Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Nete kom til verden den 26. september 1981, kl. 03.10 på Fødselsanstalten i Århus efter en lang og hård fødsel. Hun var en stor pige, vejede 4.020 g og målte 54 cm. Jordemoderen blev ”vred” på mig, fordi jeg sagde, at hun egentlig ikke var ret køn. Hun havde haft navlestrengen om halsen og var blevet blålig i ansigtet, så hun blev lagt i kuvøse en times tid for at få varmen og den rigtige kulør. Og – som jordemoderen sagde – så kunne jeg jo i mellemtiden vænne mig til hende. Dét var ikke nødvendigt, jeg elskede jo den lille unge lige præcis fra den dag, jeg vidste jeg bar på et nyt liv. Og hendes lille væsen betog mig, hun virkede på en eller anden måde så sart, selv om hun var større ved fødslen end både store- og lillesøster var.

Nete blev døbt i Brabrand Kirke, hvor både hendes far og jeg blev konfirmeret og hvor vi blev gift. Desværre holdt ægteskabet kun frem til 1986.

Hele sin barndom var Nete en ”sjov, lille størrelse”. Hun vidste, hvad hun ville og bestemt også, hvad hun ikke ville. Ældre damer i bussen på vej til vuggestuen Byleddet i Brabrand var vilde med hende. Agnete kaldte de hende og lærte aldrig andet, selvom hun – da hun blev lidt større – forsøgte at forklare, at det var altså NETE. Lidt vred har man vel lov at blive, når man nu hedder noget så ualmindeligt. Det var det i hvert fald i 1981, da hun blev født.

Hendes far og jeg blev gift, da Nete var godt 2 år, og efter vielsen nærmest overfaldt hun gaven fra kirken. Hun troede den fine firkantede pakke var chokolade, så skuffelsen var stor, da hun opdagede, at det bare var en bog, Bibelen. Hun var så umiddelbar og kunne blive glad for lidt, som den jul, hvor hendes oldemor på plejehjemmet havde lavet dækkeservietter til oldebørnene. De var rullet ind i avispapir og derefter i julepapir. Da Nete pakkede op og så avisen, løftede hun den stolt i vejret og kundgjorde ”Naaj, se en avis!”. Hun var så umiddelbar og dejlig! Og blev lykkelig for den mindste ting.

Som 3-årig fik Nete en lillesøster, født samme sted, samme stue, samme sengeplads! På det tidspunkt var Nanna Lüders på toppen med sangen ”Buster”, og Nete var vild med den. Derfor fik hun LP’en i fødselsdagsgave og det var 2½ måned før vores Nanna blev født. Og ja, du har gættet rigtigt: det var Nete, som valgte sin lillesøsters navn.

Mens jeg gik og ventede Nanna, fik vi en dejlig hund, Dina, som blev Netes bedste ven. Hun og Dina var pot og pande. Siden har vi snakket om, at Nete måtte have haft en evne for at tage sig af dyr. Hun kunne gøre ting, som ingen andre kunne. Hun kunne ”snakke” med dem, som ingen andre. Hun elskede den hund og græd, som skulle hjertet briste (det samme gjorde vi andre), da Dina som 12-årig måtte aflives pga. sygdom med store smerter. Siden har Nete og jeg grædt sammen mange gange over mange forskellige ting i livet!

Stjernetegnet var Vægten, Ascendanten Løven og disse to sider viste Nete på skift. Hun kunne vise sig som den stille pige, der kiggede folk an, som vejede alt for og imod. Men når hun slog sig løs, var hun Løven som elskede at se og høre sig selv. Synge og danse, gerne foran tv’et, så hun kunne spejle sig heri. Det var hende, som brugte alt muligt som mikrofonattrap. Og hende, der blev rød i ansigtet, når hun blev ”opdaget”.

Nete havde som lille en meget speciel sans for farver, som vi stadig kan more os over. Hun elskede farven grøn og mente, at grøn var grøn, og så betød de forskellige nuancer vel ikke så meget. Så hun kunne se ganske forfærdelig ud, når hun om morgenen stolt kom i sit ”mange-farvede” dress og skulle enten i børnehave eller i skole. Det endte med, at vi fik en aftale om, at jeg lige tjekkede, om farverne nu også kunne gå an sammen. Senere fik hun – utroligt nok – stor sans for farvesammensætning, tøj, mode og mærker. Hun blev en rigtig posh spice (Victoria fra Spice Girls var på et tidspunkt hendes idol).

