Savnet og Elsket

D. 25. November 2010 tabte vores elskede mor kampen mod kræftsvulsten, som sad i hendes hjerne. 13 dage efter lægerne endelig havde stillet diagnosen sov du stille ind!

Det hele startede søndag den 6. December 2009. Vi var til familiefødselsdag hos min brors børn, og min søster især havde bemærket at mor var anderledes og meget forvirret. Efter familiefødselsdagen fik hun et black-out da de var på vej ud af døren. Mor havde et par uger forinden fortalt mig at hun havde bestilt en tid hos sin læge, fordi hun syns hun gik så usikkert. Hun havde lidt svært ved balancen og fødderne var blevet lidt tunge, men det var ikke noget jeg tænkte mere over. Efter hendes black-out kørte jeg med mine forældre på sygehuset til tjek. De tjekkede hendes reaktionsmønstre osv., og de syns ikke det tydede på en apoplexi, som først antaget. De vlle dog observere hende natten over, og samtidig scanne hendes hoved for at udelukke at det var der den var gal.

Om formidagen (dagen efter) var hun endnu mere forvirret end hun havde været dagen forinden, og hun kunne ikke huske ret meget. Hun kunne ikke huske dato og så videre.

Så kom svaret....der var "noget" i hendes hjerne, som ikke burde være der. Det lignede væske. Hun blev akut kørt til Aalborg sygehus til operation. Vi var alle chokerede. I første omgang omstemte de sig igen omkring operation. Placeringen vameget uheldigt lige omkring hjernestammen, og derfor ville ethvert indgreb være risikabelt. Da hendes tilstand forværredes i løbet af det næste døgn besluttede de sig for at gå ind. De lavede en såkaldt "omkørsel, hvor hjernens væsker kunne løbe i stedet. "Tingen" i hendes hjerne ´have gjort at væsken ikke kunne passere og trykkede derfor på hjernen. Efter at trykket var blevet lettet fik mor det godt igen og hun var næsten som hun plejede. Hun kom hjem få dage efter og det hele gik som det skulle. MEN...de havde jo ikke stillet nogen diagnose!

Jeg var højgravid med mit andet barn, og sat til at føde sidst i Februar 2010. Mor fulgte spændt graviditeten og hun var en meget stolt mor til mig og mormor til min søn, da han så dagens lys i Februar.

Hun forsatte med kontrolscanninger hver anden måned, men "tingen" blev ved med at være samme størrelse som den hele tiden havde været.  Hendes Neurokirurg på Aalborg sygehus var i vildrede, for han kunne simpelthen ikke forestille sig hvad det kunne være. Hendes scanningsbilleder var på diverse lægekonferencer landet over, men ingen kunne tyde noget. De sagde at det kunne være lige fra en svulst til noget betændelse til en sjælend neurologisk sygdom.

Juni måned 2010 besluttede de sig for at lave en rygmarvsprøve, da hun var begyndt at se dobbelt indimellem og hendes kind havde føleforstyrrelse og håbede på at få et svar på min mors sygdom.

Der var bingo. Yes!!! Vi åndede lettede ud. Nu havde de endelig stillet en diagnose og så skulle hun bare helbredes. De havde fundet herpes virus i rygmarvsvæsken. Derfor blev hun indlagt på Aalborg sygehus, for at få stærk medicin mod dette 3 gange dagligt i 10 dage. De gav hende medicinen et par dage ekstra, da hendes forløb havde været så atypisk for denne sygdom! Hun havde fået at vide at hun ville blive meget træt af den stærke medicin, og derfor lå vi jo ikke noget i det da hun sov meget af tiden efterfølgende. Også mange uger efter udskrivelse. En kontrolscanning efter behandlingen viste at "tingen" ikke var væk.....det var det samme! ØV! Godt nok havde de fundet herpes virus, men det var ikke den store grund til alle hendes symptomer. NÅ.....så var vi lige vidt!

Tiden herefter blev mor mere og mere træt. Hun gik igen meget usikkert og balancen var heller ikke i orden. Hun havde også fået en del synkebesvær. Hendes syn blev dårliger og dårliger. Os børn besluttede os for at kontakte hendes neurokirurg på aalborg sygehus og informere hm om hendes forværringer. Efter store overvejelser tilbød han at lave en biopsi på "tingen". Der var grundet placeringen i hjernestammen jo en større risiko ved at lave indgrebet, men der var ikke rigtig andre muligheder for at hjælpe hende!

