Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

GRAVIDITETEN MED PATRICK.

Jeg havde tidligere levet i et fast parforhold i 6 år, hvor vi i de 4 af årerne havde forsøgt at få et barn. Vi var blevet undersøgt begge to uden de havde fundet en forklaring og været igennem tre inseminationsbehandlinger forudgået af hormonstimulation uden resultat. Efter 6 år gik vi fra hinanden og der gik ca. to år, før jeg herefter mødte Patrick’s far, Kim. Det gik nu pludselig stærkt med at blive gravid og vi havde kun kendt hinanden et par måneder, da det blev konstateret, at Patrick var på vej. Hvor var det da bare vidunderligt. Efter godt 6 års venten lykkedes det nu endeligt! Og graviditeten gik bare fint, - bortset fra lidt kvalme og opkastninger de første tre måneder, hvilket jo er helt normalt. Men efter nogle uger vendte kvalmen tilbage, jeg tænkte ikke videre over det, - jeg var jo gravid og så er det jo ”normalt” at have kvalme. Den første svangreundersøgelse hos lægen og første jordemoderbesøg gik fint, alt var som det skulle være.

Inden 2. svangreundersøgelse hos lægen i uge 23 + 2 var jeg stadig i den tro, at alt gik efter planen. Men ved undersøgelsen målte min læge et relativt højt blodtryk. Det havde i starten af graviditeten været 105/65 og nu var det 130/80, - min læge syntes, at det var lige tidligt nok, at det begyndte at stige, så vi skulle lige holde øje med det. Ugen efter var jeg til kontrol hos jordemoderen, blodtrykket var igen steget lidt, men faldte pænt, når jeg lagde mig. Der var nu også spor af protein i urinen. Jeg målte nu selv blodtryk og protein i urinen og indenfor en uge var blodtrykket steget til 150/100 og 3 + for protein i urinen. Jeg kontaktede igen min læge, som henviste mig til svangreambulatoriet. Her blev jeg igen undersøgt, blodtrykket var atter steget og der var stadig 3 + for protein i urinen. Jeg blev scannet for at se, hvordan Patrick havde det. Han havde det heldigvis fint og så umiddelbart upåvirket ud, - så igen tænkte jeg, at jeg skulle nu nok klare det her, - bare Patrick havde det godt! Jeg blev sygemeldt og efter endnu en uge uden bedring blev jeg indlagt til aflastning. Det gik ellers stille og roligt, - bortset fra kvalmen havde jeg det fysisk fint og heldigvis havde jeg Kim ved min side. Han var taget med til kontrollen på sygehuset den dag jeg blev indlagt og var nu indlagt sammen med mig.

Vi fik lov til at tage hjem på orlov i julen under forudsætning af, at jeg holdte mig i ro. D. 30. december skulle vi lige komme forbi til kontrol, vi troede at vi ville blive sendt hjem på orlov nytåret over. Men blodtrykket var steget yderligere, så jeg fik ikke lov til at komme hjem, vi skulle lige blive natten over. Jeg fik nu to slags medicin for at sænke blodtrykket, og nu begyndte jeg også at få hovedpine og lidt vejrtrækningsbesvær.

Dagen efter var blodtrykket på trods af medicinen steget yderligere, de tog nogle blodprøver, som viste at flere af mine organer var lettere påvirket. Nu gik det pludseligt stærkt, jeg fik lungemodnende medicin og blev overflyttet til et sygehus, hvor de havde en neonatalafdeling, da der var risiko for at jeg skulle føde indenfor kort tid. Jeg blev ledsaget af en sygeplejerske, fordi der var risiko for, at jeg fik kramper. Da jeg ankom til det andet sygehus var blodtrykket igen faldet lidt og de valgte igen at se an, jeg blev dog fulgt lidt tæt m.h.t. blodtryk, proteinuri samt hyppige scanninger for at følge med i, hvordan Patrick havde det. Han havde det stadig fint, - var dog lidt lille, han blev scannet til at veje 1250 g. Over de næste dage blev jeg mere dårlig tilpas, - hovedpinen og vejrtrækningsbesværet tog til, og jeg begyndte at ophobe væske. Over 2-3 dage tog jeg 4-5 kg på. D. 3. januar (uge 29 + 0) begyndte mine blodprøver igen at røre på sig, - specielt nyre- og levertallene. De steg hurtigt over det næste døgns tid og ud fra dette vurderede de, at det var bedst for både Patrick og mig, at han kom ud.

FØDSLEN AF PATRICK.

D. 4. januar 2004, uge 29 + 1, fødte jeg Patrick ved akut kejsersnit. Han skreg lige, da han kom ud, hvilket kom lidt bag på mig, når han var så lille. Men hvor var det bare dejligt at høre, tårerne løb bare ned ad kinderne på mig. Jeg var så lettet! Kim fulgte med over på neonatalafdelingen og kom tilbage til mig med et billede af vores lille dreng. Hvor var han bare dejlig, godt nok meget lille, idet han kun vejede 962 g og var 37 cm lang - men han var helt perfekt!