Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Til minde om Simon Claussen

Simon Claussen

Vores elskede søn, kørte på knallert ind i en parkeret lastbil søndag morgen den 30. august 2009. Han blev indlagt på Rigshospitalet med en del af styret fra sin knallert i maven, som var gået op gennem lysken og havde ødelagt det indeni. Man kunne selvfølgelig ikke tage det ud på ulykkesstedet, da han jo så måske ville dø.

Simon havde hjelm på. Havde "bare" ikke spændt den.

Simon kæmpede for sit liv i hele 9 dage på Rigshospitalet. Havde en flænget lever, utæt galdeblære. Fik fjernet halvdelen af tyktarmen og havde en punkteret lunge. 2 brækkede ribben, og revnet bækkenringen.. Blev opereret 3 gange i maven. Han havde kraniebrud, hjernerystelse, og blev opereret 2 gange i hovedet. 1. gang for at fjerne den blodansamling han havde i hovedet, og 2. gang for at fjerne et stort stykke af kraniet, for at give plads til hævelsen i hjernen.

Simon fik Hjertestop en uge efter om morgenen. Han blev genoplivet, men tallene i hovedet var steget så meget, at selv jeg vidste, at der ikke var noget håb tilbage.

Da Simon blev erklæret hjernedød, blev vi, hans forældre og hans 3 brødre enige om, at Simon ville have ønsket at være organdonor, og vi sagde ja. I tirsdags fik vi af vide, at han havde gjort livet lettere for 3 andre mennesker. Det er en dejlig tanke, og kan måske en dag give lidt mening for os, om Simons alt for tidlige farvel til denne Jord.

25.10.2009 har fået afvide, at du har gjort livet bedre for 3 mænd, på hhv. 26, 56 og 64 eller også var det 54 og 66.

Simon var den mest kærlige, omsorgsfulde, lattermilde, skønne, hjælpsomme glade dreng. Han har altid været en fighter, og havde allerede overvundet flere hospitalsophold i sit korte liv. Han var nr. 3 ud af 4 drenge, og højt elsket af sine brødre, familie, venner og sin kæreste gennem 5 mdr. Det er simpelthen en helt ufattelig tanke, at vores dejlige søn er væk, og aldrig kommer tilbage. Det føles jo bare lige nu, som om han er på ferie.....

Simon var vild med ekstrem sport. klatring, dykning og hardball. Han mistede dog lidt af interessen, da han mødte sin store kærlighed Sascha. En ung pige på 15 år. Familien var i høj kurs. Han var meget hjemme i hverdagene, efter skole og job som han lige havde fået. Ja såmænd også i weekenden, som bare var sammen med kæresten.. Simon kunne finde på, at stå op kl. 8 søndag morgen, tage havetraktoren og slå alt vores græs. Han havde lige lært at bruge motorsaven, og var stolt som en pave. Simon havde fået skåret alt vores brænde til vinter, og ellers svingede han sig i træerne her i vores skov, og topkappede de træer som var blevet for høje eller en gren som var irriterende. Han elskede naturen over vandet- og under. Og glædede sig til at måtte tage dykkercertifikat igen her omkring jul,efter hans hjernebetændelse i 2005. Allerede dengang var vi ved at miste ham. Ingen kunne fortælle os om han vågnede af sin koma igen, og hvad han eventuelt vågnede til. Vi var heldige, Simon fik kun en mindre skade på hukommelsen. Tænker dog ofte på, hvad meningen var med, at han skulle kæmpe sig frem til livet igen, for at blive taget fra os alligevel, bare 3 3/4 år senere. Hans højeste ønske var at komme et tropisk sted hen og dykke. Og hvor ville jeg dog ønske han havde nået det. Hvor ville jeg dog ønske, at bare en af hans drømme var gået i opfyldelse.

Kære alle.
Nu her dagen efter Simons bisættelse kan jeg sidde og tænke over de sidste 14 dage. Og hvor har der været mange ting.

Simons forfærdelige ulykke, de forfærdelige dage på hospitalet, hvor man den ene dag troede han skulle dø, og den næste dag hvor det gik ok. Simons 5 operationer, hvor fortvivelse blev vendt til håb, ....................og omvendt.