Fredag d. 22. Oktober 2010 lavede de en nålebiopsi, og det hele gik som den skulle og mor kom hjem et par dage efter. En uge senere skulle hun have svar, og jeg og min ældste bror var med. Svaret var at der var celleforandringer, men de kunne ikke se om de var gode eller onde. Endnu en biopsi skulle til for at konstatere dette.

D. 8. November 2010 lavede de en åben biopsi, hvor de kunne kigge direkte ind på det syge område og tage en større bid af det. Min far og jeg snakkede med neurokirurgerne som havde foretaget operationen og de berettede om en meget syg hjernestamme, men de kunne endnu ikke sige hvad det kunne være.

Fredag d. 12. November 2010 kom dommen: Kræft stadie 3 i hjernestammen!!! Oh my God!!! Verden stod stille....

Mor var lidt langsom om at vågne efter operationen, og hun havde ikke så mange kræfter når hun endelig var vågen. Hun begyndte efter nogle dage at gå korte ture med en rolator, dog støttet af en sygeplejerske. Hendes synkebesvær var taget til efter operationen, og hunfik sparsomt med mad ogdrikke.

Neurokirurgen beroligede os med at kræft i stadie 3 ikke på nuværende tidspunkt var livstruende, men placeringen var selvfølgelig mere eller mindre livstruende! Han mente at med behandling i form af enten stråler, kemo eller begge dele kunne vi se år frem!

Efter denne melding blev hun overfrt til Hjørring sygehus. Det var planen at hun skulle lave en behandlingsplan med kræftlægerne i Aalborg, når hun igen var kommet ovenpå efter operationen. Men i stedet for at blive mere mobil og få flere kræfter gik det den modsatte vej. Hendes tilstand blev værre og værre. Hun sov mere og mere og hun kunne ikke længere gå, og hendes synkebesvær tiltog således at hun fik noget der lignede en skefuld is til morgenmad og en skefuld suppe til aftensmad. Væske og medicin fik hun direkte ind i åren. Det gjorde SÅ ondt se sin elskede mor sådan. Det havde hun ikke fortjent!

D. 23. November var det meningen at mor skulle til aalborg og snakke behandlingsplan med onkologerne, men grundet hendes tilstand, som var sovende stort set døgnet rundt blev det aflyst. I stedet foreslog lægerne at hun skulle have lagt en lille trykmåler ind i hjernen, i håb om at der var et overtryk pga væskeophobning, for det ville de kunne have gjort noget ved. Trykmåleren skulle sidde der i et døgn, og svaret var desværre at trykket var helt ormalt, og at grunden til at hun sov næsten konstant og var svær at vække var at kræften trykkede på hendes bevidsthedscenter.

Onsdag d. 24 . November tog jeg op till hende sidst på eftermiddagen, og der oplevede jeg en tydelig forandring. Hendes vejrtrækning var utrolig besværet, og der var ingen kontakt overhovedet. Dog er jeg sikker på at hun fornemmede min tilstedeværelse. Jeg vidste med mig selv at der ikke ville gå længe før vi mistede vores mor;,-(

Natten til den 25. November havde de haft ringet til mig fra sygehuset,men min tlf havde uheldigvis været på lydløs, og de havde prøvet at kontakte min bror også uden held. Det var jo katastrofe, men ingen af os havde forestillet os at det kunne gå så stærkt. De havde givet hende noget morfin, og det havde hjulpet hende. Kl. 9.00 ringede de igen og bad os komme. Mig, to af mine søskende og min far tog på sygehuset. Vi var der kl. 9.30, og vi kunne, som lægerne og sygeplejerske, konstatere at det var tæt på. Hendes vejrtrækning var meget tung når hun åndede ud. og fuldstændig ukontaktbar. Efter kort tid blev hendes vejrtrækning uregelmæssig. Vi var alle omkring hende og fortalte hende at hun altid ville være elsket og hun havde været den dejligste mor man kan forestille sig, og den mest trofaste og kærlige kone man kunne tænke sig. Vi sagde til hende at vi allesammen var der og at hun kunne give slip og få fred. En time efter vores ankomst sov hun stille ind med os alle omkring hende!

Det var ubeskriveligt. Det var hårdt og uvirkeligt. Jeg kunne da ikke få et normalt liv uden min mor. Der var mange følelser! Det er SÅ ufatteligt at miste sin mor. En mor er uerstattelig!

MOR<3 Du vil altid være gemt i mit hjerte.....jeg har så mange gode minder med dig. Du kunne ikke have gjort nogenting bedre!

Jeg elsker dig....

Din yngste datter, Berrit