Hej.
Tænk at der fandtes en side hvor man kan fortælle om de følelser man sidder med når man har mistet sine kære, som andre ikke helt kan forstå, for de tror nemlig at man er over det.
Dagen før min 17 års fødselsdag bliver jeg hentet i skolen og får fortalt at mine forælre er omkommet i en bilulykke. Al ting gik så stærkt, jeg kunne slet ikke følge med.... alle de spørgsmål, jeg havde, blev ikke besvaret, men de var mest optaget af hvad der skulle ske med mig....
i dag er jeg 23 og har to dejlige børn. Deres far reddede mit liv. Kommunen svigtede og jeg mødte mine børns far, som hjalp mig igennem, men inden jeg nåede noget så sidder jeg her i dag med to drenge. Jeg er i dag ikke sammen med mine drenges far, men vi er de bedste venner.
Jeg har tit dage hvor jeg er utrolig ked af det.... Jeg har fået snakket med en del psykologer, men har nok prøvet at stikke af fra det hele, for det endte med at jeg ikke ville snakke om ulykken....
Jeg fik at vide dengang at det var nogle unge der ræsede rundt.... og det gik udover mine forældre....
Jeg har ingen familie udover mine to drenge og de holder mig oppe, men når de er hos far, så græder jeg, for ville ønske at jeg kunne tage ud til mine forældre og dele mine dagligdagen med dem... Dele mine børn med dem...
Jeg har prøvet at arbejde meget med tabet, men det sidder så dybt så dybt at jeg nogle gange ikke ved hvad jeg skal gøre....
Jeg har et godt arbejde og to velfungerende, sunde og raske børn og nogle gode venner... Er glad for det, men når mine børn ikke er her, så er den gal... jeg kan ikke være alene uden at tænke hvorfor de ikke er hos mig...
Mine børn spørger mere og mere efter deres mormor og morfar....
Svarer dem ærligt, men ligger i sengen samme aften og græder...
Jeg har prøvet nu i snart 7 år at komme videre og det er lykkedes lidt, men hver gang til jul, til fødseldage eller bare det at der sker noget godt i mit liv...bare det at min veninde ringer til sin mor og fortæller noget der er sket for hende.... hvorfor kan jeg ikke gøre det....
En veninde sagde i dag at jeg skulle prøve at se på nettet om jeg ikke kunne finde et sted for folk der har mistet deres kære og snakke med dem...
Det lykkes....
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre de dage, hvor jeg bare ligger i seng og græder og græder.... det er trods alt 7 år siden...
Research til tv-program
Jeg skriver til dig, fordi jeg er i gang med at researche til et tv-program, der skal handle om hvad der sker, når man mister sin mor.
Min egen oplevelse er, at verden aldrig bliver helt den samme igen.
Jeg synes du beskriver nogen vigtige ting og tanker, og vil rigtig gerne snakke med dig om din historie, og evt om medvirken i programmet.
Du kan skrive til mig på ditte.ross@eyeworks.tv eller ringe på tlf 88 24 85 24.
Jeg håber meget på at høre fra dig,
mange venlige hilsner,
Ditte Ross
smerten
kære du! et chock så stort, et savn så stort er en vældig smerte! savnet vil altid være der! du var 16 år og sikkert en glad og måske sorgløs teenager! Den dag mistede du meget... dine forældre, din forholdsvise sorgløse tilværelse - hvor det var banaliteter der føltes som store problemer. pludselig uden varsel som et lyn fra en klar himmel er du blevet efterladt, alt er tager fra fra dig og du skulle forholde dig til noget der ikke høre teenage livet til.... mærke dage som før var lykkelige skaber minder om det der ikke længere er - det du sagde farvel til. måske føler du dig svigtet, ladt i stikken - tænker hvorfor de forlod dig, hvorfor de var der i der øjeblik, hvor ufarsvarlige unge glemmer den kraft en bil har. Jeg har ikke selv mistet en så nær som du, så jeg kan kun gisne om den smerte du bære rundt på. minder der svinder, spørgsmål som man ikke kan få besvaret - måske dårlig samvigtighed over at være vred, gal over det skete. kære du det var ikke med deres gode vilje men de forlod dig, efterlod dig tilbage ALENE - jeg gør mig ikke nogen tanke om jeg forstå din smerte, for det gør jeg ikke - men at du skriver der KUN er gået 7 år gør mig trist... du har lov til at sørge... det er ok dine børn ved du savne dine forældre... at du er ked af de ikke er mere de ved godt hvad forældre er.... de ved godt hvad de en mor betyder.... DE HAR JO DIG
giv dig selv lov, skriv om din smerte, tegn mal osv.... men husk at også vrede er en følelse der kan opleves og det er ok........ du må gerne være vred, ked og ved siden af.
når der bare også er dage hvor det hele er lyst og dejligt og mit håb er at med tiden vil de lyse dage overvinde de mørke...
håber ikke dette indlæg har grort tingende være - og du skal vide at jeg på trods af jeg ikke kan forstå hvor stort et tab du har lidt - føler med dig......... og synes det vidunderligt du har en dejlig eksmand og nogle veninder der kan hjælpe dig på vej... god vind tanke for en der fik en klumb i halsen af at læse dit indlæg
gør mig ondt
Det gør mig ondt at høre om dine forældre. Har selv mistet en bror der blev slået ihjel af en billist der kørte groft hensynsløst.
