN OVERHOVEDET nævnte Thomas' navn, INGEN kom hen og spurgte om ikke det var svært at være her uden Thomas. Jeg følte mig som det ensomste menneske på jord, og savnet af Thomas var for stort, så jeg måtte gå udenfor og græde. Da jeg gik ind igen kunne jeg ikke holde facaden og jeg græd og græd og det lettede, og der var også masser af medfølelse, men det havde været mere naturligt, hvis det havde været omvendt. Det var som om det var "farligt" at nævne hans navn, og sådan synes jeg egentlig stadigvæk det er. Ingen siger "kan I huske da Thomas han gjorde det" eller "kan I huske da Thomas han sagde sådan og sådan". Det ville for mig være mere naturligt og ville få mig til at føle, at han stadig lever i os alle og er husket (og det ved jeg selvfølgelig godt at han gør, selvom ingen siger noget!!!)
Det blev en længere smøre, men det var egentlig godt at få det fortalt, for det gør ondt, hver gang vi er til familiefest, og det er hver gang det samme - vi skal selv starte.
KH
Anne-Marie
Kender det, alt for godt :(
Jo, jeg kender det, kun alt for godt... Ved ikke om folk er bange for sorgen eller døden er noget der smitter?
I min familie taler INGEN om Mathias og Andreas i dag, og forstår åbenbart heller ikke hvor ondt tavsheden gør... Min søster skrev faktisk til mig at hun ikke taler om de døde !!!
Jeg har også været gennem nogle hårde familiefester de sidste seks et halvt år, hvor ingen heller sagde noget som helst.. Til gengæld nævnte mine tøser deres brødre både til min 50-årsdag og på deres konfirmationsdag. Ikke velset af alle, har jeg siden hørt - jeg lagde heldigvis ikke mærke til det.
Men alle andre er tavse og hvor gør det ondt !
Jeg glæder mig til det kursus jeg skal på i september på Løgumkloster Højskole, der bli'r der mulighed for at tale og tude, tror det bli'r rigtig godt - altså godt at få lettet låget, fjernet masken - for som Poul Nyrup så rigtigt sagde så læger tiden ikke alle sår.
Knus, Inge
Kære Anne Marie.
Jeg ved udmærket, hvad du gennemgår. Jeg mistede min mand for godt 7 år siden, men mistede desværre også en stor del af vores venner samtidig.
Jeg tror, at vi skal forsøge at tale mest muligt om de mennesker, vi har elsket, stadig elsker, men har mistet, men jeg ved, hvor svært det er.
Det som sker, er efter min mening, at vore venner, bekendte eller hvad det er, opdager, når du mister din dreng, når jeg mister min mand 54 år gammel, at de heller ikke er udødelige. Når vi bliver født, er det eneste sikre, at vi skal dø engang. Men det tænker vi ikke på. Livet går derudaf, men pludselig mister en i omgangskredsen sin søn, din Thomas. Omgivelserne ser deres egen tro om udødelighed i øjnene, og så bliver det svært. De aner ikke, hvad de skal sige, og mener, det er bedst at tie. For så glemmer de igen, at de også kan dø eller miste alt for tidligt.
Når man skal mindes sine kære skal de være med i vores snak. Selv synes jeg, at jeg nu - over 7 år efter - kan tale naturligt om dengang Børge og jeg.........og jeg kan magte at gøre det. Og når de andre ser, at det kan jeg magte uden at bukke under, så er det som om, det bliver mere naturligt. Jeg VIL ikke glemme ham, ligesom du ikke vil glemme din dreng. De er en del af vores liv, og jeg husker, at jeg sagde på min elskedes dødsleje, at jeg ville fortælle den næste generation om ham. Jeg tror det er lykkedes. Det gik nemt med børnebørnene, og selv de, som ikke var født, da han døde kender ham. Men de har heller ikke alle de forskellige ting, som gør det svært for voksne.
Husk altid at mindes din dreng. Husk at spørge - kan du huske dengang. Din Thomas er din og du har minder. Om med dem skal du for altid mindes ham.
Knus Karen, Børges kone
:)
Jeg måtte skælde min kærestes mor og hans lillebror ud i mandags. Jeg var træt af at de ikke kunne sige min fars navn, eller 'Camilla's far'.. Han blev omtalt sådanne: 'Camilla's.........' og så kiggede de hen på mig .
