Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Jeg havde mistet min far for 10 år siden, - og derfor foreslog Kim’s far, at Patrick blev begravet hos ham, - hos hans morfar. Og det føltes bare så rigtigt, - så var han ikke alene, for min far vil helt sikkert passe godt på vores lille dreng!

Kim og jeg kørte sammen med min mor og Kims far til kapellet i min bil, som jeg havde købt, imens jeg ventede Patrick. En stationcar så der var plads til barnevogn m.v., - og nu lå Patrick istedet i en kiste på skødet af Kim og mig... Hvor var det dog forkert! Da vi ankom til kapellet, hvor begravelsen skulle foregå, bar Kim og jeg sammen Patrick ind i kapellet. Her lå en pæn mængde flotte blomster, på trods af at vi havde forsøgt ikke at involvere andre end de allernærmeste...

Præsten holdte en meget fin tale for Patrick:

PRÆSTENS TALE:

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus. Her ved PATRICKS båre vil vi høre ordene fra Markus evangeliet kap 10,13-16: Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev Han vred og sagde til dem: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Amen
Det er ord, som vi alle kender så godt, og det er ord, der også lød over Patrick, da han blev døbt. Ved dåben lægger vi vore små over i Jesu arme for at være dér både i liv og i død. Nu lægger vi med de ord også Patrick over i Hans arme, - i Hans kærligheds arme, at han må være omsluttet af dem.
Han viste sig i den måned, han levede som en lille virkelig viljestærk og stædig dreng, og derfor så det ud til, at han ville komme igennem det at være født 11 uger for tidligt. Han kunne dreje hovedet. Han trivedes godt, og kunne allerede amme. Han var ventet med længsel i mange år, og I har den sidste tid vekslet mellem den største glæde og den dybeste smerte.
Vi forstår ikke, at hans liv skulle være så kort. Der er gåder, vi aldrig får besvaret, mens vi lever. Der er forhåbninger, der ikke bliver til noget, - men alle skal vi videre, Og I skal videre, og DA skal I mindes om, at Patrick bliver lagt i Jesu hånd, er I også blevet det en gang, og I må tro, at selv om I nu ligesom går igennem en mørk dal, så ER der en vej igennem den dal, så ER der et lys forude, - så ER der et håb, der IKKE brister, - og DET skal være vort ønske og vor bøn for jer i dag, at I trods dette vil se jeres fremtid i møde med forventning til, hvad livet fortsat vil give jer af godt. I må tage hver dag, der ligger foran jer, af Herrens hånd. Ingen af os HAR mere end én dag, ét øjeblik ad gangen, men lad os fylde vore dage, dag for dag med indhold, og se frem imod den dag, da lyset står stille på livets kyst. MIN JESUS ER LYSET OG LIVET, sang vi før. Det er mere end noget, vi synger, det er en lykkelig realitet.
Jesus siger selv: Jeg er opstandelsen og livet, - jeg lever, og I skal leve. I troen på det, vil vi tage afsked med vor døde, idet vi holder det levende håb frem for hinanden, som også om lidt skal lyde over Patrick ude ved graven. amen

Efter præsten var færdig, nikkede han over imod os, at så måtte vi godt komme op. Vi havde aftalt, at hvis ingen af os var i stand til at læse brevet til Patrick, så ville præsten gøre det for os. Kim havde meldt fra, han kunne mærke, at han ikke ville kunne klare det. Og så følte jeg, at jeg bare måtte gøre det, - det skulle da være enten hans far eller hans mor, der læste brevet op, - det var jo os, der havde skrevet det til ham. Så vi rejste os og gik op til kisten, Kim stod bag mig med armene omkring mig, imens jeg læste brevet op:

BREVET TIL PATRICK:

Kæreste elskede lille Patrick!

Der er ingen retfærdighed til, - du blev taget fra os, inden du overhovedet fik startet på livet, - et liv vi havde glædet os enormt til at dele med dig lille skat!

