Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Mindeord i Fyens Stiftstidende:

Af Lone Nielsen

Det er ikke muligt at beskrive med ord, hvilke tanker og følelser der går gennem en mor, far og søster, der mister sin kære så brat og meningsløst. Vores elskede søn og lillebror, Jannik Bonrud Nielsen, blev kun 22 år. På en skitur, han havde glædet sig til længe, gik det galt. Han elskede at stå på snowboard. Vi har valgt at tro, han døde som en glad dreng. Han nåede mere end de fleste i sit korte liv. Han levede livet fuldt ud. Altid gang i den. Altid fart på, klar til fest og fodbold. Altid hjælpsom, glad og positiv. Altid med et smil på læben. Så lyst på fremtiden, selvom den også indebar endnu en tur til Bosnien i fredens tjeneste. Alle de gode minder der er, glemmer vi aldrig. Jannik glemmer vi aldrig. Æret være Janniks minde.

Vi har en hård tid foran os med sorg og savn, og alle jer, venner, naboer, bekendte og Janniks kammerater, der har været så deltagende i den sidste tid og mødt os med så megen varme og medfølelse, I skal vide at det virkelig har trøstet at modtage blomster og breve med trøstende ord.

Vi vil gerne her sige jer alle en dybfølt tak for jeres deltagelse i Janniks død og begravelse. Tak for alle de flotte blomster og kranse som var med til at give ham den smukkeste afsked man kunne forestille sig.

Af Tonni Schaldemose

Studerende Jannik Bonrud Nielsen er død. Søndag d. 3. februar hen under aften gik verden et splitsekund i stå. Den lammende, helt ufattelige meddelelse tilgik gennem telefonen fra Janniks forældre: Vores dreng er død.

Afmagt, fortvivlelse og sorg blandet med usigelig tomhed i mødet med tilværelsens mest ubarmhjertige side var den umiddelbare reaktion.

Os, der nyder det privilegium at stå denne familie nær, har været vidne til en drengs opvækst i det bedst tænkelige miljø. Jannik har hele sit liv været præget af de værdinormer, han er blevet givet derhjemme. Mindet om Jannik tegner et billede af en kernesund gut. En glad, kærlig, åben og tillidsfuld dreng, der udviklede sig til en pragtfuld ung mand. Jannik lærte hjemmefra, at man skal yde før man kan nyde. Dette, i samklang med en varm og kærlig opdragelse præget af gode leveregler, ærlighed samt ubrydeligt sammenhold og loyalitet overfor slægt og venner, udmøntede sig i en ung mand af højeste karat.

Efter studentereksamen ønskede Jannik at aftjene sin værnepligt. Som følge af denne holding: ”Kæmp for alt hvad du har kært” skrev Jannik kontrakt med Den danske internationale Brigade. Han nåede at deltage i den fredsbevarende tjeneste som udkommanderet til det tidligere Jugoslavien. Efterfølgende tog han fat på ingeniørstudiet i Odense.

Jannik havde sit liv i gode målrettede baner og var tillige en sprudlende, livsglad- og duelig ung mand. Såvel arv som miljø havde lært ham at være sine venners ven. En ven, man kunne lide på, have det sjovt sammen med – og som man havde dyb respekt for. Al vores kærlighed og støtte samler sig om Janniks mor, far og søster og øvrige nære familie.
Mindet om en helsøbt ung mand, der så brat blev revet bort, vil være mejslet i vore hjerter. Jannik vil være med os på den videre færd i livet.

Æret være studerende Jannik Bonrud Nielsens minde.

Trines tale i kirken:

Jeg har gennegået denne tale oppe i mit hoved siden i søndags, hvor det begyndte at gå op for mig, at Jannik ikke ville komme hjem fra sin skiferie den dag. Jeg måtte gennemgå denne tale i mit hoved for at jeg bare nogenlunde kunne fatte, at det var sket, og alligevel er det stadig så ufatteligt og ubegribeligt, at det stadig føles som om vi skal ses igen og han vil tage om mig og sige at det hele bare var en ond drøm og alting bliver som før.

Ord er så fattige, og jeg kan ikke beskrive, hvor meget han betød for mig eller hvor ondt det gør, at jeg ikke skal se, røre eller høre ham igen. Jeg ved, at hvis det var mig, der lå oppe i den kiste, så ville Jannik have stået her i dag og forsøgt at sige noget om mig.

Jannik var ikke kun min lillebror, han var også min bedste ven, en slags tvillingebror og til tider også min storebror. Jannik var så livsglad og han levede livet lige til det sidste. Han var loyal, trofast, hjælpsom og havde en god humor, som vi også delte. Jannik var en rigtig guttermand. Han har vist mig så mange gange at han virkelig holdt af mig bl.a. med sin tatovering på højre overarm, hvor han havde det japanske tegn for lillebror, og sidste nytårsaften, hvor han fortalte at han elskede mig, for mig, vidste han altid hvor han havde. Det blev selvfølgelig sagt i hans fuldskab, men jeg sagde det til ham, da han var ædru og jeg ved han mente det.

Når jeg ser Jannik foran mig, så ser jeg ham danse foran mig oppe i hans lejlighed under diskokuglen, og han smiler til mig og er glad – jeg ved at I der sidder dernede også ser Jannik som den glade dreng han var, når I tænker på ham.

Det vi skal tage med os herfra i dag, det er mindet om Jannik og de ting han står for. Så længe vore hjerter banker så længe vil Jannik også leve. Husk og lev livet som han gjorde, og lad være med at bekymre jer om hvad andre mener om det. Prøv at have samme glæde for livet som Jannik havde.

Vi, unge mennesker, tror, at vi er udødelige, og derfor er Janniks død også så svær at fatte. Hvis I har en god ven, veninde, søster eller bror, som I endnu ikke har fået sagt ”Jeg elsker dig” til, så se at få det sagt, for I ved ikke, hvorlænge I har dem.

Livet går videre – the show must go on – det ved vi allesammen, men hvor er det svært, når alt virker ligegyldigt, tomt og meningsløst.

Jeg kan ikke bare sige farvel Jannik, og derfor har jeg i stedet for valgt at sige omkvædet på en sang som Danser med Drenge har lavet: ”Er der nogen i himlen der kan elske dig lige så meget som vi gjorde det”.