Jeg har siddet og læst jeres indlæg. Jeg er godt nok inde på selvmordsiden også. Men også jeg har mistet endda to mænd, som blev revet væk fra mig. De begik begge selvmord. Min forlovede nu her som jeg havde kendt i 5 år og var drømmemanden i mit liv, han kom ind og blev hos mig, selvom jeg ca 2 år efter første selvmord (min X kærestes) stadig ikke var helt klar til det. Han gjorde alt for os, alt for alle, han er den mand, både min datter og jeg har elsket højst i vores liv. Hvordan kommer man dog videre efter det? Hvordan klarer i andre det. Jeg læser om jeres angst for at miste igen, og det er lige præcis det jeg gjorde. Han døde d. 5 juli og jeg kan mærke, at jeg aldrig nogensinde kommer over det tab. Han og jeg var soulmates, det var tydeligt. Jeg har haft andre kærester flere stk i mit liv og i år og ingen af dem er døde. Hvorfor så lige de to drømmemænd i mit liv, dog mest min sidste kæreste. Hvorfor? Min kæreste nu her, var den jeg altid var så stolt af, den som altid var der for os og alle andre. Han var altfor god til denne verden og for god til alle mennesker.
Jeg ved blot, jeg aldrig mere tør have en ny mand og måske har jeg fortjent det, når jeg ikke kunne passe på de to jeg havde (hver for sig)
Jeg bliver rigtig glad når jeg læser, i er nået længere og jeg kender jo godt det med skyldfølelsen og det at sammenligne, det er rædselsfuldt at have det sådan. Men de senere år, har jeg ikke gjort det. Selvom jeg hver evige eneste dag, har et par minutter, hvor jeg tænker på min X, den første der døde.
Jeg tænker også de tanker, at jeg ikke må have noget godt i mit liv uden jeg mister det. Jeg har mistet alvorligt meget i mit liv og jeg kan snart ikke bære mere.
Så jeg sidder lige midt i sorgen og kan hverken komme ud eller ind. Jeg har det slemt hver morgen når jeg vågner, for så skal jeg igennem endnu et helvede uden ham. I løbet af dagem græder jeg og sørger, det gør ondt og jeg kan ikke eksistere føler jeg. Jeg har tabt alt livslyst og glæden ved livet. Glæden som jeg havde da jeg havde ham. Vi var bare så gode sammen, så jeg spørger hvorfor?
Og hvor gør det dog ondt, at læse jeres indlæg også, jeg kan jo mærke smerten eftersom jeg sidder lige midt i den.
Mvh Angel smukke
Drømmemanden
Hejsa! JEg har lige mistet min kæreste igennem 6 år, vi blev forældre for et halvt år siden. Det skal dog siges at min kæreste havde kræft han fik det konstateret i aug. 2005. han døde for tre uger siden ikke af sygsommen som sådan men som følge af en hård kemokur, han fik under en behandling en blodprop i lungen eller et hejrtestop - han døde meget pludseligt! og aftenen forinden havde vi snakket om at vi snart ville på endnu en ferie, så selv om han var syg, havde han det godt! og derfor kom det som et chok da vi onsdag morgen blev ringet op at han var død. Jeg kan så nemt sætte mig ind i din sorg, min kæreste og jeg var virkelig også soulmates vi var skapt for hinanden, og vi elskede hinanden så højt, heldigvis var der ingen af os der var i tvivl om dette! men jeg har også meget svært ved at se fremad og kan ikke se hvordan jeg nogensinde skal komme videre! Jeg savner ham så ufatteligt meget og det er så uhyggeligt at tænke på at han ligger i en kiste i jorden at jeg aldrig skal se, snakke eller lave ting med ham igen og vores dejlige søn skal vokse op uden hans far!
jeg ved at det er forholdsvist nyt endnu, men der er bare sort og lysten til livet er knap! jeg synes jeg har så evig lang tid tilbage af mit eget liv, inden jeg kan komme hen til min elskede kæreste igen! Jeg håber at jeg på et tidspunkt kommer så meget over det og med tiden finder en anden, for det var også min kærestes ønske at jeg skulle, men jeg ved bare at jeg ikke kan finde en som ham! Han var godheden selv!
Men det jeg ville med dette indlæg var egentlig bare at sige at jeg sagtens kan forstå alle dine frustrationer, prøv at miste den man elsker to gange, det må være virkelig uudholdeligt, når jeg tænker på hvor slemt dette er!
Drømmemanden
Kære Mette
Det gør mig også ondt med dig forhåbentligt ikke Selvmord?. Jeg har en dejlig vennekreds, men desværre ikke hans familie, de har vendt mig ryggen. De er som han altid fortalte mig de var. Jeg stolede ikke på dem, men nu må jeg sande hans ord.
Det er meget svært for andre at forstå det her, det er svært for andre at forstå hvor ondt det gør. Når nogen begår selvmord, føler man/jeg føler at jeg er blevet fravalgt af ham/dem. Det er næsten ikke til at leve med og bære på. Jeg håber også du har nogen omkring dig.
Mvh Angel smukke
Drømmemanden
Kære Angel Smukke
Hvor gør det mig bare ondt, og at du så oven i købet skal miste to, det er jo slet ikke til at bære. Mistede selv min kæreste for 1½ år siden, og ved hvor meget en god familie og gode venner betyder. Så jeg håber du har nogen til at støtte op omkring dig.
Trøstende knus fra Mette