Jeg har tidligere skrevet et indlæg, kort tid efter min bedste ven døde.
Nu er der gået 9 måneder siden han forlod mig. Jeg vil ikke sige at det går bedre, det ville være løgn. Men kommer aldrig ove sorgen, men man lærer at leve med den, er der nogle der siger. Jeg vil gi dem ret i at man aldrig kommer over det- Leve med det? Ja, det gør man, men hvilket liv?

Jeg er langt fra kommet videre, jeg syntes det er det værste der er sket for mig, jeg kan ikke forklare hvor svært jeg syntes det er. Jeg havde aldrig gjort mig de tanker at jeg skulle miste en ven, jeg var 17år da han forlod mig.
Teit var i byen, havde drukket og hyggede sig med nogle venner ikke langt fra hans egen by, han havde fået lidt for meget at drikke og valgte alligevel at køre bil, det er bestemt ikke en klog beslutning, men det kan man ikke dømme ud fra. Han kørte galt ikke langt fra diskoteket, i en mindre skov, ned i en dyb grøft og ind i et træ. Desværre var græften så dyb at ingen andre billister kunne se bilen, og da han var bevistløs kunne han ikke gøre noget, han vågnede nogle timer senere, men havde ingen kræfter, han havde bare siddet og fråsset, min elskede Teit. Han kunne ikke gøre noget, ingen kunne se ham. Hvorfor var der ikke nogen der opdaget ham? Kan ikke gi nogen skylden, men man må gerne ha håbet at han havde fået hjælp i tide. Min elskede skat overlevede ikke, han døde kort tid efter.
Han var elsket og havde mange venner, det var også helt tydeligt i kirken da min skat skulle begraves, det er det hårdeste jeg har prøvet, det var så uvirkeligt at skulle begrave en kun 19årig ven? Alle græd, der var proppet med mennesker på bænke, stole, i våbenhuset og uden for kirken. Der var de smukkeste blomster hele vejen op at kirkegulvet, ud i våbenhuset, rundt om kisten og helt ud af kisten. Alle sammen med utrolig smukke bånd, hvor der stod de smukkeste ting. Det hele var så flot, det fortjente han også- Han skal ha det bedste.
Nu har jeg kun vores minder tilbage, de minder han gav mig inden hans alt for tidlige død. Teit, du skal vide du stadig er min bedste ven, du er ham jeg tænker på hele tiden. Mit hjerte er fyldt med ''vores'' minder. Den kærlighed du gav mig kan ikke beskrives.

Har prøvet så godt jeg kunne at fortælle jer hvordan livet pludseligt går alt for stærkt.
Jeg er bedste ven med en Engel nu, og jeg er stolt over at han er min lille skat <3
Selvom vi ikke kan grine og hygge os sammen mere, så er han hos mig. Og jeg ved at vi skal være sammen igen, og så er det for altid.