Kære Kira.

Hvor er jeg glad for at læse, at du har haft glæde af din gruppe.

Der er ikke noget specielt ved Børges minde. Måske skal du lige vente til musikken kommer - det er det eneste, jeg kan forestille mig kan give problemer.

Knus Karen

Kære Kathrine
Jeg bor i Århus og havde meddelt Karen (Børges kone), at jeg gerne ville deltage i den sorggruppe, Karen ville starte op efter sommerferien 2007. Desværre blev den ikke til noget, så jeg begyndte at lede på nettet.
Jeg var så heldig at finde en voksensorggruppe under www.folkekirkesamvirket.dk, men så vidt jeg kan se, er det vist kun her i Århus - og det er jo noget af en tur, når du bor på Fyn.
Det er godt, vi har Karen, der kan oplyse os om mangt og meget her på Mindet.
Kære Kathrine, jeg håber så inderligt, du finder en gruppe. Jeg har haft rigtig meget "glæde" af den gruppe jeg er i.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
De varmeste tanker fra Kira

Kære Karen
Hvor er det dejligt, du kan give os sådanne oplysninger.
Jeg kan ikke "komme ind" i Børges gæstebog. Gør jeg noget forkert?
KH Kira

Hej Karen

Tak skal du have - det vil jeg helt sikkert prøve at undersøge.

Kh Kathrine

Kære Kathrine.

Undskyld jeg svarer, men prøv på dette link at finde en sorggruppe.

Håber det lykkes:

selvhjaelp.dk/kategorier/sorg.php

Knus Karen

Kære Kira

Jeg kan kun give dig ret i at længslen til tider er ubærlig. Jeg mistede min kæreste for 2,5 mdr. siden og synes egentlig at jeg har været godt i gang med at bearbejde det, men nu føler jeg, at jeg er gået helt i stå. Jeg går til psykolog, og det er en hjælp, så det kan anbefales. Jeg ville så gerne selv finde en sorggruppe, men det virker umuligt her på Fyn?? Måske er der en hvor du bor?

Jeg håber på det bedste for dig. Jeg læste et sted, at sorgen er den hjemløse kærlighed, og det er nok derfor man føler sig så magtesløs - man ved jo ikke hvor man skal rette sine følelser hen. De forsvinder jo ikke bare ud i den blå luft sammen med den afdøde.

Kh Kathrine

Kære Kira
Som skrevet før regerer vi forskeligt på vores sorg og savn men sorgen og de grime ting det medfølger er ens. Det er 2½ år siden jeg mistede min mand. Jeg troede jeg blive skør nogle gange. Kunne tude vild og ubehersket. Fik virkelige dumme tænker. Tænker der gjorde mig bange. Hvad hvis jeg fuldførte dem.. Havde/har jo to børn at tænke på. Efter 3 md. begyndte jeg at gå til psykolog og det hjælp mig et stort skridt på vejen. Samt gode venner. Fandt virkeligt ud af hvem der var VENNER. Nogle kom fra helt uventet side og det var en dejlig overraskelse. I dag har jeg det okay. Men jeg har stadig mine dage. Kan ikke komme ud a sengen, græder, savner min mand helt vildt, vil bare ikke være her mere. Jeg tænker på min mand hver dag. Gode tænker og det hjælper mig på vej. Mit råd til dig vil være at søge psykolog hjælp og brug dine venner. De vil gerne hjælpe dig men de ved ikke hvordan. Når du er nede så ring til en god ven el veninde. Fortæl hvordan du har det. Du er også altid velkommen til at skrive til mig. Min e-mail: smeily.f@jubii.dk (Jeg bor på midt-sjælland. Savner også en støtte gruppe. Vi kunne give hinanden så meget.) Knus og positive tænker Lene

