Min kæreste mistede livet i en trafik ulykke, for godt 3 uger siden. På min 18års fødselsdag.
Hun nåede at blive 18år og 29dage.
Jeg havde været sammen med hende 20minutter forinden ulykken fandt sted, hvor vi havde haft et mindre skænderi, og hun var gået i vrede over jeg kom ud i en slåskamp på strøget.
Hun lå på rigets traume center/operations bordet i godt 12 timer, indtil de slukkede for respiratoren. Jeg sad med hende i hånden til sidst, forfærdelig forslået var min prinsesse, de sagde at hendes organer var smadret, og hendes krop havde givet op.
Hun lå med stille, rolige og ensformede vejrtrækninger da de slukkede for de mange maskiner hun var tilsluttet.
Jeg har stadig ikke forstået hvad der er sket, jeg har på 3 uger haft 22 traume psycholog timer, og føler ikke jeg kommer videre.
Jeg bærer hendes halskæde, symbol som konstant minde. Jeg bor hos noget familie, da jeg ikke kan holde ud at være i min lejlighed pga hendes ting, dufte osv ligger overalt.
Jeg har konstante tanker om selvmord, og bliver medikeret mod tvangstanker. Men jeg kan ikke forstå hvordan jeg nogensinde skal kunne komme videre, det største skridt jeg har taget hidtil er at snakke med en psycholog, og skrive her på mindet.dk
Jeg har dårlig samvittighed over tanker såsom selvmord, for -skal min familie så igennem det, jeg er igennem?
Jeg har haft den dårligste jul i midt liv. Og idag skulle jeg have været på vej til marokko / spanien med min pige, en julegave hun aldrig nåede at få.
Hvordan skal jeg rejse mig op ? Hvordan skal jeg elske igen ? Hvordan skal jeg tænke på andet ? Skal jeg holde fast i noget religiøst ? Hvad kan jeg gøre.
Min pige, er den første tæt omkring mig, der har mistet livet.
Hun var min kæreste, min bedste ven, min familie
Min allerdybeste medfølelse.
Fortælle dig, hvordan du skal rejse dig og gribe modet til at leve videre, kan jeg ikke.
Det er en beslutning, Du selv må tage.
- Jeg selv mistede min kæreste til en ulykke, januar 2010.
ALT stopper med at fungere, håb og mening bliver revet ud af brystet.
Og ja, mest af alt, vil man bare tilslutte sig døden; men så må du vende den om og tænke, - hvis det var det dig, som var gået bort, ville du så ikke ønske for hende, at hun skulle gribe skovlen og grave sin vej op af det sorte ingenting ?
- Ingen siger, Du skal glemme hende, eller stoppe med at elske hende.
Hun var jo trods alt din, og det kan ingen tage fra dig !
Selvom det lyder umuligt, så tro mig, der kommer pauser i sorgen, hvor du kan ånde og smile, måske ikke ofte i starten, men der kommer flere og flere lysglimt.
Jeg ville blot minde dig om, at du ikke er alene. Vi er desværre mange, som må igennem et sådant mareridt.
Det er svært, når et liv bliver slukket, - alt for tidligt !
Sorgen handler ikke om at give slip, men om at holde fast !
Kondolerer.
Jeg ved hvordan du har det. Jeg mistede selv min kæreste i september 09 og det var det værste, jeg nogensinde har oplevet. Der er intet, der overgår den følelse, INTET!
Men det, jeg tror du skal gøre, er at spørge dig selv om din kæreste ville lade dig gå helt i hundene hvis hun var her i dag? Jeg mener, ville det ikke være det bedste minde, du kunne give din kæreste, at du leve de videre i hendes ånd og kom stille og roligt videre med dit liv og en dag igen fandt lykken?? Det tror jeg.
Jeg ville faktisk ikke så meget andet end bare at ønske at du kommer ovenpå igen og at du finder ind i dig selv og finder ud af at livet faktisk er værd at leve - trods alt....
Jeg lover det nok skal gå..
