Sorgprocessen
- af Christian Hald Jessen
Sorgarbejde blev et begreb, da Freud i 1917 skrev artiklen “Trauer und Melancholie”. Han påstod at sorgens mål er at bryde den binding, der er mellem den sørgende og det eller den mistede. At bryde den forbindelse kræver en stor psykisk indsats af den sørgende, og Freud beskrev denne proces som sorgarbejde. Freud lagde med sin artikel grunden til en psykoanalytisk teori, som pålagde tilbageholdenhed, forsigtighed og understregede at man som professionel måtte påtage sig en distanceret rolle.
I 40’erne begyndte amerikanske og engelske psykiatere og socialrådgivere, systematisk at undersøge reaktioner hos mennesker, som havde været udsat for tab.
Den banebrydende Eric Lindeman var en amerikansk psykolog, som i 1944 studerede de efterladtes reaktioner efter en brandkatastrofe hvor ca. 500 mennesker døde. Som den første beskrev han den akutte sorgs fysiske og psykiske symptombilleder, og konkluderede, at menneskers reaktionsmønstre i forbindelse med sorg er påfaldende ens. På grund af Lindemans arbejde havde han og andre nu en referenceramme, at gå ud fra. Ved hele tiden at ud- og underbygge denne ramme, kunne man efterhånden adskille det normale sorgforløb fra det patologiske (sygelige). Med den viden begyndte man at udvikle sorg- og kriseteorier.
Krisen
I 50’erne udviklede den amerikanske psykiater Gerald Capland, sin definition på en krise:
"En krise forekommer, når en person står ansigt til ansigt med forhindringer eller trusler mod vigtige livsmål, som for en tid er umulige at tackle ved at anvende sædvanlige problemløsningsmetoder. Der opstår en periode med desorganisation, hvor mange forskellige frugtesløse forsøg på løsning gøres. Lidt efter lidt opnås en tilpasning, som måske, måske ikke, er den gunstigst mulige for den ramte og hans familiemedlemmer."
Caplan lagde vægt på, at kriser er sunde og naturlige reaktioner på svære begivenheder.
En Svensk psykiater ved navn Johan Cullberg, blev betaget af Caplans definition og besluttede sig for at viderbearbejde den. Han endte op med en krisedefinition, som lyder:
"Man kan siges at befinde sig i en psykisk krisetilstand, når man er kommet i en sådan livssituation, at ens tidligere erfaringer og indlærte reaktionsmåder ikke er tilstrækkelige til, at man kan forstå og psykisk beherske den aktuelle situation."
Johan Cullberg lagde stor vægt på at beskrive livet, som en kontinuerlig proces. Han mente at livet bestod af en mængde faser, og at det menneskelige udbytte i de forskellige faser, ville være afhængigt hvordan de tidligere faser var forløbet. Også krisen opdelte han i faser: Chokfasen, den reaktive fase, reparationsfasen og nyorienteringsfasen.
Chokfasen
Chokfasen karakteriseres ved, at den kriseramte tilsyneladende ikke reagerer på noget. Han/hun kan virke lammet og uden følelser. Den kriseramte kan også give sig til at tale om ligegyldige småting, begynde at grine, skrige, jamre sig osv. Denne fase varer fra nogle få minutter op til et par døgn.
Den reaktive fase
Den kriseramte vil i denne fase være opfyldt af kaos og forvirring. Virkeligheden trænger sig på med et krav om erkendelse af det skete. Den kriseramte foretager voldsomme mentale udsving mellem benægtelse og erkendelse. Denne fase varer ca. 6 til 8 uger.
Reparationsfasen
Den kriseramte begynder at vende sig mod sin egen hverdag og tilpasser sig i sit nye liv. Denne tilpasning kan være god eller dårlig, alt efter hvordan de to første faser er forløbet. Er man eksempelvis kommet gennem reaktionsfasen ved at benægte det skete, er det grobund for et usundt videre forløb. Denne fase med at tilknytte sig nutiden, tager ca. 6 måneder.
Nyorienteringsfasen
Den kriseramte vil i denne fase skabe nye kontakter, få nye interesser og kunne tale om hændelsen uden at blive overvældet af sine følelser. Man begynder at interessere sig for fremtiden. Denne fase varer i ca. 6 måneder.
I 60’erne introducerede man så, på de sociale højskoler i Danmark, en undervisning, som indeholdt arbejde med Cullbergs kriseteori.
Kriseteorien blev et stilbrud i forhold til den psykoanalytiske indfaldsvinkel. Med den nye teori blev det muligt og legitimt for den professionelle, at involvere sig og gribe ind i andre menneskers kriser. Op gennem 70’erne og 80’erne blev krisebegrebet efterhånden en del af undervisningen på alle pædagogiske studier, og er i dag et kendt og indarbejdet begreb hos de fleste, der har studeret pædagogiske fag. Fra 60’erne og frem blev der i dansk litteratur, daglig tale og undervisning, stort set ikke skelnet mellem begreberne sorg og krise.
Sorgen
I starten af 80’erne opstod der et behov hos de professionelle behandlere i Danmark, for at adskille de to begreber. Man søgte tilbage til den engelske og amerikanske forskning og litteratur, og fandt to mænds arbejde særligt relevant. Den ene var Collin Murray Parkes. Parkes er psykiater i England, og siden 60’erne havde han undersøgt sorgen som et specifikt afgrænset begreb. Den anden var en amerikansk psykiater ved navn William Worden, som havde opstillet en model for sorgarbejde. Med Parkes og Worden som hovedinspirationskilde, begyndte man så i dansk regi at tilpasse den udenlandske erfaring, og egentlige sorggrupper under ledelse af socialrådgivere og psykiatere blev en realitet her i landet.
