Kære anonym.

Jeg er i en situation der meget ligner din og vil gerne kommentere dit indslag.

Jeg er dog en generation ældre en dig men sorgen over at miste et barn er lige stor.

Sagen er den, at jeg for 3 uger siden (præsis i dag) mistede mit lille 15 måneder gamle barnebarn ganske pludseligt. Han var enægget tvilling og meget nært knyttet til sin bror. Drengene var lagt i seng, som de altid plejer og havde sovet uden problemer nogle timer. Senere på aftenen ville deres mor (min svigerdatter) kigge til dem for at se om de ville have en "godnatdrink" og da hun kiggede i den ene seng, fandt hun drengen livløs liggende i en pøl opkast. Hun blev selvfølgelig meget forskrækket og læge og ambulance blev tilkaldt, alt imens faderen (min søn) forsøgte kunstigt åndedræt og hjertemassage. Lægen forsøgte at genoplive med adrenalin direkte i årene, men forgæves. Han blev kl ca 23 erklæret for død.

Det var selvfølgelig et stort chok for alle og ikke nok med det, blev den anden tvilling indlagt med lungebetændelse på en børneafdelig 100 km fra hvor de bor, så det var en stor belastning for alle at skulle køre frem og tilbage hele tiden. Det praktiske skulle jo ordnes i hjembyen og med en lille dreng på 4 år ved siden af var det ekstra svært.

Det har taget utroligt hårdt på mig (og min mand) da vi selv for mange år siden også mistede en tvilling. Hun var dødfødt i 35´uge, så det var et ekstra slag oven i hovedet, at vi selv havde mistet en tvilling. Vi kendte udemærket følelsen. Så nu havde vi både os selv, vores barn og børnebørnene der var i sorg - en rigtig forfærdelig følelse.....
Jeg må indrømme at det var det sværeste jeg nogensinde havde været ude for og psykisk har jeg det ikke ret godt. Jeg har søvnproblemer ligesom dig og har svært ved at huske samt en følelse af ikke at kunne overskue dagligdagens rutiner.
Jeg er i den situation at jeg står for at skulle have et nyt fleksjob og har været på jobsøgningskursus i nogle måneder før alt dette skete, men jeg kan ikke overskue at skulle finde nyt job lige nu samt at skulle begynde på noget helt nyt så kort tid efter. Jeg skal til min læge i næste uge og jeg regner med at blive sygemeldt et stykke tid indtil jeg føler jeg kan klare hverdagen igen.

Du er velkommen til at skrive til mig på min mailadresse hvis du har brug for at snakke.

Mvh Jette

Hej. Det stikker i mit hjerte at læse om jeres tab.
Jeg er også mor til en pige som havde kræft i hjernen i 3½ år. Vi mistede hende for 5 mrd siden. Jeg er i samme situation. Var nyuddannet da vores datter blev syg og kom derfor på tabt arbejdsfortjeneste. Har ligeledes haft de 3 mrd orlov efter hun døde. Derefter har jeg sygemeldt mig. Jeg har ikke en stilling at vende tilbage til og synes også det er temmelig uoverskueligt at skulle tænke på at sætte mig ind i en masse nye ting og mennesker nu. Men omgivelserne har en forventning om at nu skal vi bare komme videre. Det er ikke så lige til. Jeg er kaldt til møde på jobcenter i februar, og der vil jeg forklare at det er ikke manglende vilje, men jeg er bare ikke klar. Oplever også dine beskevne symptomer, sover dårligt og har fysiske smerter i kroppen. Vil have den tid der skal til for at blive klar til job. Min mand er i samme situation og kan samtidig ikke få dagpenge pga den lange orlov. Så det er kontanthjælp. Det er svært at få til at hænge sammen oven i sorgen. Vi prøver at skabe en hverdag for vores søn, og så tager jeg afsted til motion nogle gange i ugen. Men ellers er det svært at tænke særligt langt ud i fremtiden. en dag af gangen. Så ja...vil sige jeg har det præcis som du. Håber på at møde forståelse i systemet, også for jer. Du er velkommen til at skrive på min mail hvis du vil. mange tanker mette

Kære Anonym - mor til lille pige

Det gør mig ondt, at I har mistet jeres lille datter. Jeg føler med jer. Jeg har selv mistet min ældste datter for 1 år siden og kan genkende din beskrivelse af den tilstand, du er i nu. Det er flot og så kærligt, at du selv har passet jeres datter i hele hendes sygdomsperiode. Jeg er sikker på, at det har betydet alt for hende at have sin mor hos sig.

Du spørger om der er andre, der har det ligesom dig. Jeg tror, at de allerfleste, der har mistet, har eller har haft det præcis ligesom dig.
Jeg vil gerne fotælle dig om mine oplevelser.
Jeg genoptog mit arbejde ca. 9 uger efter min datter døde. Jeg havde en aftale med min arbejdsgiver om, at jeg kunne komme og gå, som jeg magtede. Det var svært i starten, men med gode og hensyntagende kolleger gik det. Jeg var meget træt, og havde ligesom du, hukommelsesbesvær, kunne ikke klare støj, kunne ikke indgå i sociale sammenhænge ret længe ad gangen. Men lidt efter lidt hjalp det. Da der var gået 9 måneder, følte jeg, at jeg nu måtte gøre noget aktivt for at vende tilbage til livet, også selvom jeg ofte havde mest lyst til at forholde mig passivt til livet. Jeg kontaktede derfor en psykolog og begyndte at motionere i et FitnessCenter. Jeg fortalte psykologen om min datter, hendes liv, hendes død, om alle glæder og bekymringer. I starten var det svært, men efterhånden som jeg fik sat ord på tanker og følelser, blev det en god terapi. Psykologen holdt mig også oppe på de aftaler, jeg havde indgået med mig selv, om at motionere og f.eks. synge med på en god sang i radioen.
I dag synes jeg, at jeg er blevet meget bedre til igen at tage del i livet. Der er dage og perioder, hvor jeg er meget ked af det, og det er naturligt. Der er også dage, hvor jeg kan grine og synge.

Der er kun gået 4 måneder siden du mistede din datter, du har været igennem en meget svær tid under din datters sygdom, og du er i en meget svær tid nu. Jeg tror, du skal tage din sørgetid alvorligt, og ikke forcere din tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Prøv i stedet at koncentrere dig om noget, hvor du ikke bliver bedømt af andre, og prøv at indgå i sociale sammenhænge kort tid ad gangen. Jeg brugte fitnesscenteret til denne øvelse. Jeg fik mig rørt og fik derved frigjort nogle endorfiner, endvidere var det en øvelse i at være sammen med andre uden at det krævedes, at jeg skulle engagere mig mere end jeg magtede.

Kære anonym. Jeg håber, at du finder styrke til at vende tilbage til livet igen, og jeg håber, at du har nogen til at hjælpe dig.

Kærlig hilsen
Pia