Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Præstens tale fra Renés bisættelse torsdag d. 18. juli 2002 i Kerteminde Kirke, Kerteminde.

Salmer: nr. 700,723,111 og udgangsmusik Gregorian "Tears in Heaven"

Prædikerens bog kapitel 3, vers 1-11.

For alting under himlen er der en tid. En tid til sorg, en tid til glæde. En tid til vrede, en tid til taknemlighed. Vi har så meget at sige om hans liv. Vi har så lidt at sige om hans død. Der er en tid til at tie, der er en tid til at tale. Tiden vil atter skabe ord, ord der blev sagt, eller ord der aldrig blev sagt - men tiden vil ikke bringe ham tilbage.

Vi kan ikke vende tiden om. Tiden er i Guds hænder. Og i Guds hænder lægger vi nu René Drue.

Der er en tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. Sorgen, mørket og tomheden er også en del af livet – og i særdeleshed nu også for jer, der var tæt på ham – Jer der så ham som barn, som broder, der så ham vokse op, der så ham som soldat, der så ham som ven, der så ham som kæreste. Hans tid har skiftet karakter, jeres tid med ham har skiftet karakter. For i vores verden er det nu fortiden, han hører til, men vores håb skal være, at i Guds hånd dér samles alle tider fra evighed til evighed. Ligesom det også blev sagt til ham ved hans dåb for mange år siden af Vor Herre Kristus selv: ”Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende”. Og vi lægger ham nu i Guds hænder.

Der er en tid til at sprede en tid til at samle. Vi kan umuligt samle alt det der var ham i få vendinger – I har jo hver især jeres egen måde at huske ham på, jeres egne ord til at beskrive ham eller jeres egne billeder i erindringen til at finde deres plads i sindet og i hjertet. Han var elsket, og ud fra hvad vi talte om, kunne jeg remse op længe, remse brudstykker op af alt det, der var ham – og som I elskede ham for. Men der er jo ingen af os der lever upåvirket af andre mennesker, og jeg tænker, at ikke mindst I, der er til stede i dag jo bidrog til at gøre ham til den han var. I den forstand er der ingen af os der lever alene. Vi er hvad vi bliver givet, vi er hvad vi får.

Og selvom det liv, der blev hans blev taget så brat fra ham, så må vi holde fast i, at det dog var et liv der blev givet. Et liv der blev givet ham og på den måde givet til jer. Et livsforløb, der endte uden varsel, men et liv der blev givet og som blev levet. Et liv her i Kerteminde, hvor han som så mange andre fik et forhold til vandet. I der var med ham fra starten vil kunne fortælle om tider på marinaen, om fiskestænger og fiskenet. Om en dreng, der som så mange andre elskede at samle på diverse ting. De der så ham vokse om, kan fortælle om et menneske der skridt for skridt lagde genertheden af sig og trådte i karakter. Om et menneske der gradvist kom ind på livet af livet gennem sine år. Blandt andet som Emil fra Lønneberg, gennem det at være soldat, og et ansvarsfuldt job i fængselsvæsenet.

Og jeg tror, han vil blive husket og savnet som en hjælpsom, betænksom søn og bror – som en trofast og romantisk kæreste, og som en loyal ven. Det var mit indtryk. I ved bedst selv, hvordan han var og hvordan I vil huske ham. Men er det ikke vores opgave at hylde ham, han levede blot det liv, der blev givet ham. Hvad har vi, som vi ikke har fået givet? Jeg ved, der kan siges dusinvis af rosende ting om ham, men æren skal også tilfalde de mennesker, jer, der gennem hans liv viste ham tillid og kærlighed – Jer med hvem hans liv var forbundet.

Og livet selv er der ingen af os der kan tage æren for. Vi kan kun konstatere, at det bliver givet til os og at det bliver taget fra os igen – udfra en retfærdighed, vi ikke altid forstår. F.eks. som nu. Der er en tid til at miste, en tid til at opsøge. Vi skal ikke forsøge at finde en mening med sorgen og savnet, det kan vi heller ikke – men vi skal holde fast i, at der også kan være en mening på trods af sorgen og savnet. For hans død vil I altid skulle leve med. Og I skal jo leve med hans død i det liv, der netop er givet hver enkelt af jer, i tider der skal komme og tider der skal gå. Tider i afmagt, tider i taknemlighed. Afmagt i forhold til den kærlighed, I ikke længere kan komme af med overfor ham. Men taknemlighed i forhold til det liv, I fik en del i gennem René Drue. I afmagt lægger vi ham i Guds hænder, i taknemlighed vil vi mindes ham.

Der er en tid til at tie, en tid til at tale. Vi vil om lidt synge ”Dejlig er Jorden” – ikke fordi vi nogensinde vil kunne forlige os med døden, og slet ikke den død, der kommer brat. Men fordi vi i det her liv, på den her jord, får tiden, muligheden og evnen til at række udover os selv. I et langt liv eller et kort liv. I det liv, vi får som er kilet ned mellem evighederne. Et liv fra evighed og til evighed. Sådan et liv var også René Drues, og vi lægger ham nu tilbage i Guds hænder.

Vi andre skal leve videre, og sørge for, at det liv, vi har fået bliver brugt – selvom det bliver reduceret, selvom det bliver lammet og frataget modet når døden bryder ind i vores tilværelse. Men vi skal trods døden dag for dag forsøge at tage imod det liv, der strømmer os i møde hvert øjeblik. Vi skal, trods døden, forsøge at takke for hvad vi fik – også det liv der blev taget fra os.

Der er en tid til at fødes, en tid til at dø. Og vi skal vove at forstå, hvad der er blevet sagt til os i nu over 2000 år. At døden ikke skal få det sidste ord. Og at vi og han derfor også er i Guds hænder fra evighed til evighed, både i det liv vi kan se og i det liv vi ikke længere kan se.

Fred være med René Drue, og fred være med os alle.

Amen.