Jeg sidder med tårer i øjnene og læser om Johnny Hansen, som har mistet sin elskede kone og pigerne deres mor.

Selvom det er så dybt, dybt tragisk, og rammer os alle, så tænker jeg, om det trods alt ikke er godt, at der kommer mere fokus på netop selvmord?

Tidligere var det et langt større tabu.

Nu kommer nogle med kritik af, at dødsårsagen kommer frem, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om ikke det er bedre at være ærlig?

Præcis når det gælder kendte, vil der jo ellers være en masse gætterier.

Min kusine begik selvmord, da hun var først i 30'erne. I min barndom talte man kun tvunget om hende. Det var nærmest pinligt.

Som voksen fandt jeg ud af, at hun begik selvmord pga. incest.

Jeg var rystet, og sad tilbage med følelsen af, at hun blev straffet mange gange. Hun følte sig så ensom og ulykkelig, at hun tog sit liv.

Efterfølgende ville ingen tale om hende.

Jeg har som voksen "rettet op på det", og i al fald forsøgt at ære hendes minde.

Når folk hævder, at selvmord er fejt, tænker jeg, NEJ for syge mennesker er ikke feje. De er dybt ulykkelige og kan ikke gøres ansvarlige for deres handlinger.

Når man vælger livet fra et øde sted og ved at hænge sig, så har man helt sikkert tænkt tingene grundigt igennem, og vil ikke findes.

Trods det skræmmer selvmord mig til døde.

For ved man altid, når ens kære er nået dertil? Mange formår jo at skjule det og udadtil virke glade.

Venligst

Sophia.