kender desværre den følse du beskiver vi have alt til vorse lille pige der desværre blev dødfødt i ( i 34 uge)går d 12-08-09 men fik den værre beskde af alle for forældre desværre hun er død men synse det værre var den tid det tog fra vi fik beskden til hun var født. selv om man har børn i forvejen kan de jo ikke tage det tom rum der bliver/er

kender godt til det med de andre børns måde at regere på den store jeg har er næsten 5 hun vil ikke over til mig og hun sparker og slår sin far den minste vi har er mere vild han er næsten 3
ud over elina som vi miste i går har vi prøvet det før da den stor var 13mdr jeg kan kun sige jo lange man er henne der svære synse jeg det er at kommer sig over tabet af en barn/ foster

Hej emilie!

I har min dybeste medfølelse i denne her situation, vi har selv mistet vores lille pige, også efter en hel normal graviditet, hun døde i maven på mig på selve terminen.
Og ja du har hel ret i det du siger med at det er et stort tabuemne, at snakke om døde børn, det er efterhånden meget tyst tyst, og det kan da heller ikke være rigtigt t man skal kæmpe for at sørge over sit døde barn, det er trods alt ikke noget man bare lige sådan glemmer. Se det kan kun de der ikke har oplevet det sige sådan.
Nu kommer jeg selv oprindeligt fra serbien og da er der nogen helt andre regler for hvad og hvordan man sørger over sit døde barn.
Hos os er det sådan at det er ikke noget man snakker om det er et stort tabuemne, og noget man kommer over rimeligt hurtigt.
Som om at det er noget meget beskidt noget alt sammen og ikke noget man snakker om, og det er en trist ting, rigtigt trist, man kommer aldrig igennem sorgen på den måde, aldrig nogensinde.
Det er altid noget at man bor heroppe i skandinavien hvor folk er lidt mere "civiliseret" og har medølelse i de her situationer, også betyder det også meget at der er de her hjemmesider, hvor man kan hente meget erfaring, og inspiration til at forstå det bedre, dele sine følelser med alle jer mennesker herinde, selv om man ikke kender jer så forstår vi hinanden 100 %.
Håber at du skriver igen.
jelica

Kære Charlotte.
Tak for svaret og dit forslag. Det gør mig ondt at læse i har mistet jeres lille kære Ann-sofie for ni år siden, og tak fordi du videregav dine erfaringer til mig, jeg er taknemlig for det. jeg har nemlig tænkt på det selv og føler nu jeg får et skub til det.
kærlig hilsen
Kirsten

Hej Kirsten.

Jeg ved det er et stykke tid siden du har skrevet herinde.
I håb om at du stadig kigger forbi, vil jeg give dig et råd.
Skriv til din omgangskreds.
Det gjorde jeg da der var gået et halvt års tid.
Og folk var så glade for det. For de anede ikke hvad de skulel stille op med mig og min sorg.
Jeg fortalte dem i brevet, om at vores sorg tog lang tid. At de ikke sårede os ved at tale om Ann-Sofie, tvært i mod.
Det gjorde mere ondt når der intet blev sagt.
Ann-Sofie ville i næste måned være fyldt 9 år, og hun er stadig nærværende i vores liv.
Selvfølgelig ikke på samme måde som dengang det hele lige skete.
Men Ann-Sofie har været her. Dit barn har været her. Og vi skal kæmpe for vores ret til omsorg i vores sorg.
Det gør vi kun ved at sige hvad vi har brug for.

Rent faktisk ved jeg at jeg ville have haft svært ved at tackle at en mistede barn, hvis jeg ikke selv havde prøvet det.
Så Kirsten.
Sig din mening. De bliver lettede.

Knus fra Charlotte

Kære charlotte
Det gør mig ondt at læse din beretning, vi har selv lige mistet vores elskede pige Laura i august måned, hun døde i min mave hvor jeg var over tid, 1 uge efter terminsdagen. Fin stor pige var hun, men dødsårsagen kunne ikke findes, alle prøver siger ikke noget, hun menes død af tidlig vuggedød i maven. Det er ikke til at forstå.
Idag sidder man her og er så ensom, der er gået 2 måneder og man ved ikke hvad man har brugt tiden til, for tiden for mig er stadig stille.
Op til terminsdagen har folk uafbrudt skrevet og ringet for at høre om man har født, alle ventede jo også spændt, selvfølgelig som vi var glade for. Idag er over halvdelen " væk" det gælder venner og et par familiemedlemmer og man sidder og tænker på hvorfor det er så svært for dem. Især enkelte er jeg skuffet over, hvorfor er det der er så svært at vise omsorg-kærlighed som man gjorde før. Det virker som om de er blevet bange for os. Jeg ved vi alle sørger på hver vores måde, og respekt for det. Men jeg kan mærke på mig selv at jeg har det kørende inde i hovedet hele tiden, og det ender med at jeg bliver sur og gal på dem( i tankerne). Jeg ved ikke om jeg skal kontakte dem, for jeg ved heller ikke hvad jeg skal sige til dem, jeg synes bare det er så svært det her. Jeg har følelsen af at folk omkring går en stor bue om os, også enkelte familiemedlemmer(som er det værste) og det sårer mig. Jeg føler nogle prøver at glemme det hurtigst muligt for at "komme videre med livet".

ps. jeg skulle lige have luft...

Kærlig hilsen
Kirsten

Hej Susan.
Ja folk er tankeløse.
Det er det mest utrolige man skal lægge ører til midt i en sorg så stor at den ikke er til at rumme.
Og havde man bare kræfterne til at kæmpe imod den slags.
Men det har man ikke før lang tid bagefter. Man kan ikke både sørge og slå fra sig.
Jeg har også oplevet de mærkeligste ting folk siger.
Da en sagde om det var lovligt at begrave en abort på en kirkegård, ja der røg der altså en sikring.
Mit barn var ikk en abort.
Og uanset hvor kort eller langt man er henne, så er det ikke en abort inde i ens hovede, når man ønsker sig at få det barn.
så kan de putte love og paragraffer hen hvor peberet gror.
VI skal have lov at sørge.
Og den ret skal os der er kommet lidt længere, kæmpe for.
Så er vores børn ikke døde helt forgæves.
Håber du har en masse om dig du kan snakke med- og ellers heviser jeg igen til min mailadresse, som er skrevet herinde den 13 marts 2006.

Desuden har jeg en HP, hvor Ann-Sofie også optræder.
Vil bare lige gøre opmærksom på, at der er foto af hende, hvis man ikke har lyst til at se dem.
Men siden er at finde på
WWW.123hjemmeside.dk/ToftboNielsen

Pøj pøj til dig Susan.
Knuzz fra Charlotte

Hej Charlotte.
Det gør min ondt at læse om din oplevelse, og samtidig, rammer den også plet hos mig.
Jeg har selv mistet min lille Sara, da jeg var i 23 uge. Jeg havde prøvet at blive gravid i 20år og endelig lykkes det for os.
At jeg så skulle miste hende, var et meget hårdt slag,( jeg fik en "ukult" blærebetændelse)
Mange har så sagt, at det jo nok var bedst at jeg mistede hende, for der var jo nok noget galt med fostret. DET ER DEN MESTE TANKELØSE SÆTNING MAN KAN SIGE, TIL EN DER HAR MISTET. Jeg ville have elsket hende alligevel. Og der var intet galt med hende, men betændelsen var gået i moderkagen, og havde slået hende ihjæl.
Omverden var kede af det på vores vejne, men stoppede så kontakten stille og roligt. Jeg har haft fat i nogle af dem siden, og spurgt om hvorfor? og så kommer det
Jamen i bliver jo så kede af det, når i snakker om hende.
Det er mange gange det, der får andre til at vende rygen til os der mister, fordi de er bange for at gøre os kede af det. MEN DET ER VI JO ALLIGEVEL.
PS. jeg har ikke kunne blive gravid siden, og det er nu 4år siden, og min alder er nu 43år så mine chancer for at blive gravid igen er meget små.

diekatze352003@yahoo.dk

Skriv hvis der er noget du har lyst til at vende vedr. dit døde barn.
Eller hvis du bare trænger til at fortælle historien igen igen og igen.
Jeg lytter.

