Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Efter kejsersnittet blev jeg kørt over på opvågningen/intensiv, jeg skulle lige have lidt følelse tilbage i underkroppen efter epiduralblokaden. Men de valgte senere at beholde mig, da mine blodprøver stadig var meget skæve med bl.a. risiko for hjerterytmeforstyrrelser. Jeg fik dog lov til i sengen at blive kørt over til lille Patrick på neonatalafdelingen. Jeg var knap ankommet til afdelingen, før jeg fik udleveret en udmalkningsmaskine, - det var det eneste og bedste jeg kunne gøre for Patrick, så selvfølgelig. Sygeplejersken fortalte, at Patrick lige fra starten af kæmpede imod alle deres slanger, blodprøver o.s.v., - jo han havde sin egen mening og han gad absolut ikke alt det pilleri.

I løbet af de næste dage tilstødte der flere komplikationer hos mig, - bl.a. med arret efter kejsersnittet, men det skulle jeg nok klare, - bare Patrick havde det godt. Og det havde han. En af overlægerne hørte dog en lille hjertemislyd hos Patrick, - men det var sandsynligvis bare en åbentstående ”ductus arteriosus” og Patrick var umiddelbart ikke påvirket af det. Han lå hos både Kim og mig dagligt, et par timer ad gangen, - og vi nød det bare så meget alle tre! Det er utroligt så hurtigt et lille nyt menneske viser sin personlighed. Jo, - Patrick havde godt nok sin mors temperament, - og sin fars udseende.

Efter nogle dage blev Patrick’s vejrtrækning lidt påvirket og p.g.a. hjertemislyden valgte overlægen at sende os til Skejby sygehus for at få afklaret, om det var en hjertefejl eller en åbentstående ductus, der påvirkede hans vejrtrækning. Der var en lille åbentstående ductus, men ikke noget der påvirkede ham på nuværende tidspunkt og der skulle derfor ikke gøres noget ved den umiddelbart. Enten ville den lukke af sig selv, eller også skulle han have den lukket, når han blev lidt større. Hjertet var iøvrigt som det skulle være.

Vi vendte tilbage til centralsygehuset, - og fra da af gik det bare fint. Patrick trivedes fint og tog flot på. Da han var 27 dage gammel blev han taget ud af kuvøsen og kom af med c-pap’en, - og OM han nød det. Han var bare så veltilpas, og nu var der ikke alle de slanger m.v. at tage hensyn til, når vi sad med ham. Det føltes mere og mere rigtigt. Selv overlægen sagde til os, ”skal vi ikke sige nu, at ham får I med hjem, - han klarer sig bare så flot!”. Indtil da havde der jo været en vis risiko, idet han var født 11 uger for tidligt.

Kim, der havde været hos os konstant, kørte søndag d. 1. februar hjem igen for igen at starte på arbejde, - for det hele gik jo nu som det skulle. Patrick skulle bare spise godt, så han kunne blive stor og fin, så han kunne komme med hjem, - usikkerheden blev igen afløst af forventinger om et dejligt familieliv, - os tre sammen.

