DET JEG IKKE KUNNE ØNSKE SKULLE
SKE FOR MIN VÆRSTE FJENDE

Den 22/10. 1991 fødte min dejlige kone vores andet barn. En dejlig dreng som var velskabt lige som man ønsker sig det. Han kom til at hedde Kenneth Han var dejlig og rigtig sød. Alt gik som det skulle med fødslen og vi fik købt ny barnevogn, og nyt tøj som man jo gør til sådan en lille ny en. Kenneth voksede som han skulle og blev om muligt mere dejlig som dagene gik . Vores kære sundhedssygeplejerske Ambrosia kom og så til ham og sagde at han var sund og rask og udviklede sig som han skulle. Han havde sovet mange gange i sin nye barnevogn udenfor vores køkkenvindue uden problemer. MEN så kom den FRYGTELIGE DAG,… det var Kenneths første dag i vuggestuen og det var gået rigtigt godt han havde spist og havde det ellers godt sagde de i vuggestuen og så kom tiden hvor han skulle hentes og det gjorde vi og kørte ham hjem i sin barnevogn og på turen hjem faldt han i søvn igen så da vi kom hjem så blev vi enig om at han kunne stå og sove lidt uden ved køkkenvinduet “som han jo har gjort så tit”. efter ca 1 time syntes vi at nu havde han sovet nok så Dorthe ville gå ud og se om han stadig sov.
Da var det at hele vores verden gik i tusinde stykker for da hun løftede dynen så råbte hun helt vildt på mig og jeg løb ud til hende og jeg så til min store skræk at min lille skat var blå i hovedet og ikke trak vejret. Jeg råbte og skreg og løb ind i stuen og greb telefonen og trykkede 009 “det var nummeret dengang” og mens at jeg sad med telefonen for øret og Kenneth i mine arme prøvede jeg at give ham kunstigt åndedræt og hjertemassage og snakke med Falck samtidig. DET føltes som om at der gik EVIGHEDER inden at de kom. Jeg tror nok at jeg nåede at ringe til dem 3 gange inden at de stod der. Hvad der skete derfra og til at vi var på Odense sygehus ligger lige som i en tåge for mig men de prøvede at genoplive ham det kan jeg huske. Da vi så kom der ind så blev han taget fra os og vi måtte vente på en stue. Det var frygteligt. Men så kom de og sagde at der ikke var noget at gøre for efter hvad de kunne se så havde han været død i et stykke tid. Vi ringede til familie og venner og fortalte dem hvad der var sket og vi ringede til svigermor og hendes mand og de skyndte sig at køre op til os og Vi fik ringet til bedemanden og Så kom politiet også og snakkede med os og sagde at Kenneth skulle obdukteres og selv om at vi ville sige nej til det så ville de bare gå igennem retten med det og så ville de få lov til det for man kunne ikke nægte for de ville vide hvad der var sket og at de ikke var noget at vi havde gjort. “som om at vi kunne gøre sådan noget ved vores lille skat”. men da vi havde snakket lidt om det så blev vi enig om at selvfølig måtte de godt det for vi havde jo ikke gjort noget så det gjorde de så. Det tog tre dage så ringede de til os og sagde at efter hvad de kunne se så var Kenneth død af vuggedøden “ vuggedøden er uforklarlig barnet holder bare op med at trække vejret lige pludselig”
Og at vi godt kunne få lov til at begrave ham .
Jeg snakkede med bedemanden og aftalt med ham at jeg godt ville med ud på sygehuset og lægge ham i kisten og det gjorde jeg så. “ jeg ved stadig ikke om det var en god ide for jeg kan stadig efter så mange år se ham for mig med ar efter obduktionen og alle de følelser der er i det” men jeg har heller ikke fortrudt det for jeg fik sagt et sidste farvel til ham. Vi havde skrevet et brev til ham og til gud “ det er ikke fordi at vi er helt vildt troende men alligevel hvis nu ! Og det fik han med i kisten og vi har stadig en kopi af brevet herhjemme. Han fik også det tøj på som vi ønskede at han skulle have.

Til begravelsen kom der rigtigt mange, kirken var næsten fuld.
Det virkede helt uvirkeligt at se den lille kiste stå der.
Det føltes som en meget lang tur at gå fra kirken og til graven, selv om at det ikke var så langt.
Jeg ved ikke var der skete med mig men jeg græd ikke jeg følte mig bare helt tom inden i og alt virkede som om det var noget jeg drømte og ikke skete i virkeligheden. Det gjorde meget ondt at begrave sin lille søn.
Da vi var færdig i kirken så kørte vi hjem til os selv hvor der var kaffe og kage og alt det som nu høre med til sådan noget og ambrosia havde været så sød at bage kage og boller til os.
Da vi så var færdig med kaffe og det så kørte vi tilbage til kirkegården og så graven, den var rigtig flot med alle de blomster.

Vi snakkede med rigtig mange om det der var sket og det hjalp også noget men vi havde stadig meget store problemer med det så vi kontaktede en psykiater for at få lidt hjælp. Vi tog ud og snakkede med ham ude på sygehuset og han kunne godt hjælpe os for han kunne vende og dreje problemet på vi kunne se det hele på en anden måde og se at vi ikke kunne have gjort noget og at vi ikke havde skylden i at Kenneth dødede.

Selv om det er mange år siden at Kenneth dødede så gør det stadig ondt at tænke på det, og jeg tror aldrig at jeg kommer helt over det men jeg har lært at leve med det for det er jeg nød til at gøre. For det kan ikke laves om.
Men som sagt så vil jeg aldrig ønske at det skulle ske for selv min værste fjende.

R.I.P
KENNETH