Charlotte Emilie Nielsen

Hej Christina.
Selvfølgelig skal dit brev da være her.
Du har fortalt historien om dit lille barn, som er unik for dig. Og hver gang man fortæller det, så får man løst lidt op af knuden i maven.
Det er tre år siden du mistede Sebastian, og kun du ved hvordan det føles indeni. For det er dit barn, din sorg, din smerte- Men også din glæde over det barn du trods alt fik.

Mht gravstedet, vil jeg lige gøre dig opmærksom på at det rent faktisk kan lade sig gøre mange steder at flytte til et andet gravsted.
Jeg kender eksempler på at nogen har fået flyttet deres barn til en anden kirkegård, da de flyttede ret langt væk fra det sted barnet var begravet.
Undersøg det i stedet for at spekulere mere over det.
Kan det lade sig gøre er det jo fint.

Og igen vil jeg lige smide min mailaddy her...
Alle der er interesserede i at skrive vedr. deres tab af et barn, skal endelig skrive.
Vi kan aldrig tale for meget om vores døde børn. Når behovet er der, så skal det tales igennem.
Ellers vokser det hele inde i en...

Min datter har dødsdag i morgen. 8 år er det siden... Og når jeg nærmer mig disse mærkedage.. ja så skal det hele vendes igen, og min sorg kan være enormt nærværende igen.
MEN det bliver altid nemmere at komme op at det sorte hul, for hvert år.
Jeg vil bare have lov at fordybe mig og tænke på mit lille englebarn, som jo også er en del af mit liv.

Mange tanker til dig Christina.
Knuzz fra Charlotte

Det er nøjagtig hvad jeg kan nikke genkendene til... Jeg er en 21 årig pige der blev gravid som 18 årig og graviditeten var ikke helt planlagt til at starte med, men jeg valgte at skulle blive mor og jeg var glad for jeg havde altid sagt at jeg ville have børn (nok ikke så tidligt) men jeg gik og ventede glad på dette barn som jeg overrasket ventede mig.
Alt i graviditeten forløb som efter "bogen" og jeg blev mere og mere spændt for hver måned der gik og maven voksede som den skulle, måske lidt for meget mente min læge og jeg skulle undersøges om jeg ventede tvillinger, men men jeg ventede kun et og alt var som det skulle være selvom maven var lidt større end forventet.

Jeg gik med denne store mave og spejlede mig tit fordi jeg syntes det dejligt at se hvor større maven voksede... og livet inde i den var som om at den bette skulle være fodboldspiller eller noget i den retning, for han sparkede så det gjorde til en ting... jeg gik og ventede sammen med en veninde der osse var gravid på det tidspunkt og vi var lige langt henne da vi fandt ud af at vi var gravide...
Jeg kom hen i 8måned og jeg havde en underlig følelse inde i mig som om der var noget rusk ravene galt med den lille, så jeg blev indlagt til obs på sygehuset hvor lægerne og jordmoderen sagde at der var ikke noget ivejen med den bette, og at jeg skulle tage hjem og slappe af...
Jeg tænkte så ved mig selv at de havde jo lidt mere forstand på det med graviditet end jeg så jeg slog følelsen væk igen.
Jeg tog hjem til mine forældre weekenden efter jeg havde ligget på sygehuset til obs en uges tid og jeg begyndte at få ondt i maven og følelsen om at der var noget galt kom tilbage, jeg ringede efter en taxa, og tog op på sygehuset efter at havde snakket med fødeafdelingen deropppe, og jeg fik en strimmel på som skulle vise at mit barn havde det fint for jeg var blevet ved med at sige at der var noget der ikke var som det skulle...
Jeg lå der i en halv times tid og blev ved med at have ondt, og jeg tænkte slet ikke på at den lille kunne være død som jeg senere fik konstateret af overlægen og med det samme han sagde ordet død, efter at have scannet mig, gik jeg i chok.
Jeg tudede i lang tid og jeg kunne ikke styre min krop, for bogstavligt talt kom det ud i alle ender og kanter og jeg skulle have rent tøj på.

Jeg sad for mig selv på stuen, på fødegang hvor jeg blev anbragt, og aede min mave og tænkte, nej de tager fejl der er ikke noget galt med den lille...
Der gik så en lille uges tid hvor jeg fik stikpiller så livmoderhalsen kunne modnes så jeg kunne blive sat igang.
Jeg havde haft ringet til mine forældre og fortalt dem den dårlig nyhed over telefonen for de boede over 30 km væk fra mig og min mor bad mig om at gentage det da jeg havde sagt det første gang og hun begyndte at græde og jeg græd.
De kom så senere op til mig og de var så ulykkelige for de havde lige glædet sig til at være bedsteforældre til en frisk lille gut..
Jeg blev sat igang med at føde søndag aften ved 18.00 tiden og jeg fødte den dejligste, velskabte lille dreng kl. 00.35 mandag morgen og der begyndte jeg at fatte at mit lille barn ikke var i live og jeg græd og græd...
Sygeplejersken der stod ved min side prøvede at trøste mig og sagde at jeg ville få lov til at have ham hos mig indtil om aftenen hvor jeg så var nød til at lægge ham i kappelet.
Men før jeg gjorde det havde mine forældre været inde på stuen for at se ham, men min far kunne ikke kigge på ham for han så et kot glimt af ham og han gik ud igen for det var for hårdt for ham.
Min mor tog ham op til sig efter at jeg havde ligget i sengenmed ham og hun satte sig ned og aede ham på hovedet, kinden og sad og vuggede ham, som om han bare sov.
Min søster var osse med og hun sad osse med ham, hun havde ikke helt fattet at det var hendes nevø og at han var død ligesom jeg ikke helt havde forstået at jeg ikke kunne tage ham med mig når jeg skulle hjem.
Mine forældre havde et kamera med og vi fik taget en masse billeder af ham og hvor han lå i armene af min mor og søster.

Jeg sad osse med ham hvor de tog nogle billeder og det er jeg glad for den dag idag, for havde jeg ikke fået billeder af ham så havde jeg helt sikkert fortrudt det.
Jeg kunne ikke klare at skulle bestille kiste og bede osv så det tog mine ansvaret for, for jeg var helt tom i hovedet og kunne ikke gøre noget som helst.
Men præsten der velsignede min lille dreng kom nede fra århus som havde konfirmeret mig, min søster og bror og han ville heller end gerne komme og velsigne ham og holde den cermoni der er til en begravelse. og dette ville jeg osse helt sikkert havde fortrudt hvis jeg ikke havde fået gjort det.
Jeg bar ham selv ud til gravstedet sammen med Sebastians (som han blev velsignet som) far og vi lagde ham selv i jorden hvor efter præsten sagde nogle ord og vi sang en sang jeg havde sunget for Sebastian da han var inde i mig i live, sangen var "Puff the magic dragen" og jeg var glad for at jeg fik lov at få den med i cermonien.

Jeg har så bare fortrudt en ting ved det hel og det er at jeg aldrig ville kunne komme til at lægge ved hans side når jeg engang skal herfra for han ligger på sin biologiske fars familiegravsted og jeg er ikke sammen med faren længere...
Jeg har siden hen skrevet breve til Sebastian, som jeg gemmer i albumet hvor alle de andre ting jeg har ligger. Og det er rart at kunne se senere hvordan jeg har haft det de og de dage hvor jeg skriver til ham.

Jeg savner ham utroligt meget og elsker ham så højt at det nogle dage gør så forbandet ondt.

Det er 3 år siden nu og jeg tror at jeg ikke helt har accepteret det der er sket endnu.

Det giver mig lidt luft nu hvor jeg skriver dette og jeg vil blive glad hvis jeg kunne komme til at snakke med nogen der har oplevet det samme, da det var en tilfældighed at jeg fandt denne side...