Kære Anders' far, Bente og Karen
Tak for jeres svar på mit indlæg.
Når jeg skal være positiv, tænker jeg på alle de gode år jeg fik med min mand; jeg kigger på billeder fra vores liv sammen, men indimellem gør det også ondt, for så savner jeg at mærke hans arme omkring mig eller at kunne klemme hans hånd, give ham et kys og sige: "Kan du huske"?
Nogle dage har jeg - lige som Karen - lyst til at gemme mig under dynen, men jeg skal også passe mit arbejde.
Nogle morgener kræver det virkelig "overtalelse" at svinge benene ud af sengen.
Jeg syntes selv, jeg klarede bearbejdelsen af min sorg godt, men jeg har måttet indse, at jeg vist nærmest har været næsten uden følelse de første 8-9 måneder efter Kjelds død, for jeg skal da lige love for, at min sorg nu viser sig for fuld styrke, men jeg kan jo - her på Mindet - læse, at der er meget forskel på forløbene.
Jeg synes også, det er godt at kunne "læsse af" her, men det er også rart, når en god veninde tager én om skulderen og siger "Græd du bare" - det gør jeg så.
Jeg ønsker jer alt det bedste og håber jeres - og min - sorg må mildnes med tiden.
Mange hilsner fra Kira

Kære Kira.

Det gør mig ondt, som du har det, men desværre - sådan er sorgen.

Når man mister, så aner man ikke, hvilke vildveje man skal igennem for måske til sidst at få lavet den vej, man kan gå på i det nye liv, som skal bygges op. Heldigvis. Ingen ved, hvor lang tid sorgen tager. Nogen siger 1 år, andre siger 2 år. Jeg siger, at sorgen tager den tid, der skal til for det enkelte menneske, og tiden afhænger helt af, hvad vi ellers har med os i vores bagage.

Det er tungt at være i sorg. Ind i mellem er der enkelte lysere dage, og dem skal man nyde, for de grå dage skal nok komme tilbage. Jeg valgte selv på et tidspunkt, hvor jeg synes, at det var ulideligt at kæmpe i mod sorg og savn, at blive i det. Blive i smerten, gå under dynen, hvis det var det, jeg følte for, bare lade stå til. Og efter dage lettede det hele igen, for så selvfølgelig atter at vende tilbagesenere. Men det at jeg ikke kæmpede imod de grå følelser, sorgen, længslen, savnet, aleneheden, tårerne hjalp mig til at komme lettere igennem.

Ingen kan give nogen opskrift. Jeg tror, at vi hver især må finde ud af, hvordan vi overlever. det er så tungt.

Kæreste Kira, jeg håber, du kommer gennem denne periode.

Knus Karen

Kære Kira!
Åh hvor det rammer lige i hjertet, det du beskriver,det er så borende en smerte og der er bare ikke noget der hjælper.Det er ved at tage livet af en, denne kvælende ensomhed også selvom man er omgivet af familie og venner. Det er snart halvandet år siden, jeg mistede min mand, pludselig kan jeg føle, at det måske går lidt bedre,tror jeg måske er ved at komme videre, men bliver igen overvældet af sorg, savn og meningsløshed. Jeg er ikke glad mere,bryder meget let sammen stadigvæk, tvinger mig til at gå til gymnastik,gå ture o.a., jeg har noget næsten hver dag, men alt er en kamp og har været det de sidste 2 år, men jeg er også klar over, at hvis jeg ikke tvinger mig, går det helt galt.Har en god støtte i børnene, men vil efterhånden også gerne signalere, at jeg nok skal komme videre. Jeg synes det er en god støtte, at skrive sammen med jer herinde, som ved hvad det drejer sig om, at " læsse af" når man bliver forstået. Mange andres velmenende gode råd om, at man bare skal se at komme ud, og nu er der da gået så lang tid, og der er andre der ikke tager det så tungt......er ikke til at klare, heller ikke at se to gå hånd i hånd, eller visse melodier o.s.v. Ja jeg har ondt af mig selv, men det er der heller ikke rigtig noget at gøre ved, jeg gør jo hvad jeg kan, har ikke lavet andet end at tage mig sammen og kæmpet, siden min mand blev syg.
Desværre Kira har jeg nok ikke nogen særlige gode råd, jeg tror kun, det er tiden, der kan hjælpe, der er da længere mellem nedturene nu, men skræmmende at de stadig er så voldsomme. Skriv hvis du har lyst. Kærlig hilsen og knus Bente. bente-nj-rud@mail.dk

hej vi mistede vores 8 årige dreng for 3 mdr siden og når jeg er ved at gå til tænker jeg posivtivt på de gode minder og hvor dejlig han var og sød og hjælpsom han altid var håber det kan bruges du er velkommen til at skrive til os på

fsg@stofanet.dk