Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Tale ved Jette Mortensens bisættelse fra Skanderup kirke den 23.12.2008 kl. 13.00

787 – 117 – 784

I december måned, i adventstiden, læser vi i de gamle profetiske skrifter. Profeten Esajas skriver:

Men der skyder en kvist fra Isajs stub,

et skud gror frem fra hans rod.

Over ham hviler Herrens ånd,

visdoms og indsigts ånd,

råds og styrkes ånd,

kundskabs og gudsfrygts ånd; [..]

Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,

fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;

han dømmer de svage med retfærdighed,

fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. [..]

Amen.                                Es. 11,1-9

”Der skyder en kvist fra Isajs stub,

et skud gror frem fra hans rod.”

Sådan forudså profeten Esajas den frelser, der engang skulle komme. Som et skud, der imod al forventning skyder op af en gammel træstub.

Og han sammenlignede også frelseren med en rose, der trodser frosten og den hårde jord og sætter blomst midt i vinterens mørke.

Rosen er et ældgammelt symbol på kærlighed. Den er symbol på kærligheden mellem mennesker. Og den er symbol på Guds kærlighed til os.

En rose kan tåle næsten alt. Og kræver næsten intet til gengæld. En rose kan vokse overalt – selv i glasskår, hvis det er dét, man byder den.

Men når den først blomstrer, så tåler den dårligt kulde fra sine omgivelser. Og det er med den, som med mennesker: hårdhændet behandling kan sætte den noget tilbage i væksten.

Men rosen kommer igen. Om den så skal skyde fra roden – så kommer den igen. Den velsigner sine omgivelser med blanke, grønne blade og smukke,

vidunderlige blomster – lige fra maj og indtil frosten sætter ind.

                      *                    *                    *

Jeres kære, Jette Mortensen, elskede roser. Forstod dem måske også bedre end de fleste. Og oplevede i sit liv selv flere gange at blive skåret hårdt tilbage. Som da hun helt nyfødt måtte opereres i hjertet, og mange gange derefter, når hun led under migræne, diskosprolaps eller noget andet.

Men hun var også stærk ligesom roserne – sejlivet stolt og principfast, selv om hun var lille og spinkel.

Ingen roser uden torne. Sådan ser verden ud set med menneskers øjne. Men Vorherre ser det anderledes. Han ser, at der ikke findes torne, uden at der også gemmer sig en rose.

Og selvom Jette Mortensens liv langt fra var nogen dans på roser, så var de der – roserne - også i hendes liv. Endda i stort tal.

Der var jer, hendes børn. Som hun elskede over alt på jorden og altid lod komme i første række.

I kunne fortælle hende alt uden at møde fordømmelse. Jeres venner var altid velkomne, og selv om jeres mor ikke havde store midler at gøre godt med, fandt hun det til jer, I ønskede jer.

Jette Mortensen blev uddannet kontorassistent fra Købmandsskolen. Men hun kom ikke til at arbejde på kontor. Hendes bedste arbejdsplads blev biblioteket på Morten Børupskolen. Der trivedes hun blandt bøgerne og børnene. Hun så en lille rosenknop i hvert af børnene – og i de voksne med - og tornene, ja dem var hun ikke bange for.

I har fortalt mig, at Jette Mortensen også var trofast, når det gjaldt indsamling til Røde Kors. Hun havde en fast rute, som hun gennemførte hvert eneste år.

Og så var hun ude af stand til at gå forbi et dyr uden at ta’ hånd om det. I har haft alverdens små og lidt større dyr på altanen på Banegårdsvej og hvor I ellers har boet. I perioder har jeres hjem være lidt af et plejehjem for syge dyr, og tit har I været på dyrehospitalet og betalt i dyre domme for et lille firbenet skravl.

Hjertet løb af med hende igen og igen – og vi ved det ikke, men mon ikke det også til sidst var hjertet der løb af med hende. I hvert fald døde Jette natten mellem tirsdag og onsdag, hjemme hos dig, Oskar.

I havde spillet spil, væddet som I plejer om stort og småt, talt om julen. Det havde været en god dag.

Og I havde holdt fest om søndagen. Dåbsfest for Cille, Maja og Nana.

I anede ikke, at det skulle gå sådan. At I igen skulle i Skanderup kirke, og denne gang for at tage afsked.

For et par dage siden så I Jette, som hun nu ligger her i sin kiste. Mild og fredfyldt så hun ud.

Men I så også, at hun på en måde slet ikke er her. Selv om det er hendes krop og hendes tøj.

På én og samme tid er hun her hos jer og så alligevel langt, langt væk fra jer.

Gruppen ”Danser med drenge” skrev for nogle år siden en sang om det at miste. Her synger de:

Vi går gennem mørket 
ved ikke hvorhen 
går under en stjerne 
måske en dag vi finder hjem igen 
Vi går langs en afgrund 
Hvem gi'r os et tegn ? 
Hvem hjælper os op, når vi er faldet 
og viser os hjemvejen ? 

De spørgsmål, ”Danser med drenge” stiller, er også noget af det, I spørger om. I går som dem gennem mørket og spørger, hvem viser jer vej og hjælper jer op?

Svaret til jer er på en måde, at hjælpen allerede er kommet og at den også bliver ved med at komme. For Gud har fra begyndelsen givet os hinanden som hjælpere. Og Gud er der og selv for os hver eneste dag og hvert eneste minut med hjælp og styrke, for Gud ved godt, at det er svært at være menneske.

Lige nu kan vi ikke se Guds hjælp nogen steder, og vi synes, at det, der sker, er hverken retfærdigt eller rigtigt.

Men det fortælles, at der en dag var en mand i himlen, som fik lejlighed til at stille Gud et spørgsmål. Han sagde: - Når jeg nu ser tilbage på mit livs vandring, så ser jeg to sæt spor. Dine fodspor og mine egne. Hele tiden var du ved siden af mig. Men netop i de perioder af mit liv, hvor alt var værst, da ser jeg kun ét sæt fodspor. Hvordan kan det være? Hvor var du?

Og Gud svarer manden: - Det skal jeg sige dig. Når det var allersværest i dit liv, da bar jeg dig. Det er derfor, du kun ser ét sæt fodspor.

Måske er det sådan, det er lige nu for jer? Måske er det sådan lige nu, at Gud rent faktisk bærer jer, og at det er grunden til, at I ikke kan se ham hverken foran jer eller ved siden af jer.

Vi kan ikke vide det, men vi har lov at tro, at Gud bærer jer og os alle frem mod lyset. Frem mod det lys, hvor vi opdager alt det gode, der har været og er i vores liv.  For det er det gode, som bærer os igennem. Det er de dage, hvor livet lykkedes, som giver os tro på, at det vil lykkes igen.

Må Guds kærlighed fylde jer med tak for alt det gode, I fik lov at opleve sammen med jeres datter og mor, jeres søster og kæreste, jeres børns mor og jeres veninde, kollega og gode bekendte!

Og må Guds fred være med jer og med os alle! Amen.