for ca. 4 måneder siden døde min skat. Vi havde været kærester i godt og vel et år. Jeg er 19 år gammel.
Jeg har allerede været "sammen" med en fyr. Han ved udmærket godt hvad der er hændt mig de sidste måneder og jeg er meget åben om at han aldrig bliver min kæreste - jeg kan ikke blive forelsket endnu.. Men jeg har stadig brug for kys og kram. Er det forkert? for tidligt? respektløst? Nej det synes jeg ikke. Man kan ikke gøre noget forkert i sorgen. Jeg vil ikke være parat til en ny kæreste det næste laaaange stykke tid. Men jeg kan godt have en elsker imens. Det er jeg sikker på at min afdøde kæreste vil kunne forstå hvis han kan se ned på mig.

så husk på át du ikke kan gøre noget forkert i dit sorgforløb. tag dig ALDRIG af hvad andre udefra kommende siger eller mener. de har ingen ide om hvad du går igennem og derfor hvad du har brug for!

Ja, Herren tog og Herren gav.....
Jeg har desværre haft døde meget tæt på.
To af mine børn er døde - som lille og som 2o-årig i en tragisk rideulykke - og sidste sommer døde min mand gennem 32 år - sandsynligvis af sorg. At begrave sin 2o-årige datter, når man selv nærmere sig de 7o år, er ubærligt.Jeg er og var en del yngre end min dejlige mand.
Men jeg har mødt kærligheden igen. Det er helt vidunderligt (igen) at være genstand for hengivenhed, ømhed, betroelser, respekt, opvartning,rejser, teaterture etc...vi er også begyndt at tale om fremtiden, som vi begge synes ser ud til at byde på en masse spændende ting..ja, tigene udvikler sig og jeg føler mig igen som en 17-årig, der skal til mit første stævnemøde, hver gang vi er sammen og mødes

Jeg mistede mit livs kærlighed den 1.Nov 2004 i en trafikulykke ved Brønshøj Torv. I de første mange måneder virkede det fuldstændigt usandsynligt for mig at jeg nogensinde ville finde en pige som jeg kunne holde af. Så derfor havde jeg indstillet mig på at det ikke ville ske. Men engang i begyndelsen af Juni mødte jeg alligevel en pige som jeg blev glad for. Men det var meget svært for mig, at skulle starte helt forfra, når jeg var vant til at jeg kendte min gamle kæreste utroligt godt. Jeg turde heller ikke blive alt for glad for hende, af frygt for at også miste hende... Det eneste råd jeg kan give, er at lade være med at forhaste sig, da der nok skal komme én, når man er klar til det....
Mange hilsener Johan.

Kære Putte.
Jeg mistede min kæreste 1.4.05. Jeg troede det var en dårlig aprilsnar, men han var død, en idiot havde kørt ham ihjel.
Jeg har datet allerede, jeg har været panisk, været så fandens panisk, ensom og bange. Og hvor er der mange dejlige fyre derude der overhoved ikke er spor bange for at man har været igennem, eller GÅR igennem det værst tænkelige. Og hvor ville de gerne være der, og hvor blev de glade for mig. Men jeg KAN ikke, jeg kan simpelthen ikke. Jeg ELSKER Henrik og det er HAM jeg vil have, stadig. Jeg ved jo godt at han ikke kommer tilbage, men det er så svært at forstå helt inde i hjertet.
Men jeg er jo også kun 23, og en dag kommer jeg forhåbentlig videre og finder mig en mand jeg kan elske. Men som en anden skrev, så er jeg også begyndt at gå i fitness og jeg træner bare helt vildt. Det er så det jeg bruger min tid på. Mine veninder og familie er dejlige, og jeg savner SÅ meget alle glæderne ved et parforhold, men jeg må bre give mig selv ro og have tålmodighed med mig selv. Selvom jeg næsten ikke kan holde det ud.
Jeg håber du har det okay.
Venligst karen

Det kan jeg kun give dig ret i..
Jeg mistede min kæreste d.28/6-2004
Folk har sagt skal du ikk have en ny, de kan bare ikk forstå det man er igennem ang. det med at finde en ny kæreste det er jo ikk bare sådan lige.

Jeg mistede min højt elskede prins for lidt over et år siden og han var alt jeg havde. de seneste 4 år havde han støttet mig og taget sig så meget af mig. nu et år senere har jeg fået en ny kæreste og det er svært. jeg elsker ham meget meget højt.. der vil komme nogen dage hvor det vil være meget svært, men brug din nye kæreste og få ham til at forstå, det har jeg gjort og nu får jeg den støtte jeg har brug for. Held og lykke med det. føler med dig for tabet af din elskede.

Hej Mette!

Jeg har lige siddet og læst dit indlæg og alle de andres svar og jeg synes da lige jeg ville skrive et par ord om mine erfaringer med en ny kæreste...