Meget hurtigt blev Nete hesteinteresseret. Hun slugte alle bøger om heste, hvilket gav hende et godt skub mht. at læse. Læsning var svært for hende, indtil hun fik kinesiologi af sin klasselærer, Kirsten Kejser. Og hestebøgerne var altså endnu en vej til at skærpe hendes læseevner. Hun tog i flere år fra Tilst til Årslevgården, så hun kunne komme til ridning; senere kom Nanna også med på ”hestevognen” og al deres leg gik ud på heste, heste og atter heste. De tegnede stalde, indrettede hele stutterier på papir, af papir - og Barbidukkerne havde mindst 10 heste hver. Hendes store og eneste ønske var at blive hesteejer. Og få et stutteri som voksen.

Heldigvis faldt vi over en hest til rimelige penge, så da Nete blev konfirmeret i maj 1995 gav vi hende en ”falleret” travhest, Turbo Spin. Med falleret mener jeg, at hoppen ikke levede op til ejerens krav på travbanen, hvorfor han solgte hende. At se Netes stores overraskelse og glæde var det allerbedste, der skete den dag. Konfirmationskjolen blev meget hurtigt smidt og ridetøjet kom på. Nete opholdt sig det meste af dagen hos sin hest og kom kun ind, når hun blev ”tvunget” til det.

Nete opdagede, at en bil med hesteanhænger kørte ind på gårdspladsen og troede, at de var kørt forkert. Hun stod og kiggede længselsfuldt efter vognen og vi blev enige om at gå ud og spørge, om vi kunne hjælpe dem (når de nu var kommet forkert). Men da Nete så chaufføren, stige ud af vognen, holdt hun sig for munden (det var én, hun kendte)– og da Turbo blev trukket ud af vognen, med manken flettet i små knopper, var hun på nippet til at græde af glæde. Jeg tror ikke, hun var helt klar over, at det var hendes hest endnu. Hun stod som stivnet og vi måtte puffe hende nærmere hesten; men SÅ gik det op for hende – og hun var ellevild. Det var den bedste gave i hele hendes liv, sagde hun.

Nete har altid været glad for dyr og udover heste har hun haft kaniner, katte, hunde og slæbt skadede fugle med hjem, som Falck måtte afhente for videre behandling. Da vi fik geder, blev hun også glad for disse sjove dyr, mens hønsene var ”dumme.”

Da Nete gik i 6. klasse, flyttede vi til Sall og gik her ½ år i Sall Skole, inden hele klassen skulle til Skovvangsskolen i Hammel og tage de resterende skoleår.
10. klasse valgte Nete at tage på Klank Efterskole. Det var en beslutning, hun havde taget en del år tidligere, da hendes storesøster Mai havde taget 10. klasse der (Mai er 7 år ældre). Dette år blev nok det bedste og mest udviklende år for min lille pige. Hun blev pludselig mere selvstændig, mere ansvarsbevidst, mere kærlig og omsorgsfuld. Ja, hun begyndte i det hele taget at se anderledes på tingene. Og som så mange andre efterskolepiger, skulle hun igennem en periode, hvor "flippertøjet" blev fundet frem, væggene i værelset blev malet sorte, et kulørt sjal blev hængt under loftet - og værelset lignede en blanding mellem Aladdins Hule og en hashbule. Men der var smadder hyggeligt.
Nete arbejdede et års tid i Hammel Kiosk om aftenen og flyttede sammen med Karina i en lejlighed midt i byen. De boede sammen, indtil Nete flyttede til Århus sammen med Louise, som hun havde mødt på Århus Købsmandsskole.
I mellemtiden havde hun også mødt Kristoffer, som var hendes kæreste og sambo til hun døde. En periode "prøve-boede" de sammen i en lejlighed på Trøjborg. Her fandt de ud af, at de vist godt kunne klare at være så tæt og sammen gik de i gang med at istandsætte deres kommende bolig på Skæringvangen 80 i Egå, en række huse, som Kristoffers far stod for.

Her boede de sammen og forsøgte at indrette sig hyggeligt og rart. Det var et dejligt sted og Nete var lykkelig. Hun sagde ofte "Mor, er det ikke en dejlig kæreste, jeg har" Og jeg kunne jo kun give hende ret. Kristoffer fandt mit hjerte første gang, jeg mødte ham. Forståeligt at Nete faldt for ham.