Min fejl. Sorry. Har lavet navnet på siden om- da den er ændret til en familieside, hvor Ann-Sofie så har sin personlige del af den.

Her er det nye link til siden.
www.123hjemmeside.dk/HCSSNielsen

Siden hedder "Vores Englebarn".

Knuzz fra Charlotte.

Kære Charlotte !
Jeg har forgæves forsøgt at finde hjemmesiden til din lille Ann-sofie, men den siger mig at siden ikke existerer??
Er der andre der har samme problem, eller hvad er det mon jeg gør forkert??
Mange tanker til dig og din lille engel.

Knus fra Inge

Jeg har lavet en HP om Ann-Sofie.
ann-Sofie's historie faktisk. Har ikke fået lagt billeder på endnu- men de kommer. I er velkomne til at se på siden og smide en kommentar om der er noget jeg bør ændre el.lign.
Mange tanker fra Charlotte Emilie Nielsen.

www.123hjemmesider.dk/Ann-Sofie98

Jeg er bleven faster til....ENGLEBARNET Freja....
det er hårdt d.12 jan.05 skulle have været en glædes dag om eftermiddagen ringede min bror og fortalte at nu skulle de på sygehuset en uge over termin og jeg blev faster inden aften var omme mente han... den næste opringning var ikke sjov for da fik jeg at vide at freja var død i sin mors mave, Freja blev født torsdag d.13 jan.05. og oven i det var vi ved at miste min svigerinde også... heldigvis gjorder vi ikke det.
men jeg syntes det er svært jeg græder meget det er bleven letter at tale om det til de mennesker der ved det men når dem der ikke ved det spørger så græder jeg igen og jeg tænker på at når jeg har det sådan så er min brors og svigerindes sorg og smerte tusindfold værrer og jeg har bare lyst til at fjerne den og lukke lys og glæde ind igen..... jeg har fortalt og fortæller dem stadig at jeg altid vil være der for dem og at Freja aldrig bliver for "gamle" at snakke om hun vil altid være en del af mig og jeg er stolt over at være bleven faster til så dejlig og smuk en pige.. men sorgen over ikke at skal se hende vokse op, høre hende le.. holde fødselsdage... den er hård.. på lørdag skal Frejas bisættes..det sidste farvel.. klumpen i maven bliver størrer og størrer... hvordan skal verden nogensinde blive god igen???????
Jeg elsker dig Freja......KNUS fra Frejas faster

Min lille datter Agnethe døde i min mave i 28 uge hvorfor var der ingen som kunne forudse at hendes liv ikke skulle forsætte vi kæmpede en ulige kamp i 6 uger inden vi gav hende lov at dø.Da vi gav Agnethe lov til at dø gik der kun 24 timer så gav hun op.Jeg fødte hende normalt fik hende op på maven og lå med min skønne lille datter kun 305g 24cm. men hun var bare prakfuld.Vi holdte en lille begravelse du ligger på det ukendte men er kendt ef gud og os vi har sener fået en lille datter sammen med hende besåger vi din grav.Vi vil aldrig glemme dig mor

Har lige siddet og læst alle jeres indlæg.. og så er mine tanker vandret tilbage.. tilbage til da jeg mistede min drøm om en stor børneflok. Fire gange gik det galt, og drengene blev aldrig store nok til at blive betragtet som børn, da de blev født. Følelserne deromkring kender I alle, men kom til at tænke på en bekendts reaktion, da hun spurgte til en af mine graviditeter, og jeg fortalte hende at det heller ikke gik denne gang.. Hun udbrød meget spontant... "sikke noget lort".. faktisk en af de bedste reaktioner jeg fik, for .. ja det var noget lort. Efter hendes udbrud, som hun faktisk blev flov over, kom alle de "rigtige" reaktioner, med omsorg, spørgen ind til og sådan. Men den lettelse jeg følte, da hun sagde sådan, den kunne mange lære af.
Ved godt at det ikke er en trøst for dem, der stadig har det frisk inde på livet at miste barnet, drømmen, tankerne, planerne om fremtiden.
Man glemmer aldrig det/de børn, men med tiden finder tankerne og sorgen en plads indeni en selv, så man kan leve et godt og dejligt liv med dem der.
Hvis nogen har brug for at snakke, læsse af eller andet er min mailadresse didde99@ofir.dk
knus og tanker til jer alle fra didde

Kæreste Tina.
Giv din søster min mailadresse. Hvis hun har brug for det så kan hun bare skrive- Eller du kan skrive til mig. Har hun ikke overskuddet til det- så kan du skrive til mig, og vi kan tale lidt om hvordan du kan hjælpe/støtte og forstå din søster.

Det er så hårdt det hun gennemlever- men det samme er det for jer andre som er hende nær.

Min mail er diekatze352003@yahoo.dk

Og hej Ulla og Irene.
Det er barskt det er oppe imod lige nu. Tiden skal arbejde for jer- og det hele smerter så frygteligt.
Husk at bede om det I har behov for hos jeres nærmeste.
Det er jer der sørger, og det er jer der ved hvad I har brug for i jeres sorg.
Mange tanker sendes til jer begge.

Knus fra Charlotte

Kære, kære Ulla

Jeg håber I er kommet så godt igennem dagen idag som det nu er muligt. Jeg er sikker på at din lille Patrick fik en smuk begravelse idag.

Dine ord bragte mig som ved et trylleslag 4 mdr. tilbage i tiden. I disse dage for 4 mdr. siden oplevede vi nøjagtigt det samme som du.
Vores lille søn døde også pludseligt og uden varsel d. 30. april i 29. uge. Han blev født d. 5. Maj.

Åh hvor jeg dog føler med dig kære Ulla. Mit hjerte græder for dig og øjnene fyldes af tårer.

Noget som jeg selv har fundet en lille smule trøst i, det er tanken om at vores lille søn simpelthen var for god til denne verden. Der var en anden og højere mening med ham som vi ikke kender.....og så selvfølgelig håbet om - og troen på at vi skal ses igen en dag.

Vi valgte også at lave en mindeside her på Mindet for vores lille søn. Det har hjulpet os meget at få det hele skrevet ned....at få sat ord på smerten, de bristede drømme og forventniger....alting.

Jeg ved ikke hvad jeg kan sige til dig, for ord er så forfærdeligt fattige og der er ingenting der trøster....det ved jeg jo godt. Men du er altid mere end velkommen til at skrive til os i vores lille søns gæstebog, hvis du skulle få behov eller lyst til det.

De varmeste tanker og et stort knus til dig fra
Irene, lille Emil's mor

Imorgen skal vi begrave vores lille søn Patrick.
Han holdt bare op med at sparke, og jeg tog til fødegangen i fredags og fik den grusomme besked, "der er desværre ikke mere liv ulla".
Han blev født d. 28. august kl. 03.12. 29. uge.
Hvorfor ved vi ikke endnu, han var helt perfekt, vejede 1300 gram og var 40 cm. lang. Den smukkeste lille dreng.
Ja, imorgen skal vi begrave dette lille liv, jeg forstår det nok stadig ikke helt.
Der er bare et stort tomt hul, der hvor jeg lige har båret ham....

kære charlotte emilie nielsen. jeg talte med min højtelskede søster idag. fuldstændig opløst af gråd. det er præcis 3 måneder siden hun mistede sin lille søn magnus. hun fortalte mig, at din historie havde rørt hende dybt. hun syntes jeg skulle læse dit minde. kære charlotte. hvor gjorde det mig bare utrolig ked af det på dine vegne. min søsters historie minder så frygtelig meget om din. magnus døde 4 dage inden termin. magnus havde formået at vikle, og lave knude på navlestrængen, så han ikke kunne få luft.
jeg ville så frygtelig gerne formidle en kontakt mellem jer, men jeg har ikke min søsters tilladelse. i hendes amt/kommune er der ikke en sorgegruppe. hun har ikke fået den hjælp og støtte fra ligesindede eller professionelle, som jeg ønsker for min søster. i sådan en situation,har man ikke overskud til selv at bede om hjælp. jeg håber alt godt i fremtiden, for dig og din mand. knus og tanker fra tina andersen

også jeg kender smerten ved en dødfødsel, selvom det er mange år siden vil savnet altid være der, jeg har efter fået to sunde drenge, men altid var der en lille skygge, man kan ikke forvente at andre folk i længere tid kan forholde sig til ens sorg, det er svært nok for en selv, for på en eller anden måde så går livet jo videre, og sorgen forandrer sig, min sorg nu er det som kunne have været, men også en erkendelse af, at hvis ikke min lille pige var død så var min yngste søn jo ikke blevet født. Så måske er der trods alt en mening med alt her i livet.

