Kære Kathrine
Jeg har selv lige skrevet et indslag da alt lige nu bare er uudholdeligt...Jeg læste så lige på denne side og alt det du skriver er nøjagtig det som jeg går igennem nu - det er så rædselsfuldt det hele og kan ikke finde ud af det. Måske har du et svar til dine egne spørgsmål nu? Måske vil det hjælpe mig? Eller måske søger og søger man bare efter alt hvad man tror der kan hjælpe, men i virkeligheden er der ingenting ud over at Kim ville være her der hjælper? Og når han ikke er her, er det så vigtigt at jeg er?
kærlig hilsen
Mette

Jeg kender så godt den med vi i vores store sorg flytter os meget langsommere end de som ikke står så nær...sådan skal det være og netop derfor skal du være egoistisk (på den positive måde )og gøre tingene i DIT tempo.
Nu er det snart et år siden min store søn døde, og først nu er jeg der hvor tiden godt må gå fremad...De små skridt tar altså den tid de skal, og jeg tror jo mere vi kæmper imod vores føelser, des mere trækker vi dem i langdrag.
Giv dig den tid du skal bruge...
Kærlig hilsen Lisa

Kære Kathrine. Nogen siger at tiden er vores bedste læge. Det er sikkert også rigtigt i visse tilfælder. Men når jeg læser, hvor kort tid det er siden du mistede Søren, ikke engang 3 mdr. bliver jeg næsten skræmt ved tanken om at føle du presser dig selv for hårdt. Måske min føelse er hen i vejret... Men lov mig at give dig selv tiden. Tiden til at sørge, søge, lede, og helst i dit, og kun dit tempo. Selvfølgelig vil man altid helst tage hensyn til sin familie, venner, kollegaer, naboer og passe sit arbejde. MEN !!! Det dyrebareste er taget væk så pludselig, og nu er det hele ligegyldigt. Kære Kathrine. Jeg er meget sikker på at du ønsker at komme videre, ikke fordi du ønsker at glemme, nej, fordi de faser du gennemgår er så pinefulde at de med deres tilbagegang bliver uudholdende for dig samtidig med job og alm.livsførsel. Jeg ved godt at det lyder lidt tåbeligt. Men kan du ikke for en tid "melde dig ud af samfundet" Jeg tror at du er så sød og flink en pige, at nogle måske syntes du burde "være klar". Nogle gange koster det kontakt og venskaber. Men de som bliver tilbage, er som regel rigtige og hele mennesker, som kan møde dig der hvor du er og vil støtte dig,ligegyldig om du bander eller smiler. Giv dig tid, men giv dig samtidig plads til tiden. Føl efter hver sekundt..... Hvad er det du vil nu, hvad er det du kan nu, hvad er det du har lyst til nu, hvad er det du vælger til/fra nu. Lad herefter være, med at bruge tid på at stille dig spørgsmål til hvorfor du gør som du gør. KÆMPE KNUS FRA SUSAN.

Hej Lisa

Tak for det - det tror jeg du har helt ret i. Det føles bare svært, når man skal gå på arbejde osv. Desuden er det allerede nu for andre længe siden at Søren døde. For mig føles det som i går.

Kh Kathrine

Kære Kathrine.
Jeg føler med dig....
Lad din sorg få lov til at fylde. Lad den flyde uhindret når du mærker den trænge på, ligemeget hvor du befinder dig.
Den "nemmeste" vej er den hårde vej igennem. Omvejen kan du vælge at tage ved at fornægte dig selv retten til at sørge når DU har brug for det.
Vær egoistisk, gør kun det som du kan og vil, lad dig selv få plads, for det har du sikkert brug for...
Hvis du kan, så pas godt på DIG SELV!
Kærligst Lisa

Kære Susan

Tak for dine ord. Jeg ønsker bare sådan, at det på et tidspunkt bliver bedre, eller gode råd til hvordan jeg bedst kæmper mig igennem dette mareridt. Det er faktisk blevet værre og værre her på det sidste, og jeg savner ham mere og mere for hver dag der går.

Kh Kathrine

Kære Kathrine. Hvor jeg føler med dig. Du er så forfærdelig krybbeskudt og dit store sår vil aldrig blive helt igen. Med tiden vil der komme en tynd hinde hen over, men såret vil blive ved med at bryde op, gang på gang. Hele det liv du og din kæreste havde og ville have sammen, for jer, evigt, brød sammen som en tyv i natten. Sådan noget kan ingen se en ende på. Jeg kan rigeligt forestille mig den bobbel du befinder dig i. Det er som om man drømmer,råber og skriger i natten, men uden at kunne få lyd sat på... Med tiden vil såret blive tykkere, men det er kun vind og vejr og uret der bare går og går, der får såret til at ændre sig. Skaden vil altid kunne mærkes og ses. Tabet vil aldrig kunne erstattes. Hvor ville jeg gerne jeg kunne tage en nål og prikke hul i din grimme grimme bobbel, så du igen kunne få et liv. For det liv du nu tvungent gennemlever, er ikke noget værdigt liv. Men kære Kathrine... KÆMP !!! kæmp for dit liv. Og for at leve til du igen vil møde din kæreste, selv om der går meget lang tid. Jeg garanterer dig, at han vil vente på dig hele dit liv. Ære være hans smukke minde og hans stærke kvinde. Mange tanker fra Susan.