Det første år uden - En bog om tab, sorg og savn
Lene Østergaards bog, 'Det første år uden', er en procesbog til forældre, pårørende og fagfolk, som vil hjælpe barnet eller den unge, når vedkommende oplever en nærtståendes død. Bogen retter sig til skolebørn på alle alderstrin. Den er først og fremmest skrevet til børnene, men ikke som en læse-selv-bog. Tekstuddrag læses sammen som udgangspunkt for en samtale om barnets egne oplevelser. I særlige felter kan barnet og den voksne i fællesskab gøre notater, dels som led i den aktuelle sorgbearbejdning, dels som et gemmested for minder og tanker til senere i livet. Bogen gennemgår, hvad der praktisk sker i forbindelse med et dødsfald, og den følger og understøtter tanker i tiden indtil cirka et år efter. De tre hovedafsnit er: 1. Dødsfald og begravelse, 2. Den første tid efter, 3. Savn og mærkedage.
Læs mere om bogen 'Det første år uden' på forlagets hjemmeside.
Her kan du læse et uddrag af bogen:
III. Savn og mærkedage
Nogle dage er værre end andre. Det er især de dage, hvor man allermest mærker, at man mangler en, der vigtig. På fødselsdage, til jul og nytår eller på andre tidspunkter, hvor man havde nogle rare og sjove traditioner.
I gamle dage havde man et såkaldt ”sørgeår”. Hvis man havde mistet et medlem af familien, markerede man det på forskellige måder. Hvis en kvinde var blevet enke, gik hun for eksempel i sort tøj i et år, eller måske igennem resten af livet, for at vise, at hun var ked af det.
For mange er det første år det værste. Men de fleste er kede af det og tænker på den døde. Det er bare ikke alle, der siger noget om det til andre. Man savner meget og tænker på alt det, som ikke vil blive til noget i fremtiden. Måske forstiller man sig, hvordan livet ville have været, hvis det ikke var sket.
Tanker om det, mennesker ikke ved noget om
Døden er et mysterium. En gåde. For hvor bliver den døde af? Vi ved måske, hvad der sker med menneskets krop, når det dør. Men menneskets ånd og personlighed, hvor forsvinder de hen? Ingen kan svare på det, man kan kun have sine forestillinger. Men de fleste tænker over det. Mange prøver at forestille sig, hvordan det er at være død.
Det er svært at forstå, at et menneske bare kan forsvinde. Det er over fatteevnen. Ens fornuft ved det godt, for man har måske set den døde og været til begravelse, men man bliver ved med at holde af. Derfor gør det ondt, at tingene ikke kan være, som de var før.
Der er en del, der spekulerer på, hvor de døde bliver af. Blandt andet siger denne pige, som har mistet sin mor for ni måneder siden:
Jeg føler det, som var det i går, min mor døde af kræft… Jeg kan tit bare sidde og tænke på, hvor hun befinder sig lige nu, om hun kan se eller høre mig… Men jeg tror ikke, at døden er så slem. Jeg tror, at de mennesker som dør, kommer et sted hen, hvor de ikke er syge mere. Og hvor de kan løfte deres hoveder og se deres nye liv i øjnene. Sådan et sted tror jeg min mor er lige nu. Og at hun kan se og høre mig. Hun kan ikke lede mig, men jeg kan føle, om det er rigtigt eller forkert, dét, som jeg gør.
Hun var mit et og alt… Men jeg tilgiver hende aldrig for at være taget af sted fra mig i en alder af 19 år, hvor jeg allermest behøvede hende. Men jeg elsker dig mor, og håber vi ses en dag.
En pige på 13 år, der mistede sin mor fem år tidligere, fortæller:
Når jeg sidder nede på stationen, har jeg det som om, at min mor står og kigger på mig.
En dreng på 10 år fortæller:
Jeg har det lidt på samme måde. Jeg føler det som om, min far følger mig. Og det er rart.
Har du tanker om, hvor den, du har mistet, er henne?
Alle helgen – en mindedag
I Danmark er mange begyndt at fejre Halloween, eller Allehelgensaften, som det hedder på dansk. Traditionen kommer fra USA og England. Det er en gys- og gru-aften, hvor man tænker på døden, men laver noget skæg og ballade, lidt i stil med fastelavn.
Den ”rigtige” Allehelgensdag falder den første søndag i november. Det er en helligdag, hvor man mindes de døde. Man mindes alle de gode og lykkelige ting, man havde sammen. I nogle kirker læser man navnene op på dem, der er døde i sognet eller bisat fra kirken i året, der er gået. Bagefter går man på kirkegården og sætter lys. Mange synes, det er rart med sådan en dag.
I kristendommen er der forskellige tanker om døden. Dels er der forestillinger om, at man lever et liv et andet sted – i himlen. Men der er også forestillinger om, at når man dør, er man død indtil Jesu Kristi dag. Det er en ukendt dag i fremtiden, hvor en ny verden begynder, og Kristus kommer igen og opvækker folk af gravene.
Der er den tanke i kristendommen, at selvom et menneske dør, bliver man ved at være i et fællesskab med hinanden. For den døde bliver ved med at betyde en hel masse, også når man bliver voksen.
Der er nogen, som går meget på kirkegården, mens andre næsten ikke gør det. De tænker bedst, når de er alene eller laver nogle andre ting.
Tanker og minder forsvinder ikke. De blander sig sammen og der er meget at spekulere over. Minder betyder ikke nødvendigvis at man bliver ked af det.