Mor har ventet på dig i mere end 6 år og selv om far ikke havde ventet så længe, var han ligeså lykkelig som mor, da vi fandt ud af, at du var på vej. Graviditeten drillede os noget og enden på dette blev, at du blev taget ud af mors mave 11 uger før beregnet. Du skreg lige da du kom ud, - og hvilken lettelse… Og lige fra starten viste du din enorme viljestyrke… Og en stædighed, du må have fået fra… din mor! Du ville absolut ikke finde dig i hvad som helst uden kamp, - så du udfordrede virkelig laboranter, læger og sygeplejersker i forbindelse med bl.a. blodprøvetagning, undersøgelser og c-pap-behandling. Men hvor var vi da stolte af dig, - at du var så lille og skrøbelig og alligevel var så stærk og havde den dejligste, charmerende personlighed! Os, der har kendt dig, ved, at der ingen tvivl er, om hvor du kommer fra… Du viste os hurtigt, at du havde din mors sind og din fars udseende, - sygeplejerskerne som passede dig, kommenterede ofte dette!

Det gik lidt op og ned med mor og dig, men så fik vi det efterhånden bedre og i lørdags blev du taget ud af kuvøsen, fik dit eget tøj på (fra faster Charlotte) og lagt i en vugge UDEN c-pap, - for det havde du skældt så meget ud over, at du slap for det! Og uuha hvor du nød det, - du blev meget mere rolig og veltilpas, - begyndte igen at få mad i måltider og du klarede flot at træne amning hos mor! Du var også ude hos mormor og farmor, - Patrick du havde bare de bedste bedsteforældre og ligesom os elskede de dig meget højt!

Kl. 3 om natten d. 02.02.2004 blev mor vækket, fordi du havde fået det skidt i forbindelse med, at en sygeplejerske havde suget dig. Din vejrtrækning blev dårligere og du fik meget lav puls, så det endte med hjertestop-behandling. Dit lille hjerte kom efter en del kamp fint i gang igen, men din vejrtrækning skulle have lidt hjælp fra en respirator. På trods af alt dette og anden intensiv behandling blev du dårligere og dårligere og mere og mere træt… Da alt håb var ude, kom du af med respirator og over til mor og far, hvor du kort efter slap livet! Mormor, farmor, Eigil og faster Charlotte var omkring os, - og senere stødte også farfar og moster Inge til, hvilket betød utroligt meget for os alle tre.

Lille skat, mor og far havde virkeligt glædet os til et liv sammen med dig, følge hvordan du udviklede dig og se dig vokse op til en dejlig mand, som på et tidspunkt ville gøre os til stolte farmor og farfar. Du ville uden tvivl have fået de dejligste og de kønneste børn, - det ved man, når man har set dig, elskede lille skat! Det er så utroligt uretfærdigt, at alt dette pludseligt er revet fra os og det er vanskeligt at forestille sig et liv uden dig, - du var så lille, men har en kæmpe plads i vores hjerter! Vi elsker dig lille skat, - så uendeligt højt!

Vi ses igen skat, - indtil da må du og morfar passe rigtigt godt på hinanden!

Mange knus og kys fra mor og far!

Herefter bar Kim og mig sammen Patrick ud til graven, - og sammen satte vi ham i jorden... Hvor var det dog meningsløst...

PATRICK'S 1 ÅRS FØDSELSDAG.

Ja, - det er vanskeligt at sætte ord på, hvor stor sorg det er at miste et barn. Kun dem, som selv har mistet et barn forstår rækkevidden af det og hvor uudholdelig smerten kan være. Det går i det hele taget meget op og ned, - bedst som man tror, man er lidt på vej op, ryger man igen ned med et brag. Og hvor har jeg da ofte, især lige efter Patrick's død, tænkt, at jeg mest af alt havde lyst til bare at være, hvor han er... Det sker stadig af og til, men der bliver længere og længere imellem. Det er dog stadig svært at overskue, at skulle leve et helt liv uden Patrick.

