Det ender godt - Johannes Møllehave om døden

På bænken i køkkenet står et billede af Herdis og Johannes Møllehave foreviget arm i arm på en bro i Sankt Petersborg. Billedet fra besøget i Rusland har normalt plads på væggen i hjemmet på Frederiksberg, men i aftes sad Johannes Møllehave sammen med sønnen Thomas og talte om Herdis, og så ville de gerne have hende blandt sig.

Denne middagsstund, hvor vi skal tale om at være nær ved et menneske, som skal dø, og om sorgen, står fotografiet stadig på bænken i det lyse spisekøkken. Hendes navn bliver nævnt flere gange i løbet af samtalen, og hver gang peger han over på billedet i rammen, hvor de to smiler indforstået.

Anledningen til interviewet er bogen ”Det ender godt”, som udkommer på torsdag. Bogen er blevet til på baggrund af en række samtaler mellem Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager og Johannes Møllehave. Den er skrevet med tanke på de mennesker, som snart skal dø, og til efterladte, som har mistet familiemedlemmer eller nære venner. Det er store spørgsmål, Johannes Møllehave besvarer i bogen: Hvor skal vi finde håb, når vi skal dø? Hvad er overhovedet meningen med det hele? Hvad sker i opstandelsen?

Manden, som ved flere lejligheder er blevet kaldt hele Danmarks præst, svarer fyndigt.

Mange af svarene tilsætter han humor og anekdoter samt brudstykker af salmevers og digte, som han evner at citere udenad.

For ligesom Johannes Møllehave sagtens kan tilbringe en aften med sønnen Thomas, hvor de bevæger sig i mindernes land, så taler han gerne om døden. Og han undrer sig jævnligt over, hvorfor vi generelt er tilbageholdne med at tale om afskeden med livet.

– Døden er et af de få tabuer, som vi har tilbage i vores kultur. Det kan selvfølgelig være udtryk for noget optimistisk og godt, at vi ikke, som i renæssancen, skal mindes om, at vi er på vej mod døden ved at have et kranium stående på bordet. I stedet for renæssancens ”Memento mori” så har vi medierne, som hele tiden husker os på døden med historier om mord, krig og sygdom. Men selvom det fylder vore stuer aften efter aften, når vi ser nyheder, så får det os ikke til at forholde os til vores egen dødelighed. Døden i medierne kommer aldrig tættere på end naboens død.

– Når vi kan tale om næsten alting, er det mærkeligt, at døden er forblevet et tabu. Alle ved, at de skal dø, men næsten ingen tror på det. Vi hylder normalt viden frem for tro, men når det gælder døden, så tager vi ikke konsekvens af den viden, siger han.

Johannes Møllehave, som netop er fyldt 72 år, siger, at han er i sit livs sidste akt. Han har lejet en min-dre lejlighed i en opgang, hvor der bor flere pensionerede præster og en enkelt pensioneret biskop.

Som Kristeligt Dagblads læsere vil vide, har han stadig en flittig pen, og der er mange aftaler i kalenderen, men helbredet er ikke, hvad det har været.

Sidste vinter fik han to blodpropper i hjernen. Selv- om der er gået et år siden blodpropperne, kan han stadig mærke sporene af sygdommen i form af perioder med træthed og mismod, men sådan er det ikke denne middagsstund i spisekøkkenet.

Han understreger sine ord ved rytmisk at banke hænderne mod lårene og trampe med fødderne i trægulvet. Ja, køkkenstolen knager under ham, og han opleves som et kronisk crescendo.

I bogen reflekterer han over, hvad det vil sige at ældes med ynde, og som han sidder og tramper i gulvet, må man sige, at han ældes med høj energi og nærmest virker speeded.

– Speeded? Tak, synes du virkelig. Jeg har kære mennesker omkring mig, som siger, at jeg ikke behøver at råbe så højt, men sådan er jeg. Det er en del af mit dramatiske væsen. Det er mit toneleje, så når jeg står op klokken fem om morgenen og tænder lys for at læse, så er jeg også sådan. Jeg er lidt manisk, men jeg føler det ikke selv sådan. Jeg overvældes ofte af en ægte glæde, men jeg er ikke lalleglad, for tit bliver jeg også forstemt. Jeg kan meget let bevæges, og den følsomhed vil jeg gerne fortsætte med at bruge til noget, siger han.

Og heller ikke talen om sin egen sygdom og død gør ham stille, for det er emner, han har tænkt over længe. Ja, det meste af livet.

– Som præst har jeg tidligt i mit liv set børn, unge og gamle dø, og hver gang har jeg måttet tænke på min egen død. Hvis du som præst skubber tanken om din egen død fra dig, så kan du ikke være hos de mennesker, som skal dø. Når jeg har siddet ved en sygeseng, har jeg prøvet at sige det, som jeg ville ønske, en anden ville sige til mig, hvis det var mig, som lå i sengen. Jeg har for eksempel flere gange spurgt: ”Kan du huske den bedste dag i dit liv?” Og så har den døende fortalt og i mange tilfælde genoplevet en dyb glæde, siger han og tilføjer:

– Hvis man ved, hvad der gør et spædbarn glad, så ved man også, hvad man skal gøre, når man står ved et dødsleje. Det er min erfaring, at mennesker kommer til verden med ét behov og ender med at have ét behov: ømhed. Den samme ømhedstrang, som kendetegner det lille barn, som søger moderens blik, når det har fået stillet sin sult ved brystet, kendetegner også mange døende. Ofte er behovet for ømhed det sidste, som forlader et menneske.