Sidder her og læser de forskellige indlæg. Det ge´nnemgående i dem er Temaet "ingen taler om vores døde børn" & "folk forstår ikke vores sorg".

Det har vi alle vist oplevet, desværre, og det er sandt at de på sygehusene ikke altid, har været gode til at tackle spædbarnsdød. Det er de såmænd heller ikke alle steder endnu.
MEN det er det vi kan ændre ved at være åbne om vores sorg, vores krav om at blive behandlet som forældre, vores tro på, at vi er dem der kender vores børn bedst, døde som levende. Det er os der har den store ekspertise i sorgens følelser. Det kan en læge eller en sygeplejerske ikke læse sig til.
Derfor er det vigtigt at vi sender vores budskab ud. At vi taler om det når vi har lyst.
Jeg taler om Ann-Sofie fordi hun er min datter. Hun er i mit hover konstant. På en god måde. Men hendes tilstedeværelse kan altså ikke negligeres. Og jeg vil ikke undertrykke den.

Kan det, jeg har gået igennem, hjælpe bare én til at blive bedre forstået, så har Ann-Sofie's død trods alt ikke været forgæves.
Og med mine handlinger
- min kærlighed til min datter
- min åbenhed om hendes død
- min tro på at det skal lykkedes at gøre sorg mindre tabubelagt
- min sorg over hende
- og mit savn efter hende
da vil min datter, igennem mig, leve for evigt.

Jeg håber, I andre kan følge mig, og få noget positivt ud at det forfærdelige der er overgået os. Det skylder vi vores døde børn- og det skylder vi dem der unægteligt vil stå i samme situation efter os. OMSORG OG FORSTÅELSE.
Det ville være rart at møde efter et tab så stort som det overhovedet kan blive.

Og til Preben som skrev at han kunne ønske, at man blev undervist i at møde den sørgende på en god måde. JA, det har jeg også ønsket. Men den store opbakning har jeg ikke mødt.
Mange mener vi skal "beskytte" vores børn for den viden at man kan miste. Jeg mener ikke det er en tjeneste vi gør vores børn eller os selv. For den dag det hele ramler er man bare kastet ud i det, og så har man ingen redskaber at arbejde med.
Så brug JERES dyrekøbte viden til at revolutionere.
Fortsæt med at fortæl om jeres døde børn, om jeres sorg og jeres mangel på forståelse da I stod i det.

En stor tanke til jer alle.

Mange tanker fra
Charlotte

Kære Marianne
Tusinde tak for dine ord - det gør bare så godt, når der er nogen der forstår én.
Jo fordommene er der stadig - nu godt et år efter kan jeg rigtig mærke reaktionerne - meget af min familie gør som om Lasse ikke har eksisteret - det må jeg jo være kommet over!! - Men jeg bliver ved med at omtale ham i relevante situationer. Og det gør vores andre børn også - især den lille på 7 år. Men det er ikke 'legalt' i lille Danmark at sørge over sit barn, som man ikke har kendt - JO jeg har kendt mit barn - haft et 'forhold' til ham mens han var i min mave - jeg har 'snakket' til ham efter fødslen - kunne se hvem han lignede og han var jo så dejlig.
Jeg skylder også lige at fortælle, at i sommer blev min mor meget syg af kræft og jeg passede hende helt til det sidste i august, hvor hun så døde. Jeg skulle være 'den stærke' i familien, og var det da også, men jeg har jo så haft nogle underlige reaktioner op til jul og her i år, men jeg føler, at jeg igen er ved at 'komme ud på den anden side' - er ved at blive 'normal' igen, men jeg savner da stadig mit lille barn - min niece fødte jo en dejlig søn, på den tid hvor jeg også havde termin, så jeg kan jo rigtig sidde og forestille mig Lasse - hvordan det ville have været, hvis han var her - det gør ondt, men jeg har det heldigvis ikke meget dårligt over det mere. Men jeg er jo også heldig - har 3 andre dejlige børn som jeg kan glæde mig over, hvilket jeg også gør, men derfor savner jeg stadig lille Lasse.
Så nu fik du lige en 'hel smøre' og nok temmelig forvirret - men det skulle bare lige ud.
Jeg kan godt forstå, du har det dårligt med, at du ikke fik din dejlige lille pige at se i live - at du ikke holdt hende til det sidste - det var ikke særlig pænt gjort af sygehuset. Man ville bare sådan ønske..... Og jeg synes godt nok det er hårdt, at du skal opleve at miste 2 børn - det re jo næsten ikke til at 'komme over' - hvor er det uretfærdigt.
Marianne, jeg vil sende dig en masse varme tanker og knus
Kærlig hilsen
Alice

Kære Alice ..

Det gør mig så ondt - jeg har oplevet det samme som du, men da det er flere år siden troede jeg da ærlig talt at fordommene var lidt mindre ..

Jeg har FØDT en smuk Lille Pige i Uge 26 .. alt gik galt under den fødsel og forløbet derefter, men hun var så smuk og for mig var der ingen tvivl .. hun skulle begraves. Men det kunne vi ikke bare sådan få lov til, det skulle først afgøres om vi havde f ø d t et levende barn eller a b o r t e r e t et foster ..
Nej, hvor blev jeg rasende! Præcis som dig følte jeg at lægen ikke ville anerkende vores sorg over det mistede barn, men hun blev trods alt begravet i en smuk og enkel ceremoni og den nærmeste familie insisterede på at følge hende på vej ..

Senere fik jeg Journalen .. min datter var i k k e død som antaget af jordemoderen ved fødslen, hun var død 20 min efter .. jeg var totalt knust, men følte mig trøstet af at en læge havde været hos hende indtil hun døde .. men det skulle jo vre mig der holdt hende, jeg er hendes mor!!!

2 år efter havde jeg en kompliceret og meget angstpræget tvillingegraviditet .. jeg fik en moderkageløsning og fødte derfor i et akut kejsersnit i starten af uge 28. Mine børn var store og fine trods omstændighederne, men Stefan fik en hjerneblødning og døde efter 2 døgn.. han sov stille ind i armene hos sin mor og bblev natten igennem puslet/plejet af os. Kamilla overlevede og efter 12 uger på neonatl kom vi hjem med en bby på 2023 g.!

Kamilla har sammen med os været på gravstederne for storesøster og Lillebror, hun har udpeget deres sstjerner og hun har billeder af dem..

Jeg kalder mig Englemor til 2 .. og mor til eet jordisk barn. Og jeg bliver stadig aldeles rasende hvis folk så meget som antyder at jeg har a b o r t e r e t, jeg bliver irreteret når fpl antyder at *man da ikke kan sørge over et barn man ikke kendte osv ...vi har jo kendt vore børn fra første stund, vi ved hvordan de føles når de bevæger sig, lærer deres mønster at kende, knytter bånd til dem, tro, håb og masser af kærlighed..

Min dybeste medfølelse til Alice og alle andre på dette fantastisk smukke site.

Åh Gud ..

Min dybeste medfølelse til dig&din familie i din sorg .. jeg troede man på over 10 år var kommet lidt videre i sin holdning til spædbørnsdød, men åbenbart ikke ..

Du sørger og du har kendt din Lille Pige fra første dag hun blev dannet i din mave .. du har udviklet en sammenhørighed med hende, du og hendes far havde drømme, forventninger og håb til dette barn, dette nye liv.