Da Patrick's 1 års fødselsdag nærmede sig, røg jeg igen ned, - og det varede et godt stykke tid efter også. Jeg var helt tilbage i dagene, hvor vi mistede Patrick. Hvordan i alverden skulle jeg dog komme videre uden Patrick, - hvordan skulle jeg kunne leve livet uden Patrick... OG det var samtidig med at jeg ventede Patrick's lillebror, - så modstridende følelser og hvor fik jeg da bare helt enorm skyldfølelse overfor lillebror... Han lå jo i maven på mig og var ved at være godt stor, - hvordan kunne jeg så tillade mig at være så ulykkelig... For at få ord på det følelsesmæssige kaos skrev jeg et brev til Patrick på hans fødselsdag, d. 4. januar 2005:

Vores kæreste elskede lille dreng... Et KÆMPE tillykke med fødselsdagen lille skat, - fra far og mor! Vi elsker dig så ufatteligt højt og savner dig helt forfærdeligt... Hver eneste dag! Og da ikke mindre i dag, hvor vi alle sammen skulle have fejret din 1-års fødselsdag, - du ville jo være en stor dreng nu!

Far og farfar er på havet, men de tænker meget på dig, - far har allerede haft ringet og skrevet flere gange. Han fortalte, at han kom forbi to fyrtåne, som blinkede og at han sagde til dig, "Jeg håber, at du kan se tårnene lille Patrick, for i dag blinker tårnene for dig, - fordi jeg elsker dig så meget og fordi du har fødselsdag!"... Har du set dem lille skat? Mormor og faster Charlotte har også ringet/skrevet for at ønske tillykke...

Når far er på havet, har mor to forstørrede billeder af dig liggende på fars seng, - sammen med bamsen du fik af mormor, da du blev født ("it's a boy!") og den lille sut, du brugte så flitigt, mens vi var indlagt. Hver aften kysser jeg dig godnat og fortæller dig, hvor højt jeg elsker dig og hvor meget jeg savner dig... Men hvor er det dog uretfærdigt, at vi skal nøjes med billeder af vores elskede lille dreng... Åååeh lille skat, - bare tanken om at kunne give dig et knus, - at kunne mærke dig igen...

Nytårsaften hørte faster Charlotte far snakke om dig til en af de andre piger... Han sagde, at han stadig kan mærke dig ligge på hans bryst og at han savner dig rigtig meget. Og at han tænker mere og mere på dig, efterhånden som din lillebror bliver større i maven på mor. I går (uge 26 + 2) vejede han omkring 976 g, - du vejede ved fødslen 962 g (uge 29 + 1), - så du var meget lille, lille skat, - men hvor var du da bare dejlig, - den kønneste og mest charmerende dreng af alle! Når mor er allermest ked af det, fordi du ikke er her hos os, så sparker din lillebror ofte rigtigt meget, som om han prøver at trøste mor og fortælle, at "mor... det skal nok gå... trods alt...". Men lille skat, - hvad jeg dog ikke ville have givet for, at du blev storebror her hos os og ikke i himlen! Du ville helt sikkert være blevet den bedste storebror, selv om jeg ved, at I med det temperament (efter mor... ;-)) også ville tage nogle kampe indimellem. I er jo trods alt også drenge... ;-) Men I ville også elske hinanden meget højt... Han ligner forresten også dig... Langskallet og lavbenet... efter jeres far... ;-)

Vi elsker dig så uendeligt højt lille skat. Håber, at du får en rigtig god dag sammen med morfar (far... I passer rigtig godt på hinanden ikk' oss'! Jeg savner jer begge så meget! Forkæl min lille dreng rigtig meget i dag, - han bliver trods alt 1 år! ;-)) Endnu engang hjertelig tillykke med fødselsdagen lille skat!

Uendelig mange knus, kys og klem fra
din mor, far og lillebror!

Omkring midnat skrev jeg igen til Patrick:

Hej igen elskede lille skat!

Du ligger nok i din lille fine himmelseng og sover sødt nu... Mor er lige kommet hjem fra åbent hus hos foreningen spædbarnsdød... Vi fik vandbakkelse med slik og flag på for at fejre dig.

