Kære alle bruger af Mindet. Jeg har længe gået med et fastlåst spørgsmål i mit sind, som lyder: Er jeg skyldig ?? Jeg var i flere år kæreste med en rigtig rar, hjælpsom og dejlig mand. Vores forhold udviklede sig til en besættelse for os begge og vi skændes og sloges. Vi kunne ikke undvære kontakten, men kunne alligevel ikke holde hinanden ud. Evig og altid røg vi ind i mistro og løgne, joke og utroskab. Når en af os meldte den anden fra, gik den forsmåede fuldstændig grassat med spion eller forsvindnings nummer. Dette var selv sagt meget uholdbart for os begge. Jeg fik det sådan, at jeg på et tidspunkt en mørk nat mediterede så voldsomt og i trance nedkaldte en forbandelse over min kæreste. Jeg var alene da jeg foretog dette. Jeg havde et foto af ham hvor jeg igennem måneder stak nåle ind i hovedet på billedet medens jeg dybt inde i mig ønskede ham væk for evigt. Bagefter følte jeg et sug et eller andet sted i kroppen, mave eller hjerte. Det var en enorm befrielse. Og det blev til noget jeg skulle foretage mig for at kunne gøre mig fri fra ham og min del af vores besættelse. Man kalder det vel woodo. Heldigvis kom jeg ud af det, rejste væk og vi fandt begge andre kærester. Efter et paar år, hørte jeg fra en veninde at min tidligere kæreste var pludselig død af en hjerne blødning. Da han stadig var ung, sund og egentlig rask, var det et stort spørgsmål og chok for alle. Realistisk set, kan dette ske. Det ved jeg godt. Men jeg kan ikke løsrive mig for tanken om hvorvidt jeg har overført "et eller andet" Den befrielse og tilfredshed jeg følte under mine handlinger er for mig så skræmmende nu og jeg føler mig så skyldig. Jeg har aldrig fortalt nogen noget. Heller ikke min tidligere kæreste. Egentlig burde jeg holde min mund, fordi jeg er bange for følgerne. Men kan man i det hele taget tillade sig at skrive som jeg har gjort ? Og er det et problem for mig ? Dengang ønskede jeg slet ikke nogen død, den tanke havde jeg ikke. Blot denne trang til at komme fri. I dag ser det nok lidt borderliner agtig ud. Kan nogen hjælpe, eller har nogen haft en lignende oplevelse ?? Vær sød ikke at dømme mig som en ond heks. Jeg har det skidt nok med min fortid i forvejen.
Skyldsfølelse
Mindet.dk Kristeligt Dagblad CVR 17725114 Vimmelskaftet 47 1161 København K Telefon: 33 48 05 00 Send mail
Skyldsfølelse
Hej Liselotte. Tak fordi du svarede på mit indlæg. Jeg har selv rigtig mange gange tænkt på at tale med en psykolog, eller anden person med baggrunds viden. Jeg tror bare at jeg er bange for at enten løftes et øjenbryn, rystes på hovedet, eller måske nok det som jeg frygter mest, at blive bekræftiget i at være skyldig. Dengang jeg var i forholdet, mærkede jeg ofte en underlig fornæmmelse i kroppen, når noget ville ske. Jeg kunne vågne om natten og vide at min kæreste var mig utro, få det undersøgt og bekræftiget. På jobbet kunne jeg pludselig få en "tanke" Det kunne være at han var rejst væk, eller ikke kom til vores aftale om aftenen, og rigtig nok ! Jeg havde ofte i knude i maven fordi vi ikke stolede på hinanden, Han havde det på samme måde, dog ikke i denne forvarslende grad som jeg følte. Men når jeg afviste ham og ville ud af forholdet, drev han terror i form af aflytning, spionerende og komiske indfald. Det som piner mig meget er mine handlinger jeg udøvede på ham dengang. Jeg mente jo ikke noget alvorligt med det og har aldrig ønsket død og sygdom over nogen. Igennem årene har jeg tvungent fortrængt andre effekter i forløbet, dette har været noget jeg i dag kun husker alt for godt. Når jeg havde lavet en af mine natlige uhyggeligheder, kunne min kæreste lidt efter enten ringe, eller pludselig banke på døren. Det kunne ske samme nat eller dagen efter. Han havde altid hovedpine, og det er det der rider mig som en mare. Dengang tænkte jeg blot, sådan lidt letkøbt: Nå da, så virker det alligevel.... Siden jeg blev bekendt med hans pludselige død, har jeg besøgt hans