Jeg mistede min daværende kæreste i en trafikulykke for snart 18 mdr siden, og den gang var jeg parat til at gå ud og tage mit eget liv..For hvad i alverden skulle jeg leve for når han ikke var her mere? Heldigvis fik jeg mig kæmpet igennem sorgen og lærte at leve med tabet af ham ved hjælp af en fantastisk familie og mange utrolige, dejlige og ikke mindst forestående og støttende venner og veninder.. og ikke at forglemme en psykolog som jeg gik hos i 8 mdr.. Jeg troede aldrig jeg ville møde en igen, for den eneste ene for mig var der ikke mere, jeg kunne blive helt hysterisk hvis nogen sagde til mig at den eneste ene var derude et sted, han skulle nok dukke op.

Jeg begyndte allerede efter 4 mdr at små-date igen, men kun som erstatning og for at få lidt omsorg og mærke det nærvær som jeg manglede.. Jeg havde dog aldrig en eneste rigtig følelse med i det så det opgav jeg hurtigt igen...Jeg lærte en ny fyr at kende 9 mdr efter ulykken, vi snakkede frem og tilbage i en måneds tid og han var helt klar over hvad jeg havde været igennem og vidste hvad han gik ind til...Det skræmte ham alligevel ikke og jeg besluttede mig for at prøve, vi tog på date og det udviklede sig hurtigt og vi blev derefter kærester..og det er vi stadig og har været sammen i snart 8 mdr. Jeg er rigtig glad for ham og ikke et sekund i tvivl om at jeg gjorde det rigtige. På det tidspunkt følte jeg mig klar til at møde en ny, men havde alligevel en dårlig samvittighed der nagede for hvad tænkte folk ikke om mig.. Jeg burde jo stadig sørge over ham, men jeg er ung endnu og har hele livet foran mig og jeg ved med sikkerhed at han ikke ønskede at jeg skulle være single og sørge over ham resten af mit liv. Jeg ved han kigger ned til mig og ser at jeg er glad igen og det var det han ønskede...

Jeg ved at min nuværeste kæreste ikke ser og aldrig har set min tidligere kæreste som en konkurrent og derfor var jeg også sikker på at jeg gjorde det rigtige ved at indlede et forhold med ham.. Og jeg vil sige at du kan mærke hvornår du er klar, det kan man ikke sætte tid på.

Jeg tror mere og mere på at jeg har fundet den eneste ene igen, skæbnen ville at jeg skulle ha en chance mere til at finde den eneste ene og den tog jeg.

Det blev en lang smøre, men håber at du og måske andre kan bruge det til noget.

Knus Diana

Hej Mette.

Ja, jeg har da lidt erfaring med dette emne. For 4,5 år siden døde min forlovede i en trafikulykke. Jeg var knust, og kunne slet ikke forestille mig et liv med nogen anden! Tiden gik, og efter et år fik jeg mig en kæreste. Det var ikke lige sagen, men jeg blev ved med at tænke, at det jo nok ikke kunne blive bedre, når nu min Henrik ikke var her mere. Så mødte jeg alligevel en gammel ven, og jeg fandt ud af at det nok godt kunne blive bedre, hvis ellers jeg turde!! Idag bor jeg sammen med den gamle ven, og har gjort det i 2 år. Jeg troede ikke på at der fantes mere en en eneste ene, men det er jeg nu blevet overbevist om. Som Maria også skriver, er det vigtigt at den nye kæreste har forståelse for hvad man har været i gennem, og at de ikke føler sig truet af en der ligger begravet på kirkegården.
idag er jeg blevet lykkelig igen, og det tror jeg bestemt også at min kæreste er. Jeg kan stadig blive ked af det og savne Henrik, men nu har jeg jo min nye kæreste til at trøste mig, og hjælpe mig i gennem de hårde mærkedage!!
Jeg kan kun sige, at det nok skal komme en dag, men lad være med at tro at det ikke kan blive lige så godt som det var før, og lad være med at nøjes med lidt. Der er helt sikkert en derude, som passer til dig, og det er bare et spørgsmål om tid, før i mødes!!
Held og lykke.
Med venlig hilsen Iben.

Kære Mette

Jeg er ked af at høre om dit tab. Jeg ved hvor svært det er. Min dejlige kæreste døde pludselig for ca. 2½ år siden af en uopdaget hjertefejl - og slog min verden helt itu.

Lige efter det skete kan jeg huske at min far sagde til mig, at jeg en dag ville finde en ny. Jeg blev ekstremt sur på ham, for hvordan kunne han tillade sig at tro, at jeg ville finde en ny en dag? Havde han ingen respekt for min kæreste?

Efter 3/4 år kunne jeg dog begynde at mærke, at jeg savnede en kæreste. Jeg havde massere af gode venner, veninder og familie omkring mig- men ingen kunne give mig den opmærksomhed, som jeg føler, at kun en kæreste kan. Så jeg begyndte at smådate, var endda med en gut i England en uge.. Men... det gik ikke. Jeg var ikke klar. Jeg havde en hel forkert fornemmelse i maven.
Et ½ års tid efter mødte jeg så min nuværende kæreste, som jeg har været sammen med det sidste års tid. Stadig var det svært at overgive mig, men det der gjorde forskellen, tror jeg, var at min nuværende kæreste kendte mig og min gamle kæreste, og derfor havde overvejet grundigt, hvad han gik ind til. Og det er vigtigt. For jeg savner stadigvæk min afdøde skat - og det skal han altså kunne forstå! Jeg er stadigvæk vred over, hvad der er sket, og det skal han også kunne kapere.
Fra min side har det været vigtigt, at jeg ikke forsøger at sammenligne min nye kæreste med min afdøde. Det holder ikke! De er to vidt forskellige mennesker - og skal behandles som sådan - også så min nye kæreste ikke føler at han blot er en erstatning. Endvidere føler jeg nogengange, at jeg har et loyalites problem - over for begge i virkeligheden - og føler mig enormt splittet.
Hmm. Det blev en lang smørre. Nogle spørgsmål, så er du velkommen.

