Jeg har for fjorten dage siden mistet min allerbedste og mest fortrolige ven. Vi havde på trods af stor aldersforskel - og på trods af, at vi begge havde ægtefæller - en helt specielt venskab. Han var gammel nok til at være min far, men vi kunne tale med hianden om alt, ingen kendte som han mine allerdybeste hemmeligheder - og ingen gav mig så meget tro på mig selv, så meget støtte og omsorg. Vi elskede himanden som venner. Hans kone vidste ikke, at han brugte mig til at "læsse af på" og lytte, det fortalte han hende ikke - da han vidste, at det ville hun ikke bryde sig om. Min mand var udemærket bekendt med vores venskab - han var også min mands ven, og han havde absolut ingen problemer med det.
For 14 dage siden sank han pludselig død om, og jeg er fuldstændig knust. Han var et meget elskeligt menneske, og mange naboer er ligeså kede af det. Men hans kone "tillader" ikke at vi andre sørger....han "tilhørte" familien, så det er kun familien der må sørge - vi andre skal nøjes med at vise medfølelse. Det er bare så svært, når andre ikke anderkender ens følelser. Selvfølgelig skal hun ikke kunne rumme vores sorg - og selvfølgelig er hendes tab af en ægtefælle gennem 45 år størst - det er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved. Men alle vi andre - og mig i særdeleshed - føler også vi har lidt et stort tab...åååhh hvor er det bare svært.
Jeg ville også så gerne have haft mulighed for at se ham, og sige farvel i kapellet, men det turde jeg slet ikke spørge om lov til, og efterfølgende er jeg også sikker på, at jeg ikke havde fået lov. Han er "hendes ejendom". Så jeg føler sådan at jeg mangler at få sagt rigtig farvel - har så meget jeg gerne vil takke ham for.
Håber I kan forstå mit rodede indlæg.
Sanne
Det at få sagt ordentligt farvel
Kære Sanne.
Jeg kan se det efterhånden er et halvt år siden du har skrevet dit indlæg, og håber du har fundet en måde at sige farvel på.
jeg har mistet en meget kær og god ven tilbage i 2007 også meget pludseligt. Jeg har haft lidt a la samme oplevelse af at vennerne ikke blev forstået i deres sorg. Dette er i dag grund til jeg ikke længere taler meget med den jeg føler "lukkede" min vens venner ude. jeg oplevede at efter pgl's hovede var det kun familien der havde ret til at sørge...... Og klart at det er mega svært for dem, det ved jeg da så inderligt godt, men derfor mener jeg stadig at vi andre også har ret til at udtrykke vores sorg og få sagt ordentligt farvel..... det føler jeg heller ikke jeg fik.
Jeg fik af andre herinde et rigtig godt råd om at skrive et brev til den afdøde og deri fortælle alle de ting jeg gerne ville have fortalt ham. Både de ting jeg var rigtig glad for men også at jeg har været noget så vred på ham fordi han forlod sine venner. Jeg tog derefter læst brevet op til flere gange og stor-tudet over det. Og det lyder måske åndsvagt men herefter har jeg brændt brevet udenfor så asken kunne "flyve" op til ham. Det har hjulpet mig. Men igen vi er alle forskellige og det samme er vores sorg. Men det er et forsøg værd :o)
S.L.
Jeg har mistet min allerbedste ven.
Hej sanne jeg forstår dig godt og du kan sørge alt det du vil det kan hans kone jo ikke bestemme !!!
jeg har også mistet min bedste ven og vi talte også om ting som vi ikke kunne tale med vores ægtefæller om de vidste det godt begge 2 min ven og jeg voksede op sammen delte barneseng kravlegård og barnevogn vores forældre er venner vi var som bror og søster og elskede hinanden som søskende nu gør jeg var hos ham da han døde sammen med hans kone alle andre var taget hjem han ønskede kun hende og mig hos sig i den sidste tid 2 timer han døde af kræft nu støtter jeg hans kone hvor jeg kan ligger øre til og vi kan tude sammen og grine sammen det er rart bare sørg over din ven rænd lys for ham og husk at tænke på de gode stunder i havde sammen så er sorgen ikke så slem igen det gør jeg og det hjælper at grine af det ajove når man er mest ked af det
alt held og lykke til dig i fremtiden
inge
Jeg har mistet min allerbedste ven.
Hej Sanne. Jo, jeg forstår både dit indlæg og dine følelser. Og med al respekt for din store sorg over at have mistet din nære ven i livet, tillader jeg mig herved at undre mig over din negative indstilling til din vens hustru. Det du skriver virker som om du er jaloux på denne hustru, eller måske bare syntes hun er træls. Hvis din ven har haft dig til at "læsse af på" virker det forkert over for hans kone. Tror du ikke, at hun alligevel har haft en fornemmelse af hvad i to havde sammen ? Men når i nu har valgt at holde venskabet og den dybe fortrolighed delvis hemmelig, kan du næsten ikke forvente andet end det du nu oplever. Muligt, jeg tager grusomt fejl. Men jeg ville nødig dele min mands fortrolighed, med en forholdsvis ung gift kvinde ( uden at vide at jeg gjorde det ) Og selvfølgelig er manden hustruens ejendom, og omvendt.