Hej,
Det er et godt spørgsmål!!
Vi mistede vores søn Thomas for 7 år siden og jeg vil sige, at tiden har gjort sit til, at tabet bliver nemmere at bære. Et familiebesøg fornylig fik dog sorgen helt frem igen. Det er så svært, når ingen nævner Thomas' navn og pludselig har det gjort hudløst ondt.
Jeg synes der er meget stor forskel på sorg og savn. Sorgen er den øjeblikkelige og lammende følelse, som med tiden bliver svagere og nemmere at bære, hvorimod savnet måske ALDRIG helt forsvinder og indimellem kommer op til overfladen - den er livsvarende.
Kærlig hilsen Anne-Marie

Hej igen Ulla
Ja,d et er en kamp. Og det er så godt at mærke, at man ikke er den eneste - den kender jeg!
På en mærkelig måde er dét, at det her varer ved, at det ikke er noget, der går over..., det eneste, der kan trøste mig lidt. Jeg behøver ikke flytte mig, kæmpe imod eller "komme videre" - det er sådan, at den kæmpe sorg at have mistet et barn for altid vil være en del af mit liv. Og når jeg fatter, hvor forfærdeligt, det er, at det er sådan - bliver der på en måde lidt mere plads til at se det, der også findes - og det, jeg kan glæde mig over .
Som om jeg bruger alt for mange kræfter, når jeg bliver optaget af, at jeg må væk fra sorgen. Giver det mening for dig?

Kærlige hilsener
en mor - til fire - altid.

hej en mor
Hvor er det dog befriende at jeg ikke er alene med den følelse, var lidt spændt på reaktionerne på mit indlæg, men det er sådan jeg har det. Og du har helt ret i at man godt kan leve videre uden at være helt lykkelig, for det kan ikke være anderledes. Min den mindste er 7år og han er god til at mærke når jeg er ked af det og så kommer han og tager mit ansigt i sine små hænder og kigger mig i øjnene og siger ; mor jeg elsker dig, giver mig et smask kys og ja så er jeg tilbage i virkeligheden og kan lidt igen. Det er jo også forfærdeligt for de to at have mistet deres søde storebror, så jo jeg kæmper mig tilbage til livet og mine to andre guldklumper.
kæmpe trøste krammer til dig fra mig<3

Kære Ulla
Vil blot sige, at jeg genkender, hvad du beskriver og at jeg har det som du. For halvandet år siden var jeg en stolt mor til fire. Det er jeg stadig, men nu er en af dem død. Jeg bliver aldrig helt glad mere. Mit liv er forandret, noget er slået i stykker for altid og det bliver aldrig nogen sinde helt igen.
Men man kan godt leve uden at kunne være helt glad - og selvom sorgen fylder enormt, er der også - som regel - plads til at være glad for de andre børn. Sorgen er der bare - hele tiden - ved siden af.
Kærlige tanker til dig fra en mor, der også græder over sin døde dreng.

Jeg har det sådan at jeg føler mig amputeret. Før 14 januar 08 var jeg en stolt mor til 3 drenge. Nu har jeg så 2 tilbage og det er deres skyld at jeg stadig kæmper for at vende tilbage til livet. Men jeg vil altid føle at 1/3 del af mig er død, nemlig Patrick. Uanset hvad der vil hænde i mit liv, vil jeg aldrig kunne føle et hundrede procent lykke mere. Men med tiden håber jeg da at smerten vil aftage, så jeg igen kan blive en glad og opmærksom mor, og det prøver jeg allerede på nu. Men Patrick vil altid være prikken over i`et som bare ikke er der mere,ALTID

kh ulla

En sorg kan man hverken måle eller veje, den er forskellig. Nogle er evige, andre stilner sagte hen, andre igen bliver gjort til en befrielse... En sorg er ligesom en vane vi skal venne os til. Men hvem kan venne sig til en sorg ????

For 12 år siden døde vores lille datter.
Vi har sørget, men gør det ikke mere. Selvfølgelig savner vi hende, og snakker om hende, men det er noget helt andet.

Selvfølgelig skal sorgen stoppe, for livet går videre, og det skal det. Vi skal ikke gå med så tunge byrder på skuldrene resten af livet, hvem vil have glæde af det - men selvfølgelig er det lettere sagt end gjort.

Vi vælger selv vores humør hver dag. Vi har valgt at fokusere på det positive.

Hun har været her, vi mindes hende med kærlighed og glæde, og vi er glade og taknemmelige for den tid, vi fik sammen, og disse små og store minder er guld værd.

Selvfølgelig besøger vi hende på kirkegården, men vi har valgt, at vi ikke vil have noget, ?vi skal? - vi gør det af lyst og glæde. Vi har således aldrig haft det sådan, at der skal være friske blomster, eller at lysene skal være tændte, vi skal heller ikke ud til hende en gang i ugen, ligesom vores andre børn heller ikke skal besøge hende.

Vi gør det, når vi har lyst - af kærlighed til hende.

Selvfølgelig har det taget noget tid at nå så langt, men vi har taget en beslutning om at ville livet og vores levende børn, men derfor er hun selvfølgelig ikke glemt, men gemt i hjertet.

vi mistede vores lille dreng og bror for 10 år siden
og ja nu 10 år senere er han stadig en stor del af vores liv vi besøger ham om søndagen og fortæller ham om ugen der er gået
hans 2 søskende er med selv om den store nu er flyttet hjemmefra
for os er hans sted blevet en oase hvor vi finder ro sammen og mindes ikke kun hans korte tid hernede men også de minder vi har sammen med de store om vi dyrker sorgen, døden eller livet ja personligt mener jeg vi dyrker familien og det er alle både de døde og de levende
hilsen helle

Jeg tror for mit vedkommende, så hører sorgen aldrig op...muligvis tar den en anden form, det ved jeg ikke, men den vil for mig altid være der. Præcis som kærligheden til min søn var der, og kærligheden går vel hånd i hånd med sorgen når vi mister.
Jeg tør også stå ved at jeg dyrker min sorg!!! Det går ikke ud over mine andre børn, men jeg dyrker sorgen over tabet af min søn her på mindet, og det er sådan det skal være for mig. For jeg dyrkede også kærligheden til min søn da han levede, nu er en del af kærligheden blevet til sorg, men kærligheden hører for mig aldrig op. Og dermed hører sorgen aldrig op. Det er bla i den dybe sorg at jeg mærker min søn, og hvorfor give slip på det...
Jeg ved der er mange der hader det udtryk at dyrke....men det giver mig hjælp og lindring at være på mindet flere gange om dagen! Og jeg er stolt over at jeg tør bruge det udtryk!!
Knus fra Lisa

sorgen får ingen ende for så har man ikke elsket rigtig.

Jeg er het eniig.
knus Maria