Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Præst Lis Hejner Mortensen stod for begravelsen d. 18 april i Christians kirken i Sønderborg.

Her ved Rasmus Alexander Carstensen begravelse vil jeg læse ordene fra 1. mosebog 1-1-7.

At der skulle være noget, der er stærkere end døden, der efter en god aften ved computeren med chips og hygge og med mange glæder og oplevelser i vente standser en stor dreng, en dreng der stortrives med alt, hvad han havde med at gøre og glædede sig over alle han var omgivet af, det orker vi næsten ikke at forholde os til.

At der skulle være noget der er stærkere - end døden, som skiller en søn fra sin mor og far, bonusforældre, sine søskende og bedsteforældre og olde og alle sine gode kammerater, ja med jer alle sammen, det lyder usandsynligt.

Alligevel kommer vi her - og netop her - i kirken - for at høre og holde os selv og hinanden fast på -  at den tro, som vi er døbt til og som Rasmus også er døbt til, det er det eneste, som kan bære, når alt andet vakler.

Som der fortælles i påskeevangliet, som vi hørte i forrige uge:                                                                            Da Kvinderne kom til Jesu grav var der en engel, i morgensolen der pegede ind i den mørke grav, ind i mørket og tomheden og ingen verdens ting og sagde: Her er alting -  her i Jesus tomme grav - er det, der er værd at leve på og satse på for her lyder ordet til os, os der både skal miste og dø, der lyder det: Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde -  han er ikke her  - han er opstanden.

Sådan fik Gud fortalt - at døden, som får en stor dreng til at dø - er ikke det stærkeste i verden og er heller ikke det sidste, der skal siges over os og vore kære.

Sådan fik Gud sagt et ord, der bryder stilheden - tavsheden - for at bevæge selv det forstenede hjerte. Nu er Gud både hos de levende og de døde med et lys og et håb - hos alle os skrøbelige mennesker.

For livet er altså skrøbeligt, det mærker vi sådan en dag som idag. Ja hvor sårbare og skrøbelige, vi mennesker er, erfarer vi netop i disse dage.

Den ene dag har i en tilsyneladende rask og rørig dreng, der trives og nyder at være sammen med sine kammerater og sin familie og i løbet af et øjeblik, er livet forbi, ja det fortæller os hvor kort der er fra liv til død.

I næsten 15 år fik i lov at have en utrolig dejlig dreng, hvor i vidste at han havde en hjertefejl, men uden at kende noget til risikoen for, at hans liv kunne forkortes, i var sikre i den overbevisning, at de operationer han havde været igennem, ville stabilisere hans hjerte yderligere og han fik lov at leve livet fuldt ud, og det gjorde han.

Og Rasmus var en dreng der var krudt i. Der skete meget omkring ham, han var altid frisk på at lave sjov og ballade og drille, men han kendte også grænserne. Han havde utrolig mange fritidsinteresser, alt hvad der havde med teknik, computer, mobiltelefoner vidste han alt om. Og han var interesseret i skydning, en interesse han delte med sin far og familiens gode ven Ib.Det var en helt speciel oplevelse, nar man sammen kørte til Esbjerg for at skyde i byens cowboy club og undervejs skulle man helst også lige ind og have en ar Rasmus´ livretter som bl.a var wienerschnitzel og Rasmus var aldrig sulten, nej han var lige ved at dø af sult. Han havde lige oplevet at hans far havde fået anskaffet netop den riffel han ønskede sig og han drømte om snart at skulle i gang med at bruge den, så snart han igen efter operationen måtte bære lidt tungere ting, men også den winchester riffel han havde fået til konfirmationen var han glad for. Men også i andre klubber var han med til skydning bl.a i Humlehøjhallens indeskydebane, hvor også Rikke gik, og man kunne altid på vej hjem finde ud af, hvem der havde vundet, for hvis Rikke havde været bedst, var der stilhed i bilen, ellers skulle han nok komme med sine kommentarer.

Men også i skolen var han dygtig, især matematik klarede han med bravur, han havde den logiske tænkeevne og derfor var det også en fornøjelse for ham at udfordre sin morfar i et spil skak. Og historie interesserede ham meget, han sad gerne med en historiebog og han havde en drøm om at der engang blev arrangereret en konkurence i historie i tv, hvor bedsteforældre kunne deltage sammen med børnebørn og så skulle han og hans mormor med, selv om der nok var svært at finde nogen at ringe til, for med et glimt i øjet sagde han, der er jo ingen, som vidste mere end ham, nej selvtilliden fejlede ikke noget. Og i det hele taget, var han meget videbegærlig og havde en stor almen viden.

Han elskede at være ved vandet, hele sommeren mødtes han på stranden med kammerater og han havde set frem til denne sommer ved stranden for nu havde pigerne fra klassen sørget for, at han havde det sidste nye snit i badebukser og de rigtige højtalere til stranden havde hans far sørget for, så udstyret var iorden og han var altid omgivet af kammerater.

En af hans kammerater Andreas har på facebook kommet med et indlæg om det store savn Rasmus´ død medfører. Her beskrives Rasmus som en genial ven, der havde tid til sine venner og han værdsatte at han havde så mange gode venner, men der var altid plads til flere. Rasmus havde altid et godt tip hvis der var problemer med computeren og han kendte de fleste spil og havde selv en stor samling, men sammen med  Andreas brugte han også meget tid Matrix netcafé. Rasmus og en kammerat havde også lavet en hjemmeside på computeren som han var ufattelig stolt af og han ville også prøve at lave spil selv. En anden god kammerat var Timmi som han havde kendt lige fra han lå i vuggen.