Kim og jeg havde begge været meget imponeret af personalet på både svangreafsnittet og på neonatalafdelingen, med undtagelse af en enkelt sygeplejerske, der virkede meget ung og meget usikker i hendes håndtering af Patrick, men alle skal jo lære og jeg tænkte, at hun jo var omgivet af dygtige, erfarne sygeplejersker. Denne sygeplejerske havde nattevagt natten mellem 1. og 2. februar. Jeg sad med Patrick, indtil omkring kl. 23.00, og han havde det bare så godt. Han havde været lidt tæt i næsen i løbet af dagen, men ikke noget der påvirkede ham. De sugede ham dog alligevel med et lille ”oliven” i næsen indimellem for at tage det værste. Men om natten ville sygeplejersken bruge et længere sug og gå længere ned i luftvejene. Herunder gik det galt. Patrick fik pulsfald og fald i iltmætningen. De forsøgte at ventilere ham op igen, men det lykkedes ikke og de kaldte derfor en narkoselæge. Da han kom, sugede han en masse blod op fra luftvejene… Patrick blev dårligere og endte i respirator. Den første børnelæge mente, at der var tale om en lungeblødning, men den næste læge mente absolut ikke at det tegnede på dette ud fra røntgenoversigten af lungerne. Hun mente derimod, at det skyldtes en voldsom infektion… PÅ TRODS AF NORMAL TEMPERATUR OG NORMALE INFEKTIONSPARAMETRE I BLODPRØVERNE! Men blodprøverne i øvrigt blev mere og mere påvirkede, - og omkring kl. 19.00 sagde lægen, at der ikke var mere at gøre, - vi skulle overveje, om ikke vi skulle slukke for respiratoren. Hvor er det dog umenneskeligt at skulle sættes i denne situation. Her lå vores lille vidunder, - vores lille mirakel, hvordan i alverden skulle vi kunne give slip på ham? Patrick, som havde døset meget hen hele dagen, åbnede øjnene og kiggede bedende på os, som om ”mor, far… Hvordan kan I gøre det her imod mig…”. Aldrig i mit liv har jeg følt mig så magtesløs, - her lå min lille dreng og kæmpede for livet og jeg kunne intet gøre… Udover at give slip på ham… Patrick blev koblet af respiratoren og kom over til mig, men allerede inden vi nåede ned på vores stue, fik han dødskramper… Min lille dreng… Det kunne simpelthen ikke passe… ”Træk vejret lille skat, - du kan godt… Kom nu lille skat, vi elsker dig så uendeligt højt!”… Men alle vores bønner hjalp intet, - vores lille dreng blev taget fra os d. 2. februar 2004 kl. 19.30, - kun 29 dage gammel.

Dagene efter er meget uklare, - så håbløse og uoverskuelige… Jeg ønskede mig bare hen, hvor min lille dreng var… Ham, jeg havde ventet på i mere end 6 år… Ham, som opfyldte alle mine drømme om at blive mor, - så dejlig og så velskabt… Det kan da ikke passe, at han ikke får lov at blive hos os, hans mor og far, som elskede ham så uendeligt højt?

Den første nat efter ulykken ”sov” Patrick imellem os, - det eneste der føltes lidt rigtigt. Jo, han skulle have haft lov til at ligge imellem mor og far, når vi kom hjem, - ligeså tit han ville. Dagen efter fik vi valget imellem at tage ham med hjem indtil begravelsen og stille ham i et rum med åbent vindue, så det var køligt, eller at lægge ham i kapellet med mulighed for at komme og se ham der. Der var ikke den mindste tvivl hos hverken Kim eller mig, - vi ville have ham med hjem, noget jeg tidligere havde svoret, at jeg aldrig ville gøre, og nu føltes kun dette rigtigt! Patrick’s bedsteforældre kørte ud og købte en lille hvid kiste og et lyseblåt svøb, så han ikke ville fryse. Herefter lagde vi ham heri sammen med nogle små bamser og hans lille sut. I dagene indtil begravelsen var vi hos min mor og Patrick stod på et lille værelse i åben kiste med sine bamser og sin lille sut og med stearinlys brændende det meste af dagen i vindueskarmen. Herinde sad både Kim og jeg en del i de dage, - sammen skrev vi også et brev til ham, som vi ville læse op i kirken til hans begravelse. Det var sindsygt hårdt, men det var det eneste, vi nu kunne gøre for at vise, hvor elsket han var/er!

Natten inden begravelsen ”sov” han igen imellem os. Hans sidste nat sammen med os. Jeg ved, at mange nok vil ryste på hovedet af det, men man kan virkeligt ikke sætte sig ind i det, hvis ikke man selv har været ude for noget lignende, - og det har de fleste heldigvis ikke. Og Patrick blev ved med at være pæn, - havde røde kinder, som en der lige havde været ude at lege i sneen. Jo, - vores lille dreng var utrolig smuk!

Ved en samtale på sygehuset knap to måneder efter, sagde lægen, at de ikke kunne udelukke, at der var sket en fejl i behandlingen af Patrick.. At sugningen kunne være årsag til hans død...