I dag er det præcis én månede siden min mormor gik bort, men jeg bliver mere og mere ked af det for hver dag der går.
Vi har et meget tæt forhold i hele familien, og mormor og morfar var klart et midtpunkt, og et rigtigt stærkt fundament for familien.
Jeg flyttede fra min hjemby og 25 km væk, så jeg var ikke det barnebarn som besøgte mormor og morfar hver dag. Men så snart jeg havde tid og mulighed, besøgte jeg dem og kunne sidde i flere timer og snakke med mormor om alt og ingenting. Hun var også den person, som jeg kunne ringe til når jeg havde behov for det. Hun var der for mig..!
Jeg er det mellemste barn i en børneflok på 3, og har ofte følt mig tilsidesat i forhold til mine søskende, selvom jeg ved mine forældre elsker mig lige så højt som de andre.
Hvis jeg følte mig tilsidesat, tog jeg ud til mormor. Og hun var der for mig, havde jeg problemer eller noget, hun var der.
Nu er hun der bare ikke mere. Og nu føler jeg mig som et lille barn igen, og nu hvor jeg allermest har brug for hende, så er hun her bare ikke.
Har haft svært ved at sætte ord på min sorg overfor min familie, men nu, så snart jeg er alene, så triller tårene og de kan ikke stoppe igen. Igår fik jeg et armbånd og et par øreringe som havde været mormors. Smykker som jeg husker hun har brugt meget, sidder nu på mig. Føler at jeg på en eller anden måde har hende ved min side nu.
Ser min morfar meget ofte nu, og forsøger at være stærk i hans nærvær. Men så snart jeg går derfra, triller tårene igen. Se hvilken kaos der er blevet, hvilken tristhed og ensomhed som er kommet over ham.
Ved det er meget forkert at sige, men et sted inde i mit hjerte, er jeg vred på mormor fordi hun forlod os.
Ved ikke hvordan jeg skal komme videre, hvordan skal jeg kunne tilgive hende for alt dette.? Jeg er i syv sind.. :'(
Mistet far og farmor
Kære du.
Det er godt nok længe siden, at du har skrevet dit indlæg - men jeg skriver alligevel.
Jeg mistede selv min højt elskede far i august sidste år - til den rædsomme sygdom ALS. Som om den sorg ikke er nok - det værste jeg har oplevet, så mister jeg min lige så højt elskede farmor i april i år. Godt nok havde hun haft et godt og langt liv (90 år) men såret blev revet op igen.
Jeg synes ikke, at det er forkert, at du er vred på din mormor. Jeg har det selv samme følelser overfor min far. Jeg er rigtig vred fordi han forlod os, - vred over at jeg aldrig fik sagt ordentlig farvel mens han var i live, vred over at VI tilbage sidder med en så stor sorg, som er SÅ ubeskrivelig svær at tackle og "fordøje".
Sorgen og savnet er stadig enormt hos mig. Savnet ekstremt!
Nu over et år siden min far stille sov ind føles det stadig "uvirkeligt".
Jeg ved ikke hvordan du kommer videre. Jeg selv døjer med en depression oven i det hele - grundet min fars sygdomsforløb og død.
Nogle siger at "tiden læger alle sår" - en sætning jeg hader meget! Ingen tid i livet kan læge det ubeskrivelige store sår jeg bærer rundt på.
Dog bliver dagene lidt lysere som tiden går. Savnet vil altid være der, men vi lærer så småt at kunne puste lidt ud igen, og smile i ny og næ.
Jeg tillader mig at sætte mig ned og tude når jeg har brug for det, at mindes og tænke tilbage. Jeg bearbejder stadig sorgen.
Giv dig selv tid til at sørge, at græde og snakke om din mormor. Jeg kender godt følelsen af, at man går på "listefødder" og forsøger at holde sig stærk ved den efterladte partner (i mit tilfælde hos min mor, i dit tilfælde hos din morfar) - MEN det er ikke forkert at vise at man er ked af det og snakke om den mistede. Jo vist vil din morfar sikkert være rigtig ked og også fælde tårer, MEN tænk hvis han går og føler, at ingen vil snakke om hende? at han også skal være stærk, hvis han inderst inde ikke er det?
Heldigvis kan jeg snakke ved min mor om min far - vi mindes, har set billeder, skældt og smældt og grædt i stride strømme. Og gør det stadig ind i mellem. Det er hårdt mens det står på, men for mig er det en lettelse at vide, at min far ikke er tabuemne.
Jeg elsker min far - og savner ham ubeskriveligt. Tabet af min far "overdøver" alt andet. Jeg er stadig bitter og gal, men håber og ber til at dagene bliver lettere at komme igennem.
En psykolog sagde til mig et tidspunkt kort efter min fars død, at "du skal igennem det første år hvor alle mærkedage er, før du kan begynde at bearbejde sorgen og tabet".
Det lød underligt dengang, men nu - over et år senere - kan jeg godt mærke, at det først er nu jeg kan "puste ud" og bearbejde.
Ønsker dig det bedste i fremtiden. Jeg kigger ikke så tit herinde, men skulle du få lyst til at skrive, så skriv på mailen kristineachristensen@gmail.com
Varme tanker fra
Mette