Simon blev alvorligt kvæstet, det er der ingen tvivl om, og vi var advaret både fredag og lørdag, altså 5-6 dage efter, at det stadig kunne gå begge veje. At det stadig var meget alvorligt, og nu i helings processen ville hjernen hæve endnu mere, og der var meget lidt plads i kraniet. Simon havde meget høj feber fredag, og tallene i hovedet steg og faldt. Lørdag faldt feberen og tallene i hovedet gennem dagen, og om aftenen gik det faktisk rigtig godt. Både sygeplejersken og jeg var meget tilfredse. Jeg var overbevist om, at han nok skulle klare den, og jeg gik i seng lidt tidligere end de andre dage. Kunne dog ikke sove. Og i dag ved jeg jo hvorfor

Chokket over, at blive vækket kl. 8 næste morgen blot 2 stuer derfra. Få af vide at jeg skulle komme, for Simon var rigtig dårlig. Få af vide at vores barn havde haft hjertestop, og se at tallene i hovedet var steget alt alt for meget, er ubeskriveligt. Vi fik af vide at han temmelig sikkert ville være hjernedød, og at der skulle laves nogle undersøgelser senere på dagen. Vi fik underrettet vores store familie og de kom ret hurtigt, og ved alle undersøgelser og scanning fik vi af vide, at han stadig kæmpede med en lille smule blod i hjernen, men alt håb var ude. MAN kunne ikke erklære ham hjernedød, og vi kunne bare vente. Vi havde dog på forhånd sagt ja til organdonation, for vi var da lige som lægerne, helt sikker på at Simon var væk.
Vores familie kom hurtigt og efterhånden som det kom ud, at Simon ikke var mere, kom der i løbet af dagen rigtig mange af hans venner og veninder sammen med deres forældre. Alle fik lov til at gå ind og se Simon for sidste gang. og mange blev hele dagen for at støtte os som familie.
De næste 35 timer var vi selvfølgelig hos Simon. Og at sidde der hos sit døde barn og bare vente på, at den sidste rest i hjernen skulle give op, var ufattelig hårdt. Vi var ved at give op på halvvejen med henblik på donationen, og håbede bare Simon kunne få fred. Vi fik af vide, at hvis vi tog medicinen fra ham, kunne der alligevel gå 12 timer inden han døde.
Vi, og Simons søskende blev enige om, at fortsætte som planlagt, da det ligesom var det eneste, der ville give en smule mening med Simons alt for tidlige død, hvis han kunne hjælpe nogle andre mennesker til at fortsætte deres liv ved at få et nyt organ.
Vi sagde farvel til ham, hver eneste gang, vi gik på toilettet eller ned for at ryge, for tænk hvis han fik endnu et hjertestop. Vi talte med lægerne og blev enige om, at hvis Simon fik endnu et hjertestop, skulle de ikke gøre mere. Det kunne vi alle forliges med.

Simon blev erklæret hjernedød mandag kl 14.45. Vi var meget lettede. Nu kunne vi komme videre med donationen. troede vi. Men nej - der ville kunne gå yderligere op til 6-8 timer inden de var klar, og havde fået indkaldt donorerne.
Vi tilkaldte en præst, som læste det stykke i også fik læst op i kirken, som omhandler kærlighed. Vi bad en lille bøn og talte lidt med præsten.

Vi sad endnu nogle timer sammen med Simon. Sugede den sidste varme og næring ud af ham, og sagde så for sidste gang farvel til vores elskede barn. Det er til dato det sværeste vi nogensinde har prøvet, og jeg ønsker det ikke for nogen, at skulle opleve denne rædsel.

Ugen derefter gik jo med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det var underligt, da jeg ringede til bedemanden, vidste han bare det var Simon, og præsten det samme. Begge har været en hel fantastisk støtte for os.

Jeg var selv med inde og hente Simon i kapellet på Rigshospitalet, og ville ikke have været foruden. Det var dejligt at se, de havde behandlet ham pænt, også i døden. Jeg lagde sammen med min søster de ting ned til ham, som forskellige personer, som havde været ham nær, ønskede han skulle have med på sin sidste rejse.
Bedemanden tog den lange tur hjem over Farum, og som jeg sagde: så fik Simon også sin sidste naturoplevelse. Det er jeg rigtig glad for.

