Det vi vel allermest har brug for er ører der vil lytte mere end en mund der snakker? At andre ikke forsøsge at "hjælpe" os med det uhjælpelige..men at de bare er der.
Kærlige hilsner!

hej :)
Det sværeste da min mor døde var alle de mennesker som der gav en hånden og sagde "jeg kondolere" Øv bøv en kold og flad følelse..
mit mest brugte svar blev Nej tak, men du kan gi mig et knus det er det jeg har brug for.

For mig var det det bedste at dem jeg kender er blevet ved med at være som de plejer.

men det er svært.. kender det godt selv, det er svært at finde ud af hvad den enkelte person har brugfor.. det er så forskelligt.. vi er jo rigtig mange forskællige mennesker der reagere forskælligt.

Kære Heidi.
Jeg har i dag for 6 uger siden mistet min 17 årige søn pga en ukendt sygdom. Fra han fik ondt til han døde gik mindre end 10 timer.
Nu oplever jeg at folk omkring mig ikke ringer på døren og ikke telefonerer til mig, og forventer at alt er næsten som før.
Det eneste jeg har brug for er jo netop det!! For ikke at føle at min smerte er SÅ ensom. Mon folk er bange for jeg bryder ud i gråd hvilket er helt naturligt, eller er de bange for selv at blive afvist når de vil hjælpe? Og hvorfor er oplysningen i dag ikke bedre i den retning?
Tænk at man når man mest har brug for det skal opdage at man faktisk er endnu mere ensom fordi folk holder sig væk... Kom dog, ring dog, gør alt for at komme i snak. Vis i holder af og godt tør-det gør en kæmpe forskel!
Mange hilsner og godt du spørger!
Lisa Andersen

Hej Heidi.

Som de andre også påpeger kan det være forskelligt, hvad en sørgende har brug for.
Kan kun fortælle dig, hvordan jeg havde det i forbindelse med mine tab.
Det gjorde ikke så meget der ikke blev sagt noget bare det der var nogen til at holde om mig, når jeg var ked af det.
Men måske endnu vigtigere er det at huske på, at sorgen her og nu ikke forsvinder bare lige sådan.
Det er ca. 1½ år siden jeg oplevede det sidste dødsfald og har i mellemtiden haft en periode, hvor jeg trods alt begyndte at fungere rimeligt.
Men lige nu vælter det hele ind over mig igen. Så en god idé at holde øje med om den sørgende pludselig begynder at trække sig lidt tilbage fra andre.
Håber du kan bruge mine ord til noget.

Varme hilsener Bente

Kære Heidi.
Jeg oplevede også at folk gik over på den anden side af gaden,eller lod som om de ikke så mig,men heldigvis var der og nogen der var der for mig,jeg tror slet ikke det er så vigtigt hvad man siger bare vær der giv et knus,for lige godt hvad der bliver sagt får man jo ikke den tilbage man har mistet,jeg oplevede min bedste ven der har svært ved de ting han kom bare og gav mig et knus det betød alt for mig,og elskede jeg ham ikke før så kom jeg til det lige der.Og så tror jeg for øvrigt,at du er så varm en pige at det skal du nok klare hvis det bliver nødvendigt.
Knus Alis.

Til Karen

Hvor er det et smukt digt.... Og ja, det siger bare alt....

Til Heidi

Jeg oplever at døden ikke er så meget tabu mere, som den har været.... Og gudskelov for det... Jeg føler selv at jeg har kunne tale om mine tab, og at folk har ville lytte... Dog er der ingen der spørger mere, og jeg tror at folk syns jeg er underlig, når jeg pludselig kan få tårer i øjnene, når jeg kommer til at tænke på mine afdøde. Men jeg er vist god til selv at bringe dem på bane, når jeg har brug for det.

Til gengæld oplever jeg at min kæreste ikke snakker om SINE afdøde.... De er jo døde og kommer ikke tilbage. Jeg sad hos hans mor da hun døde i maj sidste år. Han har ikke talt om hende siden... Kun bemærkninger om at skulle ned og tømme huset og om salget af det f.eks. Hvis jeg spørger hvordan han har det, siger han: Jeg er glad for at hun ikke skulle ligge og lide længere... Ikke mere...
Min kæreste var gift med sine 2 børns mor, og hun kørte galt i januar 98 og døde. Hende taler han heller ikke om... Og det gør hans børn heller ikke til trods for at de var 7 og 9 år, da hun døde...

Så folk er meget forskellige... Men de fleste er dog åbne og vil gerne tale. Også selvom de skulle komme til at græde, som Karen skriver. Og det gør jo ikke noget, at man græder. Jo mere jo bedre. Det løsner en lille smule hver eneste gang...

Ønsker jer en dejlig dag.

Knus fra Helle

Kære Heidi.

Hvor er det et godt spørgsmål!
Mange af os, som har mistet nære personer kender jo godt, at nogen intet siger ? går uden om det, som man gerne vil snakke om.

Jeg tror på, at det bedste ganske enkelt er at spørge den sørgende, om han/hun har lyst til at snakke om det. Bl.a. fordi man ofte som sørgende holder mund, da man regner med, at: ?de gider ikke høre på mig?. Spørg, og gå ind i snakken. Lad være at være bange. Hvis vi græder, så tag om os og giv på den tilladelse til, at det er OK. Også selv om der kan være gået længere tid.

Nedenstående digt skrev jeg ½ år efter min mands død. Det siger vist lidt om det.

Knus Karen

Den første sommer uden dig.
Nogen siger, at man vænner sig til det.
Svært at se, at der er nogen mening.
Nogen siger, at det går over.
Hvad er det, der går over?
Den evindelige smerte?
Den evige længsel?
Den store sorg?
Den svære ensomhed?

Nogen siger, at livet må fortsætte.
Hvilket liv?
Jeg er ikke den samme person mere.
Udover at du er væk
skal jeg finde ud af hvem jeg er nu.

Nogen gider ikke
høre på min snak om dig.
Siger:' Du må se at komme videre'
Det er let at sige.
Hvem bestemmer, hvornår jeg skal videre?
Hvem kan føle min store smerte?
Gider I ikke godt
at blive ved med at lytte
så længe jeg har brug for det?