Min mands søn blev dræbt ved en trafikulykke for 16 måneder siden. Selv om det ikke var min søn "mistede" jeg også et barn i ham. Det har taget utrolig hårdt på os begge... Som månederne er gået er det som om vi i sorgen glider længere og længere væk fra hinanden. Min mand synker dybere og dybere ind i sin egen verden. En verden hvor jeg ikke kan nå ham. Jeg er meget bekymret for ham men ved ikke hvad jeg skal gøre. I derude der sidder i samme situation kan måske give et godt råd. Hvordan er man en god støtte?
Pårørende?
Mindet.dk Kristeligt Dagblad CVR 17725114 Vimmelskaftet 47 1161 København K Telefon: 33 48 05 00 Send mail
Pårørende?
Tak for de trøstende ord... Jeg gør hvad jeg kan for at give ham alt den omsorg han behøver, men nogle gange kan jeg føle mig helt udbrændt, tom inden i. Måske fordi mit eget netværk er indskrænket så jeg ikke for fyldt nyt energi op. Min mand har rigeligt i at drage omsorg for sig selv så jeg har helt naturligt påtaget min rollen som omsorgsperson for os begge. Samtidig har jeg 4 børn i alderen 9 til 15 år der også kræver opmærksomhed. Man kan komme til at føle sig som en ballon uden luft.
Pårørende?
Kære Tine Jepsen
En tragisk ulykke, det gør mig meget ondt.
Vil anbefale at I begge to opsøger, forældreforeningen "Vi har mistet et barn"
Men der er vigtigt, for jer, at I begge deltager.
foraeldreforeningen@mistetbarn.net
Håber du kan bruge mit råd, held og lykke.
Pårørende?
Kære tine,
Min dybeste medfølelse til dig og din mand.
Jeg kan godt forstå at det er svært for dig at være vidne til at din mand har det så svært. At være en god støtte for ham er at kunne rumme ham. Jeg vil anbefale at i også får noget hjælp udefra. At få snakket alting igennem med en' som har en prof. tilgang til tingene, kan være en tiltrængt aflastning for jer begge to.Selvhjælpsgrupper kan også være til stor hjælp for jer.
Tanker fra Vibeke
Pårørende?
Kære Tine.
Det gør mig så ondt at høre om Jeres tab.
Måske det kan hjælpe dig at høre om mine erfaringer.
For et år siden mistede jeg mit barn. Selma Louise - eller Lou Lou, som vi kaldte hende. Hun nåede lige at blive et år. Hun var født med en hjertefejl. Den første tid var der intet andet, der betød noget her i verden, end mit barns liv. Og da det gik op for mig, at hun ikke ville leve, gik jeg helt i sort. Efter et halvt årmed hendes sygdom forlod min mand os - han kunne ikke mere. Han kom heller ikke til begravelsen.
Det jeg vil fortælle dig er, at jeg havde bare så meget brug for ubetinget trøst, omsorg og kærlighed i al min frygt og fortvivlelse. Og det kan man jo ikke forlange af en mand, der selv sørger på sin måde.
Men fordi det ikke er din søn, der er død - jeg mener: ikke et barn du har holdt i dine arme som spæd - er din sorg måske en anelse mindre, end den vilde smerte, man føler som forældre. Jeg ved det jo ikke. Men hvis det er sådan, så vær den "store" - den med overblik, overbærenhed og omsorg.Det første år er ubærligt, når man har mistet et barn - gennem det næste dukker man langsomt op og bliver lidt "social" igen. Giv ham din kærlighed og lad ham sørge - det er mit råd.
Jeg ved, jeg kan have misfrostået det hele, og så må du tilgive mig.
Kærlige hilsener til dig fra Grete