Min kære veninde.

I morgen skal du bisættes fra Karup kirke kl 13.00.

Jeg ved ikke hvordan jeg har det i morgen ej eller hvordan jeg vil tage det hele.
Det så uvirkelig og uforstående at du ikke er her mere.

I fredags var du på din sidste kørertur.
Du ville overhale en lastbil, men så ikke den modkørende bil som kom i mod dig og i stødte frontal sammen.
Politiet mener du ikke mærkede noget eller nåede at reagere på noget.

Lygteren fra din bil sad i din knæ og dine ben var fuldstændig smadret.
Dit hovede havde taget skade og blodet løb ud af dit hovede.Din lever og milt var sprængt og man kunne ikke gøre noget for at redde dig.

I den modkørende bil var en kvinde som var på vej til sygehuset for at føde. Hendes mand var også med, han har brækket noget i ryggen.
Kvinden fik en lille søn ved kejsersnit og efter hvad vi ved har de det godt.

To af vores andre venner kom ved middags tid og fortalte du var kørt galt og at din situation ikke så godt ud.
Vi fik ringet til de fleste af vores andre venner og sad så bare med telefonerne og ventede på at hører nyt om dig.

Sidst på dagen kom så beskeden om at du ikke var blandt os mere.
Du var så medtaget at man ikke kunne redde dit liv og vi mistede vores dejlige veninde.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller skrive til dig...ville jo hellere du var her så jeg kunne give dig et kæmpe knus....men nu er du blandt himlens engle.

Men i de sidste dage har jeg spurgt mig selv om hvorfor du skulle overhale denne bil...?
Men ved at jeg aldrig vil få svar.

Min kære veninde, jeg håber du har det godt der hvor du er kommet hen og at du sov trygt og stille.

Ære være dit minde......