Jeg har længe brændt inde med et åbent spørgsmål til alle som har lyst,tid og en mening med at deltage. Lidt forhistorie: Jeg er en kvinde på 48 år,adopteret som 5 årig og bor med mand og voksne børn i DK. Jeg mistede min lillebror i udlandet for 6 år siden. Vi havde et varmt venskab, trods vi havde fået kontakt med hinanden sent som voksne. Vi hang sammen som ærtehalm og følte begge at vi havde en masse at indhente. Min bror blev skudt i et bandeopgør han slet ikke havde noget at gøre med, var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Jeg fik det at vide da jeg igennem flere dage ikke kunne ringe ham op. Til sidst fik jeg fat i en bekendt af ham. Vi har ikke nogen familie tilbage sammen, der var kun os to. Mit spørgsmål til alle jer som vil/kan svare, er: Jeg tænder lys for ham 2 x årligt. Hans fødselsdag og dødsdag. Jeg skriver ikke meget personligt, da han jo (for mig realistisk) ikke kan hverken læse det, eller sende noget retur til mig. Dog har jeg i min sorg spurgt ham om han vil sende mig et stjerneskud, så jeg ved at han er derude et sted. Jeg har ham i min verden og tanker x flere hver dag. Billeder på væggen og vores tro i baghånden. Men han er her ikke mere og jeg kan ikke skrive til ham at han fex. skal komme tilbage, eller komme i min drøm, da jeg føler at jeg så dyrker min sorg urealistisk. Jeg kan/vil heller ikke sidde og fortælle ham hvad jeg har lavet hver dag, spist eller drukket, eller haft besøg af. Jeg føler at det slet ikke er ham, men alle andre jeg fortæller om min gøren og laden og om hvor meget jeg savner ham. Har sommetider tænkt at andre som har mistet et barn eller mand, skriver meget om alm.ting som mad og indkøb, ligesom man higer sig til at det stadig er en man taler almindeligt med. Har fex. engang læst at en pige ville have at den døde ven genopstod og kom tilbage så de kunne blive gift uanset hvad. Jeg ved godt at folk i sådanne situationer er desperate og ikke kan skelne mellem liv og død. Men man kunne måske skrive det i en privat bog hjemme, uden at dele ud til andre som har det anderledes med det at miste og være død. Undskyld men jeg har så svært ved at forstå, hvorfor nogen er opdraget til at tro vores kære kommer tilbage når deres sjæl er fløjet ud. Drømme og minder kan ingen heldigvis tage fra os, men døden skal vi forholde os til. Og selvfølgelig tager det meget lang tid og man kan aldrig vænne Sig til sin sorg og savn. Minderne vil dukke op hele tiden og gør det også for mig, men de bliver i mit hjerte. Jeg har fex. set i tv, blade og herinde at når en person går bort, tændes der en masse lys og oprettes mindesider hvor der dagligt sendes søde og kærlige hilsner. Det kan være en god og tryg måde at mindes på, både for dem som skriver eller modtager. Men det kan også opleves som "noget man helst vil have for sig selv" Der bliver tændt så mange lys, men pludselig er alt igen "glemt" eller man har fundet nogen andre at værne om. Nogen pårørende og kærester kan så pludselig ikke forstå hvor alle lys og tanker er blevet af. Det er den opmærksomhed man får i sin sorg fra andre og ofte udeforstående, som brænder sig fast og nægter at leve videre. Det kan også, som for mit eget vedkommende, være venner som gerne vil leve videre uden altid at blive mindet om hvor trist det var og stadig er. Man må ikke blive vrede på andre, uanset hvor tæt de er, eller ikke er, på den man har mistet, fordi deres sorg ebber ud og livet for andre bliver andet. Det er næsten det samme som dem der føler de skal i kirke hver Søndag, for hvad tænker naboen ellers. Eller den pige som har fundet en ny ven, eller omvendt. Man må ikke dyrke sorg, men lære at leve med den selv i sit hjerte. Ære være alles vores kæres minder, om de er nye eller af ældre datoer. Der er forhåbentlig plads til alle ? Hvorfor er vi her ellers......
Hvad betyder det for mig/os og dem vi har mistet ???