Men det endte så brat .. uden forklaring, uden håb, uden årsag holdt et hjerte op at slå og dermed måtte du igennem en dødfødsel.

I 1989 mistede jeg mit Englabarn, Trine .. hun var bare 26 uger gammel og vejede kun 610 g. Hun døde nogle få minutter efter fødslen, men ved en grusom fejl vi at vide at hun v a r død og dermed ikke kunne døbes.

Sorgforløbet blev forfærdelig langt og smertefuldt .. jeg havde født hende, men ikke ville røre hende og ingen overtalte mig til at sidde lidt med hende. Der var ingen billeder .. kun en obduktionsrapport som ingen mening gav.

Senere mistede jeg en Tvilling og jeg fik hjælp igennem en Psykolog til a tmestre den sorg, som omverden ikke kunne forholde sig til .. man mente at jeg *bare kunne glemme, komme videre med mit liv, få et nyt barn osv, osv*

Tåbelige bemærkninger der rev i hjertesåret fordi man angribes på sin ret til at sørge .. først da jeg så andre fortællinger om dødfødsler gik det op for mig at min måde at reagere på var helt normal .. det var mine omgivelser der var noget galt med!!*

Tiden går, hjertesår læges, men glemmes aldrig .. vi skal ikke *glemme* vores børn. vi skal fortælle vore omgivelser om dém.

Med den varmeste mefølelse

Marianne

jeg syntes at man skulle undervises i at vise sorg og være ked af det.Det er så svært når man har mistet et barn,man for meget omsorg fra venner og familie,men efterhånden som tiden går,for man mindre besøg,de nævner sjælden vores barn,men det er jo nok for, at vi ikke skal blive kede af det.Vi har mødt folk som har taget en anden vej,hvis de har set os,når vi har gået en tur.
sorg kan være svær at takle for pårørende,da de jo ikke ved om man har brug for dem,eller man bare vil være alene om sorgen.jeg har dog fundet ud af,at dem der virkelig betyder noget, er dem der er der, uanset om man en dag er ked af det.

andre folk som ikke har mistet kan ikke forstå man sørger så længe desværre vi nåede jo ikke at kende dem de ved ikke hvor gerne vi ville have bare tre dage med de små kigge ind i deres øjne eller og høre en lyd fra dem og man har jo et barn har selv mistet to små drenge ved fødslen moderkage løsning lyder lidt bitter men håber du i kommer igennem det knus og mange tanker til jer

Hej Johanne.
Jeg blev så ked af at læse dit indlæg, og da du åbenbart ikke vil i kontakt med landsforeningen vil jeg hermed tilbyde dig at vi to skriver sammen.
Du får lige min mailadresse her, og så håber jeg at du skriver. Mange tanker fra Charlotte.
diekatze352003@yahoo.dk

Kære Charlotte.
Døden er tabu...ja.
Ihvertfald 4 år efter man fik et døfødtbarn. Jeg har ikke været i kontakt med landsforeningen for spædbarnsdød. Det mente min mand ikke var nødvendig.... I dag 4 år efter er min sorg mere ensom end nogensinde.
Da min Jesper kunne være blevet 4 år, var jeg den eneste der satte blomster. For som min mand siger "Det betyder ikke noget mere...". Men hvad siger jeg, ingenting, og græder lidt mere inden i.

Jeg trængte bare til at komme af med lidt.
Det hjælper altid lidt at se man ikke er helt alene om en sådan sorg.

Knus fra Johanne

Kære Heidi
Jeg er meget ked af det på jeres vegne at I skulle miste lille Anne Sofie. Det er så hårdt og barskt at få et dødfødt barn.
Jeg kan godt forstå du undrede dig over spørgsmålet på sygehuset, om du ville indlægges med det samme eller ej, men jeg blev spurgt om det samme (også på Kolding sygehus i januar) og det var jeg glad for, for jeg havde ikke rigtig fortalt familien derhjemme noget, og da vi har 3 andre børn, skulle det jo gerne lige snakkes om det først. Jeg er idag glad for at jeg valgte først at blive indlagt dagen efter, for så var alle forberedt (så godt som man nu kan det!).
Vi valgte også selv at begrave vores søn og det er vi meget, meget glade for idag.
Jeg synes ikke der er noget forkert i, at ønske sig et levende barn straks - det er jo ikke en erstatning du søger, men et helt naturligt ønske, for du skulle jo have haft en lille i dine arme nu. Og det vil jo have sin helt egen personlighed.
Hvis du føler at du vil være gravid her og nu, så prøv alt hvad du kan - men husk du vil være meget nervøs og det vil du nok være i hele graviditeten, så det bliver en hård tid.
Jeg ønsker dig/jer al mulig held og lykke med en ny graviditet.
Og jeg sender de varmeste tanker og hilsener
Alice, lille Lasse´s mor

Den 22. april 2003 var Jeg til læge for at blive sygemeldt, da Jeg i løbet af 1 uge havde taget ca. 10 kg på i væske og var meget besværet. Desuden undrede det mig at jeg i nogle dage ikke rigtig havde mærket liv, og derfor også gerne lige ville have lægen til at checke hjertelyd. Jeg havde læst i min bog om graviditet at fra omkring uge 30 sov babyen meget, så egentlig bekymret var jeg ikke - jeg ville bare lige selv høre hjertelyden. Lægen kunne ikke finde noget, men begrundede det med at det kunne være svært når Jeg tilsyneladende havde så meget væske og fostervand i mig. Men alligevel bad han mig køre til Kolding Sygehus for at blive scannet med det samme. Han ringede derud og anmeldte min ankomst. Jeg ringede så til min mor og spurgte om hun ville med derud, da min kæreste var på arbejde. På Kolding Sygehus blev Jeg først checket af en jordmoder, hun kunne heller ikke finde hjertelyd, og ringede så efter lægen og en scanner. Jeg blev scannet af 2 læger, og kunne jo selv se hvad scanneren viste + at både læger og jordmoder så meget alvorlige ud. Min reaktion var meget behersket. min komentar: Sur Røv ! ( Jeg har efterfølgende måtte konkludere at sagens alvor ikke var gået op for mig der) Men min mor brød sammen - men fik dog ringet efter min kæreste. Lægen spurgte også om Jeg ville hjem og tænke over tingene eller sættes i gang med det samme. Jeg må indrømme at Jeg blev overrasket over at de spurgte, for selvfølgelig skulle jeg sættes igen med det samme "han" var jo død ! og havde været det 1-2 dage.(det så ud til på scanneren, at det var en dreng.)
Da min kæreste var kommet, blev jeg overført til gynækologisk afdeling, da personalet ikke syntes at jeg skulle ligge på fødegangen og høre på de fødende og babyskrål.
Samme aften bliver jeg sat igang, men skæbnen ville at der skulle gå 3 dage inden fødslen gik igang. Så fredag den 25. april føder Jeg vores lille Anne Sofie. ( efter kun ½ times presseveer) Hun var helt perfekt - 2400 gr og 42 cm - Denj efterfølgende obduktion viste heller ikke nogen fejl ved hende, så indtil videre, bliver hendes død også betegnet som vuggedøden. Vi får først de endelige svar den 24. juni.
vi havde hende hos os indtil søndag, hvor vi tog hjem - det var hårdt at komme tomhændet hjem. Og det var først der at jeg tillod mig selv at tudbrøle over at mit barn var død. Jeg følte mig så uendeligt snydt. Hun var vores første.
Vi arrangerede selv alt vedr. begravelsen, da det jo var det eneste vi kunne gøre for hende.
Vi klædte hende selv på og lagde hende i hendes lille kiste, og kørte hende også selv fra kapellet til kirken. Vi havde valgt en lille ceremoni ved gravstedet, kun for familen. Min kæreste bar kisten og sænkede den også ned i graven. Gravstenen har vi fundet herhjemme på vores lille ejendom, og den er netop blevet sendt til gravør, så om små 3 uger kan Jeg anlægge hendes gravsted. Det glæder Jeg mig til - for så kan Jeg igen føle at Jeg gør noget for hende.
Mens Jeg var indlagt var personalet på Kolding Sygehus enormt søde og hjælpsomme, og jordmødrene gjorde meget ud af fortælle mig at jeg skulle tillade mig selv at sørge lige så lang tid jeg havde brug for det. For det var jo et barn vi havde fået. Og hele vores omgangskreds - venner og familie har også været en enorm støtte - og ingen har endnu sagt at det var heldigt at hun i det mindste var død før fødslen. Min arbejdsplads har også meldt ud at Jeg endelig skal tage den tid jeg har brug for og ikke komme tilbage for tidligt. Så efter at have læst alle disse indlæg føler Jeg mig lidt heldig, at have sådan en støtte fra min omverden. Samtidig får Jeg det også dårligt over at høre hvor modbydelige mennesker kan være, når Jeg læser Jeres indlæg og de kommentarer i fået.

