Til minde for Susanne Repstock

Dette er det allersidste billede som blev taget af Sus. Her står hun klar til at køre til sygehuset - hendes sidste aften 10 sept. 2002...

 (Billedet  står på min reol - der er altid friske blomster samt lys som tændes til Sus)

En ny klar lysende stjerne er født på himlen

Jeg glemmer aldrig onsdag den 11. September 2002. Denne dag var mærket efter terrorangrebet i USA i 2001. Men for mig trods alt en glædens dag – troede jeg.
Moster endnu én gang. Men skæbnen ville ikke det.

Min datter og jeg sad og så tv aftenen før. Vi var dybt rørte over det vi så – og talte meget om hvor forfærdeligt det måtte være for alle de overlevende og pårørende til dem, som mistede livet sidste år. Som Victoria sagde ”det er svært helt at sætte sig ind i deres følelser, men hvor er det sørgeligt og forfærdeligt”.

Hvem skulle vide, at vi dagen efter måtte opleve noget så tragisk som, at miste min lillesøster og hendes lille ufødte søn.

Den 11. September havde Victoria bedt om 2 minutters stilhed i engelsk timen for at mindes dem som døde ved terrorangrebet. Hun fortalte alle, at denne dag skulle blive en glædesdag for vores familie. Hun skulle blive kusine. Hendes mosters fødsel skulle jo sættes i gang og hun ville få en lille fætter.

Lidt baggrundshistorie:

Sus/Susanne boede i Spanien/ Solkysten siden 1977, hvor jeg også boede frem til 1990. Jeg har min niece Sara på 9 år og min søde Svoger Francis, som nu er blevet ladt tilbage. Sara er født med Down Syndrom (mongol), blev hjerte-opereret ved 2 års alderen og fik så konstateret Leukæmi omkring hendes 3 års fødselsdag. Jeg var hos min søster samme uge Sara blev syg og var der i 14 dage. Jeg var dagligt på sygehuset, passede hende og støttede min søster så godt som jeg nu kunne. I dag er jeg lykkelig for, at jeg delte det med Sus. Det fik os ført tættere på hinanden.

Sara blev først raskmeldt sidste sommer (2001), men skal stadig til kontrolbesøg.

Sus og Francis ville gerne have barn nr. 2. Sus blev gravid og har været fulgt af lægerne med alle mulige prøver, da hun blev sat i højrisiko gruppen – en dreng som var sund og rask var resultatet. Hele familien var lykkelige på deres vegne og så frem til, at vores lille familie i Spanien nu skulle have det godt.

Sus blev sat til den 18. september – de blev tilbudt at få noget af navlestrengen og moderkagen frosset ned i 10 år (hvis Sara fik tilbagefald med leukæmi kunne man transplantere raske celler fra hendes lillebror til rygmarven), derfor valgte lægerne, at sætte fødslen i gang den skæbnesvangre 11.september.

Sus – ”var frisk som en blomst” aftenen før, ifølge Francis – hun så aldrig dagens nye lys. Hun blev fundet død kl. 7.30 i hendes hospitalsseng. Sovet ind i døden med et smil på læberne. Hvorfor??

HVORFOR? Har vi spurgt tusindevis af gange. Det første døgns tid - uvished om dødsårsagen, om hun havde lidt m.m. Obduktionen - om torsdagen og endelig fik vi flere svar. Hovedkrans pulsåren var bristet. Aneurisme hedder det. Kaldes for ”den søde død” i Spanien, da man intet mærker. En medfødt fejl som ingen kendte til – vides ikke før det sker.

Uretfærdigt, ufatteligt og slet ikke til at kapere – hvorfor måtte Sus ikke få et dejligt liv. Hun havde sandelig fortjent det. Sara klarer sig rigtig godt – går i almindelig skole, har tale og er i det hele taget dejlig. Det skyldes i særdeleshed Sus og Francis indsats. Nu har hun så mistet det største faste holdepunkt i hendes liv – hendes mor.

Begravelsen:

Vi (11 personer)– fløj fra Kastrup lufthavn fredag d. 13.9 - landede i Málaga, ca. 11.30. Min venindes mand hentede min datter Victoria og jeg – de andre havde udlejningsbiler og ville klæde om inden de kørte mod Fuengirola. Vi kørte direkte til kirkegården og kapellet, hvor Sus lå i en åben glaskiste. Francis min svoger havde ventet os og vi græd sammen. Ja, græd sammen med alle som var tilstede.

I Spanien våger man over afdøde den sidste nat inden begravelsen og mange havde mødt op for at sige farvel til Sus og den lille. Hvor lå hun smuk. Men hvor var det hårdt at se hende ligge med den store mave – hendes lille søn var jo hos hende. De andre kom fra lufthavnen – og ja, det gav et sus i maven, de var alle klædt i sort - det gjorde et meget stort indtryk på alle os andre. Ingen andre var klædt i sort.

Victoria ville overhovedet ikke acceptere, at det var hendes moster – og hun blev ved og ved med at sige, at Sus var på hospitalet. Vi var kommet for at se den lille. Hvor gjorde det ondt på mig at se/mærke hendes smerte. Hun havde skrevet et brev, som hun læste op for hendes kæreste moster.

Jeg fik arrangeret detaljerne med Francis vedr. selve bisættelsen. Vi havde Dannebrog med til kisten og en tale som jeg havde oversat til spansk. Præsten indledte med nogle ord og bad om 2 min. stilhed, hvor talen kunne deles ud. Vi havde 300 med – selv udenfor kapellet stod der folk. Det var en rigtig smuk afsked til Sus. Men hvor var det hårdt.

Efter messen gik vi nedenunder for at sige det sidste farvel og give Sus roser, breve og billeder. Det var ikke nogen god oplevelse – faktisk forfærdeligt. Ovnen gik i gang, mens vi var der. Det er hårdt, at huske tilbage på.

Kæreste Sus, du har nu fået dit sidste hvilested i Fuengirola – næste gang jeg kommer dertil skal jeg som det første på kirkegården. Det gør så ondt, at tænke på, at du ikke mere vil tage imod os i lufthavnen. Men hvor er jeg lykkelig for, at vi var dernede 3 uger i sommers og at vi har haft så meget kontakt med hinanden. Minderne kan jo ingen tage. Og du er konstant i mine tanker. Francis og Sara græder mit hjerte for – hvis bare jeg kunne tage derned og være for/med dem. Men det må desværre vente lidt endnu.

Ja, jeg har mistet min søster, min datter sin moster og det smerter virkeligt langt ind i sjælen.

Kære Sus
Du og dine vil altid være os nær
I er i vore hjerter
Det lover jeg dig
Æret være dit minde

Elsket og savnet af din søster Jette

(Dette minde er min `sidste` gave - oprettet på 2 mdr´s dagen for Sus´s død )