Mindet.dk Kristeligt Dagblad CVR 17725114 Vimmelskaftet 47 1161 København K Telefon: 33 48 05 00 Send mail
Sorg kan dyrkes....men ikke dømmes
Hej med jer alle
Jeg har læst indlæggene i denne debat, og gør mig flere tanker. Jeg er faktisk enig i at sorg kan dyrkes og blive usund, men samtidig er jeg meget ydmyg overfor andres sorger og liv. Jeg ved at vi er forskellige og sørger forskelligt, vi har valgt at min fars mindeside er for familien, og så alle jer dejlige mennesker her på Mindet.
Når sorg dyrkes, fylder den alt, også når chokket og krisen har lagt sig, men hvornår er det? Igen forskelligt fra menneske til menneske, for mig er der et klart formål i at vende mig mod livet og leve det, det bliver jeg mere og mere i stand til.
Det er et sted hvor jeg kan dele mine tanker med min far og fortælle ham hvor meget jeg savner ham, ofte er det midt i hverdagen, der hvor jeg mangler hans tilstedeværelse at savnet rammer i mellemgulvet, og så går jeg herind og deler det med ham. Jeg har også oplevet at få en bedre forståelse af min nærmeste families følelser ved at læse deres indlæg.
Det var mine tanker, knus herfra og stor respekt for vores forskellighed....Mette
Forstår ikke helt
Ja, jeg forstår ikke helt hvor du vil hen ?
Du vil gerne tænde lys til din bror, men ikke skrive som så mange andre gør, for så dyrker du sorgen - og sorg må ikke dyrkes ??
Eller ?
Enhver må skrive nøjagtig hvad de har lyst til i lys til deres kære afdøde, ingen kan eller skal sætte normer for hvad der skrives, selvfølgelig inden for lovens rammer :)
Og hvad mener du med at dyrke sorg ?
Sorgen lever man med, på hver sin måde. Om det så er ved at skrive og tænde lys her, eller skrive i privat dagbog, eller sidde på kirkegården og snakke... Også mange år efter - sorgen forsvinder aldrig, men forandres med tiden, så den nogle dage måske er "væk", andre dage gør vildt ondt.
Hvad mener du med, vi ikke kan skelne mellem liv og død ?
Jeg er helt bevidst om, jeg ALDRIG får mine store drenge hjem igen, aldrig nogensinde :(
MEN, derfor kan ønsket godt være der !
Det er så vildt og hamrende uretfærdigt at børn dør, og ingen kan eller skal fortælle hvordan vi skal/må sørge - eller at vi ikke må snakke om vores børn mere (som jeg har fået at vide...)
Man kan nemt blive syg af sorgen, og en god ventil for al uretfærdigheden og smerten er at skrive, også alt muligt irrelevant, som man selvfgølgelig godt ved, de døde ikke ser, men som man alligevel har brug for at komme af med. Jeg har skrevet vanvittigt meget til mine drenge, især de første år. Stadig får de breve på fødselsdage og dødsdag, og sådan skal det bare være. Men jeg har aldrig kunnet finde ud at at tænde lys til dem her, det er for "kunstigt", de har lys på kirkegården.
Et minde her har de heller ikke her, men jeg er kommet her for at få luft, og snakke med andre efterladte, og finde ud af, jeg ikke er ene om at sidde med en kæmpe sorg, og ikke er ene om de følelser jeg har.
De første lange tider kom jeg her hver dag, det gør jeg ikke mere, slet ikke, så sorgen finder sin plads efterhånden - men trænger sig også på og så kan den bare ikke undertrykkes.
Puuha, det blev langt, og måske forvirret, håber du forstår.
Lige et spørgsmål, hvorfor læser du med og læser lys når du ikke bryder dig om dem ? Eller har jeg misforstået dig ? Så må du undskylde.
