Kære Kirsten!Jo jeg har læst, at du har fået det bedre,tak fordi du alligevel svarer på mit indlæg. Dejligt at høre, du igen kan se en mening med livet, det hjælper mig til at tro på, der kan være lys forude. Kh. Bente.

kære Bente, først min medfølelse til dig over at du har mistet din mand. Jeg ved hvor svært det er og kender følelsen af af være forkert. Som du måske har læst i mit indlæg så er jeg videre med mit liv her 3 år efter min mands død. Jeg savner ham også hver dag, nogle gange mere end andre, men jeg har det godt og er glad og kan grine igen. Jeg tror det vigtigste er at give sig selv tid og lov til at bearbejde sorgen. Der findes ingen opskrift, alle gør det på hver sin måde og i hver sin takt. Men man skal lade være med at forcere noget. Lade være med at tænke på hvad andre mener om ens sorg forløb. Føl efter inde i hjertet om du er parat til at fortsætte med det ene eller det andet. I denne situation må man godt være lidt egoistisk og tænke............hvad har JEG brug for, hvad kan gøre MIG glad. Jeg tror at hvis du lader være med at focusere på hvad der kan bringe dig videre, men istedet bruger din energi på at skabe dig en ny og tålelig hverdag og acceptere at minderne og sorgen og savnet dukker op fra tid til anden, så vil processen med at komme videre gå i gang uden at du bemærker det. Lad være med at fornægte og afvise ensomhedsfølelsen eller andre negative følelser, men prøv at spørge dig selv hvad der lige nu kunne fjerne de følelser igen, der pludselig opstår.....måske er det noget der umiddelbart lader sig føre ud i livet, og så har du måske overvundet den. Kram fra Kirsten