Hej.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal placere mit indlæg. Det er over 7 år siden vi mistede vores søn, Thomas. Det er naturligvis stadig hårdt og smertefuldt, selvom tiden gør, at det bliver nemmere.
Når vi er sammen med min mands familie føler, især mig, at Thomas er "glemt". Hans navn bliver ALDRIG nævnt. Det er farligt at nævne hans navn og sådan har det altid været. Vi var til fødselsdag hos min mands familie ca. 3 måneder efter begravelsen. Jeg glemmer det aldrig. Det var ganske forfærdeligt. Jeg følte mig pludselig så ALENE. Ingen spurgte om det dog ikke var svært at være her første gang uden Thomas, og det var først, da ballonen sprang, at de reagerede. Jeg begyndte at græde og gik udenfor, men jeg var skuffet. Jeg har det stadig svært, når vi er sammen med dem og har svært ved at tilgive dem. Kærlig hilsen Anne-Marie
familiekomsammen
Skrevet af Anonym, Mandag, september 20, 2010 - 10:51
Anmeld upassende indhold
Mindet.dk Kristeligt Dagblad CVR 17725114 Vimmelskaftet 47 1161 København K Telefon: 33 48 05 00 Send mail
Kære Anne-Marie!
Vi er vist mange, der forstår og kender din skuffelse. Jeg kan desværre ikke sige/skrive noget, der kan ændre tingene - kun fortælle, jeg forstår dig.
Det virker helt forkert, når dem vi elsker og har mistet ikke bliver nævnt i forbindelse med diverse sammenkomster - især i familien, der har kendt (for dit vedkommende) Thomas længe, og som jeg mener burde opleve, at Thomas stadig er en del af familien.
Jeg har prøvet at sige direkte, at vi mangler støtte, uden det har ændret noget. Selv nær familie, der selv har mistet et barn, er umulige at "råbe op".
Mange varme hilsener fra
Grete