Jeg håber at Jeg inden for kort tid kan blive gravid igen - for Jeg har det sådan lige nu at Jeg først bliver rigtig glad igen når Jeg har født et levende barn. Det lyder måske lidt barskt, men det er sådan Jeg har det.

Heidi

Kære Berit
Jeg kender de bemærkninger - og følelsen pga. dem!
Det er bare så hårdt, at høre fra andre - kunne de da ikke bare prøve at sætte sig lidt ind i hvordan det er!
Det er også 3 mdr. siden vi mistede vores lille søn ved en dødfødsel, og han er bare vores barn lige som de 3 andre vi har. Vi har 4 børn!! Men "folk" ser meget underlige ud, hvis vi siger vi har 4 børn! Men det har vi altså, for han var jo en perfekt lille baby - desværre slog det lille hjerte ikke, ellers var ALT perfekt: lange negle, øjenvipper, langt lyst hår, små deller osv.
Det er så svært ikke at have sit barn, og man kan bare IKKE glemme det lille barn og de tanker man har haft om det inden fødslen!
Jeg føler med dig og sender dig en masse knus og varme tanker
Alice, lille Lass´s mor

Det er nu 3 mdr. siden, jeg mistede min datter, og folk er begyndt at spørge, om jeg da ikke snart skal til og komme videre med mit liv. Jeg har jo aldrig kendt min datter, så jeg kan da ikke blive ved med at sørge over hende. Jeg kan ikke få folk til at forstå, at jeg altså har kendt hende. Hun var en del af mig i 9 mdr., hvor jeg kunne mærke hendes bevægleser. Hun var en meget stille pige, og jeg spekulered på, om hun også ville være det, når hun voksede op. Jeg har hørt hendes hjerte slå under mit og følt en samhørighed med hende i 9 mdr. Så jeg har kendt min datter. Det er bare så hårdt at føle man skal kæmpe for din ret til at sørge. Vi er alle forskellige og sørger forskelligt, og det mindste man kan gøre, er at respektere det. Jeg har ikke behov for en masse gode råd, men plads til at sørge på min måde.

Kære Dorthe

Puha du rammer mig lige i hjertet - Tusinde tak - det gør mig virkelig godt at der er en der svarer/skriver til mig.
Jeg vil snarest gå ind på de omtalte sider - tusinde tak.
Knus og masser af tanker til dig og familien fra
ALICE

Kære Alice

Ja, det var rigtig hårdt både at miste med så kort mellemrum men så sandelig også min graviditet med Mikkel...!
Hvis du har lyst til at læse min historie så ligger den på www.min-mave.dk under "din historie" og så under mit navn " Dorthe"
Her ligger min fortælling med Frederik og Emil under "Senabort"...ikke med min gode vilje men de er og blvier jo desværre i lægeverden en "simpel abort".
Min historie om graviditeten med Mikkel ligger under "følg en graviditet"
Men du har ret...der er og bliver vores drenge.

Ved du om gruppen der hedder "små stjerner"?
Den vil jeg klart anbefale...der er jeg også inde så kan du skrive til mig lidt mere anonymt.
Vil meget gerne høre mere om lille Lasse
1000 knus og tanker fra Dorthe

P.s 1000 tak for lyset til mine drenge.

Tusinde tak Dorthe

Det gjorde virkelig godt at få en positiv respons.
Det må godt nok have været meget hårdt at miste 2 drenge så kort efter hinanden - Og humøret bliver da endnu "sortere", når omgivelserne ikke kan/vil forstå, at det er altså et BARN man har født. Hvorfor kan folk ikke bare acceptere, at man reagerer sådan, eller i det mindste holde deres negative kommentarer for sig selv - de ved jo ikke hvad det vil sige at føde et dødfødt barn - selvfølgelig er vores barn ikke stort, men det er jo fuldkomment! Og derfor er det vores barn, og selvfølgelig skal barnet have navn og begraves - vi har brug for at følge vores barn til det sidste - jeg havde ihvertfald og det var kun mig/os, der skulle ordne det hele for Lasse - sygehuset skulle helst ikke røre ham!
Jeg har haft 3 ufrivillige spontane aborter i ugerne 11-14 (mellem Daniel, 5 år og Lasse), men det var ligesom noget andet end her hvor jeg fødte et lille barn der var fuldkommen, men bare ikke havde hjerteslag. De 3 var aborter - Lasse er et barn jeg har født!!
Jeg er meget glad på dine vegne, at det lykkedes jer at få en levendefødt dreng - det må have været enormt hårdt at være gravid for 3.gang - hvor må du have været nervøs (og i "svingende" humør!). Flot klaret!
Jeg ønsker jer al held og lykke fremover og sender tanker op til dine 2 små drenge, Frederik og Emil.
Kram fra
ALICE

Jeg har skulle til at skrive ubeskriveligt meget, men i dette forum ved i godt hvad det er for en smerte. Jeg har så ondt i hjertet og jeg savner min lille dreng så meget.
Min historie:
I starten af januar var jeg til kontrol og min jordmoder sagde nu var Tobias klar til at komme, vi ventede og ventede, der skete ikke noget, flere kontroller og jeg fik mere og mere vand i kroppen. Terminen kom den 6.2.03 men intet barn jeg tænkte nu må han snart komme. Den 10.02.03 begyndte mine veer, jeg gik i bad og ca.kl. 02.00 var de tiltagende og vi kørte afsted. Jeg nåede at få 3 vagtskifte. Da den sidste jordmoder tag vandet var det lidt grønt og jeg bad straks om kejsersnit, det fik jeg ikke, hvis jeg havde fået det var Tobias i live idag. Nu gør det bare så ondt at jeg skriger af smerte, det viser sig at netop på dette tidspunkt kan de ikke finde hjertelyd og han skal ud 2 jordmødre tager deres hænder op i mig får at hive ham ud. Da han endelig kommer ud og jeg "vågner" lidt op er der 12 mennesker på fødestuen. De kæmper for Tobias i 12 minutter men han kan ikke reddes. Jeg skriger til overlægen: hvad er det du siger til mig!!!!!!! Min verden bryder suldstændig sammen. Tobias er 58 cm lang og vejer 5250, så det er jo en dejlig stor dreng, men han kunne ikke klare presset så hans lille hjerte stoppede. Jeg gav ham selv tøj på og vi fik taget nogle gode billeder af ham. Han blev bisat om fredagen, nej hvor var det hårdt jeg troede jeg aldrig kom ud af kirken, mine ben rystede og jeg så ikke en eneste af alle de mennesker der var kommet i kirken. Vi kørte ham selv til krematoriet og der viste jeg det ville være det sidste farvel, jeg kunne næsten ikke rives derfra. I denne uge får vi stenen til hans grav og det bliver dejligt at få hans navn på. Vores store dreng Mikkel på 3 1/2 år tager det meget pænt, han siger at Tobias er ved gud og Herkules.
Jeg savner mit lille barn.
Tina Sonne

Kære Alice

Uha hvor jeg kan nikke genkendende til dine tanker....

