Jeg blev gravid med dig i 1977, og du var allerede dengang en meget bestemt dame, der selv bestemte hvor og hvornår ting skulle ske i dit liv.
Det var en hård graviditet. Jeg var ved at tabe dig flere gange og lå i sengen i flere måneder for at beholde dig. Og vores samhørighed blev blev større og større, i takt med at min mave voksede. Da det endelig blev termin, så lod du vente på dig, 3 uger gik jeg over tiden. 4 gange blev fødslen sat igang med drop, men du kom når du ville komme.
Endelig den 12. juni 1978 kom du til verden.
Hvor var du smuk og dejlig.
Da du lige var blevet 1 år, blev din far og jeg skilt.
I mange år var der kun dig og mig. Derfor blev vi også hinandens
mest fortrolige og hvor har jeg dog nydt at være din mor på godt og ondt.
I 1989 fik du en lillebror, Tobias og i 1991 blev vores lille familie dobbelt
så stor, da vi flyttede sammen med din "nye" far og du fik 2 nye brødre,
Anders og Rasmus.
Så fik vi endelig den familie vi havde drømt om. Hvor var det dejligt.
I 2003 blev du syg af kræft og fik fjernet din livmoder. Det var en stor sorg for os begge.
Ikke kun fordi du havde kræft, det i sig selv var jo slemt nok, men også fordi dit højeste ønske
var at blive mor og mit at blive mormor.
Du fik tilbagefald med kræften den 4. maj 2005 og siden er det gået op og ned, mest ned.
De sidste dage du levede, hvor jeg sad sammen med dig, tænkte jeg på, hvor svært
det havde været at være gravid med dig og hvor smertefuldt det rent fysisk var at føde
dig.
Den smerte er dog intet mod den følelsesmæssige smerte det var at tage afsked med
dig, at følge dig på din sidste rejse ud af dette liv.
Du var/og er elsket af rigtigt mange
mennesker, af dine tre brødre, din
nye far og af mig, din mor.
Ind imellem savner jeg dig så meget,
at jeg er ved at gå i stykker indeni.
Jeg elsker dig så meget og vil altid elske dig. Ikke engang døden kan forhindre min kærlighed til dig.
Vores kærlighed hjælper mig videre og jeg håber også den hjælper dig videre.
Tak fordi jeg fik lov at være din mor i 28 år.