Inge,
mor til Mathias og Andreas, døde den 23-11-02
Til Susanne og Inge
Hej jeg hedder Anna og kan udfra Susannes indlæg næsten regne ud at jeg også var veninde/ klassekammerat til veninden som blev så brutalt revet bort og derved MEGET omtalt i tv blade og hele danmark. Jeg har nærlæst Susannes indlæg flere gange,også det som følger efter det første. Jeg kan godt forstå hendes spørgsmål, mærkede det selv dengang og stadig i dag. Vi var så mange der skrev og skrev. Tændte lys i tusinde vis og råbte og skreg for at finde svar..... Nu efter nogle år er det blevet afdæmpet og man kommer lige forbi engang imellem. Men jeg kan stadig sidde og falde i svime ved tankerne om dengang. Problemet er bare at nogle af os fra dengang, er blevet gale over at vi ikke skriver mere, eller husker dagen for hændelsen. Jeg blev engang spurgt direkte om jeg virkelig syntes at jeg og andre veninder kunne gå på diskotek så tæt på dagen. Først anede jeg ikke helt hvad budskabet var, men kom så til at sige nåå det. Jamen det er jo flere år siden nu og livet går da videre. Det skulle jeg aldrig have sagt, for der blev virkelig dømt over mig med det samme. Når jeg ser hvad du spørger susanne om foreksempel, hvorfor hun tænder lys og læser herinde og det der med at dyrke og sådan noget, ja så syntes jeg altså at det lyder som om du enten ikke selv er klar til et svar, eller måske vil have et skænderi igang. Det er jo slet ikke det Susanne spørger til, men kun hvordan og hvorfor vi er som vi er. Jeg må indrømme at jeg også syntes det er en form for negativ dyrkelse når man holder fødselsdage med kagemand og flag og kulørte lamper på en kirkegård. Men jeg vil gerne være med til at holde fødselsdag og mindedage i stilhed, så kan man da gå hjem til familien eller hinanden hvis man har lyst til at feste rigtigt og da helst hos nogen som ikke er sure fordi man ikke kige har været der de sidste gange. Bare min mening. Til Kristines mor. Du har den rette forståelse og når jeg tænker på hvor tæt det hele er på dig og din familie, er det bare så flot det du skriver. Jeg bærer også min skoleveninde i mit hjerte, det kan jeg nemlig gøre uanset hvor jeg rejser hen og uden at lave pokerface. Til Susanne. Gid du havde en lille have i nærheden af dig du kunne tænde lys i . Jeg er selv et plejebarn og blev splittet fra mine søskende. Du har mistet din bror 2 gange, dengang i blev adopteret og da han blev dræbt. Jeg forstår dig så godt. Knus fra Anna
??
"ja så syntes jeg altså at det lyder som om du enten ikke selv er klar til et svar, eller måske vil have et skænderi igang"
???
Er der noget jeg IKKE vil, så er det at skændes... Aner ikke hvorfor du siger sådan, men stopper her, da jeg har sagt min mening om sorg, og folks forskellige måder at sørge på.
Helt enig med den anonyme mor, der vil ha' lov at sørge på sin måde, og skrive til sin søn, hvad der passer hende.....
Inge
Hvorfor skal vi vurderes og bedømmes?
Hvor ville det være rart hvis nogen ikke altid følte trang til at bedømme og vurdere andres måde at sørge og mindes på.
Lad os sørge i fred - lad os kæmpe vores egen kamp, på vores egen måde - vi forsøger at finde en måde at tackle vores "nye" hverdag.
Kampen er hård nok uden vi skal vurderes og bedømmes af andre - vi sørger ikke ens - vi er ikke ens.
Hvis jeg har valgt at fejre min søns fødselsdag, selv om han ikke er her mere, så er det sådan jeg gør det. Det har intet med "negativ dyrkelse" at gøre - det har noget med kærlighed at gøre.
Hvis jeg skriver om hverdags ting til min søn, så er det det jeg føler for - hvis det støder nogen, så lad dog være med at læse mine lys til min søn.
Jeg har ikke brug for andres fordømmende eller undrende øjne - jeg har brug for at sørge på min måde.
Jeg dyrker ikke sorgen - jeg dyrker kærligheden, både til min søn jeg har mistet, men også til mine to sønner jeg har ved mig.
Til Inge, Mathias og Andreas mor.