Jeg har også selv mange gange haft det sådan når man skal fortællea t man har 3 drenge hvor af to af dem er døde......de var og er mine drenge ikke to aborter.
Vi mistede Frederik i November 2000 i uge 20, og da vi valgte at bisætte ham blev vi mødt meget fra min mands familie med udtalelser som " man begraver da ikke en abort og navngiver den da bestemt ikke"!
Det gjorde så ondt....Frederik var (og er) vores 1. dreng.
Da vi så fik Emil, små 8 mdr. senere også dødfødt i uge 21. valgt vi selvfølgelig at han skull ud og ligge sammen med sin storebror..denne gang samme reaktion!
Og mit hjerte var endnu mere i stykker..det var ikke hvad jeg havde brug for at hører...de anerkendte ikke vores sorg over vores drenge!
Siden hen er det lykkes for os at få en dejlig og ikke mindst levende dreng...men vores to englebørn er altid i mine tanker....de er mine drenge ikke 2 aborter.
Hej fra Dorthe, mor til Frederik, Emil og Mikkel

I 26.uge syntes jeg ikke jeg kunne mærke liv - jeg prøvede et par aftener, efter jeg havde "lagt" resten af familien i seng, at skubbe til maven og ligge i alle mulige stillinger, men der kom ingen velkendte spark. Torsdag tog jeg til læge - nej ingen hjertelyd (som ellers havde været fint om tirsdagen iflg. samme læges udsagn) - sendt op på Kolding Sygehus til scanning - og den var "god" nok - vores lille søn var død. Da familien ikke rigtig vidste noget, valgte jeg at vente med at få fødslen sat igang til dagen efter. Hjem og fortælle familien det og igennem en masse tanker og desperation (og alligevel et lille håb!), men fredag middag den 24.januar 2003 blev jeg så sat igang. Sikke en dejlig proffessionel og hjertevarm behandling vi fik på Kolding Sýgehus. Alle var utrolig søde og hjælpsomme. Fredag aften fødte jeg så en lille dødfødt søn. Nej hvor var han sød og køn, men lange negle, øjenvipper og hår. Helt perfekt! Men ingen hjerteslag.
Min mand håbede, vi kunne "glemme" og komme videre, hvis sygehuset tog sig af ham, og jeg gik med til det i første omgang, men heldigvis ville vores store dreng ikke rigtig acceptere dette, og mente at lille Lasse skulle begraves ved siden af morfar. Så onsdag begravede vi lille Lasse på vores egen måde.
Men hvor er der utrolig mange, der ikke kan forstå at man sørger over sit barn - jamen I har jo ikke haft ham - I kender ham jo ikke - kom videre!
Han er vores barn ligesom de 3 andre, så selvfølgelig sørger vi - selvfølgelig savner vi ham - selvfølgelig elsker vi ham.
Vores dreng på 5 år måtte høre på mobberi fra nogle andre drenge: du har godt af du ikke blev storebror!!!!!!!!!!!! Hvor har de det fra?
Kæmpe med kommunen om begravelseshjælp
Pres fra arbejde om at komme tilbage (mine sygedage tæller jo ikke med i 120-dages reglen!)
Og så det juridiske pjat - jeg er så gal og ked af det, at fordi han er født før uge 28, og ikke gav et spjæt eller et lille suk eller et pulsslag, ja så er han juridisk en abort!!! NEJ JEG FØDTE ET BARN - jeg fik IKKE en abort! Jeg hader det ord!
Hvor er det hårdt at miste, også for søskende!
Men jeg håber vi lærer at leve med det - og at jeg holder op med at "hyle" ved "mærkelige" lejligheder
Jeg savner mit barn utroligt meget!

Kære Berit

Det gør mig uendelig ondt at Simone er død, og på dit spørgsmål om hvorfor, er det ikke sikkert du får noget svar.

Det er en uendelig sværd tid i skal igennem, og det er bare uretfærdigt. Jeg vil citere noget en præst engang skrev, som giver ret god mening: "Sorg er kærlighed der er blevet hjemløs" og det skal du huske på, for den kærlighed du føler for Simone, kan jo ikke bare gives til din søn, for han har jo den kærlighed han skal have.

Berit, herfra mig et par trøstende ord, selv om de nok ikke har den store virkning.

Kærlige tanker fra Helle, mor til William, og også til Ida, som er en engel

Susan jeg føler med dig og Arne at det ikke skulle lykkedes af få Sara med hjem er ikke til at fatte, men samtidig har det været svært at møde jer bagefter for hvad gør og siger man i så stor en sorg???
Jeg ved det ikke men har valgt at spørge direkte og lytte når der er behov for det også selvom vi så kan tude i fællesskab, jeg ved også at selvom jeg synes jeg gør meget, kunne du godt have brug for at jeg var til rådighed hele tiden, men der er jo også et liv jeg skal leve. jeg håber at det vil lykkes jer at få et barn selvom odds er meget små.

stort knus Lone

Jeg mistede min datter.
Vi havde i 20år prøvet at få børn, uden held. Men en dag var miraklet sket, jeg var gravid. Lykken var stor, og samtidig svær at tro på efter så mange år.
Alle der gad høre på os, fik at vide at vi ventede os.
Da jeg var 23 uger hende, fik jeg pludselig ondt i maven. Sara som vi har kaldt hende, var død.
Jeg fødte så mit døde barn.
Hårdt var det. At skulle til at ringe rundt til folk, og give dem den triste nyhed.
Så kom sorgen og krisen.
Kontakte kommunen og så vidre.
Men har man født inden for 28 uge, ja så er det en abort. En abort. det var mit lille BARN.
Har nu gået hjemme pga sorg og krise siden november. Prøver at komme oven på igen, med hjælp fra Psykolog og Lægen.
Opringning fra arbejdspladsen, Ja det er synd det der er sket dig, men vi instiller dig til fyring pga for mange syge dage.
Tak siger jeg bare, og prøver at leve vidre.
Bliver jeg med barn igen? skal det lykkes for os, tja det må tiden vise, men det er det der får mig til at leve, ellers havde jeg sagt stop.

jeg er en pige/kvinde på 40år.Jeg oplevede for 20 år siden at midste en lille pige ved fødelsen,jeg tænker stadig på hvordan hendes liv vil have forme sig.Min mand og jeg valgte at få hende begravet på den måde fik vi fred,vi har været meget åben om det selv så mange år efter.vi har en datter på 13 som ved at hun har en storsøster som kigger ned til hende og det er hun glad for.

Jeg har lige mistet en datter. Dødfødt i 37 uge. Det er så hårdt.Alle vore drømme, håb og forventninger blev revet bort på et øjeblik. Det er så svært at forstå, hvorfor mit barn skulle herfra før mig. Jeg spørger mig selv hele tiden
HVORFOR?
-Skulle hun dø?
-Fik jeg ikke lov til at se hende vokse op?

Jeg har i forvejen en søn på 2 år, men det gør ikke smerten og savnet mindre. Jeg kan ikke forstå dem, der siger: "Det gør jo ikke noget I har mistet, I har jo ham". Vi mangler jo stadig Simone. Hun er en del af vores familie.

Selvfølgelig er jeg glad for vi har ham, for det gør at der er "liv" i huset. Det er lidt nemmere at komme igennem hverdagen,men det gør ikke sorgen mindre. Jeg savner min datter hver eneste dag, og hun vil altid være mit barn nr. 2. lige meget hvor mange der måske kommer efter.

Åh, hvor jeg forstår dig og føler oprigtig med dig. Jeg har ikke selv mistet på samme måde. Min datter har... 2 gange fødte hun, første gang en lille pige og anden gang tvillingepiger. Derudover har hun mistet 3 gange tidligere i gradviteten. De 2 gange, hvor hun fødte børnene.....jamen det er ubeskrivelig, hvor ondt det gør i en. Jeg var med til begge fødslerne og de piger var bare så fuldendte og smukke. Hvordan og hvorfor de ikke kunne leve ved vi ikke. Det gjorde enormt ondt på mig. Jeg kunne ikke hjælpe min datter og sørge for, at hun kunne beholde sine små piger. Selvom det har sat sit præg på mig og givet mig en sorg, som jeg gerne ville være forundt. Ja, så undrer det mig virkelig, som du også selv var inde på. Hvorfor kan folk ikke forstå, at en mor og far, der mister deres lille barn allerede ved fødslen også føler kærlighed til det lille barn, som ikke nåede at opleve verden. Min datter var desværre også ude for, at folk sagde til hende, at det var da godt hun ikke nåede at få børnene med hjem og lærte dem at kende. Hvor kan folk være tankeløse. Hun kendte dem jo, det var hendes børn, hun havde båret på dem og talt til dem, sunget for dem og planlagt en fremtid med dem. Bare folk ville forstå.

