Da jeg var 9 år besluttede min far at tage sit eget liv ( i 1983).. Hvad der skete ved jeg ikke helt, da det har været et tabu emne hjemme.
Jeg har i mange år hadet ham netop fordi han forlod MIG!!
Vi børn fik ikke megen hjælp af systemet den gang, så vi var overladt til os selv.
Min mor har ikke rigtig fortalt noget, da hun også har hadet ham i alle disse år, da hun ikke forstod hans beslutning.
Men indenfor de sidste 10 år har jeg lært at tilgive ham.. han måtte jo ha en grund.
Jeg ved at han har været indlagt på psy, men blev udskrevet igen, jeg har selv set ham prøve hænge sig selv... Det er da et skrig på hjælp, og hvad jeg føler inderst inde så er han blevet svigtet af systemet.
Min mor valgte at flytte med os 4 børn. Og der gik ikke mange dage før han havde hængt sig..
Han havde skrevet et afskeds brev til min mor, som hun valgte bare at give politiet, for hun ville absolut ikke læse det...
Jeg har altid følt at der kunne stå noget i det brev der ville give os lidt mere indblik i hans sidste tanker...
så for 1 måned siden besluttede jeg mig at kontakte politiet.. og de har brevet endnu. Så efter lidt brev veksling med infomationer om mig og min far, vil de sende mig en kopi af sagen..
Så sidder jeg med en følelser jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af, eller hvad jeg skal føle...
Snart står jeg med min fars sidste ord, efter 27 år...
Jeg har tavsheds pligt, så jeg skal holde det for mig selv, ikke engang min familie må jeg fortælle det til...

Inderst inde håber jeg bare at jeg kan få ro i sindet...
Savner jo manden, for helvede jeg var kun 9 år da jeg mistede ham..
Et barn burde ikke miste sine forældre på den måde..

Knus C.