Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Matt 6,25 - 34: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan

I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på

kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere

end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster

ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver

dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af

jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og

hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til,

hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder

ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomon i al sin pragt var

klædt som en af dem. Klæder Gud således markens

græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor

meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke

være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise

og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette

søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved,

at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans

retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i

morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.

Allerede mens vi talte sammen i torsdags, blev jeg klar

over, at det var den her tekst, jeg skulle læse ved Mikaels

kiste. Dels fordi den - stemningsmæssigt - falder i tråd

med de salmer, som Britta har valgt...

Dels fordi jeg så meget oplevede, at ‘det var bare Mikael’!

Det ubekymrede... Den dér “happy-go-lucky” attitude, at

det såmænd nok skal gå alt sammen...

Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at Mikael havde valgt

at leve sit liv på den måde, bare fordi Jesus har sagt at

man skulle...

Det er mit indtryk, at Mikael ikke gik så farligt højt op i,

hvad autoriteter mente om, hvad man kunne og skulle og

burde...

Men ad løjerlige veje - så lykkedes det jo faktisk for

Mikael at leve nøjagtig som Jesus formaner det...

Uden voldsomme bekymringer for dagen i morgen...

Uden at skulle planlægge alting i mindste detalje i

forvejen...

Og midt i denne ubekymrethed, kan vi jo se, at Mikael jo

fik tøj på kroppen... Han spiste sig mæt hver dag...

Med Jesu ord: “Jeres himmelske Far ved godt, hvad I

trænger til og vil give jer det alt sammen...”

Man kan jo ellers godt være en lille smule urolig for,

hvordan verden ville se ud, hvis vi alle sammen 100%

levede efter Jesu ord.

Det kunne skabe nogen forestillinger om mennesker der

bare lallede rundt og aldrig nogensinde fik noget fra

hånden...

Men Jesus taler jo ikke om at leve uansvarligt. Og Mikael

levede ikke uansvarligt - bare afslappet.

Han kunne fint bo i sofaen - og I fik da også nævnt, at han

da vist egentlig var lidt doven...

Men når han ellers gad, så kunne han alt! Og dét, han

gad, engagerede han sig så i med den største passion.

For Mikael var der vist ikke så meget med “gyldne

mellemveje” - Han var enten/eller.

Jeg har læst engang, at Walt Disney engang har sagt, at

hvis noget overhovedet er værd at gøre - så er det værd

at gøre det godt.

Igen: Jeg aner ikke om Mikael kendte til det citat - men de

ting, han synes var værd at beskæftige sig med - det

kørte han også helt igennem. aldrig noget halv-hjertet...

Aldrig noget med at gi’ op på halv-vejen.

Jeg var lige ved at sige, at undtagelsen skulle være

dengang han gik i skole - men nej...

Han lavede heller ikke sine lektier halvt - dem lod han helt

være med at lave!

Hvis jeg skule nævne én enkelt ting, som Mikael var

begyndt på, men som han ikke fik gjort færdig...

Ja - hans liv! 37 år er ingen alder. Det er måske lige præcis hér,

Mikael “gav op på halvvejen...”

Men jeg er også helt sikker på, at det var bestemt ikke

med hans gode vilje.

Hvis vi havde spurgt ham, så var der stadig masser af

ting, der skulle nåes: Red Bull og Nes Café, der skal

drikkes; smøger der sku’ ryges... Patrick, der sku’ drilles...

Kite-surfing... Musik...

Og alle de tusindvis af ting, som han ikke lige havde nået

at kaste sig over endnu, men som blot ventede på at han

skulle blive tilstrækkelig ‘tændt’ til at skyde dem i gang.

I dag tager vi afsked med Mikael. Og jeg går ud fra, at vi

alle sammen har hver vores forestillinger om, hvad der så

skal ske med os, når vi dør. Mikael selv havde det sådan,

at alt det han vidste noget om, ku’ han fremlægge i lange

dorktor-afhandlinger - men med hensyn til døden, var han

nok mere afventende... Nysgerrig...

Han havde ikke et firkantet svar på, om livet efter døden

er som engel i Himlen eller som kanin på Samsø...

Jeg tør udtrykke det lidt mere skråsikkert... Jeg hører

Jesu ord om vores himmelske far, der ved, hvad vi

trænger til, som et løfte om, at også i evigheden vil Gud

selv tage vare på os. At vi er hans børn. Og at han har

omsorg for os. Og at han vil samle os alle i sit rige.

Og når endt er kampens dage,

endt hver jordisk nød og klage,

kalder os vor Faders stemme

til en evig fryd derhjemme.

Selv om Gud jo nok skal få sit hyr med Mikael...

Amen