Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Ullerød Præstegård
den 16. maj 2002

Velkommen i Ullerød Kirke til Danni Nielsens bisættelse herfra i dag !

Her ved Dannis båre vil jeg gerne læse nogle gode org. Det første citat har jeg hentet fra Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren. Let omskrevet lyder det sådan:

Den største sorg i verden her
er dog at miste (d)én, man har kær.

Det andet citat har jeg hentet fra Bibelen. I ordsprogenes bog kap. 12 v. 25 læser vi:

Hjertesorg bøjer til jorden,
men et venligt ord gør glad.

Og til sidst et lille vers fra en af den danske romantiks store digtere, Frederik Paludan-Müller. Han siger:

Til undergang ej skabtes
endog det mindste frø.
Det var kun skæl, hvad tabtes,
livskærnen kan ej dø.

Amen

Båretale

Det var med blandede følelser, jeg i sidste uge fra Dannis mor fik meddelelsen om Dannis tragiske og ulykkelige død.
Først blev jeg chokeret. Åhnej, sagde jeg, det er ikke sandt! - Det var min første reaktion. På en måde nægter du at tro, hvad du hører. Det må bare ikke være sandt!
Efter kortere eller længere tid kommer sorgen. Jeg blev ked af det. På familiens vegne først og fremmest. Det gjorde mig ondt for Jer! Men også, fordi jeg har kendt Danni fra han var en lille dreng. Han og min søn har gået i klasse sammen fra anden. Vi har holdt fødselsdag sammen, og jeg har konfirmeret både Danni og hans lillesøster. Og selvom jeg har måtte følge 7 af mine gamle konfirmander det sidste stykke i en blomstersmykket kiste før Danni, kom det meget tæt på: Det kunne være en af mine!
Sorgen kommer af, at Danni er borte. Og den skyldes, at den kærlighed, vi følte, og det venskab vi havde med ham, er blevet hjemløs. Vi ved ikke rigtig, hvor vi skal gøre af vore følelser. Deres genstand er borte.
Dén dybe sorg medfører et savn og en tomhedsfølelse. En længsel, der er svær at beskrive og begribe. Vi bliver alene. Efterladte. Fryser.
Har brug for at holde om nogen. Og blive holdt om. Fordi sorgen og savnet efterlader os med knugen i bryst og hals og tårer i øjnene.
Det er altid sørgeligt og vemodigt at tage afsked med sine kære. Uanset deres alder. For det er sandt, som vi læste sammen til at begynde med, som Blicher skriver:

Den største sorg i verden her
er dog at miste (d)én, man har kær.

Men for os er det uforståeligt og meningsløst, når det skar så at sige før tiden. For tidligt. Vi har jo vænnet os til, at mennesker dør, når de bliver gamle. At vi bærer vore forældre til graven. Ikke vore børn.
Jeg tror på Gud. Men jeg hører ikke til dem, der mener, at der er en mening med alt, hvad der sker. Og slet ikke, at Gud skulle stå bag det onde og meningsløse. Måske kan vi pege på forklaringer. Sammenhænge. Men det bliver det ikke mere meningsfyldt af. Og forklaringer trøster sjældent.
I vores verden kæmper gode og onde kræfter mod hinanden. Det kan vi konstatere. Og undertiden ser det ud, som om de onde kræfter sejrer. Så bliver vi grebet af meningsløshed og magtesløshed.
Med magtesløsheden kommer vreden. Vi bliver vrede på Danni måske. Og på os selv.
Hvorfor kunne han ikke passe bedre på ? Hvorfor skulle han absolut leve livet farligt? Hvorfor ville han ikke høre efter?
Oveni kommer vreden over os selv. Hvorfor var jeg der ikke for ham? Hvorfor tog du ikke fat i kraven på ham og ruskede ham? Du vidste jo godt, det gik den forkerte vej! Hvorfor gjorde du ikke noget?
Og så viser det sig, da mange af rygterne havde lagt sig, at han i døden var der for een af sine venner!

