[URL=http://xphcfimt.com]mtlsjpsp[/URL] szuzplcm nyfednia http://gwravdtt.com veyuexum emwwzwqc

Hej Rikke.

Jeg mistede min bror for ca. 6 år siden. Han blev fundet i koma og døde 14 dage efter. Jeg fik aldrig sagt farvel og det har pint mig meget at vi skændtes i tlf. sidste gang vi talte sammen.

Jeg har virkelig haft det dårligt med det og føler stadigvæk lidt skyld og dårlig samvittighed.

Men jeg tror man er nødt til for at tilgive sig selv, og den afdøde (der skal jo to til). Forstå at man reagerede i situationen som man gjorde af en årsag og en overbevisning. Og det er jo reelt nok. Èt eller to skænderier overgår jo ikke et helt liv, hvor man har elsket dén person. Og selvom vi skændtes sidste gang, så tror jeg at min bror godt vidste, at jeg inderst inde elskede ham og altid har gjort det. Og det er dét der betyder noget og dét man skal huske på!!!!

Din søster ville garanteret være ked af det idag, hvis hun vidste at du er så ked af sådan en sidste dum ting og at det skal overgå at I elskede hinanden... Men jeg forstår godt dine følelser og kan nemt genkende dem.

Håber det hjælper en smule...

Mange hilsner Rikke

Kære Rikke og Charlotte!
Jeg har for lidt over en måned siden mistet min søster i en trafik ulykke som ingen kunne forstå.
Jeg blev henvist til en psykolog, men valgte i stedet og opsøge en clairvoyant da jeg havde så mange spørgsmål som en psykolog jo ikke kunne svare på.
Jeg ved ikke helt hvor meget jeg tror på sådan noget for der er meget "hokus pokus", men jeg ved, at min søster havde brugt det nogle gange da hendes liv var gået i hårdknuder.
Derfor opsøgte jeg den samme som min søster havde været hos og det var positivt.
Selvfølgelig er jeg meget meget ked af det og fatter slet slet ikke, at jeg ikke skal se hende igen for det er jo totalt meningsløst og tage sådan et liv, MEN jeg har fået noget ro i mig.
Jeg har også spurgt meget til hvad der skete og pludselig kunne jeg få et svar.
Damen jeg var hos har ingen forudsætninger for, at kende til ulykken da den er sket meget langt fra hende og alligevel kan hun fortælle hvad der skete.
Det er så underligt, men jeg havde en ro i mit sind bagefter.
Sorgen forsvinder ikke, men jeg har fundet nogle svar på alle de spørgsmål jeg havde, ikke mindst omkring de børn der nu har mistet deres mor.
Så kære jer prøv det, i har alt og vinde og intet og tabe.
Sørg dog for, at finde en som nogen har været hos før med positivt resultat.
Jeg tror aldrig man vil komme sig over det tomrum der er blevet og det er som om ens hjerte er revet itu, men hvis man tror på noget mere end kun livet så kommer vi et andet sted hen med fred og ro og det har givet mig lidt fred i mit sind for så mødes vi jo igen.
Lige nu er min søster jo en engel som sidder på sin sky og passer på os som min niece siger, men hvor meget forstår de egentlig af det hele??
Det er der ingen der ved?
Jeg skal nok vende tilbage og fortælle om de ting jeg har hørt vitterlig sker...
Mange kærlige og tankfulde hilsner til alle der har mistet fra
Sandra

kære Charlotte... det gør mig så ondt at du har mistet din bror...
jeg har som dig også tanker om at hvis nu det var et selvmord så kunne jeg måske ha gjort noget hvis jeg havde været der mere... det går mig meget på at jeg stadig har det så svært ved min søster´s død... min søn´s død fylder ikke lige så meget mere, men det er måske fordi jeg med sikkerhed ved hvad der skete med ham men ikke med min søster... det er måske uvisheden der gør det svært... det der går mig allermest på er at da min søster døde var vi uvenner... hvordan tilgiver man sig selv at det sidste minde blev uvenskab??

Hej Rikke

Jeg mistet selv min søster for 21 mdr siden,jeg ved godt hvorfor hun dødr, hun fik en hjerneblødning og døde efet at have ligget i koma i 9 dage. Jeg har det skidt med at jeg ikke fik sagt farvel, da jeg snakkede i tlf med hende et par timer før hun faldt om. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på hende. Jeg håber og tror at det bliver letter med årene, ligesom du har oplevet ved at mistet en barn.
De bedste tanker til dig
Jannie

Kære Rikke,

det er rigtigt at tiden lindrer, men den lukker ikke såret.....ligesom dig har jeg ikke noget endeligt svar på hvorfor min bror døde. Han kørte galt i sin bil - men HVORFOR?? Fik han det skidt, løb der noget ud foran hans bil??? Dette søgte jeg en afklaring på de først par år. Men der er ingen andre end ham selv der kan svare, derfor fylder det mindre og mindre. Men det er nok troen på, at vi som søskende, kunne have gjort noget ved det - gjort en forskel. I starten - det første år - gav jeg mig selv skylden - hvorfor ringede jeg ikke til ham og bad ham køre ind til siden - hvorfor hvorfor hvorfor!!! Det var virkelig en hård proces. Jeg kan godt forstå du har det sådan også. Vi har brug for, at kunne lukke de forskellige "kasser" med spørgsmål for at kunne lære at leve med, at de er borte.

Min bror døde for lidt over 5 år siden, og der går ikke en dag uden at mine tanker krydser ham. For han er savnet. Men i dag som forskel til tidligere, kan jeg tænke på ham med et smil og mindes alle de gode minder vi har/havde sammen. For jeg savner ham. Det skal der ikke være nogen tvivl om overhovedet. Men jeg har lært at leve med mit savn, selvom jeg stadig græder og smerten stadigvæk banker indeni.

Kære Rikke, undskyld hvis det blev lidt rode, men det er nogen gange svært at forklare tingene med ord på skrift.............så løber fingrene hurtigere end hjernen og hjertet og det kan blive volapyk. Jeg håbr du forstår det jeg har skrevet.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke i tiden, der kommer.

Kram og mange tanker
/Charlotte Drue
- søster til den smukkeste engel........