Kære Inge. Først ære være dine drenges minder. Tak for dit svar til mig. Du stiller mig en masse spørgsmål, som du egentlig selv svarer på. Jeg ville ønske at du ville nærlæse mit indlæg, for jeg syntes at vi er af nogenlunde samme mening. Jeg skriver hvordan jeg har det, du skriver hvordan du har det. Jeg tænder lys for min bror herinde og i vinduet hjemme x 2 årligt som skrevet. Jeg kan desværre ikke gå på kirkegården, da den ligger 4000 km. herfra. For mig er det ikke særlig "kunstigt" men en ringe trøst. Du har stor ret i at alle må skrive hvad de måtte ønske og føle (inden for lovens rammer ) Det jeg i mit indlæg har prøvet at spørge til er, hvordan man skal/kan reagere når fex.nogen bliver vrede over at sorgen ebber ud. Fordi jeg læser med og tænder lys,som du spørger til, er bla. at jeg igennem årene har støttet min datter som mistede sin veninde som var meget omtalt i medierne. Alle i hele landet tændte lys og skrev mange hilsner. Min datter undrede sig lidt, men blev selvfølgelig selv ved at tænde lys og skrive både her og andet sted.Hun besøger også ofte hendes smukke have og har igennem et par år der mødes med andre venner og bekendte. Men pludselig på de sidste mærkedage kom der ingen og alle lys gik ud. Men nogle mente at hun var blevet glemt pga. tiden som var gået. Jeg ser det som en naturlig ting, at tiden læger... men ikke alle sår heler op, for den slags springer op igen og bløder voldsomt i vores hjerter. At kunne skelne mellem liv og død er svært, også for mig, ligesom for andre. Men når man fattet skriver gang på gang: KOM TILBAGE !!! ellers kommer jeg til dig, lyder det for mig urealistisk og så sørgeligt og det gør så ondt på mig. Jeg er sikker på at du har misforstået mig, men du behøver ikke at undskylde. Men jeg vil samtidig gerne undskylde over for dig, at jeg nok har været lidt klundet i min beskrivelse af mit indlæg. Og jeg sidder nu i nattetimen og sender dig og dine drenge mange varme tanker. Håber du skriver tilbage. Kærlig hilsen Susanne.
Tak for tanker, Susanne
Jamen, vi er da muligvis enige, men "Men når man fattet skriver gang på gang: KOM TILBAGE !!! ellers kommer jeg til dig" hvordan ved du om det er skrevet fattet ??
Det er problemet her på nettet, man kan ikke vise sit ansigtsudtryk eller høre stemmeføring...
Jeg tror den slags skrives i dyb frustration - jeg kan da selv sidde og kikke billeder og tænke, råbe, skrive SÅ KOM DOG HJEM !
Ja, når sorgen ta'r over, og frustrationen styrer, så er al rationel tankegang væk...
Selvfølgelig ved vi alle, med vores fornuft, at de døde ikke kan hentes tilbage, men fornuften fordufter ofte når man er sørgende...
Er bare min erfaring.
Inge
Tror vi når enighed
Når jeg skriver "fattet" og "kom dog hjem" Ved jeg jo godt at det er sorg og savn som styrer disse ulykkelige efterladte. Syntes også det er i orden at vise denne sorg, bare ikke hvis nogle bliver kede og skræmte over at læse det, som i min datters venindes nærmeste familie gjorde. De gjorde endda opmærksom på at det gjorde ondt og de ikke ønskede denne "dyrkelse af deres datter, som de selv udtrykte det" Når jeg skriver "DYRKE" mener jeg ordet ..at dyrke. Når man dyrker noget, vil man gerne se noget udvikle sig, at få noget til at vokse og gro. For mig skal et tab, sorg og savn ikke vokse og gro og udvikle sig, da det ofte vil være i negativ retning. Men skal mindes og huskes. Og selvfølgelig er det ofte svært at skelne mellem hvad er positiv og negativ og hvad kan det hele vendes og drejes til. Kunne godt fortælle her om en hel flok mennesker der holdt en gebommerlig fødselsdag på en kirkegård, med kulørte balloner, øl, lagkage og megen støj. Kort derfra i en anden lille have stod et ungt par og græd. Jeg aner selvfølgelig ikke om det var en fødselsdag, men noget skulle ihvertfald fejres, det syntes min datters venindes familie bare var så usmageligt, men som sagt skal der være plads til alle. Jeg syntes det er så smukt når der brænder lanterner, ligger små personlige ting og måske yndlings farver på blomster som er plantet i de små haver. Og vi vil meget gerne blive ved at komme til min datters venindes have for at mindes i stilhed, eller få afløb for sorg og sagn. Det er jo ikke forbudt at græde. Og tro mig, jeg har selv været ved at rykke hår ud af mit hovede da jeg mistede min bror og min datters veninde. En overgang sagde hun at hun ikke syntes at kunne leve videre uden veninden, også fordi hele forløbet var som en forfærdelig film man ikke kunne slukke for. Hun fik et år medicin som gjorde hende sløv og hun begyndte at "hjemsøge" ting hun ikke skulle i nærheden af. Det er bla. det jeg forsøger at skrive , når jeg fortæller om folk som "fattet" eller "dopet" eller "afklaret" skriver : Ellers kommer jeg til dig. Som du nok kan læse Inge, er der meget mere i mit indlæg, end som sådan. Og jeg vil egentlig helst have det til at blive ved det nu. Jeg takker for dit svar. Susanne.