- Jeg kanb godt sige at jeg blev sur .. For han er absolut IKKE noget tabu'emne .. og han er altid min far .. Han er bare ikke iblandt os fysisk .. men psykisk er han altid ..
Ved godt at de andre ikke gør noget for at såre mig, men sommetider tænker de sig bare ikke om .. og deres grund er at de ikke ved hvordan jeg vil reagere .. Jamen så prøv først, istedet for at lade være .. :)
Men man skal bare tage sig AL den tid man vil til at sørge.. Folk der sir' at man bare skal komme videre er hjerteløse og dem kan man egentlig ikke bruge til noget ..
Mistede min far d. 10/6-09 og allerede nu kan jeg da smile, fordi jeg har en sød omgangskreds som hjælper min mor og jeg igennem denne tid .. og ved at min far også våger over os .. Det gør det hele nemmere.. :)
/Cami.
Et tabu
Ihhh hvor kan jeg nikke genkenden til alle historier. Jeg mistede desværre min far, alt for tidligt og ganske uventet d 17 juni 09 og har ikke hørt meget fra mine "venner" siden. Må indrømme at jeg midt i mit savn også føler en enorm ensomhed, og føler at nævne min far er det samme som at sige det værst tænkelige bandeord!! Folk undgår en og eksempelvis var jeg for ikke længe siden ude med en veninde på café og da jeg nævnte noget omkring urnenedsættelsen sad hun bare og kiggede væk og spurgte ej til det. Jeg følte at jeg havde gjort noget galt og da jeg spurgte hvorfor hun ikke havde ringet sagde hun "ja, ved jo ikke rigtig hvad jeg skal sige"? Det gør ondt at min far nærmest skal ties ihjel fordi folk er såååå berøringsangste for døden. Jeg vil nemlig også gerne huske min far ved at tale så meget som jeg overhovedet kan og det lindrer min smerte, men mange ønsker at begrave ikke bare mennesket som død, men også historierne og mindet om personen for nu er det jo overstået ikk!! Mange mennesker tror de skal sige en masse kloge og eftertænksomme ting, men det er mange gange nok bare at ringe til den om har mistet og spørge "Hvordan har du det" og bare lytte.
tiden er nogens bedste læge.
Hej Mullah. Først: Ære være din fars minde. Du har så ret. Det er ligesom folk tror at savn og sorg smitter og giver både pest og colera. Det er en pinlig affære, hvis ens nærmeste pårørende ikke tør stå ved hjælp til selvhjælp, men i stedet prøver at feje processen ind under gulvtæppet og gå over på den anden side. Sådan var det nok rigtig meget i gamle dage: Nu er han/hun faren til himlens og så taler vi ikke mere om det. Ikke græde, ikke sørge, ikke føle, for det "klæder os jo ikke" Du skriver flot og sigende Mullah. Håber for jeres familie at du har fået strammet op på et par forstokkede regler. Selv om jeg ved det ikke var gjort og sagt i en ond mening fra din ubetænksomme familiemedlem. kh. Sus
Ting tar den tid ting tar...
Desværre er ingen af os leveret med manualer.. Eller nærmere heldigvis.
Sorg og savn kan ikke måles eller vejes, og har heller ingen sidste holdbarheds dato.
End ikke volumen eller massefylden kan defineres. Trods det kan føles så stort voldsomt og massivt, at man kan frygte hele ens brystkasse er få milimeter fra at sprænges i tusinde bitte små stykker...
Desuden er der end ikke påbegyndt forskning og ej heller forsøg, med forebyggende vaccinationer og oplysende skræmme kampagner.
Når man tænker på hvordan man på et split-sekund kan blive så overvældet, handlingslammet og opslugt af dette store modbydelige monster. Undres man over at sorgen er usynlig. Den føltes jo som et kæmpe modbydeligt grønt monster, så stort og tungt og uhåndterligt at hele ens krop er blevet sat til tælling, på grund af størrelsen..
Alt dette, bare for at sige, at ikke to mennesker er helt ens, og derfor er de forskellige individers handlemåde i en given situation, lige så forskellige. Vi har, så vidt vides endnu ikke afstukket nogen grænseværdier for acceptable sørgetids længder.