Jeg sad i bilen (som jeg jo valgte p.g.a. at vi ventede dig... En stationcar. Først noget senere lagde jeg mærke til nummerpladen... VP 22 414... Værdifulde Patrick 02.02 (dødsdato) 04.01.04 (fødselsdato)... Er det ikke lidt skræmmende, - eller er man pludselig bare mere opmærksom på det overnaturlige?) på vej op til dig, da fødselstidspunktet nærmede sig... kl. 14.17... Først hørte jeg "Out of reach" med Gabrielle, - og det må man sandelig sige, at du er.. Herefter "Heartbreaker" med Dionne Warwick, - og ja, - du er mors lille heartbreaker! Og så hørte jeg Kim Larsen med:

"Jeg kan høre flyvere i natten. Er det fjende eller ven (eller en dum sygeplejerske, - ja undskyld, men i dag er aggresionerne lidt overdimensionerede!).. Er det nu, det sker.... Er det nu, de kommer igen?"

Da klokken var præcis 14.17 sang Kim videre:

"Jeg sætter lys, lys i mit vindue, - til minde om alle dem der forsvandt engang og som aldrig mere kom hjem... Der forsvandt engang og som aldrig mere kom hjem... Vidste de, at det var forbi, da de så det ske? Gid at de må se mit lys, hvis de kommer forbi... Ja kommer forbi..."

Så du alle lysene lille skat? Mange har tændt lys for dig i dag!

Herfter var jeg oppe at købe tre buketter til dig... En fra farmor og farfar, en fra faster Charlotte, Jesper, Emil og Jeppe og en fra mor og far (den var så fin, - mørkerøde blomster incl. roser med et stort mørkerødt bånd omkring)... Sammen med mormor lagde vi dem i din lille have, hvor vi samtidig tændte fire lys... Bamsen du fik juleaften, står stadig ligeså fin...

Da mor kørte hjem fra åbent hus og slog over på radio, startede sangen "Tears in heaven" med Eric Clapton, som han netop skrev, da han mistede hans dreng... Prøver du at fortælle mig noget lille skat?

Jeg elsker dig så utroligt højt! Kan du sove godt lille skat!

Mange knus og kys fra din mor!

SAMTALE MED PATRICK’S LÆGE D. 11. OKTOBER 2005:

Jeg har under hele graviditeten med Nicklas følt mig mere udsat for en fødselsdepression end gennemsnittet p.g.a. vores forfærdelige oplevelse med Patrick. Nicklas’ sundhedsplejerske lavede en test på mig for efterfødselsreaktioner, hvor jeg slog lidt ud. Og efter dette fik jeg nogle ekstra besøg for at snakke det mere igennem. Vi kom hurtigt frem til, at psykolog-samtaler kunne være en idé, men at en samtale med Patrick’s ”primære” læge nok i første omgang var det vigtigste, idet det stadig var tabet af Patrick og de mange uafklarede spørgsmål, der fyldte meget, og egentligt ikke problemer i forholdet til Nicklas.

Jeg blev ved med at have nogle nedture indimellem, hvor savnet til Patrick var helt forfærdeligt. Bedst som jeg troede, at det var ved at gå lidt bedre, røg jeg igen ned med et brag (PÅ TRODS AF AT VI JO HAR FÅET EN NY DEJLIG DRENG, PATRICK’S LILLEBROR, NICKLAS!). Weekenden d. 17.-18. september havde jeg det fysisk underligt med bl.a. kvalme og en mærkelig uvirkelighedsfornemmelse. Sagde til Kim, at jeg havde det skidt uden rigtigt at kunne sætte ord på. Vi fik lørdag sendt et brev til Patrick’s ”primære” læge, hvor vi bad om en samtale m.h.p. afklaring af alle vores mange spørgsmål i forbindelse med Patrick’s død. Kim skulle netop denne weekend allerede på havet om lørdagen i stedet for søndag, så det var meget tomt, da han først var kørt lørdag aften. Jeg kom dog igennem weekenden og mandag morgen havde jeg det rigtigt skidt. Og alligevel tog jeg imod en invitation til kaffe hos naboen. Var der i ca. tre timer. Jeg kom hjem og lagde med det samme Nicklas ned og så blev jeg rigtig dårlig. Begyndte at ryste over hele kroppen, fik voldsom kvalme og mave- og hovedpine (angstanfald). Blev skræmt over denne reaktion, da jeg jo var alene med Nicklas. Så jeg kontaktede flere forskellige personer i håb om, at mindst en ville kunne give et godt råd. Jeg snakkede bl.a. længe med min mor, som selv har mistet et barn og endnu længere en kollega/veninde, som selv har været igennem en større krise. Tårerne ville ingen ende tage den aften. Næste dag havde jeg det som om, jeg havde været ude at slå et kæmpe hul i jorden, som de værste tømmermænd med voldsom hovedpine og en fornemmelse af at være helt ved siden af sig selv…