gravsted ofte. Jeg kommer der tidligt om morgenen med lys og blomster på døds dagen og fødselsdag. Jeg sidder der en stund og taler sagte frem for mig. Beder indtrængende om tilgivelse for dengang. Til at begynde med var det svært for mig, men noget drev mig. Jeg er ikke bange for "det" og har ofte følt enten ligegyldighed og tomhed af min appel ved graven, eller alligevel en snert af at blive hørt, og måske et strejf af tilgivelse og fred. Jeg ved med mig selv, at det absolut ikke er uden betydning at min daværende kæreste var et godt menneske, meget arbejdsom og godt fungerende blandt andre. Vores kemi knaldede bare lyn og torden sammen i et væk og han kunne få det værste op i mig, det som jeg i dag sådan lider under. Men alligevel tænker jeg kun gode tanker om ham. Jeg fortryder og kunne jeg spole filmen tilbage, ville jeg gerne kunne begynde forfra. Jeg har igennem årene altid tænkt på ham som min store voldsomme komplicerede kærlighed. Men nu var vi begge afsat til anden side, og sådan skulle det nok være. Jeg ved dog ikke om jeg burde komme i hold med at opsøge hans grav, hvis det havde været omvendt ville han bestemt ikke gå den lange vej, eller skænke mig en tanke, Måske jeg er for følsomt et menneske......
Kære absolut anonum....
Du er nu ikke så anonum. Jeg kender dig.... Du er nemlig mig selv. Vores livshistorier ligner hinanden så meget. Jeg er bare ikke kommet videre. Går stadig med skyldsfølelsen og kan tænke på "dommedag". Min mands eks samlever fra flere år siden, blev pludselig syg. Godt nok havde hun levet et belastet liv, men var et godt menneske og en god mor. Jeg ved ikke meget om hende, kunne ikke nå ind til hverken børn eller familien på denne side. Jeg var ikke på nogen måde nysgerrig efter at snage i deres fortid, ønskede blot at være interesseret i min mands børn og liv. Jeg fik aldrig en chance, blev set på som "en af fars mange damer" Og fra eks samleveren som en ligegyldig person, som absolut ikke havde eller ville få del i familien. Derfor kom jeg også til at tænke, dog ved hjælp af min mand, gid denne eks ikke fandtes, eller ville blive fjernet fra denne klode. Min mand har ofte været gal på hende, men var samtidig magtesløs. Hans evige tale var: Hvis moderen har det godt, har børnene det også godt. Derfor kunne/ville han ikke trænge igennem med mig som en del af hans familie, men holdt os altid adskilt. Det var utrolig hårdt for os. Jeg røg helt ned psykisk da denne eks efter kort tid døde af sygdommen, jeg troede simpelthen ikke på at hun var så syg. Og i tiden mellem sygdommens forløb prøvede jeg forgæves at række en hånd frem for at hjælpe. Det blev desværre opfattet særdeles negativ, både af hende, børn og desværre også min mand, som ikke stolede på at jeg havde gode hensigter. Selvfølgelig kan jeg i dag se at han var i vildrede følelsesmæssig for børnenes skyld. Men jeg er også blevet klar over at han i sig selv havde forsvoret evig troskab til denne eks. selv i døden. Det var ikke kun som han sagde, for børnenes skyld, for min stakkels mand er i dag ikke kommet videre med sit liv og sine følelser. Der er bare blevet lagt låg på og tiden har fortrængt virkeligheden. Dengang "smittede" han mig med at komme til at hade denne eks. Jeg føler i dag skyldsfølelse, selv om jeg ikke bevidst har ombragt nogen. Men jeg har mistet mig selv, ved at forsøge at trænge ind i edderkoppespind fuld af løgne, mudderkastning og mistro som endte i et sandt hvepsebo. Jeg har aldrig hadet denne eks. Men kom til at tro jeg var skyld i død og ulykker. Undskyld kære familie for min uvidenhed...........
Skyldsfølelse
hej du -
jeg tror simpelthen ikke på, at du har den magt i universet til at være årsag til din tidl kæreste død.
hvis det bliver for tungt for dig, så husk at din læge eller en psykolog har tavshedspligt, og det kan blive nødvendigt for dig at få professionel støtte, så du kan give slip på alle de svære tanker og følelser.
Fat mod.
knus