Bisættelsen:

Vi vidste godt der kom mange. Var blevet advaret alle steder fra, og vi havde fået gjort det så godt som muligt, så alle kunne være med hele tiden. Bedemanden og kirken havde fået stillet lydanlæg op udenfor, så alle kunne høre, og synge med. Bedemanden havde anbefalet os, at Simon blev båret ud af kirken, så dem udenfor også fik en chance for at sige farvel for sidste gang, og sådan blev det. Min mand, Simons 3 brødre og Simons 2 bedste venner bar Simon ud af kirken, og jeg gik bagved sammen med præsten.
Der var blevet sat nogle bukke op, og Simon stod et øjeblik, så dem udenfor også kunne sige farvel, inden vi bar vores søn ned, og sendte ham afsted på den sidste rejse.

Vi havde dog nok aldrig forestillet os, at der kom så mange, ca. 300. Men i dag søndag glæder vi os over, at det blev en smuk dag trods alt. Jeg har aldrig set så mange blomster i hele mit liv, og i nat har jeg siddet og læst alle de smukke hilsner og søde breve. Jeg fik tudet en del, og grinet lidt over, at Simon har siddet deroppe, og ville have elsket at være med. Han elskede mennesker, og som i selv har skrevet til os gennem de sidste 2 uger, var han en skøn unge, en dejlig ven, og havde altid et smil på læben eller en sjov bemærkning. Altid hjælpsom og meget omsorgsfuld over for sine venners ve og vel.
En havde skrevet i sit kort, at Simon altid sagde "sikke et fjols", den sætning har vi selv talt meget om, og grinet af i ugen der er gået. Og den bliver aldrig glemt.

Vi har kun gode minder om vores søn og bror. Ingen kan huske noget dårligt om Simon. Han var en lækker teenager, aldrig på tværs, og det gav ham jo en del frihed i forhold til hvad hans brødre havde haft. Vi kunne altid stole på, at han kom hjem til den tid vi havde aftalt. Men ikke den nat.
Jeg var dog ikke nervøs, gik selv i seng kl. 02.40. Han havde sagt til mig ved vores samtale kl. 01. at han var hjemme senest 02.30. kl 02.55 stod der nogen i vores stue og råbte hallo. Det lød faktisk som Simon, så jeg reagerede først anden gang. For da kunne jeg godt høre, at det ikke var ham.
Jeg var alene hjemme. Stig var på arbejde og drengene var forskellige steder til fest. Jeg kan huske, at da jeg så de 2 politifolk nede i min stue tænke jeg bare: åh nej, hvem af dem er det. Og så startede mit livs største mareridt.

Jeg vil takke jer alle for alt. Vi kunne ikke have fået bedre støtte nogen steder. Vi har været dybt taknemmelige for alle de breve, sms, mails, chokolade, og sandelig også de 30 buketter, som står her i vores køkken.

Vi har fundet stor støtte i at folk kom forbi, så vi har kunne tale om alt hvad der er sket. Folk har lavet mad til os, kommet med morgenmad, tømt opvaskemaskine, ja - der er næsten ikke det vi har fået hjælp til.

Vi har såmænd også selv måtte trøste andre,.. - Man er lidt i ingenmandsland, og alt kører rundt. I skal ikke være bange for at komme forbi, for vi vil gerne tale om det hele. Det er jo også en form for terapi, og som Stig sagde i morges. Dette er den første dag i vores nye liv.............
Vi kommer jo aldrig af med sorgen over at have mistet vores søn. Og drengene heller aldrig over de har mistet deres bror, Men jeg ved, at en skønne dag græder man ikke hver dag, men mindes med glæde, og nogen gange glæder jeg mig til den dag, for det her er bare så skide hårdt..................

Knus til jer alle, og kys til dig min skat, hvor end du er - og kom gerne forbi. I uendelig kærlighed Mor♥

Simons profiltekst på en af hans profiler som jeg synes beskriver vores søn så flot
live by these words...

all Humans are born free and equal,
in dignity and rigths. they are endowed
with reason and conscience, and
should act towards one another.

in a spirit og brotherhood and friendship.

NOMIS LOUP NESSUALC

.•´♥*`•.¸.•´*♥`•.
♥¸.•´*`•♥•´*`•.¸♥
♥¸.•´*`•♥•´*`•.¸♥
....♥¸.•´*`•.¸♥
........•´*`•
......... ..♥
leila.claussen@hotmail.com