Hej Poul Erik. Det er godt nok lang tid siden du startede denne tråd, men jeg er i denne natte time faldet hen over den og kan sådan se mig selv i din rolle. Jeg kan meget forstå at du har haft det svært og måske stadig kæmper en for os, ulige kamp. Da du fortalte at du havde opsøgt din kærestes afdødes mands grav og fået fornemmelsen af utrykhed, kunne jeg i den grad tilslutte mig din situation. Jeg syntes du har handlet og forsøgt fantastisk. Du er meget følsom i denne og den åndelige verden. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan det er gået for dig/jer igennem årene, men hvis du læser med her, vil du så ikke skrive lidt ??? Jeg har selv været en der desværre ikke kunne trænge igennem. Det fik efter megen overvejelse mig til at trække mig "på deltid" tilbage. Jeg kunne hverken under sygdoms forløbet, i og efter døden, begravelsen eller mindedagene få lov til at deltage..... Jeg var så alene og blev derfor alene, jeg var jo "udefra" og ikke rigtig i familien, selv om jeg var blevet gift ind i den. Denne X spøgte så meget, både i livet og nu også i døden. Hvis vi mennesker tror på den slags kræfter, har vi ikke en chance.

Jeg er selv en kvinde som mistede mine børns far meget pludeselig.1 år efter møder jeg manden i mit liv. jeg kender til skyldsføelsen, sorgen ,afmagten, min mand har vist mig en engels tåldmodighed. kærlige tanker.

Kære Poul Erik
Jeg kan 100 % tilslutte mig Åses indlæg.
Også jeg har mistet mit eneste barn, så jeg kender den forfærdelige sorg, som INGEN kan hjælpe en med.
Den kan IKKE deles med nogen, end ikke faderen, for vi er alle forskellige, og oplever tingene på hver vores måde.
Du må respektere din kæreste sorg, hvis I skal have en fremtid.
Sorgen er en del af hende, og har været med til at gøre hende til den person, du er faldet for.
Du skal LYTTE til hende, men ikke presse hende til at tale eller dele sine tanker med dig. Sandsynligvis har hun behov for at tale om det igen og igen - uden egentlig at vente noget svar. Hun ønsker sikkert bare, at nogen vil HØRE på hende, og forstå at hun IKKE har glemt, og heller ikke ønsker at glemme.
Man kasserer ikke en del af sit liv - det vil være at kassere en del af sig selv.
Du kan måske blive en del af resten af hendes liv, hvis du accepterer og respekterer, der var en tid før dig.
Jeg håber det bedste for dig.
Mange hilsner Julia - Liv's mor

Aases første brev virkede lidt skrapt - lidt som en mor der skælder ud på sin søn der har været slem...
Men det som Aase skrev til dig i sit andet brev, det ramte mig som et slag i ansigtet.
Hun har sat SÅ mange helt rigtige forklaringer og ord på sorgen.
Jeg mistede min lillebror den 24. maj i år og bare i vores familie og i Dennis' meget store vennekreds, er der enormt mange forskellige former for sorg. I familien har der også været mange misforståelser, sårede følelser og det at man er hamrende nærtagende og følsom smadrer en del. Visse venskaber har man mest af alt lyst til at bryde helt med, fordi disse venner har såret en x 100 med deres uvidenhed og tankeløshed.
Netop det med at komme videre er så overordentligt svært - idag er det 4 mdr. siden min lillebror blev slået ihjel i en bilulykke. Han havde ingen skyld, var passager i den bil der blev ramt. Jeg har hele tiden billederne på min nethinde, af Dennis der ligger oppe på Frederikssunds Skadestue med halvtåbne øjne og sit lille smil på læben - han blev kun 25 år...
Jeg savner ham skrækkeligt - detr skærer i mit hjerte at jeg aldrig mere skal se ham !!!...og ja, sorgen kommer i bølger. Nogle dage kan jeg snakke og grine over Dennis og de ting han har gjort og ting han har sagt. Andre dage tuder jeg bare jeg tænker én tanke...
Så tak til Aase for dine ord - jeg tror jeg vil printe dem ud til min mor. Hun er stadigvæk sygemeldt fra sit arbejde og kan slet ikke overskue at skulle tilbage. Hun går til psykolog, men hun lader mest af alt til at blive sur på alt og alle der prøver på at få hende ud af hendes "hule" - hendes dybe sorg. Måske kan det hjælpe hende at se, at du Aase og har mistet din søn og at du OGSÅ føler og har det som hende !!!
mange tanker, mange tak og knus fra Dennis' søster

Hvor har du ret søde Poul Erik.. Ja man skal IKKE glemme sine børns død men man SKAL komme igennem det på et tidspunkt, når man er klar, så man ikke bliver skør, det gjorde jeg med mit ene barn og jeg endte med at prøve på selvmord...
Ikke godt vel???