Kh Maria

Kære Mette

Jeg har gået og tænkt lidt over dit indlæg uden at vide hvad jeg skulle skrive, men jeg kunne på den anden side heller ikke få det ud af hovedet.

Jeg har ingen erfaringer med ny kærlighed efter at jeg for godt et år siden mistede min Camilla. Men da jeg lige nu går og ryder op, faldt jeg over et digt, som en sendte mig i forbindelse med Camillas død.

Det er skrevet af en Irma Helena Calonius og lyder sådan her:

Smerten kom til dig
og den slog dig helt ned til jorden.
Du fatter det endnu ikke.
Dine følelser er forstenede og dine sanser døde.
Du er nødt til at passe på dig selv,
lukke dig ind i dit inderste rum for en tid.
Men lad døren stå på klem,
så sorgen kan komme ud, når den er parat.
Pas på dit eget indre barn.
Giv det megen varme,
så du bliver stærk nok til at møde kærligheden påny,
når den kommer dig i møde.

Det synes jeg er smukt.

Kærlig hilsen - og pas på dig selv!

Benny

Hej Mette
Tror der er mange der tænker de samme tanker som dig - jeg gør ihvertfald. Har ikke selv gjort mig erfaringer på området, men er ligsom de andre meget spændt på hvad der vil blive skrevet/svaret på dit spørgsmål.

For mit vedkommende er det et år siden jeg mistede mit livs kærlighed. Om jeg er parat til et nyt forhold? Puha, det ved jeg ikke. Jeg ved at jeg savner det, men tror ikke jeg er parat hvis jeg skal være ærlig. Tror man kan mærke når man er nået dertil... Det håber jeg ihvertfald.

I mellemtiden kan jeg jo arbejde med dellen på maven, så man er klar til kamp når man når dertil ;-)

Kære Mette.

Min mand døde for 3 år siden, og du kan tro, jeg kender det med, at mange synes, at det eneste man skal, det er at finde en ny. men sådan er det ikke, for er man ikke parat, så finder man ikke den rigtige.

Derfor, så tag det hele i dit tempo. Ingen kan sige dig, hvor længe det er nødvendigt, for enhver sorg og tiden, der skal til at hele, er individuel.

Blæs på, hvad de andre siger. Det er DIG, det handler om. Og hvis du vil leve som et helt menneske efter dit tab, så skal sorgprocessen gennemleves, og det kan kun du føle, hvor når den er.

Jeg håber, at du en skønne dag møder en dejlig mand.

Masser af knus fra Karen

Hej Mette

Det går mig ondt med dit tab. Jeg håber, at du har det nogenlunde og at du har nogle gode venner og familie, son du han støtte dig opad. Det er frygtelig ensomt at miste en kæreste, da man er helt alene med sit savn og sorg.

Jeg mistede min kæreste for ca tre år siden. Jeg datede lidt for et halvt år siden, men kunne ikke rigtig få de store følelser frem. Enten var jeg ikke klar eller også var han ikke den rigtige ? Jeg har stadig ikke lyst til at få en ny kæreste - men jeg er dog begyndt at håbe/ønske/tro at jeg en dag finder en. Men jeg savner stadig min kæreste meget. Vi var sammen i mange år og havde et barn, så eftersom jeg er enlig mor nu, kommer jeg heller ikke så meget ud.

Mette, jeg syntes, at det er et rigtig godt spørgsmål og glæder mig til at læse svarene.

Ganske kort efter min kæreste døde begyndte folk at tale om, at jeg snart ville møde en anden og få flere børn o.s.v. Jeg blev meget ked af det, såret og følte at det var respektløst over for min kæreste og vores forhold. Sådan har jeg det ikke mere, nu håber jeg også selv at det sker en dag.

God vind herfra...Sille

Kære Mette det svært at sige hvordan vi har det med et nyt forhold og hvornår er man klar vi jo ikke ens for mit ejet vedkommende begik min kære selvmord,jeg fandt hurtigt en ny men det var bare en trøst i min sorg det fortryder jeg tit det kunne slet ikke gå det var jo ikke ham jeg ville have og forholdet sluttede hurtigt,efter 2 år mødte jeg så min mand vi har været sammen i 15 år nu og han tager med på kirkegården når jeg har behov for at besøge min eks mand vil bare sige du møder kærligheden igen når du er klar,jeg elsker min mand men også ham jeg mistede han er og bliver min store kærlighed.