Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Lærkes begravelse, 30. marts 2006

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det, der ikke måtte ske, er sket -og derfor skal vi nu begrave Lærke. For, som I siger, så er jeres lille prinsesse nu blevet til en engel. Derfor handler de salmer, vi synger i dag også om engle, om det at blive båret op til Gud -hjem til ham.
Jeg vil begynde med at sige noget, som både er til børn og voksne -og derefter vil jeg sige noget, som nok mest er til voksne.
Da jeg var barn, fik jeg fortalt noget, som jeg tænker på, hver gang jeg er til begravelse. Jeg fik dengang at vide -og tror stadig på- at Gud har en hånd i nakken på os alle sammen -og med den holder han fast i os -uanset hvad der sker. Når et menneske dør, så vender Gud sin hånd om, og når vi begraver et menneske, så sætter vi det ned i Guds hule hånd. Der passer han på os. Om lidt sætter vi Lærke ned i Guds hule hånd -så er hun hos ham.
Det tror jeg på er sandt. Og samtidig må vi sige, at det, der ikke måtte ske er sket -og derfor vil jeg læse to skriftsteder: Det ene er fra begyndelsen af salme 10 i Det Gamle Testamente, hvor et menneske i nød råber til Gud:
"Hvorfor er du så langt borte, Herre. Hvorfor skjuler du dig i trange tider?".
Det andet skriftsted er de sidste ord fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus siger:
"Og se, jeg er med jer, alle dage, indtil verdens ende."
Når vi oplever livet fra dets voldsomste og mest ødelæggende side, som vi har gjort det her med Lærkes død, så kan vi ikke lade være med at spørge: "Hvorfor skulle dette ske?"
Der er ikke noget menneske, som kan give svar på spørgsmålet, det ved vi godt -men alligevel arbejder tanken i os: "Hvorfor skal livet være sådan?". Det er meningsløst -og når vi oplever noget, der i den grad er uretfærdigt, så vækkes en sorg og en vrede dybt i os -for sådan er vi skabt -og derfor skal spørgsmålet ud -og det skal også stilles her i kirken i dag: "Hvorfor skulle dette ske?"
Når vi stiller spørgsmålet her i kirken, så retter vi det ikke til hinanden, men vi retter det til Gud, og det gør vi, for det første fordi det er ham, der har skabt livet, så det, vi har oplevet her, altså kan ske -og for det andet fordi Gud på mange måder har vist os. at vi må stille alle slags spørgsmål til Ham. Han har blandt andet vist det ved gennem Det Gamle Testamente, som vi hørte, at fortæller os, at han ved, at når vi kommer i stor nød, så kan vi finde på vredt at sige til ham: "Hvorfor står du så kant borte, Herre, hvorfor skjuler du dig i trange tider?".
Vi må altså, uanset hvad vi oplever, fortælle Gud, hvordan vi oplever det -også når vi sørger og også når vi er vrede -for Jesus kom netop til jorden for at vise os, at Gud er vores -ikke bare Skaber og Herre -men også vores Far i himlen som vi må tale med -også når tingene, vi vil sige, er at give udtryk for vores vrede og klage vores nød over det, som er sket, -sådan som Kristus i øvrigt gjorde det på korset, da han råbte: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?".
Og hvad er så Guds svar på dette spørgsmål: "Hvorfor skjulte du dig, da det dette skete?" Ja, han fortæller os ikke, hvorfor livet er, som det er -men han gør noget andet. Han sendte sin søn ind i verden -lod ham leve her og lod ham også opleve, at livet kan være uforståeligt hårdt. I Getsemene Have Skærstorsdag, bad Jesus om ,at det, som ventede han, kunne laves om -han bad om, at korsfæstelsen, som nu var så tæt inde på livet af ham, kunne undgåes. Jesus kom endda så langt ud i håbløsheden og fortvivlelsen og angsten, at han råbte: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Men efter dette fulgte påskemorgen, hvor Gud gav Kristus livet igen -for at vi kan vide, at der ikke er nogen magt i verden, som er så stærk, at den kan vriste noget som helst ud af Guds hånd for bestandig.
Når vi i dag siger "Hvorfor" til Gud, må vi for det første tænke på, at vi har lov til at stille dette spørgsmål -lige som de gamle gjorde det i Det Gamle Testamente -og Kristus gjorde det på korset.
Vi får ikke noget direkte svar fra Gud på vort spørgsmål. Men selv om vi ikke får noget direkte svar fra Gud, så siger han alligevel noget til os -han svarer os nemlig gennem de ord og gerninger Kristus sagde og gjorde for os. Også i dag får vi at vide, at selv når vi er i den mørkeste del af vores liv, så er vi ikke uden for Guds rækkevidde. Kristus oplevede selv i Getsemene Have og på korset disse ulidelige steder i livet -og derfor er vi nu også kendt af Gud.
Og fordi Kristus gik gennem livet med håbløsheden og forladtheden -og gennem døden frem til opstandelsen påskemorgen -kan netop han -med Guds stemme sige til os: "Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende." Selv hvor alt går i stykker, skaber Gud nytliv -han viste det påskemorgen, og det gælder også for os nu. Både Lærke og vi er også nu i Guds hånd.
På den baggrund må vi i dag også, trods sorgen og savnet sige tak for alt det, som blev givet gennem Lærke.
Hun var jeres lille prinsesse -har nu sit prinsessetøj på, som hun var så glad for -så hun sagde "MIG SESSE". Der var så megen livsglæde i Lærke -hun grinte højt -og kluklo -og smilet var på hendes læber lige til det sidste -også da hun var så syg. Lærke var da også en meget kærlig pige -hun havde kys og knus og kram til alle.
Lærke var fars pige -hun fulgte dig i et og alt og sagde "MIN FAR" -og anstrengte sig meget for at sige dit navn.
Når Lærke vågnede om natten kom hun ind til Anita og puttede sig ind til dig og sagde "SUT" -og så skulle du stå op og hente den -og når du kom tilbage så puttede I igen.
Og tit bankede Lærke på ind til Daniels værelse -og sagde selv "KOM IND" -og satte sig til rette i din sovesofa -og havde det rigtig rart her.
Lærke ville gerne hjælpe til. Når hun sagde "MIG", så betød det, at hun gerne ville være med til at dække bord -eller tømme opvaskemaskinen -eller putte tøj i vaskemaskinen -eller give Lukas sutten, når hun fandt den -for Lærke vidste for vigtig en sut er. Den var det første hun spurgte efter, når hun kom hjem fra børnehaven.
Lærke elskede at lege med Simone og Melanie -og Stine og Jane. Og hun var vild med dyr i det hele taget og NØD heste. Hun blev glad hver gang hun så en -også når det var på et billede i et blad.
Musik har fulgt Lærke lige siden hun var inde i Anitas mave -Lærkes sang er Irish Boy med McKnoffler -så nu skal vi høre Lærkes sang:

Livet består af modsætninger, der endda kan finde på at tørne sammen. I dag -midt i den dybeste sorg -må vi sige TAK for den sprudlende livsglæde Lærke skabte omkring sig.
Og vi må så slutte med at minde hinanden om, at når livet bliver så voldsomt for os, at det gør ondt, så har vi lov til at spørge Gud om, hvorfor det, som skete, skulle ske. Vi må rette "hvorfor" til ham. Og selv om vi ikke får noget direkte svar, så svarer han os dog ved at sige:
"Jeg kender jer også nu, og se, jer er med jer alle dage -uanset hvad det er for nogle dage -alle dage indtil verdens ende.
Amen.