Klem fra majsen

Kære Åse.
Tak for dit indlæg, jeg tror der er meget af det du har skrevet jeg kan omdanne og bearbejde så det kan bruges i vores situation. Min dybeste kondulation med hensyn til din søn. Jeg ved det er hårdt at miste en man elsker eller har meget kær og jeg mener heller ikke man skal komme over det, men man er nødt til at komme igennem det, det er det jeg gerne vil hjælpe min dejlige kæreste til. Endnu engang tak for dine indlæg.
Held og lykke i fremtiden klem fra Poul Erik

Kære Poul Erik !

Fordi DU har de allerbedste hensigter og ønsker
for jeres forhold, er din skuffelse over at , det ikke fungerer, som du så gerne vil have at det gør, dobbelt stor - og DU har en MEGET svær rolle.

Da jeg selv har haft og har den store sorg at have mistet min 30 årige søn ( den eneste) vil jeg prøve at forklare dig lidt om sorgen.

Man kan desværre ikke lukke andre ind i ens egen helt personlige sorg - man kan i stor udstrækning dele den, men INGEN og jeg mener
INGEN, som ikke selv har prøvet den, kan ikke, selv med de allerbedste intentioner, sætte sig
ind i, hvordan sorgen påvirker en.

Når man har mistet, så bliver man et helt andet menneske og frygtelig SÅRBAR for omgivelsernes kommentarer og væremåde - og det der er sagt og gjort med den allerbedste hensigt fra modparten,
er man slem til at misforstå - fordi man føler at
INGEN FORSTÅR - måske din kærestes situation????

Der er så utrolig mange forældre, når de har
mistet et barn, som bliver skilt - netop fordi at
man aldrig følges ad i sorgen - og reagerer forskelligt herpå - og misforstår hinanden.

Dette fortæller jeg dig i håb om, at det kan hjælpe dig/jer - og så vil jeg håbe , at din kæreste også vil prøve ,på trods af sin egen svære situation, at sætte sig i dit sted - for du har en svær position.
Jeg håber det lykkes for jer at få styr på
fremtiden - SAMMEN.

Kære Åse.
Tak for dit brev, det var dejligt at læse, men jeg tror ikke du helt forstår hvad jeg mener. Jeg accepterer hele min piges fortid og jeg giver hende hele min uforbeholdne kærlighed, men...... føler at jeg bliver holdt udenfor. Vi har snakket meget om hendes fortid både om den kæreste, Sunes far, hun havde der døde, men også om den fyr hun havde før, pigernes far, der ikke behandlede hende ret pænt. Jeg vil gerne at det hele skal gå stille og roligt, så smerte frit som muligt, men det er som om at hver gang jeg gør noget, siger noget så kommer jeg uhensigtsmæssigt til at såre hende og det er noget af det der gør mig fuldstændigt frustreret. Nu er jeg nok også egoistisk i min tankegang, men jeg føler ikke jeg får noget tilbage, føler ikke hun gengælder min kærlighed. Hun har haft et hårdt liv, det er jeg fuldstændig klar over og hun fortjener kun det bedste af det bedste, hvilket jeg efter bedste overbevisning prøver at give hende (og jeg ved at ikke alle har samme behov), men det er ligesom jeg ikke trænger igennem hendes skjold. Jeg elsker hende utroligt højt og er villig til at gå meget langt for at få vores forhold til at fungere, men der er ting der skræmmer mig utroligt. I går gik jeg en tur efter at vi havde været lidt på kant med hinanden, jeg gik på må og få og pludselig, uden at ane hvordan og hvorfor, stod jeg ved hendes afdøde kærestes grav, da jeg nu var der begyndte jeg at tale højt med "ham" Jeg spurgte hvad jeg gjorde galt? Hvorfor skal det være sådan her? og hvis du kan høre mig, så giv mig et tegn og.......... i det samme startede det med at regne og blæse kraftigt, (det var opholdsvejr da jeg kom dertil) Jeg blev bange og skyndte mig derfra, sådanne ting skræmmer mig. Jeg håber ikke at i føler jeg er skør når jeg skriver sådanne ting, men det er som jeg har oplevet det.

Kære Poul Erik !
Hvis du virkelig elsker din nuværende kæreste så højt, så skal du acceptere/respektere at hendes
afdødes kæreste også fylder i hendes liv.
Tænk på ,at det er hendes barns FAR, og han vil
ALTID mangle, UANSET hvor meget din kæreste elsker DIG.
DU er ikke nogen erstatning, men en anden mand i hendes liv og jeg er sikker på at din kæreste
elsker/og har elsket jer begge to på hver sin måde,nyd at du er blevet din kærestes nye valg - og prøv at dele hendes fortid med hende så godt du kan, for det er så vigtigt for hende, at tale om den sorg, som hun altid vil bære rundt med i hjertet, og GLÆD DIG OVER AT NETOP DU BLEV HENDES FREMTID - men husk at respektere hendes
fortid, kun derved kan I sammen glæde jer over
en fælles fremtid, det fortjener både din kæreste,du og børnene.
Held & Lykke for jer alle i FREMTIDEN.