Kære Merete.

Det var nok den hårdeste læsning jeg nogensinde har måtte igennem, mens jeg sidder her og skriver render tårene ned af kinderne på mig. Jeg er så glad for at have læst det, alt det der skete med Cathrine var uvirkeligt for mig som vat så langt væk, jeg følte ikke jeg kunne gøre noget og jeg følte jeg svigtede hende. Derfor har jeg også haft UTROLIG svært ved at tale om hende og hvad der egentligt skete. Dog hjalp det da jeg i år så hendes smukke grav, jeg fik et par minutter alene ved den og fik fortalt hende at jeg elsker hende og savner hende utrolig meget.

Jeg har aldrig rigtigt mistet nogen på den her måde, min oldemødre og oldefar var alle gamle og vi vidste de ville dø før eller siden, hvilket i sidste ende man godt kunne onde dem. Men at nogen tog Cathrine fra os er den mest uretfærdige handling jeg nogensinde har oplevet, jeg var så gal og sur i lang tid, selvfølgelig fortjente Cat ikke at leve på den måde, med sygdom, smerter og stomi, men jeg har aldrig forstået hvordan et menneske så smukt (både indeni og udenpå) skulle tages fra os alle så tdligt.

For mig var Cathrine ikke bare en veninde, hun var den person i hele verden jeg så mest op til. Hun var smuk, hun var den sødeste person jeg nogensinde har mødt, hun var modig, dygtig, klog, havde en sangstemme der var så fantastisk og hun havde sin mening om alt, hun havde altid de rigtige råd og hun havde et hjerte af guld. Det jeg elskede mest var at vi behøvede ikke at tale sammen hele tiden, men i hvert fald for mit vedkommende vidste jeg hun altid var der og jeg vidste at ringede jeg til hende og bad om råd, ville det være som havde vi talt sammen igår. Jeg elskede at snakke med hende, for hun var altid glad og kunne vende enhver negativ situation til noget positivt.

Merete, jeg er glad for den måde du beskrev Catter på i dit indlæg, det var præcis sådan hun var også selvom det gjorde så ondt at læse alt hvad i har været igennem, jeg tror ikke nogen kan forestille sig det før de selv går igennem det - dog håber jeg du ved at jeg (og min familie) altid vil være her for jer alle sammen, vi elsker jeres familie og er så glad for vi har lært jer alle at kende.

Jeg kigger hver dag på et billede af Cathrine og jeg fra Gardasøen og mindes alle de gode oplevelser vi trods alt nåede at dele, både ture til Italien og Lefkas, men også de alt for få besøg hos hinanden. Hun vil altid være i mit hjerte og ligesom dig tænker jeg ogå tit på hende. Jeg forstår stadig ikke hvordan det kunne ske og det kommer jeg nok aldrig til..

Merete, jeg er ked af alt det du har været igennem, men jeg synes du klarer det så flot. Siger vist ikke det her så tit, men jeg holder utrolig meget af dig og ligesom Cathrine er du der også altid. Tak fordi du ville dele din historie med mig, selvom det var ubeskriveligt svært at læse hjalp det mig.

Cath, jeg elsker og savner dig!

-Maria (Cat's veninde)