Om torsdagen skulle jeg til 5 måneders undersøgelse med Nicklas. Men inden jeg nåede at sige ret meget, begyndte jeg at græde. Fortalte hende kort om forløbet med Patrick og hvor meget det stadig fyldte p.g.a. uafklarede spørgsmål og mistanke til behandlingsfejl. Hun gav med herefter en henvisning til en psykolog med erfaring i spædbarnsdød og efterfødselsreaktioner: Psykologen havde en tid i marts!! Jeg kontaktede igen min læge, som sørgede for at få mig på en akutliste, så nu har jeg været til første samtale og skal igen på torsdag…

Samme dag, som Nicklas’ 5 måneders undersøgelse, modtog vi et brev fra Patrick’s læge. Han ville gerne gennemgå Patrick’s journal med os.

I går læste vi så journalerne igennem... Puuha hvor var det da bare ekstremt hårdt. Kim sagde lidt snøftende, lige da vi var færdige, at det var ligesom at være der igen... Han vendte hovedet væk og sagde, at han ville ud at tjekke Nicklas, som sov i barnevognen udenfor. Han havde røde øjne, da han kom ind igen... Og han sagde, at han havde haft løftet myggenettet for at mærke om Nicklas stadig var i live. Kim syntes lige pludselig, at han virkede lidt for stille.. Så Kim er nok også mere påvirket, end det han som regel giver udtryk for... Som ikke er ret meget, - han viser ikke mange følelser m.h.t. tabet og savnet af Patrick...

I dag, d. 11. oktober har vi så været til samtale med lægen. Han mener også (som den første læge vi var til samtale med knap tre måneder efter Patrick’s død), at der er tale om en voldsom infektion og mener ikke, at der er sket nogen fejl i behandlingsforløbet. Patrick havde i nogle dage forinden været lidt snottet, - ikke noget der havde påvirket ham, men han blev dog af og til suget i næsen. Lægen mener ikke, at denne tilstand har noget med Patrick’s død at gøre, men derimod at det har været en meget voldsom og hurtigt indsættende infektion, som man lige meget hvad, ikke kunnet have gjort noget ved. Han mener heller ikke, at sygeplejersken, som sugede Patrick i luftvejene har lavet nogen fejl, men derimod at hun blot har demaskeret, at Patrick var alvorligt syg. Ud fra klinikken mener lægen, at Patrick’s død sandsynligvis skyldes en infektion med beta-hæmolytiske streptokokker, - lidt mindre sandsynligt E. coli, Haemophilus Influenzae eller Meningokokker. Alle disse bakterier ville kunne give denne hurtigt indsættende, alvorlige infektion, som der sjældent kan gøres meget ved. MEN et helt endeligt/sikkert svar får vi aldrig, Patrick blev ikke obduceret og det er heller ikke sikkert, at en obduktion ville have givet nogle svar.

Jeg fik svar på en masse andre spørgsmål og vi har aftalt, at vi skal snakkes ved om et par dage for at høre, om samtalen har rejst yderligere spørgsmål… Jeg håber, at vi nu endelig kan få lidt mere ro, for hold da k… hvor har det kostet mange kræfter i den sidste tid… Men det bliver nok ikke meget bedre fra den ene dag til den anden… Det kommer til at tage tid. Men nu har vi da forsøgt selv at gøre lidt ved det i form af samtalen med børnelægen og psykologsamtaler…