Rasmus var alletiders storebror. Han elskede sin lillesøster Rikke og hun ham og han var et forbillede for de to små Mathias og Julie, de så op til ham og han var glad for det blev en dreng han blev storebror til her i marts, og han havde allerede planlagt meget han skulle lære den lille, men det var kun en måned han havde den glæde. Rikke hjalp han også med lektier eller hvis der var problemer med hendes computer og de små ville han gerne lege med lego sammen med.

Rasmus var i det hele taget meget knyttet til alle i familien og til sine bedsteforældre var han også nær knyttet. Utallige ture har han været på sammen med sin mormor og morfar, det blev i flere år til dejlige ture til Sverige eller til mange forlystelsesparker, hvor han elskede at komme og jo større og vildere jo sjovere var det. Men også i familiens sommerhus eller ferielejlighed nød han at komme. Jo han elskede at rejse både sommer og vinter. Han elskede at stå på ski og var rigtig god til det og han glædede sig meget til næste vinter hvor han skulle på skiferie med klassen.

Rasmus ville også gerne besøge sin oldemor, som han kaldte Nolde og hver torsdag tog han bussen fra skole for at besøge hende og blive lidt forkælet.

Han var glad for dyr og når han kom til Kegnæs, trivedes han med både hund og kat og at de små søskende havde navngivet en af kattene Rasmus gjorde at den ofte kom i favnen når han skulle have sig en lille lur for det var også noget der karakteriserede Rasmus, han kunne næsten sove overalt.

Og når han var på Kegnæs skulle han også have lidt gode råd om hår hos Helena eller skulle have lidt snak om piger. Og hvis nogen havde problemer havde Rasmus altid en løsning: Disney plaster.

Jo Rasmus trivedes med alle i familien og også de som senere var kommet ind i hans liv, han følte sig knyttet til jer alle. Han har i sine knap 15 år givet utrolig meget, hans liv har haft stor betydning og alle der har kendt Rasmus har mistet meget, men også fået meget givet, han har skænket mange goder timer, han var en hyggespreder.

Og Rasmus lever stadig inde i jer, der er at for mange gode minder, som aldrig vil forsvinde - Rasmus vil aldrig blive glemt.

Jo han er den, der vil, at i allesammen skal have det godt stadigvæk. Men han er også  den, der er væk og det gør usigeligt ondt.

Der er masser af film hvor unge mennesker dør. Men nu er det ikke film længere, men virkelighed. Og man kan godt blive vred og skælde ud, for det hele virker så meningsløst og trøsten er svær at finde.

Ingen kan give jer svar på hvorfor Rasmus skulle standses. Hvorfor skulle en livsglad ung dreng pludselig skilles fra sine forældre, sine søskende, sin familie og sine gode kammerater, det er et spørgsmål, som ikke kan besvares.

Men i skal tale om Rasmus, mindes alle hans pudsige indfald, al hans omsorg og gode humør, i skal grine sammen og i skal græde sammen og i skal bruge hinanden.

Og nu vil vi så overgive Rasmus til den Gud, som vi hørte om til indledning, der skabte livet og lyset og mennesket - til den Gud, der sekv måtte slippe sit barn Jesus Kristus til dødens favntag. Den Gud der kender til lange fredage. Vi kunne også sige til den Gud der kender til mørkets dage og til lysets dage.

Da al den tid skulle til at begynde, var der kun mørke, derfor skabte Gud som det første af alt lyset. Den største kantrast i verden. Den største kontrast i menneskers liv, forskellen mellem et dybt sort mørke og en gnist af lys. Sprækker af lys og håb. Sådan var det ved verdens begyndelse, de samme ord bruges, da Jesus kommer til verden. Om ham, der selv kaldes lyset hedder det:

Og lyset skinner mørket                                                                                                                                            Og mørket fik ikke bugt med det 

De brydes de to, lyset og mørket. Og de brydes også i vores liv. Ja enhver der har mistet kender til det mørke, jeg her taler om. Ofte ser der ud som mørket vinder. Men kristendommens budskab er, hvad der end sker her i verden, hvad der end hænder os eller vore kære, så er Gud det lys som intet mørke kan få bugt med.

Vi så det påskemorgen. Da sprægte Guds lys sig vej gennem dødens mørke. Livets kræfter vandt. Opstandelsens lys skubbede med al sin kraft mørket væk. Solen brød frem som håbets lys i mismodets mørke. Som tegn på at Gud aldrig i evighed lader død og mørke få det sidste ord. Med andre ord, Gud lader os ikke blive i fortiden, men rækker os fremtiden - nye dage, nyt forår, nyt liv.

Også disse troens ord kan som de ord jeg før talte om på en og samme tid lyde og føles helt sande og helt forkerte. For det at lyset igen får lov at skinne helt i sorgens fortvivlelse, betyder ikke, at der ikke igen og igen kan komme mørke, men at i i jeres tab også skal kunne tro, at nu er Rasmus der, hvor lyset skinner helt og fuldt, han er, hvor Gud er, det er netop, hvad der er lovet os, at hvor Gud er, der skal vi også være og intet kan skille os fra ham, hverken død eller sygdom eller kræfter eller noget andet og lad os slutte med at lytte til et vers hvor salmedigteren siger:

Nu favner døden den, der                       for os var selve livet                                                                                                                                                    og intet bliver mere                                                                                                                                         helt, som det var, herefter                                                                                                                                                                   for sorgen river i os                                                                                                                                                                               med kærlighedens kræfter

Guds fred med os alle

Guds fred med de døde.