Kære Dorthe
Tusinde tak for dine søde og gode råd. Du har en meget rar måde at formulere dig på. Jeg er ked af, at jeg først nu har set dit indlæg, men vi er lige kommet hjem fra Italien, og som før nævnt , er jeg startet på arbejde den 1. august.Som du skriver, ville jeg ønske, at jeg kunne arbejde 3 dage om ugen. Det kan desværre ikke lade sig gøre, da jeg sidder i en lederposition. De 3 dage jeg indtil nu har arbejdet, har været helt forfærdelige. Jeg har taget en stor beslutning om at finde et andet arbejde. Det vil være godt for vores 3 døtre, og frem for alt for mig selv. Livet med familie og venner har fået en helt anden prioritet, efter det vi har været igennem.
Det du skriver om oprettelse af en hjemmeside, er netop mine tanker. Alligevel sidder jeg med et ambivalent forhold til det. På den ene side vil jeg gerne dele billeder af Cathrine, minder og glade stunder med andre. Jeg vil frygtelig gerne vise, hvor smuk, sød og dejlig Cathrine var, samt give venner og familie mulighed for at mindes hende i dette forum.( som jeg iøvrigt ikke tror de har kendskab til )På den anden side er jeg også bange for, at det bliver alt for sentimentalt. Netop sentimentalt er jeg sikker på, at det ville blive p.t. med tanke på den sindstilstand, jeg desværre stadigvæk er i.
I næste uge starter min yngste datter i sorggruppe i Kræftens bekæmpelse, og jeg selv gør det ugen efter. Dette ser vi begge meget frem til, og er sikker på, at det vil hjælpe os lidt på vej.
Dothe, igen mange tak for dine vise ord - de har hjulpet mig meget. Du er et menneske med et STORT hjerte.
Kærlige tanker
Merete

Kære Merete.

Hvor lyder det bare rigtigt, det du skriver om sorggruppen, der er rigtig mange der har gavn af at deltage i en sådan gruppe og jeg håber, af hjertet, at det samme vil gælde for Jer!

M.h.t. at oprette et Minde for din elskede datter, så synes jeg at du foreløbig skal tage det stille og roligt. Du skal ikke oprette det fordi du synes at 'nu får jeg jo hjælp og støtte' - slet slet ikke!
Denne side, Mindet.dk er sjælden! Jeg har mistet flere (bl.a. storebror, far, mor og endnu flere), jeg er stadig i 'venteposition' og i tvivl om jeg opretter minde eller ej. Jeg har været 'passiv deltager' i lang tid herinde, jeg føler at jeg bliver hjulpet når jeg kan læse andres erfaringer omkring disse svære ting.
Sorgarbejde er jo så individuelt, vi tackler det forskelligt men herinde er så mange forskellige mennesker, at det faktisk er muligt at man ind imellem tænker 'dét kan jeg bruge i MIT sorgarbejde'.

Jeg læser lysene og jeg besøger, med respekt i sinde, de forskellige gæstebøger og lægger en lille tanke dér, hvis jeg føler at jeg måske kan støtte lidt med nogle få ord. Jeg skriver ikke kun på de forskellige mindedage, det er faktisk ret sjældent, men skriver når jeg føler for det.
Mit største problem er at 'det løber af med mig' - altså...lidt svært at forklare men jeg kan nogle gange ligesom selv mærke de sørgendes smerte, jeg får så frygteligt ondt af de der har det ekstra skidt en dag. Når man selv kan mærke smerten, vil ens ord måske nogle gange, kunne se ud af at'være for meget', når man nu tænker på at det er 'fremmede' mennesker - men netop fordi jeg selv mærker smerten, næsten fysisk, vil mine ord jo netop være som om det var min egen smerte.
Denne oplevelse af at være i så utrolig dyb respekt og at have denne store følelse af omsorg, hvis jeg ser på f.eks. et lys at der er en der har det ekstra skidt en dag, gør at jeg stadig overvejer om jeg mon overhovedet egner mig til at have en mindeside for mine kære.
Jeg er måske bange for at det sorte hul, den bælgmørke tunnel som jeg befinder mig i, vil blive helt uigennemtrængelig, så jeg bliver endnu mere 'låst' i min sorg, end jeg er i forvejen og måske oven i købet mister muligheden for, en skønne dag, at komme lidt videre og måske endda få lidt solskin i livet igen.
Årh det er svært at forklare, men det er heller ikke det, det drejer sig om, her.

Jeg føler, af hjertet med dig og din datter, Merete, jeg håber og tror på at dét at I nu får kontakt til sorggruppe, vil være godt for Jer begge to.