Vil foreslå en psykolog eller en sorggruppe. Det kan nogen gange være en stor lettelse af få talt om det, om og om igen, om den smerte der sidder indeni i en.
Har selv et barn og kender desværre til følesen af, at ville dele det med en man elsker, som ikke er der mere. Bliver også ked af det når folk taler om at de er blevet mostre eller fastre eller bare om at de skal besøge deres bror eller søster, er desværre blevet enebarn:(
Hvis du har brug for at tale med en, er du velkommen til at skrive på min mailadresse.
Knus
miste er hårdt
jeg mistede for en del år siden en bror pga trafik,havde det som dig græde græde osv. nu blev min mor syg med kræft .en hård tid for mig der bor tæt på af 6 børn mig der skulle være der , ved mor og far . okay jeg er gift jeg var ved far og manden med ungerne . hårdt for os , men det jeg ville sige var kunne eks hjælpe dig den gang så spørg igen, ved ved svært men jeg ved det er bedre en ukendt knus og god jul . håber du forstår jeg mener
Jeg er rigtig ked af at høre
Jeg er rigtig ked af at høre at du mistede din bror i trafik.... Jeg har verdens bedste eks-mand der kan se og høre på mig når jeg er ked...Han ringer par gange om dagen for at sikre sig at jeg er ok, for han ved at jeg ingen andre har...Har mine gode veninder og venner, men de har jo også deres liv...
Tak :-)
camilla
Kære du
det lyder jo som om du aldrig har fået bearbejdet dit store tab af dine forældre.
Du har talt med psykologer, men har du talt med andre der har mistet?
Jeg synes du skal prøve at finde en sorggruppe, det er noget helt andet end at snakke med psykologer, og hjælper rigtig mange med at få et liv efter et stort tab. Måske kan den stedlige præst hjælpe dig med at finde en gruppe, måske kommunen?
Mange hilsener og tanker til dig og din familie,
Inge
mange tak for at I ville læse
mange tak for at I ville læse om mit liv og mit tab... Jeg har prøvet at snakke med en del om mit tab. Præsten, et center, hvor der kommer mange forskellige mennesker, hvor der er grupper, hvor man enten har mistet nogen og hvor de bare har det svært.... Jeg fik tilbudt indivi. hjælp og derefter en gruppe, men det var unge, der ikke havde deres forældre, men stadig levede. Det var svært for mig. Det der gør det svært for mig når jeg ikke har mine drenge, er savnen til voksne hvor man kan sludre lidt og dele sine oplevelser... Jeg besøger mine forældre på kirkegården til jul og dødsdagen, og det er en svære periode for mig og kommunen har det sidste stk tid prøvede at hjælpe, hvor jeg bare graver mig ned i arbejde og lægger alt til side når jeg har mine børn...
Og jeg ved at jeg aldrig får mine forældre igen og det gør ondt at vide det og det tnker jeg meget på når jeg ikke har mine børn i den uge hvor de er hos deres far. Der er ingen der kan forstå, hvorfor jeg ikke kan være alene hjemme og slappe helt af når drengene ikke er hjemme... Og når jeg prøver at fortælle at det er pga. tankerne omkring tabet og savnen så forstår de det nok, men tror ikke helt de forstår det. Jeg sagde på mit arbejde her en af dagene, at jeg ville ønske at jeg havde mine forældre, og dem har jeg ikke, så nogle voksne personer der kunne nogle gange rådgive mig, som jeg kunne besøge, som jeg kunne græde hos...som jeg kunne ringe til når mine børn gjorde/lavede noget... Det var en snak om ens børn/forældre der var irriterende.... Ingen sagde noget bagefter. Det gør så ondt at høre folk brokke sig over en lille ting i stedet for at sætte pris på at de har den familie i deres lv sunde og raske
Camilla
Jeg føler mig også stødt når
Jeg føler mig også stødt når folk taler dårligt om deres søskende. De har dem i det mindste, hvad har jeg!!!!!Jeg føler jeg har mistet 1 helt år af mit liv, på at være langt nede, heldigvis er jeg ved at komme ovenpå igen, men smerten vil altid stikke engang imellem. Og jeg tænker på min bror her dag.
Kan se du er på alder med mig jeg har dog kun 1 barn, som jeg ikke ved hvad jeg skulle gøre uden, han er mit et og alt. Tror det altid vil være hårdt til jul og fødselsdage, for der vil man jo helst være sammen med dem man elsker højest, og jeg må sige jeg fik det helt dårligt af at læse at du havde mistet begge forældre, det gør mig ondt.