Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Det var en varm sommerdag, vi var stået tidlig op for at lave vores badeværelse, Martin havde været på nat arbejde og kom først op ved 11 tiden.

Han stod op glad som altid med en sjov bemærkning, vi drak kaffe ved havebordet og Martin ville slå græs, imellemtiden skrev hans lillebror til ham, om han ville komme ud til ham med lidt benzin til hans scooter og så kunne de køre en tur sammen.

Hans lillebror var på landet hos hans kæreste, Martin sagde ja og ville køre derud og komme hjem til aftensmaden og skulle til koncert med vennerne om aftenen.
Martin køre herfra ca kl 13.30, det er det sidste vi ser og høre til ham...

Martin havde 5 dage før købt en hel ny scooter, som transportmiddel til hans arbejde.

Martin og hans lillebror køre en tur på deres scootere, og kommer til et kryds, hvor de skal holde tilbage, de stopper og ser der ingen biler kommer, Martin venter nogle sekunder og køre over men når ikke over, bliver ramt af en bil.

Han er ikke ved bevisthed, men bliver genoplivet af et vidne og en kvindelig politibetjent som er nået frem til ulykkestedet. Efter en ventetid på ca 25 min ankommer ambulancen og køre til Nakskov sygehus med Martin.

Ulykken sker ca kl 15, og kl 15.20 bliver vi ringet op, med meddelsen om Martin har været ude for en ulykke.

Vi bor tæt ved sygehuset, så jeg Martins far, ankommer til sygehuset før ambulancen, da ambulancen kommer går jeg hen og vil se ham, men bliver afvist, men en falckmand som jeg kender siger jeg godt må se ham, jeg ser straks min store søn ligge med store stirrende øjne og et ansigtudtryk som siger mig, det klare han aldrig.

Lægerne går straks i gang med at operere på ham, og han bliver lagt i respirator.
Vi bliver henvist et rum for pårørende, hvor en social og sundhedsassistent er hos os, til og informere os undervejs.

En halv time senere får vi af vide alle nærmeste pårørende skal indkaldes da hans tilstand er meget kritisk, vi får oplyst at han skal overflyttes til Rigshospitalets traumecenter, og at et hold læger derfra er på vej ned for at hente Martin.

Hans ene lunge er klappet sammen og hans tilstand er yderligere blevet forværret.
Efter en ventetid på ca 2 1/2 time ankommer lægerne fra traumecenteret, og en læge kommer med beskeden til os, at Martin ingen chancer har for at overleve, han havde været ca 45 min uden ilt til hjernen, og man kan max klare 6 min.

Kl ca 19.30 slukker de for respiratoren og erklære Martin død. Vi får lov at komme ind og se ham og tage afsked med ham.

Jeg går derfra i chok - det kunne bare ikke passe, min elskede søn var død, jeg sejler ud i vores båd og bryder helt sammen,en masse tanker går igennem mig, senere tager jeg hjem igen og om natten tager jeg med min kone og en ven på sygehuset og ser min afdøde søn, lægger en buket blomster og får fortalt ham hvor højt jeg elsker ham og hvor meget han betød for mig - at han altid vil bo dybt i mit hjerte.