Du skriver at du skal starte på arbejde igen, snart og at det måske vil være godt for dig.
Ja, det tror jeg også - men har du mon overvejet at starte 'sådan lidt i det små'? Du ved hvad jeg mener, når jeg skriver sådan, altså ikke ligefrem deltid men måske lidt færre timer pr. dag eller måske blot et par eller tre dage om ugen? Prøv at tale med din arbejdsgiver, mange arbejdspladser er meget imødekommende når en god medarbejder er i sorg og dermed i krise. Det kan være en stor mundfuld at begynde igen, måske større end man lige umiddelbart tænker. Det vil måske være en god ide at starte lidt gelinde og så langsomt trappe op i et tempo som man synes man har det godt med?

Jeg ved det ikke, det kan kun du selv, vide.

Nu vil jeg prøve om jeg kan få lidt søvn, før jeg skal op. Det kniber med at sove når tankerne farer rundt men det kender du sikkert til.

Mange kærlige hilsener fra Dorthe.

Kære Karen & Dorthe
Mange tak for jeres søde ord. Jeg har været hos en psykolog hos Kræftens bekæmpelse med Cat´s biologiske lillesøster på 14 år. Hun fortalte heldigvis, at jeg læste min datter korrekt - hun reagerer "sundt". Hun foreslog at både hun og jeg skulle i en sorggruppe efter sommerferien. Der er en gruppe til Regitze for 14-18-årige, hvilket hun bestemt vil gøre brug af. Jeg skal også selv i gang, da jeg synes det hele er meget uoverskueligt.Jeg starter på arbejde i august måned efter ferien, og det er måske meget godt at komme i gang igen. På søndag tager vi til Italien, hvilket jeg tro vil være godt for os allesammen.
Igen, mange tak for jeres søde ord, jeg er glad for at have fundet mindet. Jeg er meget i tvivl om jeg skal oprette et minde for Cathrine - hun var meget blufærdig - men det kan være det kan hjælpe mig.
Kærlig hilsen
Merete

Kæreste Merete.

Der skal meget til før jeg bliver berørt, efterhånden, jeg har selv så mange sorger tæt inde på livet og man bliver, desværre, en smule 'hård i flinten' efterhånden, måske en form for forsøg på at 'overleve' følelsesmæssigt, selv, jeg ved det ikke.

Men kære kære Merete - DIN tragiske beretning fik mit hjerte til at banke hurtigere og fik tårerne frem fra dér hvor de ellers har været godt gemt.

Min aller aller dybeste medfølelse og respekt!
Jeg vil ikke forsøge at sige/skrive noget for at trøste for det er ganske umuligt, de ord kender jeg ikke, jeg har ingen der er store nok - men jeg kan i hvert fald sende dig og dine, en masse varme tanker og et stort, varmt og velment cyberkram!!

Jeg forstår hvor svært det må være at undgå at 'sygeliggøre' Jeres andre døtre og jeg synes og vil, af hjertet håbe på - at du skal gøre brug af Karens rigtig gode og meget hjertevarme råd.

Selve dét at bede om råd - at erkende at NU er man derude hvor man ikke længere ved hvad man skal gøre - dén forhindring HAR du passeret - ved at skrive hér! Det er FANTASTISK FLOT at du gør dette Merete! Dét betyder at jeg tror på at du har kræfterne til at gå det ene lille skridt videre - klik dig ind på cancer.dk og find den gode og kærlige og ikke mindst kvalificerede hjælp som du og din familie ikke 'blot' behøver - men som I også har ret til!

Mange mange meget varme tanker og lige så mange kærlige cyberkram til dig Merete og til dine kære!

Kærlig hilsen Dorthe, en mor...

Æret være Cat's smukke Minde!
Må Gud være med dig!

Kære, kære Merete.

Æret være Cats minde.

Hvor gør din historie ondt. Og jeg kan slet ikke sige noget, som letter din smerte, for den er der og skal bearbejdes.Og det er benhårdt. Samtidig har du hele tiden tanken om, hvorvidt det er genetisk.