Hej Allesammen D. 20/6 1999 mistede jeg og min samlever en lille pige Amalie, det var en frygtelig oplevelse og man ønsker ikke sådan noget sker for sin værste fjende. Det var en sommerdag rigtig varmt og jeg skulle til en ganske almindelig undersøgelse ved jordemoderen. hun mente at jeg var blevet meget stor så´n lige pludselig troede lidt på at der kunne være tvillinger så hun ville sende mig til scanning næste dag. Den værste dag i mit liv , først blev vi scannet af en dame, men hun måtte intet sige før en overlæge havde scannet mig, men hun fortalt at ikke alt var som det skulle være og at vi kunne tage hjem og komme igen 3 timer senere...hvad laver man i 3 timer??? Mine værste anelser blev til virkelighed...inde i mig voksede et handicappet barn som ikke ville kunne overleve andet end i respirator..dødlig dværgvækst..for øvrigt fik vi af vide at det var en dreng. vi skulle nu kører hjem og finde ud af hvad vi ville om jeg ville gå tiden ud, jeg var i 31 uge, eller blive sat igang. Den længste tur hjem nogensinde. Vi var overhovdet ikke i tvivl jeg ville føde nu familien blev underettet. Næste dag ringede vi til sygehus og alt blev sat igang. Jeg blev indlagt fredag på fødestuen og kunne hører alle andre fødende og baby skrål, men vi vidste at vi aldrig ville få vores lille dreng hjem marcus ville vi døbe ham. Jeg fik kraftige veer søndag og alt blev hektisk for jeg havde jo ikke kunne mærke veerene pga af epduralen i ryggen og den var ude af vikning nu. Præsten skulle underettes og en masse sygeplejersker kom løbende alt var kaos forøvrigt vendte hun forkert med hovdet nedad, vi havde prøvet flere gange at vende hende men hun rullede rundt igen var jo ikke parat til at blive født endnu.Kl 1837 hørte vi et lille skrig det var det sidste vi hørte af vores lille pige. vi blev spurgt hvad vores pige skulle hedde, men vi havde jo kun marcus og sygeplejersken måtte skuffe os med at det blev altså en pige....skuffe os?? hvordan kan man blive skuffet over mere end det vi var udsat for?? Måske havde jeg hidset hende meget op, men hvor klar i hovdet er man efter sådan en oplevelse?? Jeg fandt hurtigt på et pige navn..Amalie og efternavn kunne vi heller ikke bruge alligevel pga vi ikke er gift, hun blev døbt af en sygeplejerske!! og åndede ud samtidig. Præsten kom lige efter og hun fik en kristelig dåb. Familien kom og sad med hende og vi fik taget en masse billeder. Derefter lå vi med hende i flere timer og jeg lod jordemoderen kører væk med hende. Jeg var meget vag og kunne ikke tage hjem samme aften jeg måtte vælge med at sove på barselsgangen eller fødegangen på sæt igang stuen Torben valgte det sidste til mig da han ikke mente jeg skulle lægge ved andre mødre som lå med deres nyfødte, jeg ville jo ikke få noget med hjem. Hun blev bisat om torsdagen og vi var selv med til at lægge hendes urne i jorden en uge efter, så vi altid kan finde det sted hvor hun end er men i vores hjerte vil hun altid være og især ved højtider og dagen på hendes fødseldag vil altid være sværer. Vi har nu fået vores andet barn Nanna som er 2 1/2 år, men vi vil aldrig glemme Amalie. Jeg er glad for denne side er oprettet for så kan man luft engang imellem og hører om andre som har været i samme situation, selvom det er noget man ikke ønsker andre skal udsættes for. Nu vil jeg gå ind og tænde et lys.
Mange knuser fra Dorthe

dejligt at se at nogen gør brug af denne side til at skabe og holde kontakt.
Jeg har i år, fire et halvt år efter Ann-Sofie´s død, endelig fået mit næste barn. En dejlig søn som lige nu er 2½ måned. Men det er stadig slemt at "mangle" Ann-Sofie, og da specielt her i højtiden. Så jeg vil tænde et lys for hende og sende hende tusind tanker. Det samme vil jeg til alle jer, der står i samme situation. Glædelig jul, trods alt. Charlotte.

Vi fødte en dødfødt datter,d.29/5-02.Var 43cm lang og vejede 1280gr.Hun fik navnet Izabella.
Da jeg var 29 uger henne,kunne jeg en dag ikke længere mærke liv.Vi tog på fødegangen,for at blive checket.De prøvede at finde hjertelyden 2 gange,og 2 læger blev tilkaldt med en scanner.Og kunne så konstatere,at der intet liv var.Vi brød begge fulstændig sammen.Det var vores ønskebarn,vi har prøvet i flere år at få børn,men kan ikke få børn på normal vis,så Izabella er skabt med lidt "hjælp".Vi fik en kollosal stor hjælp på sygehuset,meget omsorg og forståelse.De ikke sige hvorfor,Izabella døde og min graviditet var indtil da gået vældigt fint.Til den senere lægesamtale fik vi at vide,at vi kunne betragte det som en form for vuggedød.Vi fik hende begravet og min mand bar kisten ud til graven,og sank hende selv ned .Vi savner hende så det gør helt ondt ind i sjælen.Og vi har besluttet os at prøve at få barn endnu engang.Og så må vi bare håbe på det bedste,for vi ved nu hvor skrøbeligt livet er.
Mange hilsener fra Tina Izabella"s Mor.

Jeg hørte tilfældigt om stedet her !!
Efter at have vente i 17 år og været igennem behandlinger der ikke gav resultat opdagede vi en dag at jeg var gravid hurra vi var så glade !!
glæden varede i 3 uger så begyndte jeg at bløde voldsomt og tabte det i 8. uge sikken en sorg det var. Både min mand og jeg vidste ikke helt hvad ben vi skulle stå på og det blev ikke opklaret hvorfor jeg tabte det men livet gik videre og så sidste år opdagede man at jeg var gravid igen jeg var 15 uger henne så de første 3 kritiske månder var overstået.
Vi nåede nu næsten ikke at forstå at jeg var så langt henne førend en morgen det gik galt.
Jeg vågnede med smerter og pletblødning, smerten kunne jeg genkende og jeg blev næsten hysterisk for inderst inde vidste jeg hvad der var ved at ske. Jeg fik ringet til lægen og efter min mand da vi var ventet på sygehuset, men inden vi nåede at komme hjemmefra begyndte jeg at styrtbløde !!
Vi måtte ringe 112 og jeg kom afsted med fuld udrykning alt imens jeg bare tænkte red mit barn.!!! Da jeg nåede frem stod der læger og sygepæejsker klar til at modtage mig jeg blev scannet og lægen sagde "dit barn lever endnu" og jeg tænkte at gud virkelig fandtes !! men så kom nedturen "du har åbnet dig" så der var ikke noget at gøre jeg blev kørt på fødegangen hvor jeg fødte en tilsyeladende sund baby den 21/6 2002 !!
Det skulle obdukceres og vi fik at vide jeg havde fået en infektion i fosterhindesækken.
Om jeg nogen sinde kommer til at tro igen eller om jeg nogensinde får barn/børn ved jeg ikke !!men jeg ved hvilken smerte og sorg det er at miste et ønskebarn.
Hvad kunne vi andet end at kalde vores lille pige Lykke ???

De kærligste tanker og gode ønsker til jer.
Yvonne Hansen