Når jeg tænker på Danni, er der rigtig mange ord, der popper op i hovedet på mig.
Han talte utrolig meget. Somme tider tænkte jeg: Kan han da ikke snart holde kæft?! Undertiden sagde jeg det også til ham i konfirmandundervisningen.
For Danni var ordene og sproget et eksperimenteringsfelt med to formål. Han ville gerne have sin vilje. Derfor dannede han også sine egne ord. Og gennem sproget prøvede han at få hold på sine egne tanker. Han tænkte, mens han talte.
På den ene side var han helt sin egen. Freestyler. Både i tøjsmag og meninger. På den anden side var han filosof.Tænkte dybt over tingene inde bagved den glade overflade. Stillede kritiske spørgsmål. Kunne til og med være original i sin måde at tænke og udtrykke sig på.
Af dem, der blev konfirmeret hos mig af den årgang, var Danni een af dem, der var mest i tvivl. Fordi han var hudløst ærlig, når det drejede sig om holdninger. Man skulle ikke gøre noget, fordi de andre gjorde det. Heller ikke tro på Gud.
Udadtil var Danni altid glad og positiv.
- Det skal nok gå, sagde han. Det skal jeg nok klare, forsikrede han. Og han kunne sætte humør i et kedeligt selskab. Han havde en smittende charme, som mange piger er faldet for, kan jeg huske. Der var ikke så lidt stand-up i ham. Han havde et ansigt af gummi.
På mange måder var Danni kreativ. Han skbte sine egne ord, Agaman f.eks. Han var rigtig god til at tegne. Og han kunne have drevet det vidt.
I kender også til hans evner som techno-komponist. Og DJ-Danni var kendt i Hillerød.
Musikalsk var det ofte de mest syrede numre, han faldt for. Og i flere år hadede han ord i forbindelse med musikken. Efter min opfattelse var det, fordi han i grunden hadede budskaber og moral-prædikener og intetsigende føleri.
Lige indtil POD kom på banen. Her var nogle budskaber, Danni kunne identificere sig med. Og mærkeligt nok var det kristne budskaber. Det kan ikke være gået hans øjne forbi, at POD relativt ofte synger om Gud. På en ærlig og ligefrem måde. Til sidst lyttede han specielt til 2 numre, Alive og We are the youth of the nation. Det første handler om, at det er i kraft af Gud, vi er i live. At glæden findes og kærlighed er til. Man kan ikke vende Gud ryggen og være glad. Det andet nummer fortæller en historie om een, der har mistet sin mor:

Last day of the rest of my life
I wish I would´ve known
Cause I didn´t kiss my mama godbye

Han nåede ikke at sige farvel.
De to tekster gik lige ind hos Danni. Her fandt han den hudløse årlighed, han savnede.
Selvom Danni var en mand af mange ord om alt muligt mellem himmel og jord, så var han en mand af få ord om sig selv. Lige så spontan og impulsiv, kærlig og grænsesprængende, han kunne være i det ydre, lige så lukket var han om sig selv inderst inde. Lige så selskabelig han var udadtil, lige så ensom og lukket var han indadtil. Der skulle meget til, før han snakkede om sig selv. Om sine problemer. Og hvis der skulle snakkes om dem, så skulle han selv tage initiativet. Ellers kunne det være lige meget.
For Danni levede i nuet. Lige så god han var til fest og farver, lige så kortsynet var han til at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Og dristede amn sig til at gøre opmærksom på de mulige konsekvenser af det, han gjorde, kunne han blive stiktosset. Så forandrede han sig lynhurtigt til Rasmus-modsat.
Danni var ekspert i de hurtige løsninger, mens de langsigtede faldt ham uendelig svært.
Sammenfattende kan man sige om ham, at han ikke var bange for noget. Han tog ikke livet som en selvfølge. Men han tog heller ikke døden alvorligt. Lev stærkt - dø ung ! Kkunne han sig af og til. Når jeg dør, så dør jeg, var hans livs motto. Men netop dét udtryk dækkede over hans livs smerte, at han selv var sin fremtids værste fjende.
Det kan jeg ikke lade være med at nævne, fordi jeg var Dannis præst, og fordi der er så mange festgale unge til stede her i kirken i dag. Vi ved alle, at Danni det sidste stykke tid havde haft fingerne nede i den forkerte krukke. Og han var begyndt at blive aggressiv og utilpasset af det. På dén led er hans liv og hans død også en bøn til Jer, der kendte ham: Hold Jer fra det shit! Det er som at pisse i bukserne. Det er varmt, så længe det løber. - Og dr. Jekyll venter lige om hjørnet!
Trøst Jer kun ved e gode minder, I har om Danni. Hans livsglæde, varme, charme, spontanitet og kreativitet. Tag ved lære af og efterlign alt det gode, han kunne og stod for.
Men lyt også til den bøn, der stiger op fra hans smerte: Gør ikke som jeg! - Og døl ikke Jeres smerte ned med piller. For Guds skyld - og for Jeres egen.

Amen

Bøn

Evige Gud
du som er
i solens lys
i regnens dråber og
sneens krystaller
du
som i livet og kærligheden
er os nærmere
end vi er os selv
og kender os bedre
end vi kender os selv
indefra
Vi takker dig for livet
du giver os
tak for hver dag
vi fik lov at leve og glædes

Vi takker dig også for det liv
som nu er levet til ende
Og vi beder dig
at vi må leve sådan
med minderne om vore døde
at vores liv kommer til
at bære præg af
at vi har kendt dem
på godt og ondt
aå vi bliver bedre til
at leve det liv
vi har med hinanden
i troens
håbets og kærlighedens rum

Trøst os
når vi sørger og savner
og græder
støt os når vi snubler
og rejs os op igen
når vi falder og ligger ned.

Amen