Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

I tiden lige efter Netes bortgang følte jeg ofte hendes nærvær og oplevede ”mystiske” ting, som kun kunne ledes tilbage til hende.

Men dagene blev mere og mere tomme, fordi hun ikke var her rent fysisk, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg fungerede ikke for mine to andre døtre og var helt ærligt en elendig mor i lang tid efter. Det var som om, at Nete fyldte det hele. Det er ikke fordi jeg elsker Nete mere end Mai og Nanna, det var bare det, at det efterhånden gik op for mig, at jeg aldrig mere skulle høre hendes blide stemme, hendes latter, aldrig høre hende synge mere eller klimpre på guitaren, aldrig mere mærke hendes søde kram og datter-kys, som jeg ofte fik lige på munden. Hun var en kærlig datter, som jeg har haft mange følelsesmæssige oplevelser sammen med, både gode og dårlige.

Vi har grædt sammen over bristede håb, når et kæresteforhold ikke gik, som hun havde håbet. Jeg har hentet hende sent om aftenen, når hun havde problemer med veninderne eller bare følte sig alene. Jeg har brugt mange penge (som jeg ikke havde) på at opfylde nogle af hendes ønsker om at komme indenfor musikken. Hun har været på to musikhøjskoler, først i Odense og senere i Egå. Efter to dage måtte jeg køre den lange vej til Odense for at hente en ulykkelig Nete, som ikke kunne lide at være der.
Jeg har hentet hende flere gange om natten, når hun har haft smerter i maven og kørt hende på skadestuen for at blive tjekket. Det endte med, at man valgte at fjerne hendes galdeblære. Det skulle være sket dagen efter hendes død. Da hun meget ulykkelig valgte at få en abort, var det mig, hun ville have med (og daværende kæreste), og det var mig, som tog med hende på hospitalet til undersøgelser omkring galdeblæren, og det var mig, som skulle have været med den dag, hun skulle opereres. Hun stolede på min styrke, når hun var bange eller ulykkelig.

Men alt det, Nete og jeg oplevede sammen, ville ende her og nu. Hun ville ikke mere sidde på min sengekant og holde min hånd, ae den til jeg blev helt hudløs, efter et voldeligt angreb. Hun ville ikke lade mig alene, før jeg sov, så jeg måtte sove rævesøvn før hun ville gå ned i stuen til sine søstre, som også var kommet hjem for at være hos mig. Hun ville aldrig mere sige ”Lille mor” til mig, som hun havde gjort, siden hun voksede mig over hovedet.

En dag ringede en veninde til mig og fortalte om Lysets Hus i Århus. Der skulle komme et medie, Graham Bishop og han kunne få beskeder fra de døde. Hun havde selv været derinde i håb om at få en hilsen fra sin far, som døde kort før Nete. Desværre havde hun ingen fået, men mange andre i salen havde. Jeg blev interesseret og tog mine døtre med derind.
Vi fik heller ingen beskeder fra Nete, men det var fantastisk at opleve den glæde, andre fik ved at modtage en hilsen fra deres elskede. Vi hørte, at man kunne komme på et kursus, hvor man kunne prøve sine egne evner af som medium. Mai og jeg meldte os straks til dette. Nanna var ikke interesseret.

På kurset, som blev holdt ganske kort tid efter, blev vi guidet igennem, hvordan man gør. Mai var Grahams prøvekanin på podiet, og hun var fantastisk. Hun fik beskeder igennem! Mine egne evner var det så som så med; jeg fik i hvert fald ikke noget igennem, men Mai gjorde flere gange, endda meget præcist med navn på den afdøde. Det gjorde virkelig indtryk på os alle sammen. Lige inden vi skulle gå, gik vi over i en anden gruppe for at høre den sidste deltager. Straks vi entrede gruppen, kom en dame igennem fra den anden side……. Jeg var forvirret, for det varede lidt før, jeg opdagede, at det rent faktisk var min farmor, som kom med Nete i hånden. Nete havde ikke selv kræfter til at komme igennem, så hun måtte have min farmors hjælp. Det var fantastisk og jeg græd, nærmest hulkede af lykke, da vi gik derfra.

Vi blev tændte af dette kursus og meldte os til et weekendkursus i København. Siden har vi været på flere af disse sammen, og vi har lært meget. Jeg arbejder selv som medium i dag og laver kurser, hvor nybegyndere og nysgerrige kan prøve sig selv af. Senere er Mai gået mere over til healing, som hun også kan bruge i forbindelse med sit arbejde som pædagog for mennesker med sindslidelser. Vi har begge fået kontakt til Nete et utal af gange, men hver gang er det lige glædeligt.

Jeg har også haft den store glæde at ”se” og mærke Nete flere gange. Hun er stadig den kærlige datter, som kommer og trøster sin mor ind imellem. Det er så stærk en kærlighed, hun sender mig, og dette er med til at give livet mening igen. Jeg har lært meget af Netes død; ting jeg sikkert ikke ville kende til, såfremt hun havde været her stadig. Men havde jeg kunnet vælge – havde jeg valgt min datter Nete!!

Den 13. januar 2006 blev jeg 50 år. Mai og Nanna overnattede i stuen. Mai vågnede om natten ved at nogen trådte på hendes luftmadras og troede, at det var hunden. Men nej, den lå hos Nanna i sofaen. Hun lagde sig, men det skete igen og hun satte sig op, da hun hørte lyden af bare fødder trippe over gulvet. Nanna vågnede også, og de fik en klar fornemmelse af, at Nete havde siddet i lænestolen og kigget på dem, mens de sov. Og da hun syntes, at NU måtte de da snart opdage hende - og de ikke gjorde det - måtte hun vække dem ved at træde på Mais madras. TAK NETE, DIN DEJLIGE TØS!

Jeg forsøger på mange måder at holde Netes minde i live. På 3 års dagen for hendes død satte jeg navn på mit nye hus. I december 2005 fik jeg kennelmærke til opdræt af Coton de Tulear og kennelen hedder naturligvis NETESMINDE. Jeg har lavet denne mindeside og jeg laver mit spirituelle arbejde, som Nete har sendt mig navnet til: SOULSISTER. Denne side eksisterer ikke længere (april 2009).

Nete og jeg dansede en gang rundt i vores køkken og sang højt og uden hæmninger med på "The way to your heart" med Soulsister. Og da jeg skulle finde et navn, bad jeg om hjælp - og BANG..blev navnet leveret. Sådan er Nete der på mange måder. Tak fordi du valgte mig til at være din mor, min egen lille skat! Jeg elsker dig for altid og jeg længes efter at vi skal være sammen igen for altid.

I år - 2008 - tog jeg modet til mig og gik fra at være sekretær til at blive hjemmehjælper. Noget jeg har tænkt på i et par år nu, men jeg har ikke haft modet. Det er det bedste "arbejde", jeg nogensinde har haft. Jeg har et meget tæt forhold til mange af mine brugere og specielt ét sted bliver jeg tilkaldt, fordi kun jeg kan komme i kontakt med vedkommende, når han er "langt ude". Kun til mig tør han sige, at han er træt af livet - og kun jeg tør sige, at jeg forstår ham og accepterer det. Netes død har givet mig et meget afklaret forhold til døden - og det hjælper mig i mit arbejde nu. Selv om jeg hellere ville have dig her, lille skat, så takker jeg dig for den indsigt, jeg har fået og for det, jeg nu kan give videre til mine brugere.

Kærlig hilsen din Lille Mor