Jeg ved det er let at sige men jeg kan love dig at tiden gør det nemmere. Min far døde af en blodprop pga for meget druk og der var jeg 18 år. Jeg tog det rigtig hårdt, jeg var min fars lille prinsesse, men hadede ham samtidig fordi han drak og fik vores familie til at smuldre for mine øjne. Så det var rigtig hårdt at komme videre, og jeg tog den nemme vej og lukke af for alle følelser, men det endte med at indhente mig senere, så alt i alt, det bedste du kan er at snakke om det igen og igen, fortæl din historie højt og husk hende, prøv ikke at glemme hende eller hvad der skete. Jeg forstår din skyld, jeg har selv været der. Du vil altid leve med den, men du må forstå at hvad der er sket, ikke på nogen måde er din skyld.
Jeg lover dig at vejen er hård, men dit liv er værd at leve, og de smerter du mærker vil fortrække sig, du bliver bare nødt til at stå det igennem. Brug din familie, dine venner og veninder og tillad dig selv at smile, hvis det sker. Hun ville ikke ha at du skulle lide for altid.. Men jeg lover dig at det du nok skal komme igennem det. Og når du kommer ud på den anden side, så er det lige præcis det her der vil gøre dig stærkere...
Jeg ønsker dig alt det bedste, og bevar håbet på at det nok skal gå.. Bare husk det ikke var din skyld...
De kærligste hilsener fra Mai-Britt....
Hej. Lad mig allerførst
Hej. Lad mig allerførst udtrykke min dybeste medfølelse med tabet af din kæreste. Jeg ved fra egen krop, hvordan den smerte føles. Vi mennesker reagerer forskelligt på tab af vores elskede og jeg ved ikke om du kan bruge min erfaring til noget, men jeg fik lyst til at skrive det alligevel. Der er kun gået tre uger siden du mistede din kærlighed, så de følelser du har lige nu er helt normale- man er i chok og kan ikke se hvordan man skal kunne leve videre og hvordan hverdagen sådan bare kan fortsætte helt normalt for alle andre, når verden som man selv kendte den ligger i grus. Jeg mistede også min kæreste i en trafikulykke og jeg havde mange af de samme tanker og følelser som du beskriver. Som sagt er sorgforløb forskellige, jeg havde det som du har det de første 3-4 måneder efter ulykken. Så begyndte der at komme dage hvor jeg ikke græd, men fik så skide dårlig samvittighed og følte mig som et dårligt menneske fordi jeg fik det 'bedre' end jeg havde i tiden lige efter det var sket. Heldigvis havde jeg mennesker der støttede mig og fik mig forklaret at det er ok, og at det er en del af processen at det stilner landsomt af med tiden. Ikke forstået sådan at jeg glemte min kæreste eller ikke savnede ham mere, for det skal guderne vide jeg gjorde og stadig gør idag 7 år senere. Men der begyndte at komme små lyspunkter stille og roligt og med tiden kunne jeg mindes med kærlighed og taknemmelighed over at jeg have fået lov at have så fin og dejlig en kæreste. Idag tænker jeg på ham, ikke så meget med det der uudholdelige savn, der gjorde ondt i hele kroppen, men med ømhed og jeg tror han holder øje med mig et eller andet sted fra og passer på mig og er glad når jeg er glad.
Jeg ved det ikke er den store hjælp for dig lige nu, hvor du garanteret er helt smadret indeni og opfyldt af savn og sorg og de ting man så gerne ville have nået at fortælle sin elskede, men jeg håber og tror af hele mit hjerte at du en dag også kan stå der hvor jeg er nu, og med varme og stolthed kan fortælle andre om den fantastiske kæreste du havde og på den måde bære hende med dig resten af dit liv. Glemmer hende gør du aldrig, men elske igen er jeg sikker på at du kommer til. Jeg håber alt det bedste for dig og håber at du med tiden kommer til at få dit liv, omend anderledes end før, igen. Og at du samtidig så må bære hende med dig og gøre hende glad og stolt over at du klarer dig. Det blev en lang smøre- sorry. Et knus fra en ukendt.