Johannes Møllehave håber, at han vil dø med sine børn, svigerbørn og børnebørnene omkring sig. Han har et nært forhold til sine tre børn.

I øjeblikket bor Thomas også i lejligheden, og de to andre taler han med dagligt. Hans begravelse har de drøftet ved flere lejligheder. Børnene ved, at han vil begraves ved siden af Herdis på Frederiksberg Kirkegård. Børnene ved også, at de skal synge Grundtvigs store dødssalme ”At sige verden ret farvel”, Jakob Knudsens ”Tunge, mørke, natteskyer” og runde af med Jakob Knudsens kendte lyssalme ”Se, nu stiger solen” ved begravelsen.

– Da Margrethe og Svend Aukens mor lå for døden, var alle børnene samlet ved sengen. Hun havde bestemt, hvilke salmer som skulle synges ved begravelsen, men hun ville så gerne høre sine nærmeste synge dem, så de sang alle salmerne for hende. Det synes jeg er meget smukt, og jeg håber, at jeg vil dø en ventet død, så der kan blive tid til den form for afsked, men jeg ved også fra mit eget liv, at døden kan komme uventet, siger han.

Sådan var det med Herdis’ død. I bogen fortæller han om den nat i lejligheden i Sydengland i 2001, hvor Herdis døde. Dagen før havde de gået tur sammen. Herdis havde klaget over tandpine og fået trukket en tand ud, men smerterne tog alligevel til, og hun fik kraftige smerter i maven. Johannes Møllehave ringede til parrets læge, som kom og gav hende en bedøvende sprøjte. Ved midnatstid måtte han igen have fat i lægen, som gav mere smertestillende.

Ved tre-tiden vågnede han ved lyden af, at Herdis stod op. Han gik ud i gangen, hvor hun stod vaklende og omtåget. Han greb hende, og sammen faldt de. Da hun landede på gulvet, sagde hun ”dit store klods,” og det blev hendes sidste ord til ham.

– Herdis’ død var et stort chok. Fordi jeg havde dårligt hjerte, havde vi nok begge regnet med, at det var mig, som skulle dø først. Det havde vi talt om så sent som på en gåtur den dag, hvor hun blev dårlig. Selv om det snart er otte år siden, hun døde, er der er ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hende. Vi havde 42 år sammen i ægteskabet, og inden da havde vi vores forlovelsestid, og helt konkret så kan jeg ikke kigge på noget eller røre ved noget, uden det er hende, som har anskaffet det, siger han.

Herdis’ død var ikke første gang, at Johannes Møllehave oplevede en nærtståendes død som et chok. Hans far døde pludselig af et hjertestop på sin bryllupsdag.

Han fik sagt nogle kærlige ord til Johannes Møllehaves mor, mens Johannes Møllehaves sidste samtale med faderen nærmest var et skænderi om Vietnamkrigen.

Da Johannes Møllehave mange år senere sad ved sin mors dødsleje, var det en ventet død, men hun døde ikke med den fred, som Johannes Møllehave havde håbet. Moderen havde kræft, og i den sidste tid boede han hos hende på Langeland. I bogen fortæller han, hvordan moderen på sit dødsleje forbandede ham: ”Du har jo kun ønsket min død. Gid du selv må dø med smerte. Gid dit hus må brænde. Gid dine børn må dø,” sagde hun.

De hårde ord var det sidste, hun sagde til ham, og i mange år lammede de ham, selvom han kunne læse, at det ikke er usædvanligt, at kræftpatienter i stor smerte kan udvikle en voldsom vrede, som de retter mod deres nærmeste.

– Selvom det var det sidste, hun sagde, så ændrede det dog ikke ved vores grundlæggende relation, og jeg var i stand til at begrave hende. Jeg er stadig meget knyttet til min mor og drømmer ofte om hende. Men jeg drømmer om hende som den raske, stærke og beundringsværdige mor. Dybt nede ved jeg med mig selv, at min mor aldrig ville forbande mig, da hun var rask. Hun har aldrig skældt mig ud før, selv om der var grund til det, men har i den grad holdt hånden over mig, siger han.

Erik Bjerager har kaldt bogen: ”Det ender godt”. Det var Johannes Møllehaves mormors motto, og kristeligt set er Johannes Møllehave overbevist om, at hun havde ret. For uanset hvordan man dør, så er sand evangelisk forkyndelse, at det ender godt.

– Det er den tro, som jeg møder i kirken. At høre evangeliet gør dig glad, frisk og munter. Det er ligesom, når du efter en tur i svømmehallen står under bruseren og tænker: ”Det var godt”. Sådan er ordbadet, som vi møder i kirken også. Evangelium betyder et glædeligt budskab, og kristendommen er en tiltalende tiltale, som siger: Det går an at leve og at dø, for det ender godt.

– Menneskets historie ender med døden, men her slutter vores historie med Gud ikke. Teologien om den dobbelte udgang, frelse og fortabelse er ikke min teologi. Jeg holder mig til Johannesevangeliet kapitel 6, hvor Jesus siger, at det er Guds vilje, ”at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag”. Frelsen er ikke forbeholdt en lille gruppe af menneskeheden. Guds nåde kan bedst sammenlignes med solen. Solen er universel og skinner på alle, uanset hvem vi er. Frelsens nåde er universel, og derfor havde min mormor ret, når hun ofte sagde: Det ender godt.