Lige nu vil jeg anbefale dig at søge hjælp hos Kræftens Bekæmpelse. Kan se, at Cat var på Riget, så måske er du i Kbhs.område, og der er der i hvert fald en afd. af KB. Ellers kan du finde det på www.cancer.dk

KB's psykologer kan hjælpe dig at sætte en smule system i dit kaos. Og det er en smule mere overskueligt det hele, hvis der er lidt orden i kaos. jeg har selv mistet en mand til kræften, så jeg ved lidt, hvad jeg taler om. Desuden har jeg i dag sorggrupper ved KB. Og tro mig. Det hjælper. Det kan ikke fjerne sorgen, men du kan lære at håndtere sorgen og alle tankerne om, hvorvidt de andre børn også kan være mulige fremtidige patienter.

Det gør mig så ondt alt det, du går igennem. Og det er vigtigt for jer alle, at noget sker. Tal med KB, din mand er jo også involveret og børnene. Tag en samtale og sig, at du gerne vil have hjælp til at finde ud af, hvordan man hjælper jer alle.

De allerbedste tanker fra Karen

Det må I undskylde - jeg kom til at trykke på en forkert knap, og indlægget blev sendt utidigt. Jeg prøver at fortsætte:
Efter min svigerindes operation, fik hun en kemokur, og kom sig faktisk ret godt. I maj 2004 blev hun erklæret rask, og ønskede at få stomien indopereret igen. Her blev det desværre konstateret, at kræften havde bredt sig til leveren, og hun fik endnu en kemokur. Vi besøgte hende sidste gang den 19. juli 2004, hvor hun var meget tynd, men ved utrolig godt mod. Min mand, der er læge, mente at hun nok ikke ville overleve, men regnede med at hun ihvertfald havde 1 år eller mere tilbage.Vi tog på ferie og blev desværre ringet op af min svoger den 24/7 om at han havde fundet hende død. Vi var på ferie i Italien, og det var en frygtelig tur hjem. Min mand var fuldstændig knust - nu var han enebarn - og alle sad i bilen og græd. De næste 6 måneder blev en forfærdelig tid. Hendes mand var fuldstændig forstenet, og opførte sig højest besynderligt. Vi var meget bekymrede for deres 2 piger på 9 og 11 år. I marts måned 2005 fik vi igen en frygtelig opringning. Min svoger havde begået selvmord. Min mand og jeg gik straks i gang med at skrive en ansøgning om forældremyndigheden over de 2 piger hos statsamtet.
Den første juli 2005 flyttede de ind hos os, og indrømmet: i starten var det faktisk som at have 2 fremmede boende. Vi havde selv to piger på 19 og 13 år som begge boede hjemme. Vi fandt heldigvis en lejlighed til vores ældste datter, så alle 3 piger kunne få hver deres eget værelse. De utrolig hurtigt til, og de gik til krisepsykolog i et år. Det hjalp meget, at vores yngste datter kun var 3 måneder ældre end den ældste af mine niecer. Vi er nu meget glade for de 2 piger, og kan slet ikke forestille os en dagligdag uden dem. De 3 hjemmeboende børn skændes og elsker som alle andre søskende, og betegner også hinanden som søstre. ( det er for besværligt at forklare situationen, som den reelt er, mener de alle 3 )
I august 2006 fik jeg en opringning af min datter Cathrines veninde om, at hun var på vej til skadestuen med Cat, da hun havde frygtelige smerter i underlivet. Her blev der sagt, at det nok var en cyste, som hun en uge efter ville få bortopereret ved en kikkertoperation. Min mand og jeg var naturligvis på hospitalet denne dag, og vidste allerede, da der var gået 3 timer, at der var noget galt. Lægen fortalte, at hun havde cancer, og at det så ud som om det havde bredt sig til hele underlivet. De havde lukket såret til igen, og ville først operere hende efter en uge. Dette gør de altid, når det drejer sig om et ungt menneske, ( Cat var lige blevet 21 i august )disse skal altid have tid til at vænne sig til tanken. Kan man nogensinde det? spørger jeg mig selv......De advarede om, at de nok måtte fjerne hele underlivet, samt at hun sikkert ville få en stomi. Cathrine var meget brav, og sagde hele tiden, at hun nok skulle klare det her. På intet tidspunkt spurgte hun: " hvorfor mig?" Tværtimod - hun trøstede alle omkring sig, hvorfra fik hun dog dette overskud? Cathrine blev opereret, fik fjernet hele underlivet og fik en stomi. 