Forfatter og frontkvinde

Elsket og savnet.

Må din regnbuedans være lettere nu.

Jeg har vandret alene

jeg har vandret med dig

jeg har vandret med andre

som jeg traf på min vej.

Jeg har vandret i vinden

og med regn midt imod

jeg har vandret i solskin

mærket verden bestod.

Selvom sorgen og smerten gjorde vandringen svær

har jeg følt, at det hele trods besvær var det værd.

Jeg har følt mig så ensom

mens jeg vandred' af sted.

Jeg har vandret i mørket

men har dog fundet fred.

Jeg har set livet fødes

set det slukkes igen

jeg har prøvet at finde

og at miste en ven.

Selvom vejen var stenet og sled hul på min fod

blev jeg ved med at søge efter sted at slå rod.

Jeg har vandret når sneen

gjorde landskabet hvidt

jeg har stridt op ad bjerge

gennem pløre og skidt.

Jeg har lært mig at elske

selvom vejen var strid

jeg har set, at rebelske

har en grundtone blid.

Derfor føler jeg jorden, der er under min fod

som et stærkt fundament, hvor af alting opstod.

(Tove Nielsen)