Men jeg forstår fuldt ud du spørger til det. For det kan ofte føles som om der er et klart regelsæt, for hvornår ens følelser ligger indenfor det "acceptable" tidsrum.
Jeg oplevede selv for lidt over 2 mdr siden, da min kæreste pludselig døde af en blodprop 14 dage før hans 28-års fødselsdag.
På nær to veninder, den ene ret perifert over en længere årrække, og den anden en jeg tilfældigvis havde mødt ca. 14 dage før han døde. Var og er jeg nærmest blevet persona non grata. I hele min store "vennekreds" og sågar i hele vores lille lokalsamfund!?
Den veninde jeg havde kendt længst, snakkede med mig hver dag og sørgede for at jeg kom ud og også fik spist noget mad, i de næsten 2 uger der gik imden han skulle bisættes.
Da jeg den da så mødtes med hende bagefter og jeg fik snakket i en lille times tid, sagde hun pludselig til mig; om vi så ikke snart kunne snakke om noget andet end ham?
Forbløffet fik jeg fremstammet, at det kunne jeg jo ikke love hende, skulle nok forsøge at være opmærksom på ikke at snakke mere om ham..
Der var vist lige en manual jeg ikke har fået udleveret endnu!!?
Omgivelserne
Kan kun sige efter 3 år at folk trækker sig mere og mere. hvor jeg dog føler mig alene.
Føler nogle gange at det er mig de ikke kan lide. Men må nok gøre op at det er min sorg de ikke kan lide. Synes jeg prøver at beherske mig, men alligevel, en sorg jeg altid vil have.
Kære Malene
Vi der har mistet, vi kender godt følelsen af, at lige NU har man behov for at tale om sine kære. Men dem - dem på den anden side. Vores venner og bekendt, dem der ikke har prøvet den ubeskrivelige smerte det er, at miste sit livs kærlighed,verdens bedste lillebror o.lign. De kan ikke sætte sig ind i det. For dem er det utrolig hårdt.
Når man mister - skifter man personlighed. Man skifter venner og omgangskreds. Mange skifter jobs. For man finder ud af, at man ikke kan leve med de meninger og holdninger - ligepludselig fra det ene sekund til det andet. Er det ikke de ting der er vigtige mere. Andre ting bliver vigtigere.........små ting - andre ting.
Der er ingen manual. Men som en der har været det samme igennem som dig. Har jeg lært, at jeg ikke gider bruge tid på dem der ikke har overskuddet til, at tale med mig om de ting jeg har behov for, også døden og min afdøde lillebror - når jeg har lyst.
Så jeg har skåret i min omgangskreds, jeg har få men fantastiske venner tilbage. De andre, ja - pyt. Jeg har nemlig fundet dem, der er mine RIGTIGE venner.
Kram til dig
/Charlotte Drue
- søster til den smukkeste engel - René
Der er ingen regler ..
Eller rettere .. der er vist ingen manuel for hvordan man sørger og hvor lang tid det tager. Og dog ...
Det handler vist mest af alt om tabuer og omgivelserne forventninger, samt angst for konfrontationer .. jeg mistede mine børn for næsten 20 år siden og dengang var der jo ikke et internet, det var Tys-tys. mine børn var født for tidlige og dermed lod familien mig forstå at jeg efter tre måneder burde .. *være over dét*!! Der var ingen at tale med .. ingen der forstod mine mange tanker ..
For mig blev det en styrke .. Kamilla har billeder af sine søskende, hun har set gravstederne, har udarbejdet deres stjerner og er med til at fejre dem med lys og farve på fødsels- og mærkedage. Så længe jeg lever .. lever mine englebørn igennem mine beretninger om deres korte liv og historie.
Familien forstår det ikke .. min mor bliver dirkete utilpas når jeg taler om børnenes død og minder mig om at disse børn jo ikke levede så længe at jeg kunne nå at knytte mig til dem ..???!!! Hun glemmer jeg bar dem under mit hjerte, jeg havde mine drømme og tro på fremtiden ..
Der er ingen regler.. Jeg mistede min søster i foråret 2008, hun døde alene og blev kun 41 år. Jeg reagerede voldsomt på hendes død og sørger stadig meget .. jeg tror det er normalt, jeg tror at ting tager tid og at *såret* som døden efterlader tager tid om at læges .. og at et ar altid bliver tilbage.