Mine tanker om Mindet
Jeg er mor til Kirstine som døde for 4 mdr. siden, efter halvandet år med en opslidende kamp mod kræft. Kirstine blev syg kort efter sin 5 års fødselsdag og døde da hun var 6 år og 8 mdr.
Kort efter Kirstines død opdagede jeg MIndet.dk, og har brugt meget tid på at læse andres fortællinger om død, sorg og savn. Jeg sidder og græder over, at andre også har mistet deres kære. Jeg er godt klar over, at det mest er min egen smerte over Kirstines død, der får mig til at græde. Jeg føler, at det i en vis grad er forløsende, at læse om andres sorg og vide, at de er i stand til at leve videre, trods deres afmagt.
Min mand og jeg har flere gange talt om, hvorvidt vi skal oprette en mindeside for Kirstine herinde ell. ej. Jeg synes pt. at jeg ikke vil dele min sorg så åbent med andre. Jeg vil gerne beholde mine private minder af Kirstine i mit hjerte.
På den anden side, er jeg også bange for at folk glemmer hende. Jeg kan høre på familie og venner, at det nogengange er svært for dem at fortælle os, at de tænker på hende ell. har været en tur på kirkegården og kigge til hendes lille have. Måske ville det være godt med en mindeside, hvor de kan skrive hilsner til Kirstine, som jo i bund og grund er en hilsen til os. Jeg forstår godt dine tanker om, at hvis der efter mange år ikke kommer så mange hilsner mere, så må det gøre ondt på de efterladte.
Så jeg er ikke helt afklaret omkring mindeside til Kirstine.
Midt i januar opdagede jeg, at man kunne tænde lys uden at afdøde var oprettet med mindeside. Da Kirstine ville være fyldt 7 år d. 20. januar, skrev jeg min første hilsen til hende, og har skrevet hver dag siden. Jeg synes, at det er forløsende at "tale" til hende herinde. Jeg tror ikke hun kan se det, men det er en måde at holde minderne om hende i live.
Meget bevidst skriver jeg om hverdagsting, hvad der sker i vores familie, hvad jeg tænker hun ville ha´gjort, hvis hun havde været her osv. Det er i hverdagen vi savner Kirstine. Det er her vi mangler hende. Det er ikke kun til jul og ved andre andre højtider hun mangler. Hun var så meget andet end jul. Hun var vores hverdag.
Det er for mig en måde at hylde hende på.
Jeg skriver også om min sorg og mit savn. Dog udøver jeg en vis form for selvcensur, og skriver ikke om alle mine følelser- dem vender jeg i et andet forum. Jeg ber´hende ikke om at komme til mig i en drøm, sende styrke herned til mig eller passe på mig. Det tror jeg ikke, at vores afdøde kan. Jeg tror ikke, at det er deres ansvar at passe på os- puha sikken en kæmpe opgave de i så fald skal løse.
I slutningen af Kirstines liv forsøgte jeg at skrive dagbog, i stedet blev det til notater om hvordan Kirstine oplevede sin hverdag. Sjove ting, kloge ting, triste ting, fortalt af en lille pige på sit dødsleje. Dem kunne jeg aldrig finde på at "offentliggøre" herinde. De skal engang laves til en lille mindebog- en hilsen fra Kirstine.
Efter Kirstines død, forsøgte jeg også at skrive dagbog. Det fungerede ikke. Det fungerer for mig at skrive herinde.
Selvfølgelig tænker jeg, at andre brugere også læser mit lys til Kirstine -ligesom jeg læser deres. Måske skriver vi efterladte mest til hinanden? Måske har vi bare så meget brug for at dele vores sorg med andre, der selv har mistet- og man kan gøre det rimeligt anonymt, og møde den forståelse, som andre i ens netværk ikke er i stand til at levere?
Ja, der er mange måder at sørge på - det her var mit bud.
Mvh. Helle
Hvad betyder det for......
Det var altså ikke meningen at der skulle stå anonym, som der kom til overstående. Jeg hedder Susanne. Håber at høre fra andre.