Kære alle herinde. Kan nogen hjælpe mig ? Jeg lever hver dag/nat i evig angst for at miste. Har mistet mine forældre som lille og en meget nær kammerat for 6 år siden. Lever et alm. liv, blot med angsten som følge ved min side. Jeg kan aldrig blive den kvit. Hver gang mine voksne børn skal på tur starter det. Mit hovede arbejder slavisk fra de meddeler mig hvad de skal, til de er hjemme igen. Af og til ville jeg ønske jeg ikke vidste besked, for det fylder simpelthen så meget at det invaliderer min tilværelse. Det er altid det samme. Lige fra jeg får besked fra politiet til turen på sygehuset til afskeden i kirken....... Jeg hader denne angst så meget, den er blevet min værste fjende. Jeg har talt med læge, psykolog og præst. Alle mener jeg har "noget uløst fra fortiden" Og jo, det er nok rigtigt nok, jeg kan godt huske lidt, men kan ikke sætte tingene sammen og få en mening ud af det, da jeg tænker ikke at ville "hænge andre ud". Og alligevel hiver angsten fast i mig som en ond ond ...... Jeg ville give rigtig mange timer af mit liv for at blive fri for denne angst. Nogen har engang sagt til mig at : Angsten for at miste er større end selve tabet... Det kan jeg ikke tro, for hvad er der tilbage hvis jeg virkelig mistede det jeg var bange for at miste. Er man da først angsten kvit ??? Tak til dem der vil hjælpe mig. Kærlig hilsen Susan.
At leve i evig angst
Mindet.dk Kristeligt Dagblad CVR 17725114 Vimmelskaftet 47 1161 København K Telefon: 33 48 05 00 Send mail
Angsten
Kære Susan.
Jeg tror ikke, at du bliver agsten kvit, hvis du mister, så lad os håbe, at du ikke gør det -altså mister.
Men jeg tror, at angsten ligger der, hvor du fortæller, at du mistede dine forældre. Kunne psykologen ikke hjælpe med det? Du er jo meget langt selv, for du ved godt, og du indser, at det er angsten. Men sjældent kan man flytte angsten selv, så jeg ville nok finde en, som er ekspert i angst. Måske skal du også lige vende den tanke i hovedet, hvor du skriver, at du ikke vil hænge nogen ud. Er du blevet gjort fortræd, aå skal du af med det og ikke tæke på at hæge noge ud. For det var ikke noget, du selv bad om, kan jeg tænke mig.
Hvis du finder en, der kan styre dit forløb, hvor du er blevet gjort fortræd, Så ka du måske slippe noget af angsten.
Det er en stor opgave, men jeg øsker dig al mulig held. At leve med angste er et helvede.
Knus Karen
Angst
Kære Karen og Lise. Mange tak for jeres søde svar til mig. Karen du spørger om psykologen ikke kunne hjælpe med tabet af mine forældre. Både jo og nej. Jeg føler ikke rigtig noget, andet end tomhed når jeg tænker på det. Min mor gik fra min bror og jeg og efterlod os til vores syge og humørsvingende fader. Han slog kun min bror, men jeg så og hørte på det. Jeg kan huske at jeg syntes det var synd for min far og havde forfærdelig ondt af ham, da han var meget tyk og hæmmet af vejrtrækning. Jeg var sur og vred på min bror fordi han var slem og gjorde min far gal så han slog ham. Det var skrækkelig voldsomt, men i mit barnesind vidste jeg ikke bedre end at passe på min far, han var jo den eneste voksne som kunne passe på mig, da min bror gjorde mig utryg og bange fordi han var vild og fikseret på upassende ting ......Jeg var 6 år gammel.....Min far blev meget syg og indlagt. Jeg kom i familiepleje hos et par som ikke selv kunne få børn. Konen havde været igennem et psykiatrisk forløb pga. barnløshed og jeg blev hendes offer. hun slog mig og hendes mand vendte det døve øre til. Jeg fik 10 hade år hos familien og blev sendt på efterskole. Her var jeg et halvt år, da jeg udviklede et mærkeligt sygdomsbillede og blev indlagt på ungdomspsyk.afd. Dette blev dog afkræftet hurtigt og jeg fik et job i en by. Jeg havde kun overfladisk forbindelse til min adoptiv.fam. Som 18 årig døde min far, min mor havde fået flere børn og var aldrig i mit liv igen.
www.slipangsten.dk
Kære Susan,
Noget af det værste man kan opleve i sit liv er at miste dem som man elsker og holder mest af. Og er det ikke sine forældre der i første omgang er hele ens liv, og senere ens børn? Det gør mig usigeligt ondt at høre at du allerede som lille måtte opleve den smerte at miste dine forældre.
For mig at høre er det helt naturligt at du er skrækslagen nu for at miste dine børn. Selvom du godt ved at angsten er ubegrundet, er det den ikke til at styre fordi den sidder så dybt i dig. Behovet for at beholde dine kæreste børn.
Jeg vil mene at det er en overlevelses-teknik fra da du mistede dine forældre. At du har svært ved at give slip på livets trusler og kontrollen heraf. Din krop vil med tanker og bekymring sikre dine børn.
Jeg tror du vil have god gavn af at snakke med en psykolog som i første gang kan hjælpe dig med at bearbejde din gamle sorg. Herefter skal du arbejde med dine tanker - gennem kognitiv terapi og finde nye strategier som du kan læne dig op af. Fx. indlære at selvom du slapper af og giver slip på bekymringer så er sandsynligheden for at du får dine børn hjem sunde og raske stadig lige stor.
Jeg håber det giver mening. På www.slipangsten.dk kan du læse mere om angst og evt. deltage i forum og opdage at der er mange der kæmper med angst på samme måde.
Held og lykke med det og nyd dine skønne børn.
Med venlig hilsen,
Lise