14 dage senere fik vi at vide, at det var ovariecancer, men at det nok var udsprunget fra blindtarmen. Det var en meget agressiv form for cancer, men det havde ikke bredt sig til lymferne, hvilket beroligede os meget. Hun fik en kemokur, hvor hun tabte alt håret. Dette tog hun også i stiv arm, det der gik hende mest på var stomien. Hun havde meget svært ved den, og blev lovet, at få den indopereret efter koemoen den 13. marts 2007.Livet gik videre og Cat havde det fint. Hun blev ikke syg af kemoterapien, og fortsatte sit studie 2 uger efter operationen. Hun gik til eksaminer, og klarede sig fint på trods af træthed og bivirkninger af medicinen. I starten af marts fik hun fortalt, at kemoen havde virket efter hensigten, og hun kunne nu få den operation hun havde drømt om i 6 måneder. Glæden varede desværre ikke længe. 3 dage før operationen fik hun tarmslyng, og ved denne operation blev det konstateret, at canceren havde bredt sig til bughulen. Hun måtte i gang med endnu en kemoterapi, men også denne besked tog meget bravt. Det viste sig desværre, at hun ikke kunne tåle denne kur, hendes nyrer tog skade, så hun blev indlagt i slutningen af april. Den 29. april blev vi ringet op: Cat var gået i coma, og de mente det var bedst vi kom ind. Hun vågnede heldigvis, da vi kom ind, og min mand og jeg blev indlagt sammen med hende. Herefter gik det meget hurtigt med ad bakke. Vi skulle have konfirmation den 6. maj, og talte alvorligt om at annullere den. Cathrine kunne ikke gå mere, og havde fået besked af lægerne om at hun ikke kunne komme med til festen. Dette blev hun meget vred over, og sagde at lægerne ikke skulle bestemme over hende. En sygeplejerske kom ind på sin fridag, og vi sørgede for en privat transport til hende denne søndag. Da Cathrine ankom til festen, rejste hun sig op af kørestolen, og gik rundt og sagde goddag til 60 gæster. Hun holdt ud i 1 1/2 time, hvorefter hun blev kørt tilbage til hospitalet. Vi tog alle 5 ind på Riget efter festen, for at vise konfirmandens gaver, og Cat var ved godt mod. De ansatte på afdelingen talte meget om denne dag, da de ikke havde regnet med, at hun ville klare det. Den 7. maj talte vi med hende for sidste gang. Hun gik i coma om eftermiddagen, og vi vågede over hende indtil den 10. maj om eftermiddagen. Vi var hos hende da hun udåndede, og dette er vi naturligvis lykkelige for.
Cathrine blev begravet den 18. maj på en meget flot solskinsdag.
Nu står vi tilbage med et frygteligt savn. Hvordan kommer man videre? Savnet fylder så meget i mit sind, at jeg ikke kan have en normal dagligdag. Jeg har naturligvis mine 3 dejlige piger, men her er også en frygt for, at de skal have de samme anlæg. Lægerne har jo sagt, at det nok er genetisk. Problemet er bare, at vi ikke kan undersøge pigerne for canceren. Vi har vaccineret de 2 største piger for livmodercancer, men frygten sidder latent i mig. Min mand mener ikke vi skal sygeliggøre dem, da det vil gøre deres liv til et helvede. Jeg ved med min hjerne, at han har ret, men mit hjerte siger det modsatte. Hvordan får man en normal tilværelse ud af det? Bliver man nogensinde et helt menneske igen?
Cathrine, du er i mine tanker 24 timer i døgnet. Jeg vil altid elske dig musenbusen....
Din mor Merete