William Wordens sorgarbejde-model, Parkes omfattende undersøgelser og erfaringerne fra de danske sorggrupper, ligger i dag til grund for sorgterapeutuddannelsen.
I 1987 udgav Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick bogen “Den nødvendige smerte”. I denne bog behandles sorgen og arbejdet med sørgende udførligt.
I social og sundhedssektoren adskiller man altså i dag de to begreber sorg og krise. Når man taler om sorg bruger man ord som sorgarbejde og opgaver. Disse ord understreger, at der ikke er tale om fortløbende faser som i kriseteorien, men derimod kræves der en aktiv indsats fra den sørgende, for at komme gennem en sorg.
I det følgende beskrives hovedsageligt det sunde sorgforløb i forbindelse med dødsfald. Det sunde sorgforløb udmærker sig ved, at der ikke er brug for egentlig sorgterapi for at komme vel igennem det.
Man sørger fordi man har mistet noget eller nogen, man er tæt knyttet til. Man kan sige at omkostningen ved følelsesmæssigt engagement er sorg. Når en man har været følelsesmæssigt engageret med dør, vil det udløse sorg hos den efterladte. Denne sorg kræver et stykke arbejde for at den sørgende kommer gennem den, og dette arbejde kan være en egentlig menneskelig vækstmulighed.
I et forsøg på at systematisere sorgarbejdet, bruger man William Wordens model, som beskrives ved fire opgaver:
1. opgave: At acceptere at tabet er en realitet.
2. opgave: At gå ind i sorgens følelser.
3. opgave: At tilegne sig nye færdigheder.
4. opgave: At reinvestere sin energi på en ny måde
Ulempen ved at systematisere menneskets følelser, er at man risikerer at forenkle det så meget at resultatet bliver ubrugeligt, så det er vigtigt at pointere at man som sørgende arbejder med opgaverne på forskellige niveauer gennem hele sorgforløbet. Her er en gennemgang af de enkelte opgavers indhold.
Første opgave.
Den første opgave er opdelt i to trin. Første trin for den sørgende, er intellektuelt at erkende at tabet har fundet sted. Det er som regel ikke noget problem. I langt de fleste tilfælde af dødsfald har døden været ventet, enten i forbindelse med sygdom eller alderdom. Første trin i første opgave er løst, når den sørgende uden tøven kan bekræfte, at dødsfaldet har fundet sted. Man kan nu gå i gang med det egentlige sorgarbejde.
Andet trin er at den sørgende skal nå til erkendelse af at tabet er uigenkaldeligt. Det tager tid før det trænger ind hos den sørgende, at den døde er væk for altid. Det er ganske almindeligt at man kan se den afdøde i sin yndlingsstol eller tro man ser ham på gaden eller hører hans stemme. Man veksler, her på andet trin, mellem at opleve den dødes nærvær og opleve virkelighedens nærvær. Som en hjælp til at erkende at man ikke længere har en fremtid med den døde, bruger mange sørgende at fortælle om hændelsesforløbet op til, under og efter dødsfaldet. Denne fortælling gør det som regel umuligt at benægte tabets omfang. En anden form for hjælp til erkendelsen er, sammen med en pårørende, at se den afdøde.
Anden opgave.
I anden opgave drejer det sig for den sørgende, at gå ind i sorgens følelser og forløse dem. Følelserne spænder vidt. Man kan opleve voldsom fysisk smerte, savn, vrede, skyld, angst, fortvivlelse, skam, lettelse, jalousi og meget andet. Hvis det går galt i sorgarbejdet er det ofte her i anden opgave, idet mange sørgende ikke giver sig selv lov til at føle disse ofte modstridende følelser. Man kan som pårørende være til stor hjælp i denne opgave, men det kræver at man kan rumme den sørgendes følelser. Når følelserne kommer til udtryk kan den sørgende sjældent redegøre for dem, så de skal bare have lov til at være der. Velmenende trøstende ord som: "Det skal nok gå alt sammen", "Nu må du ikke græde", "Han er det ikke værd", "Nu må du se at komme videre" osv., er udtryk for, at man ikke kan rumme den sørgendes følelser, og det kan bremse den sørgende i hans/hendes sorgarbejde.
Tredje opgave.
I tredje opgave skal den sørgende tilegne sig nye færdigheder, både i kontakten med andre mennesker og i forbindelse med praktiske opgaver. Det opleves af den sørgende som en sur opgave og det er meget sjælden forbundet med lettelse eller glæde at løse tredje opgave. Den sørgende er i følelsesmæssigt underskud eller kaos, og at vove noget nyt, er noget den sørgende som regel kun gør af tvingende nødvendighed.
Fjerde opgave.
Fjerde opgave er at sige endeligt farvel til den afdøde, for at kunne geninvestere sin energi på nye måder i nye forhold. Den sørgende skal sige farvel til alle de håb og fremtidsplaner, som han/hun delte med den døde. Man skal altså ikke sige farvel til minderne og de gaver man har fået, men man skal, som Freud udtrykte det, bryde den binding, der er mellem den sørgende og den mistede. Første, anden og tredje opgave skal gennemleves mange gange, før man kan gå i gang med denne fjerde opgave. Der kan gå flere år, før den sørgende er klar til at påbegynde sin tilbagetrækning af sin energi fra den afdøde.